Essay

Himlen over København

En regnfuld og mørkelagt by ved vintertide

 

 

Det blev aldrig rigtig lyst i de dage. Husene stod forstenede og gennemblødte, som våde kæmper skuttende og skottende sig i stumt forsvar mod det hårde vejr. Det var som vendte de ryg mod gadernes dybe kløfter – hvor kun spredte ludende skikkelser, som våde skygger på flugt, nødtvungent færdedes, mens blæst og regn som koste fejede gaderne fri for alt liv. Gadelygterne dansede som klokker, kyset af den hylende vind. De forblev stumme da de ikke havde noget glædeligt at forkynde – de havde mere end nok at se til med at holde sig fast. Dagene var drænet for lys og livskraft, de var forkortede og jordslåede – kun når det trak op, med blæst og regn piskende mod de svagt oplyste ruder i husenes tunge skygger, mærkede man de skjulte kræfter bag. Gennem vinduessprækker undslap gyldent lys fra stuer og små butikker. Muntre stemmer slap af og til fri, når en dør kortvarigt åbnede eller et vindue kortvarigt blafrede i vinden mens der blev luftet ud i de fyldte, dampende og tætpakkede stuer. I den lille butik for gamle brugte sager skabte duggen på ruderne halvt gennemsigtige silhouetter af de udstillede ting. Imellem silhouetterne blev flygtige omrids tegnet af mennesker indimellem – de bevægede sig uforudsigeligt som vægtløse ånder, svævende imellem døde ting. Vinduernes vanddråber sad som små nysgerrige og krystalklare øjne, der tavst og hemmelighedsfuldt fulgte med i alt hvad der foregik, inden de måtte give efter for tyngden og løbe grædende nedad ruderne.

Een af gadens ludende skygger faldt pludselig ind ad døren til en oplyst butik i kælderen. De små dørklokker anmeldte muntert den nye gæst, og den halvt åbne dør slap et øjeblik muntre stemmer, lys og varme ud i det brølende og ruskende mørke – hvorefter døren hårdt og beslutsomt lukkedes.

I den lille stue holdt man stand imod de mørke kræfter i verden. Stemmer, muntre drillerier, udstrakte arme og løftede glas bød den nyankomne velkommen.


“ Hvorfor kommer du først nu ? – vi har ventet dig – hvad kan vi gøre for dig ? “ 

“ jeg så lys og lamper i vinduet, jeg har brug for …  må jeg …  hvad koster de ?  “

“ kig dig omkring, du kan bare tage hvad du har brug for … vi er i godt humør idag …  det er snart jul …  “

( lidt senere )

“  jeg har fundet disse lamper, har I også en ghettoblaster ? – jeg skal optræde som punker til et selskab … “

“ du tager dem bare ….  har du travlt ?, …vil du have et glas med os ? … sæt dig ned “

“ tak “

“ må vi gætte hvad du hedder, hvor gammel du er og hvad du laver ? “

( glassene løftes, alle hilser på den nye gæst )

“ skål “

( lidt senere )

“ vil du have mad med hjem til din lille familie ? – der er mere end vi har brug for… “


Den sidstankomne Matilda fra Sverige har en lille familie i Danmark. Ved hendes ankomst forvandledes selskabet – som når man kommer nye velsmagende urter og krydderier i gryderetten. Der blev skålet for broderfolk, og sunget svenske viser. Matilda sang for, og ledte selskabet igennem visernes verden – delte folk op i korstemmer og dirigerede med omsorgsfulde håndbevægelser. Ingen i dette selskab havde forestillet sig at de kunne lyde ligesom broderfolket, som var kendt for smukke folkeviser i levende traditioner. Da sangen forstummede var der en mættet stilhed. Ingen havde behov for at sige noget mere. Udenfor brølede blæsten, mens regnen trommede mod ruderne. Matildas familie havde tålmodigt ventet hjemme da de havde vejret at der var en god grund til forsinkelsen.  Tiden løb – til sidst måtte hun bryde op. Med både lamper og ghettoblaster under armen var der afsked, med omfavnelser og udtrykt håb om atter at mødes.


