Kronede Dage – Dies Coronae

 

 

 

Vemodige  dagbogsblade  af   poetisk  tilsnit   –   fra primo april 2020

 

 

 

 

 

 

 

Der er intet nyt

……………………………

 

 

sløret af illusioner og løgne

som er den tomhed

hvoraf den moderne verden består

er med usynlig og fejende hånd fjernet

det er intet tab

at verden atter står åben,

med horisontens dobbeltdør på vid gab

sløret skjulte ingen brud,

andet end brud

på forbindelsen mellem

menneskelighed og virkelighed

– og dog sukker jeg

over den sidst ankomne dystopi

som sætter alle i skab

bag lås og slå

– at nogle i angst gør det frivilligt

er næsten ikke til at forstå

det er en ørkenvandring,

– ikke fra oase til oase –

men fra fatamorgana til fatamorgana

– uden rigtig hvile ( med mad og drikke )

er det nyttesløst at ase og mase,

som kameler der får på puklen for ikke at pukle nok,

for “alt det nye” ( det virker ikke )

 

ørkener er oceaner er 

skibe til havs

– hvis man vil krydse oceanet

må man lade kendte kyster ude af syne,

og tro på ukendte kyster og havne på den anden side

med kun stormvarsel forude

er jeg afventende

og tavs

her kræves godt sømandsskab

uden kort og kompas,

for når vinden rejser sig

og bardunerne begynder at synge

vil alt vælte og gynge

og gøre nads

 

der er intet nyt under solen

*  *  *

 

 

Forladte Frihedselskende

……………………………………….

 

 

nogle elsker deres frihed så meget

at de gør sig fri af selve forstanden

og ikke forstår en døjt

– men løber hovedløst rundt og spræller

og råber meget højt

men elsker man friheden

må man også elske sin næstes…

– hvis man vil være fri, må man være stille

så alle kan lytte og søge det samme “Helle”

– for her, midt  i det store åbne kosmos, er der meget lydt,

det efterlader enhver stum

der tror på det tomme rum

når man elsker friheden så meget, som nogle gør,

indebærer det så også at være fri for sig selv ?

 

– eller kun fra de andre ?

 

*  *  *

 

Følsomme naboer :

……………………………..

 

 

jeg sad, grublede og tænkte

pludselig bankede det på væggen,

min nabo beklagede at det knagede

han kunne næppe høre min knagen eller tinnitus

– som jeg ikke hans –

men hvem kan udelukke

at vi gik og talte i søvne

på lange ture i det samme utopiske drømmeland

og førte ophøjede samtaler ?

… som engang filosofferne omkring Akropolis gjorde

– i hvertfald knirkede både senge og gulvbrædder

fra tid til anden i takt med det gamle boligkompleks.

vi bor næsten sammen, men kender ikke hinanden

de færreste kender endog sig selv,

og går ofte fra forstanden

i håbet om at finden en anden

– men da det endnu ikke er sket

er det noget af en bet

at være så mange og så meget sammen

uden egentligt fællesskab, 

i fryd og gammen.