… continuum …
. . . .
.
.
. . . . ..
.
.
.
I et flygtigt øjeblik lægger alt sig til rette for kameraets øje, og passer ind i det lille og begrænsede udsnit, den kunstigt opsatte ramme.
Lyset og kvinderne samles i billedets midte. Deres opmærksomhed er rettet mod deres egen midte, de nyligt fødte små. De små hviler i blikket på den uendelige himmel over dem. De omgivende spil mellem lys og skygger peger radiært ind mod perspektivets midte, hvorfra det reflekteres tilbage.
Mænd er anonyme skygger, camoufleret i barnevognens grafik, i bundløvets løb ind mod barnet i moderens skød ~ eller strejfende på kanten, gravstenen.
Nybagte mødre, ledsaget af veninder, finder et “helle”, en oase, midt i storbyens stenørken ~ et hellested, hél, held og helligt ~ en gravplads og en frodig og levende botanisk have. Billedet favner hele tilværelsen, og rammen er spændt til bristepunktet. En hemmelig rebus løber som læseretning gennem billedet, “fra vugge til grav”, mættet af det konkrete og symbolske. Lader man blikket hvile længe nok på billedet, løber tankerne ud mod kanterne af den fastlagte ramme. Lidt efter lidt giver rammen efter, og lader tankerne flyde over grænser, som måske slet ikke findes; som åbne spørgsmål om hvad findes før fødsel og efter død. Der er ingen autoritet over en Hun med unge. Hun sætter sit afgørende præg på menneskenes forestillingsverden; gennem urtid, kosmologi, levende traditioner – og religiøse forestillinger. .
.
Der er ingen autoritet over
en Hun med unge
– uanset hvad der gribes og begribes
af skarpladte våben og argumenter,
uanset hvor mange og hvor tunge.
gud
kejser
pave
præst
og pater
… med hele sit hof og slæng af halevedhæng …
.
overdøves
af kosmisk latter,
når de efter kort rejsning,
stadig lidt høj i hatten,
– men gradvist mere slatten
– alle, før eller siden, falder til patten.
. . .
.
4 vigtige “hunner med unge/unger”” fra Romerverdens familiealbum :
.
.
.
Hunulven “lupa” med Romulus og Remus diende,
og hængende i patterne
Faderen fraværende.
(senere kom Faustulus, og tog børnene med hjem til hustruen, Lupercalia )
.
.
*
.
.
Maria med Jesus Kristus-barnet.
.
Faderen fraværende.
( senere kom Joseph, og passede på “den lille familie” )
.
.
*
.
.
” Mamma Mia “
Den evige italienske ungkarl,
der forfører rige modne kvindelige turister,
der søger roman-
tikken og eventyret, endnu en gang
.
Faderen fraværende,
( i tilfælde af medfølgende afkom. )
.
.
*
.
.
I Fellinis ” Kvindebyen ” ( La citta delle donne )
løber Fellini og Marcelo Mastroianni af med deres fantasier.
.
Faderen ( Snaporaz ) fraværende.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
. .
De 3 haver
1
Af jord skabes den sanselige og æstetiske have – strålende, duftende og forførende. De elskende i buskadset, de legende børn, de gamle på bænkene – alt spirer på stubbene af de gamle væltede træer …
” skønt er det vi ser … “
2
Til jord bliver tanker og ord i den eksistentialistiske og filosofiske have. Skønåndernes vandring, blandt levende og døde, som den vise : – fortiden, han kender den – nutiden, han griber og bruger den – fremtiden, han foregriber den den vise sammensmelter fortiden, nutiden og fremtiden, uden smålig skelnen mellem liv og død, og tager først sine beslutninger, nar han hører fortidens, nutidens og fremtidens tale med samme stemme
videre, videre, videre…
” skønnere er det vi forstår … “
3
Af jord opstår igen den åndelige, spirituelle og religiøse have, hvor alt er forbundet gennem ubrydelige kredsløb – og hvor end ikke bevidstheden og menneskets sjæl er undtagelsen fra dette universelle princip – hvor intet er begrænset af målbarhed, viden, forstand eller noget andet kendt
– for netop det væsentlige er usynligt og ukendt…
” men skønnest er det vi ikke forstår … “
.
.
.
.
.
.
Et nyfødt menneske er som en rå diamant. Alt hvad der skal være, er der allerede. Det er selve sliddet der skaber de facetter igennem hvilke livets strømmende lys brydes og spredes i hele farvespektret. Efterhånden som sliddet skaber stadig flere facetter, i stadig mere sindrige vinkler, går lyset mere uhindret og klarere igennem. Lige før det sidste af den rå diamant slibes, opnås det klareste øjeblik – i een og samme stund går lyset endelig helt uhindret og klart igennem, samtidig med at det sidste af livets rå diamant forsvinder i slibestøvet.
.
.
.
.
. .
.
.
.
.
.
Beauty and poetry will save the world.
In the medieval age in Europe, the troubadours travelled from place to place, singing poetry, and sometimes combatting, trying to win the favour of a much-admired local young woman – a combat of music and poetry, settled by the desired young womans choice – without bloodshed or killing.
In war the best outcome is, when a soldier and a local woman, fall in love – leaving the war behind, creating an intimate relationship, a family – and bringing children into the world … filling up the empty battlefield with new life …
That is why beauty matters …
.
.
” skønt er det vi ser
– skønnere er det vi forstår
– men skønnest er det vi ikke forstår ”
( Niels Steensen )
.
.
.
.
.
.
.
Blandt aboriginals i Australien sammensmelter sange, billeder og land – sange kan aflæses som landkort, eller aflyttes og udskrives som billeder – billeder kan aflæses som landkort, eller læses som partiturer for sange og linier, songlines.
Når aboriginals under vandring stødte på hinanden, satte de sig omkring bålet, og byttede/delte drømme og sang; gennem deling voksede åbent land under deres fødder. De vandt landet igennem samarbejde, istedet for at tabe det i strid. Det skabte en non’aggressiv sameksistens; en fredelig kontinuitet igennem mere end 60 000 år – med stabilitet og balance for både natur og samfund – den længste kontinuitet af fredelig og harmonisk sameksistens på denne planet, mellem mennesker og natur, indbyrdes mellem mennesker i stammer og samfund.
I kvantefysik er alt forbundet – qua et kosmisk superliquid fluidum, hvori alle kendte fænomener er bølger og bølgeinterferensbilleder; bestående af frekvenser, impulser amplituder og vinkelretninger – hvor intet fast/statisk og absolut eksisterer – men derimod et kontinuum af forandringers equillibrium, midlertidigt antagne former i konstant vekslen mellem opbygning og nedbrydning.
.
. .
.
.
.
.
