Essay,  Visual Art

CARPE DIEM # 1 – noget om klatter

 

 

 

Carpe Diem = Grib Dagen = grib øjeblikket = hele verden, set  i  ét  eneste øje-blik

 

 

 

 

 

 

 

 

På vej hjem til atelieret med malerbøtter fyldt til randen spildte maleren noget undervejs. Da han en dag krydsede sit eget spor på vej mellem atelieret og farvehandleren, indfangedes hans opmærksomhed af den spildte malings tilfældige mønstre og motiver der af sig selv var opstået. Han faldt i staver, som var det et ukendt alfabet. De rummede en fri og fabulerende evne, som han måtte misunde dem – da han i sine anstrengelser efter at opnå det perfekte i atelieret ofte oplevede at det døde imellem hænderne. Jo mere han anstrengte og forberedte sig,  jo længere væk kom han. Der kom heller ikke så mange gæster i atelieret. Som tiden gik blev han mere træt. Ambitionerne visnede, mens nysgerrigheden og en længsel efter at kaste sig ud i gadens sprudlende liv og uforudsigelige hændelser voksede. Han begyndte at glemme forestillinger om hvor han kom fra .. eller var på vej hen, og mærkede en lettelse ved at give slip. Mellemrummet virkede stadig mere tiltrækkende. Han travede op og ned ad gaderne med en malerbøtte i hånden, og mærkede lysten til at give efter presse sig på. En dreng stod et sted og pissede fri, fro og frejdigt, han virkede helt uskyldig trods brud på alle forbud og regler. Maleren hjemsøgtes af blandede følelser, følte sig provokeret og draget på samme tid. Efter dette optrin gik maleren langsommere, mens det knagede i ham. Da han rundede et hjørne og ville fortsætte ad en sidegade, blev han helt overrumplet. Han stoppede op, grebet af øjeblikkets stilhed i gaden. Byens støjende travlhed var pludselig forsvundet. Der opstod en fortryllende koncentration og vibrerende sårbarhed i denne undtagelsestilstand – og en uimodståelig frihedsfornemmelse. Strukturerne på fortov og gade mindede ham om klassiske maleriers baggrunde. Han lod hovedet give efter for sin egen vægt, stirrede uden bestemt fokus nedad, fik øje på malerbøtten i hånden og det fastklemte låg, derunder sine fødder, der stod på flader hvis strukturer opløste størrelsesforholdet og åbnede formerne for fortolkning i alle retninger. Han kunne selv bestemme om han var en dværg der hoppede i små spring eller en kæmpe der vandrede med syvmileskridt i et åbent klippelandskab med uendelig horisont.

 

 

 

 

 

 

 

 

Han rodede i lommerne og fandt en nøgle, lirkede låget halvt af, vippede malerbøtten og iagttog hypnotiseret den lysende maling flyde ud og lande blødt på asfalten. Hænderne holdt bøtten på hæld og begyndte at bevæge sig i dans mellem flydende maling og størknet asfalt. Maleren mærkede en kildende fryd brede sig. I løbet af et øjeblik var et helt og færdigt motiv strømmet ud og havde lagt sig på plads. Det føltes som en evighed. Men pludselig var det sket. Der gik et ryk igennem ham, malerbøtten holdt op med at løbe. For fødderne af ham lå et færdigt værk, perfekt i sin egen ret og væren. Han havde aldrig før oplevet at noget kom så frit, levende og stærkt til udtryk, uden koncentration, anstrengelse og kamp – alt hvad han havde gjort, var at give slip, i en trancelignende tilstand. Han stirrede fortryllet på værket, og mumlede for sig selv: ” jeg står bag dette værk – og er taknemmelig, men ikke sikker på hvor stolt jeg er – for værket er bedre end mig, bedre end hvad jeg ved og kan, trods ihærdige studier og årelange anstrengelser. Tør jeg indrømme en snigende nederlagsfølelse ved at stå over for noget der er større ? – jeg troede ikke at jeg var forfængelig“.

