Essay

PÅ BÆNKEN TIL GLO-BAL

 

i  den  globale  landsbys  forsamlingshus

 

( et frit fabulerende signalement af en planet i en fjern galaksearm, hvor forandringer erstattes af en lokal teaterforestilling, der opretholder den herskende og ” uforanderlige verdensorden ” )

 

 

 


under ombygning

 
– et prangende og spraglet banner i alle regnbuens farver  
skjuler den gamle inskription over hovedindgangen  
til forsamlingshuset i den globale landsby, Niemandsland  



Sprechstallmeisteren skratter løs  
og introducerer gæsterne til den indledende dans:  

Vi begynder med dansen om stolene,  
I skal bare danse til musikken  
og løbe rundt om stolene  
– når musikken stopper skal I sætte jer.  
Der er plads til dem der følger de nye regler,  
stol på stolene, stol på os. ”  


Efter den indledende dans
føres de udvalgte ind i det allerhelligste :
den nyrenoverede digitaliserede dansesal

Alle sættes på bænken, i hver sin boks, rettet mod samme centrum,
og betragter et til lejligheden udpeget og overeksponeret individ
der selvbefamlende danser, som var der betalt for det
– ingen kan se eller høre hinanden,
enhver er overbevist om sin egen unikke oplevelse
– kun Overvågningen ved hvorfor der jamres, stønnes og kaldes fra boksene,
ingen har noget at skjule i det nye fæle-skab



Erfarne gæster fra fortiden, gamle naboer øst for jerntæppet
indser instinktivt at forestillingen er en gentagelse
af hvad de oplevede i kælderen under Overvågningens hovedsæde
– arkitekten og indretningen er den samme.
Efter tæppefaldet for 30 år siden
havde de IKKE forestillet sig, at den forestilling skulle gentages foreløbig

De ser spørgende på naboerne mod vest, der træder dansen,
som uden erfaring sætter sig på den anviste bænk,
og indtager deres plads i boksen
fatter de intet ?
– har de intet lært af vor undertrykkelse, før tæppefaldet ?


” the irony of the ironcurtain “


At smittes af så farlig en tankegang
er naboerne mod øst for længst blevet “vaccineret” for
– og bivirkningerne ved sådanne former for “vaccine”
kender de – som ar på deres egen krop
– eller som inskriptioner i sten, rejst over deres kære afdøde.

Fortidens frikvarter og gårdture er også genindført,
ligesom i fængsler eller dengang i hele lande, øst for jerntæppet,
vejret kunne trækkes frit, en stakket frist,
der skulle leves til fulde,
som var selve livet og evigheden
kun muligt i dette øjeblik
– et øje og et blik, rettet mod himlen –
og mens alle længselsfuldt ser op,
deles hemmeligt med medfangerne,
inden de atter må returnere til deres bokse – hver for sig.

Den ene dag ligner den anden,
det ene år det andet,
det ene liv det andet,
den ene død den anden
– forskellen, som livsvilkår, findes ikke

Alle de gamle kendte sciencefiction-historier
indsættes som vilkår og virkelighed,
som en ny forfatning – eller – en ny religion
i forbindelse med “ombygningen”

Når de nye gæster ankommer, og spørger dertil,
svarer sprechstallmeisteren blot :
Det er sådan det er – og altid har været



I skolen lærer de nye gæster, poderne
at de er skyld i at planeten ødelægges
da de forbrænder ilt og udskiller CO2

I planteskolen lærer spirerne og stiklingerne
at de er skyld i at planeten ødelægges
da de forbruger CO2 og udskiller ilt

Ingen spørger
hvordan det gik til
at planeten en gang var paradisisk
i al sin frodighed og mangfoldighed

Spørgsmål er afskaffet,
der er kun eet svar,
– enfoldighed –
som gælder for alt og alle.

Tænk, de deler samme lærer,
sprechstallmeisteren,
fra morgensang til skolegang
fra solnedgangsklausul til midnatsgudstjeneste.

På katedret står
en guldfisk i bowle
og en bonsaj i potte,
som symboler på den ideelle tilstand
for dyr og planter

Guldfisken kan se alt
og kender til det hele,
undtagen det vand den lever i,
– af uransalige grunde
besluttede den en dag
at hoppe ud af bowlen
– uanset konsekvenserne

Tænk at friheden,
naturgivet for alt i universet,
fra det mindste til det største,
kan betyde så meget.

Hvem skulle have troet det ?
Det er jo ikke det man lærer i skolen, vel ?




Efterskrift 

Da jeg var yngre gjorde det indtryk på mig,
når jeg blev konfronteret med det uudslukkelige had,
som mine bedsteforældres generation nærede mod den fjende,
der havde besat landet for så mange år siden, før jeg blev født.
I den seneste tid er jeg blevet mindet om, hvor dette had kommer fra,
og ved at ophavet hertil også er klar over,
at hvis ikke alle nedslagtes hurtigt og målrettet, i eet hug,
så er spillet tabt, og konsekvenserne uundgåelige.

Tidligere undertrykkelse er et vidnesbyrd herom.

For ca 80 år siden tog det vore landsmænd  ca 3-4 år,
før de fleste havde indset, at undertrykkelsen ikke kunne holde i længden.
Dengang kom fjenden letgenkendelig anstigende med faner, uniformer
og skramlende og skrattende metal – fra hvinende larvefødder til skinger messingsuppe.
Denne gang er “fjenden” usynlig, eller godt forklædt – og sværere at gennemskue
– måske –
for alt hænger sammen : forestillingen om en “ydre fjende” i forhold til os selv
ligger i selve tankegangen, som er blind for sig selv og sin begrænsning.
– hvilket er grunden til, at man bør være mere åben over for dem der tænker anderledes,
især i tider med krise, krig og folkemord – det er hovedsagelig de civile der nedslagtes.
– de, der tænker anderledes, bryder op, bryder ud, bryder igennem.
De er som spejdere sendt forud for karavanen,
for at opdage nye muligheder eller farer – til gavn for hele flokken.
De anderledes tænkende kan genvinde den tabte frihed,
ved at vriste sig fri af en fastlåst tankegangs lænker og selvskabte problemer.

Den egentlige “fjende”
– den fremherskende tankegang, som især “ledere” er “offer” for –
ville vride armen om på selve galaksen, hvis det var muligt.

Der er derfor gode grunde til at gå fra forstanden,
for at finde en anden, og bedre tankegang
– een der går fra kun at redegøre for ca 5% af universet – til een der redegør for en hel del mere
– een der sætter tanken fri, istedet for at trækkes fastspændt for en “gammel hestekærre” …

 

 

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *