Poetry

IS

 

 

 

” Det er en mørk tid  
som løber koldt ned ad ryggen. 
Hvad er der at glæde sig over, andet end 
at det bliver lettere at gå på vandet
i frostens faste greb  ?



jo koldere, jo fastere er isen,
jo længere kan man nå 

fri af alle grænser,

 

vent ikke for længe ~ sæt igang
” fri fro og frejdig … som gående ”
… ” oprejst,  i last og brast “

– for hvis man bliver stående
fryser sporene fast,
og indhenter

den som er på fri fod  “

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har vendt mig bort fra denne verden
og lært mig at gå på vandet,
når verden er vendt op og ned
må den omvendes
– hvad andet ?

.

Det er en kold tid
som løber koldt ned ad ryggen.
Hvad er der at glæde sig over, andet end
at det bliver lettere at gå på vandet
i frostens faste greb ?

jo koldere, jo fastere er isen,
jo længere kan man nå,
fri af alle grænser

.

den eneste måde at forstå
er ved at gå… og gå… og gå…
– og vil du endnu længere
end du kan forstå,
så fortsæt med at gå…

.

Hvor langt kan forstanden nå ?
stopper det, blot fordi man falder i staver
eller går i stå ?
Det holder aldrig op
selvom der råbes “stop”
so let’s walk the talk,
if you never go, You’ll never know… ,
if a man wants to cross the ocean, he must leave shore out of sight

.

Vandet er blevet stift,
uden revne, rift
og det hvide snit,
men helende
som den hvide bro,
der bærer de elskende to,
og enhver der søger
over på den anden side,
hvor udsyn og indsigt bytter plads
og erstatter hverdagens himmelvendte blik
med øjenhviden vendt mod den omvendte verden
.

.

 

 

 .

.

 

 

 

.

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.