 

 

 

 

 

 

Forbipasserende stoppede op, og betragtede nysgerrigt værket – nogle gik videre i hast, andre nikkede eftertænksomt, enkelte gav højlydt udtryk for deres anerkendelse. Andre bar i stilhed en anden opfattelse, og gled diskret i eet med gadens travle skygger. Maleren stod ved sit værk, stolt af sit indfald, men endnu mere imponeret over værket i sig selv. Indimellem trak han sig væk, så han fra en anonym position kunne iagttage andres reaktion, upåvirket af hans tilstedeværelse. Måske kom der derved noget mere frem i reaktioner på selve værket. Når strømmen af mennesker faldt til ro, gik han tæt på værket for at studere og lære mere. Selvom det virkede helstøbt, overvejede han om det kunne blive bedre, men fandt intet svar.  Mens han grublede over værket, landede pludselig en lysende mågeklat. Den faldt heldigt. Det lykkedes en måge at skabe en overraskende forbedring af værket  –  ” … var det den signatur som værket manglede ? . Hvem havde egentlig skabt det ?  “. Malerens blik fulgte mågen så længe som muligt, og betragtede så atter værket. “…aldrig begyndt, aldrig afsluttet…“, tænkte han, og lod tankerne løbe videre, ” først dette overraskende værk ” af sig selv ” – dernæst mågeklatten, tilfældet-heldet,  fuldbringelsen af værket, den konstruktive kritik, anerkendelsen og kontrasigneringen – hvad højere kan man nå ?

 

Som ud af intet kom pludselig en velklædt midaldrende herre. Målrettet krydsede han gaden med fast kurs mod maleren, der stod i samtale med en forbipasserende. Den velklædte herre havde næse for gode forretninger, og stak den i alt. Det havde gjort ham rig, givet ham en ung smuk hustru og en større flok livskraftige kønne og kloge børn. Han vejrede hurtigt at der var noget på færde.  Han fulgte malerens blik og betragtede med et skarpt blik værket på fortovet. ” jeg er interesseret i den slags værker – vil du fremstille en serie for mig ? Jeg stiller faciliteter, materialer og alt fornødent til rådighed – lad mig vide hvad du har brug for ? Du vil blive belønnet rigeligt for det “. Maleren rev sig fri af samtalen og en anden verden, så undrende op, og svarede halvt tilstede, halvt i drømme : ” ingen har skabt dette værk, ingen kan gentage det, jeg som førte hånden ejer det ikke, du som vil eje det kan heller ikke uanset hvor meget du tilbyder, ej gaden byen kommunen, museer eller andet af højere status  – værket kan ikke flyttes sælges eller udstilles … det er skabt her, må eksistere og slides op her ... “.

 

Den velklædte herre og maleren så i lang tid undersøgende på hinanden, uden et ord – indtil den velklædte midaldrende herre brød tavsheden: ” Det er genialt ! Her er mit kort, hvis du ombestemmer dig “.   ” Jeg bestemmer intet, jeg er bare åben og følger med så godt jeg kan… “, svarede maleren afværgende.

 

 

 

 

 

 

Lang tid efter passerede en ældre maler én af byens mere feterede gader. Den bugnede af velstand i de store oplyste butiksvinduer, fyldt med de fineste fremstillede kvalitetsvarer og fine kunstgenstande. Der var mange fine biler, og folk på gaden var yderst velklædte. Han følte sig fremmed, men studerede denne gade med samme åbenhed som når han færdedes i sit eget kvarter. Da han passerede et oplyst galleri, hvor der blev afholdt en reception, blev han tiltrukket af larmen. Han fik øje på malerierne i udstillingsvinduerne. De lignede til forveksling noget der havde optaget ham for flere år siden. Han gik ind ad de opslåede døre og så sig omkring. Han var draget af billederne. De virkede så velkendte. Han gennemskuede umiddelbart hvordan de var lavet. Han kunne selv have lavet dem, så let som en leg, tænkte han. Han bemærkede gæsternes undersøgende og usikre blikke. En ældre velklædt herre løftede øjenbrynet da de passerede hinanden. De fornemmede noget velkendt, men travlheden hindrede dem i at genkende hinanden – og erindre mødet på fortovet, den dag malingen faldt på asfalten og affødte et mirakel af et kunstværk. Alle følte sig fremmede, selvom alt hang sammen på en måde som ingen kunne gennemskue. Et sted samledes folk om en som vistnok var kunstneren bag billederne. Maleren sluttede sig til kredsen uden at give sig til kende, og lyttede med. En af tilhørerne spurgte den feterede kunstner :  ”  hvordan fik du ideen til disse enestående værker ?  Det er noget helt nyt som vi ikke før har set. Hvad koster de ? “.