Selskabet klyngede sig tæt – som et overvintrende bistade, hvor alle samles i en tæt klump for at holde varmen. Ingen ville give slip og forlade selskabet før man havde mærket noget, som ingen helt vidste hvad er – som livet på denne jord :  man får hverken lov til at blive eller forlade det, før der er elsket, kæmpet og accepteret nok –  ikke alt, men nok…

Selskabet fortsatte som et uroligt blafrende lys der trodser trækken fra utætheder – i mørket udenfor ænsede ingen at dag blev til aften. Alle trak det så længe som muligt – det hastede ikke med at møde mørket, blæsten og regnen derude.

Efterhånden som gæsterne brød op, blev det tydeligere at værten ikke kunne give slip. De sidste gæster opdagede det og ombestemte sig, halvt på vej ud af døren. I den lille kreds ændrede samtalen sig, som den ofte havde gjort det dagen igennem. Samtalen havde som altid sit eget liv, men på fåmandshånd blev den mere fortrolig. Dagen selv holdt vejret tilbage, og kunne ikke blot give sig hen til mørket, blæsten og regnen, før den havde set tegn på lys og liv. 

I talestrømmens pludselige pauser så folk tavst frem for sig, retningsløst og ubevægeligt, som om de ventede noget. Da kunne de ligne frø, fulde af hemmeligheder, gemt bag en skal som maske, uden at fortrække en mine – undtagen pantomime. Måske ventede de på at blive modne, parate…  og søgte i mellemtiden støtte og næring hos hinanden. Den ene lignede et frø der var ved at sprænges indefra af hjertets tørstende længsel – den anden lignede et indtørret og vissent frø fra en ukendt fortid med sjældne planter – og den tredie lignede et omflakkende nervøst frø, der endnu ikke havde fundet jord at slå rødder i. Alle gemte de hemmelighedsfuldt på kimen til noget.

Livet havde efterladt spor af slid og erfaring i deres ansigter – de lignede frø på bristepunktet, med skæbnesvanger tidsfrist nært forestående, enten måtte forrådnelse sætte ind eller spiring bryde igennem. 

De gamle ure i kælderbutikken var for længst gået i stå, viserne pegede i alle retninger på een gang. Før havde urene været spredt mens de pegede mod samme tid og rum – nu var de samlet og pegede i alle retninger, pegede mod ethvert tilfælde af tid og rum som havde eksisteret – nu blot en tanke, et glimt, en armslængde borte. Tilbage kun venten, tålmodigt, som frø – venten på vinden, spredningen… rejsen mod ny jord.. atter slå sig ned, slå rod… og gro … udvikle… og sætte frø… 


Måske er det vigtigt at gå i frø – at føle sig fanget, indespærret, klemt, at mærke utålmodigheden, længslen, vanviddet. Måske er der en mening i at føle sig fanget i indre modsætninger og spændinger… indtil man må briste, og sprænge den snævre, hårde skal – sprænge sig fri af sit begrænsende hylster, og endelig helt ude af sig selv, fri for sig selv… atter at kunne spire … af nyt liv…

Således ender historien med at også blæsten og regnen fik en vigtig rolle på denne mørke, blæsende og regnfulde dag…


En folkekær digter skrev på sin grav:  “ vort jordeliv er evighedens frø, vort legeme forgaar, men sjælen kan ei døe “   ( H.C.Andersen )

 

 

Efterskrift :


Denne historie fortalte jeg min elskede, som sad og forberedte en tale. Hun inddrog denne historie, og folk lyttede og tænkte over det. Bagefter takkede de hende for talen. 

– enkelte spurgte hvor den lille butik ligger 

– hvem ved hvad de siden kommer med, og hvornår de søger den lille kælderbutik ?

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.