… intet andet …

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er 

i min egen 

ret og væren

i en indre og ydre verden

 

 

Intet andet.

 

 

Som et frø i jord,

under stilhed og kulde

beskyttet ( også mod egne og andres ord )

 

 

Intet andet

 

 

Alt vil komme for en dag

som spire eller råddenskab

– orme ved besked

først som sidst

 

 

Intet andet

 

 

hvad menneskene angår

går det an som de har agt,

– om de genkender hinanden, ansigt til ansigt

eller sigter an, på kortere eller længere sigt,

er deres anliggende

 

 

Intet andet

 

 

Det er hjul

i sving,

i et kosmos

i bevægelse

og kontinuerlig forandring

– et virkelig magisk “verdensmaskineri”

 

 

ud af dette skabes equillibrium

– øjeblikkets dans –

af stående bølger i interferens

som i sin sublime virtousitet, 

og af dyb forundring, kaldes ved gudenavne

 

 

navne som alle er omskrivning af skønhed, i en eller anden form,

skønhed som noget dybt rationelt og funktionelt

som alle er forbundet med,

uden, fuldt og helt, at vide hvad det er …

 

 

– netop det er det skønneste,

at selve kosmos udvikler sig hurtigere

end vi kan lære det at kende,

at eftertanken kommer stille som stjerners baggrundshvisken

udkrystalliseret som lysende sne en frostklar nat..

 

 

og sådan går det til, at alt fødes på ny

der er ikke kun hvad der er,

men mere, meget mere,

–  og det er godt,

mere end

godt …

 

 

hvad mere kan man ønske sig ?

 

 

… intet andet …

 

 

 

 

*

 

 

 

En sen aften gik forhandlingerne i hårdknude,

parterne stod stejlt overfor hinanden, hårde og fordømmende ord faldt

foragten og afstanden kunne læses i deres blik

 

 

forhandlingslederen blev grebet af fortvivlelse

og rettede blikket opad i en form for kald efter hjælp

 

 

det var en klar aftenhimmel med stjernevrimmel

 

 

han fattede sig, og bad selskabet om en pause

og bød dem med udenfor

 

 

alle stod til deres forbavselse under den store stjernehimmel,

trak vejret dybt i tavshed

og sugede til sig

 

 

forhandlingslederen kunne ikke få sig selv til at gribe ind,

men brød til sidst stilheden :

 

 

” her står vi under stjernerne, med hver deres verden af planeter cirklende omkring,

med liv vi hverken kan udelukke eller kende, liv som minder om vores ?..

der er flere stjerner end sandkorn på vor planet,

flere sandkorn end der er træer

flere træer end der er myrer

flere myrer end der er mennesker …

så stort er det  –  så små er vi ... “

– alle nikkede, og lod forhandlingslederen fortsætte

 

 

  forhandlingslederen greb ikke til orde i lang tid

 

 

– først da blikkene atter begyndte at vandre søgende rundt

og en vis naturlig uro begyndte at indfinde sig,

tog forhandlingslederen atter ordet :

 

 

” nu, da vi alle føler os tilpas små i forhold til det store,

foreslår jeg at vi går tilbage til forhandlingsbordet

og genoptager drøftelserne i den ånd ... “

 

 

Som sagt, så gjort.

 

 

Forhandlingerne blev gennemført, med et godt resultat,

som efterlod de tilstedeværende opmuntrede.

Smil blev sendt rundt, med blikke der strålede

( når vand og ild mødes stråler øjne på en særlig måde )

 

 

Der blev stadig ikke sagt et ord.

 

 

Hvad større anerkendelse kan man få – end et blik der siger mere end alle disse

ord ?

 

 

 

…  intet  andet  …