Forsvarsløs mod medpassagerer. Ingen mulighed for at nå udgang og stå af. Luften er mættet af emmende tavshed i det overfyldte tog. Skarptslebne blikke ser indad, peges opad som ladte geværer eller flakker forvirret og panisk rundt, på flugt fra gennemborende pupillers tavse kugleregn, tæerne krymper i klemte sko arme strækker sig opad som tørstende grene fra træer, revet op ved rode, efterladte huler udånder angstens sved,
Det kommer fra en overraskende vinkel da den kronragede lægger baghovedet i folder og nakkeflæsket smiler fra øre til øre
øjnene forsvinder i kødet og solbrillerne kravler rundt på skallen uden at finde hvile i blikket, næsehornets ubevægelighed holder omgivelserne i uvished om hvor angrebet rettes hen,
eftersom smilet forfra krænges af som forhuden på pikken og blotter et smilende kranium, foretrækker jeg smilet bagfra med rygskjoldets angstfødte vinger.