Den gamle maler mærkede at interessen for billederne var ved at forskyde sig til musik. Det var gradvist kommet med årene, siden han havde vristet sig fri af maleriet i det gamle og trange atelier. Han gjorde rundgangen i galleriet færdig, og trak sig. Udenfor bemærkede han den friske luft, selvom den indeholdt byens metalliske dufte. Han tog en dyb indånding, følte sig fri, fro og frejdig endnu en gang. Han blev atter mindet om hvor rig han havde været, og stadig var…  og fri til at søge og finde, nyt liv…

Han rettede hovedet bagud og så op mod den skumrende himmel. Mågerne var trukket indover land, der var omslag i vejret. Han lukkede øjnene og nød deres klare høje skrig i et stort symfonisk rum. Mågerne blev stemmer og instrumenter i en ny symfoni med kor… han hev en notesbog frem, vendte de hvide sider mod himlen og lod stemmerne lande som klatter på nodepapir. Derpå ilede han hjem, og lod pennen løbe henover store rene nodeark, idet han undrende mumlede for sig selv: ”  stemmer bliver til toner bliver til noder … bliver til kød og blod … forenet med instrumenter… bliver til musik …  blækket falder som mågeklatter på papiret … og bliver til en symfoni med kor ...  ”

 

 

 

After Pictures at an Exhibition ”  –  Afrevne plakater blotlægger ukendt partitur “

 

 

 

En kuldskær olding havde for længst forventet sin snarlige død, men det var endnu ikke sket. ” når jeg er nået så langt, og har gennemlevet så meget… så må det betyde at jeg skal videre. ” Oldingen brød op, solgte alt, og tog så langt væk som muligt på denne planet. Han kom til sydlandet, hvor han mødte de oprindelige beboere. Han opdagede at de drømte, sang, vandrede og fremstillede billeder – ligesom han selv :  ” nu er jeg endelig kommet hjem ... “.

En varm og solrig dag satte oldingen sig i den svale skygge ved foden af et træ. Heden frigjorde bladenes velduftende væsker, som berusede ham og alt omkring. Børnenes leg fremkaldte billeder, gennem pupillerne strømmede lysindtrykkene – ” cranium camera obscura ” – og projiceredes i baghovedet …  de glade barnestemmer samledes i symfonier …  symfonier samledes i landskaber.. kontinenter..  planeter.. stjerner.. galakser..  universer.. multiverser.. versemål og rim… alt samledes og udmundede i ren energi. Han mærkede en bundløs kulde indefra fyldes af varme udefra –  lemmerne begyndte at sove før ham, han døsede hen og tænkte ” dette er en god dag at skulle videre … videre … “.

De legende børn kom tættere på. De havde glemt tid og sted i deres leg. Indtil én pludselig skreg :  ” der ligger en død !... “. De løb skrigende bort, undtagen den ene. Stilheden omsluttede alt. Barnet gik hen til den døde, nysgerrig og frygtløs. Alt var som det skulle være. Derpå gik barnet i sine egne tanker tilbage til de andre børn og legede videre. Endnu en gang havde stilheden grebet ind i alt – og gjorde denne dag selve verden lidt større.

 

 

 

 

Flyvefærdig Symfoni

 

 

 

 

 

De skønne kunstarters hvilested

 

 

 

 

Nagasaki  1945

 

 

 

 

” …de fandens malerbøtter…

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar