Tale

Anemones Anelser

 

 

 

 

 

 

 

 

  Rune-ristning

( forhistorie )

 

 

Den lange vinter hang som massiv død over naturen, landet, byen. Menneskene var alle begravet, levende eller døde. Kulden og døden kan virke lindrende mod de lidelser som altid følger med livet, eller beskyttende, og sågar livgivende ~ på overraskende måder. Hvem har det bedst, de levende med triste omgivelser, eller de døde i byens få og eftertragtede grønne områder ?  –  i tavsheden er der god plads til alle.  Den unge og drømmende Rune var på én gang på flugt og fuld af livsappetit. Hver fiber i hans krop skreg efter at leve; mens han ofte færdedes på byens store kirkegårde. Han drømte om at leve for kunsten og den magi, som fandtes hvor pengene ikke havde ødelagt alt. Han havde et originalt talent, men noget begyndte langsomt at gnave og æde ham op, indefra. Det begyndte at gøre mere og mere ondt at stå udenfor, uden penge, uden fast bolig i længere tid af gangen. Han hadede pengenes verden, som var hans egen families historie og forbandelse.  Han blev slidt efterhånden som ungdommens utrættelighed og uddødelighed ikke længere kunne holde stand. Han begyndte at indlade sig på kompromisser, for opnå lidt anerkendelse og lidt salg. Det fungerede stadig ikke, frustrationerne voksede. Til sidst opgav han, og henvendte sig til den offentlige forsorg, med en ide om at han kunne holde sin kompromisløse kunst og “overførsler af anden art” adskilt. Det skulle henover tid vise sig at være naivt, og siden katastrofalt. Han blev mere og mere syg. Psykiske lidelser, “overførselsindkomst, på betingelse af … ”  krav, diagnoser, medicin, medicin mod medicinske virkninger, diagnoser, diagnoser + medicinrelaterede diagnoser, tvangsmedicinering, eksperimenterende afprøvninger af helbred og arbejdsevne, traumatisering, traumatisering af traumatisering, grænsende til dråbetortur efter kinesisk forbillede, dråber af dråbetortur, samlet i verdenshave af bundløs smerte, skam og lavt selvværd.

Forløbet bar utvetydigt i én retning – havde det ikke været for de lykkelige omstændigheder der gav ham et barn, en lille pige. Det blev hans første oplevelse af at vokse med det største livet kan give, med dertil hørende ansvar. Han tænkte på sit hidtidige liv som en lang vinter – fuld af mørke, kulde og død, masser af død.

Med ankomsten af hende forvandledes hans livslange vinter til forår, og nyt liv :  pigen blev kaldt Anemone – budbringeren af forår og liv.

Han var lykkelig for den lille pige, men blev langsomt indhentet af det forudgående liv, og de konsekvenser det medførte for den nye situation. Han magtede i det lange løb ikke opgaven. Han var forstenet indvendig  –  udbrændt og ristet …  som en … rune.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 ANEMONES   ANELSER

 

 

 

 

Annoncen var sat i avisen under rubrikken  –   “gives væk”  –    eet af de sidste steder, hvor det ikke kostede noget at indrykke en annonce:

 

 

              ∞

 

Rune takker for denne gang
                                             på jorden …
Han er uden bekymring taget videre,
og efterlader gæld og skatter
                                med ubetalelig latter,
og  – rig som han var  –  en uvurderlig datter

 

                      Anemone

 

 

Anemone var født et frodigt forår, mens den nybagte far, Rune, stadig kunne løbe hurtigere end problemerne, der fulgte i hans spor. Den lille velskabte pige løb ikke lige så hurtigt, og kom det meste af livet til at savne sin far. Da han ikke ville nogen noget ondt, og tilmed var et godt menneske, der blot ikke helt kunne tage vare på sig selv, elskede Anemone ham betingelsesløst lige til det sidste.

Hun var rig på evner og fantasi, ligesom sin far, men penge havde de ikke mange af. Hun var fast besluttet på at vise sin far den sidste ære og kærlighed der tilkom ham – men hvordan ?

Dødsindustrien havde kronede dage   –   “ dies coronae ”.  Sørgekonerne græd godt for deres syge moster; og faldt der ikke mønter nok af, skruede de infernalsk op for gråden så folk følte sig nødsaget til at betale for at blive fri. Jordpriserne for de dødes sidste beskedne hvilested, fulgte “markedspriserne”, som fulgte “ejendomsvurderingerne”, som fulgte centralbankens konfiskation af skatteinddrevne midler … som førte til statsgæld, som førte til  skattestigninger, som førte til faldende købekraft og faldende renter, som førte til stigning af “markedpriser” og “ejendomsvurderinger” … som staten beskattede, som folk ikke kunne betale, som blev “indefrosset”  i  “gæld i eget hjem”… indtil der intet var tilbage … priserne på alt vedrørende begravelse tilsagde altså rent “kapitallogisk”  at ingen længere skulle dø  –  da det ikke kunne betale sig. Havde det ikke været for   “det uundgåelige”  aspekt,  i sagens natur,  ville markedskræfterne have virkeliggjort selve menneskehedens drøm om udødelighed  og det evige arbejdsliv  –  hvilket da måtte være den lykkeligste situation; så meget desto mere som at  dette udspillede sig i  “ …verdens bedste land, med det lykkeligste folk… ”    ifølge udspekulerede og elegant designede opinionsundersøgelser. Anemone var 2. generation af de, der røg af karoussellen i det magiske gældscirkus, efterhånden som den accellererede og rystede stadig flere af sig. Mange stod uden bolig, arbejde og penge. Anemone havde end ikke råd til “døden”, eller rettere: dødsindustrien  –  havde ikke råd til at få ekspederet den døde

I  “Markedsavisen” gennempløjede Anemone møjsommeligt spalterne, der var ligeså omfattende som marker og plovfurer udover hele landet. Endelig fandt hun en annonce fra en tømrer:

 

 

”   2 kister i rå træ, aldrig benyttet, sælges samlet for 400 kr,

                                    afhentes på adressen   “

 

 

Anemone spurgte sin trofaste og hjælpsomme stedfar, Ask, om han ville hjælpe med at hente dem. Han kendte så godt som nogen hendes situation, og stillede straks op. Det eneste han betingede sig var, at hun selv stod for det praktiske med at skaffe et velegnet transportmiddel; så skulle han gerne være chauffør og gå praktisk til hånde.

Firmaet, der udlejede den sortmalede lastbil, bar et navn, som bidrog til stemningen :  ” lej et lig “, skrevet med store bogstaver i ligblegt hvidt . Byens billigste og tarveligste biludlejningsfirma. Det kompenserede delvist for den nedslidte lastbils manglende driftsikkerhed, at der ikke skulle køres så langt, og at lasten ikke var så tung – og at den ene af de 3 passagerer allerede var død … i tilfælde af

Anemone og Ask kørte ud til tømreren, som boede et stykke uden for byen. Han kunne ikke skjule sin reaktion da de ankom i den sortmalede lastbil, prydet med det store logo i ligblegt hvidt :  ” lej et lig “.  Vellykket design i al sin hæslighed,  dødsmart.

Anemone indledte forhandlinger med tømreren. Hun tilbød ham de 400 kr, men tilkendegav, at hun kun behøvede den ene af de 2 kister. Han blev rød i hovedet  –  de lyseblå øjne trådte mere ud af hovedet efterhånden som blodtrykket steg:  ” … når jeg giver den pris, er det på betingelse af , at I tager begge kister med  – det er en del af handlen.  Jeg vil ikke se på dem mere !  “.   Beslutningen om at medbringe begge kister blev resolut taget.  Hvem ville bryde sig om at stå med et lig uden kiste ?  Forhandlingerne blev indstillet ligeså hurtigt, som de var indledt – og handlen afsluttet med kontanter, uden faktura.

På vej videre med lasten gav bilen nye og fremmedartede lyde fra sig.  De virkede instinktivt faretruende, og farten blev sat ned. ” Så tunge er et par tomme kister da heller ikke … ” , mumlede Ask lidt anstrengt for sig selvMed blikket koncentreret mod vejbanen rullede bilen afsted, som den prisgivede kugle i labyrintspillet på vippeplade, forbi huller, ujævnheder og vanskelige vinkler.  Selv den mindste overseelse, eller et enkelt lille fejltrin, kunne stoppe spillet, stoppe bilvraget, een gang for alle. Som erfarne cyklister var de begge vant til at finkæmme vejene for ikke at miste livet ved at falde i vejhuller, riste, løse kloakdæksler eller vikle sig håbløst ind i uigennemtrængelige opstillinger af ubemandet og umarkeret vejarbejde i storbyens gader. Al samtale forstummede, for at holde koncentrationen, og komme frem i live;  selvom der stadig var en kiste ledig.

Rune skulle afhentes på Panuminstituttet. De kørte ned ad en rampe og fandt en kæmpe metalport, beklædt med store bogstaver og tal. De trykkede på den vejrbidte dørklokke,  og ventede i en mindre evighedEndelig åbnede den automatiserede port, og en kittelklædt ældre mand så på dem, uden at fortrække en mine. Anemone tog ordet :  vi aftalte at jeg skulle afhente min far…  Rune   er det det rigtige sted ? “.  Manden svarede ikke, men begyndte at stille helt rutinemæssige spørgsmål;  og selvom han optrådte formelt og korrekt, ramte de dybt:  er det jeres bil ?  ” … uden at vente på svaret, fortsatte han :  hvad har I med til opbevaring ?  ”   …     ”  … 2 … jeg mener, 1 kiste ... “, svarede Anemone, og følte at hun skyldte en forklaring :  ” ... vi har 2 kister, men … vi skal kun bruge een … “. Manden så endnu mere undrende og sammenbidt ud. Anemone opgav at forklare sig nærmere. Manden skar atter igennem :    der er vogne til transport indenfor porten  –  følg med

De fandt en kraftigt bygget metalvogn, og fulgte med manden ned gennem et indviklet forløb af flere lange gange. For den indviede var det et sindrigt og velfungerende system, men for den udenforstående var det en labyrint. Anemone og Ask så i et flygtigt blik på hinanden, og vidste at de aldrig ville komme ud af labyrinten ved egen hjælp. Det gik hele tiden nedad, og det blev koldere. På intet tidspunkt havde manden rakt hånden, frem, løftet noget, eller banet vejen – andet end da han aktiverede den automatiserede dør. Den kliniske og upersonlige stemning virkede latent fjendtlig på Anemone og  Ask;  som en fremmedartet kulde og modvillighed ved at give hjælp, udover det absolut uundgåelige. Manden virkede tvær og nøjeregnende, og nidkært opsat på at han under ingen omstændigheder skulle gøre noget han ikke fik ekstra betaling for.  ” det må I selv klare “.  Ingen fortrak en mine, de levende mærkede ansigtsmasken stramme –  der herskede en ubestemmelig omgangsform som minder om andre overgangssteder. Vognen rullede ind i en kæmpe hal. Der var iskoldt. Langsiden var dækket af solide metallåger, med bogstaver tal og identifikationspapirer. Anemone måtte bide sammen for ikke at lade tankerne løbe løbsk – ligheden med en kæmpe julekalender var svær at ryste af sig. “Ligheden” … ” barnets nysgerrighed efter at åbne alle låger “…  hun smagte på ordene, fortrak i et ubestemmeligt smil, og vaklede på grænsen mellem gråd og latter over sine barnlige indfald. Mens manden så ned i papirerne, fortsatte han:   Det er boks 326, liften står der …  “.  Anemone sank en klump. Mandens ordvalg ramte som brystslag  –  hver stavelse i hans ord ramte og forplantede sig dybt som et ekko, der ikke klingede af:   ”  far er død,    far er død,     far er død  ”  –  hun kunne sige ordene nok så mange gange, men kunne ikke forbinde dem og smerten.  Stemmerne gjorde hende mør, både andres eller dem fra hendes egne tanker. Hun forsøgte at undgå at høre mere end højest nødvendigt. Uden yderligere omsvøb gjorde manden det klart, at ved at fravælge dødsindustriens forretningsmodeller, måtte de selv stå for alt – vitterligt ALT.  Anemone og Ask tumlede med liften for at lære den nødtørftigt at kende.  Heldigvis var hele systemet med lift, boksåbning, auto-ind/udføring af ligbårer gennemtænkt og let at betjene.  Til gengæld var det intet til at “betjene” de følelser der vældede frem, da Anemone pludselig stod alene med Rune. Voldsomheden virkede lammende, nærmest bedøvende  –  en nådig forsvarsmekanisme, selvom den også i farlige situationer kan “koste livet” – som når den stærkeste i bokseringen har fået overtaget og  uddeler serier af slag, der alle går ind;  indtil den udsatte ikke længere forsvarer sig, men lammet og paralyseret bare tager imod.

Under andre omstændigheder ville hun have holdt en rygepause for at tage sig sammen, men her var det udelukket. Store skilte, kameraer og kontrollerende blikke efterlod ingen mulighed for at fortolke noget til egen fordel. Næste overraskelse kom, da de skulle flytte liget fra båren til kisten. Dødvægten og stivhedens stumme protest mod al flytten rundt, kom bag på dem begge.  Endnu en gang blev alle grænser overskredet –  og et målrettet samarbejde på et nødtørftigt “professionelt” niveau måtte etableres på rekordtid.

Det var ikke muligt at vise andægtig respekt over for Rune, og samtidig løse den praktiske opgave, så man undgår fysisk overbelastning. Pårørende ser normalt ikke denne brutale side af arbejdsgangen. Ligets brutale tilpasning til kiste med trange mål indgår i den anvendte forretningsgang for at sikre et rentabelt udbytte. Rune landede brutalt i kisten, og lyden havde rigelig styrke til at få det til at runge overbevisende i den enorme hal. Manden havde sat sig med en avis ved skrivebordet. Han reagerede velkendt på lyden, og sneg sig diskret til et stjålent blik.    ”  papirerne skal udfyldes og underskrives … de ligger dér  “    uden at løfte blikket pegede han på en skrivepult ved udgangen.  Det kom bag på Anemone hvor omfattende papirarbejdet var, hvor mange oplysninger hun skulle give.  Hun oplevede sit liv passere revy;  kunne ikke huske det hele, og bad om hjælp.      ” …  hmm, så må jeg slå det op på computeren … hvad vil du have at vide ?   “.

Med stille irritation gav manden de ønskede oplysninger, mens Anemone kviede sig hver gang hun måtte spørge. Det pinefulde forhør blev endelig afsluttet,  låget lagt på,  vognen kørt tilbage ad de lange gange. Porten ud til rampen åbnede automatisk – den eneste hjælp de fik. Lastbilen blev bakket op til porten med bagenden,  Rune blev skubbet ind ved siden af den tomme kiste. For at undgå flere martrende optrin foreslog Ask, at de skulle markere hvilken kiste Rune befandt sig i. Ingen havde lyst til at skyde låget fra igen for at se efter.

Ask kunne mærke en ændring i bilens balance og kørsel, men undlod at sige noget om det.

Anemone havde aftalt med de forstående gartnere på kirkegården, at hun kunne benytte det afsides nedlagte kapel, som tidligere havde suppleret hovedkapellet. Det havde tidligere tjent den del af klientellet som ikke ønskede en kirkelig ceremoni med deltagelse af præst eller lignende. Kapellet var fyldt med store maskiner, køretøjer, stort værktøj, kasser og presseninger. Gartnerne havde af venlighed lovet, at de største køretøjer og maskiner ville blive fjernet inden ceremonien – andet kunne de ikke medvirke til på de givne vilkår. Det nedlagte kapel var fyldt med alt hvad der hører til parkdrift, inklusive nogle af de bedste stammer fra kirkegårdens gamle fældede træer, med henblik på senere brug til ukendte formål. Alt hvad der hørte til kapellets oprindelige indretning var afskaffet, undtagen det nagelfaste. De oprindelige bænke og ceremonielle elementer i rummet havde ikke overlevet processen. Anemone var vant til at håndtere den slags situationer, baseret på hendes livslange erfaring med skiftende adresser og meget få ejendele. Hun gik straks igang,  og genskabte med kasserne, så vidt muligt, rummets oprindelige indretning og funktion. Kasserne var tunge,  men rummede også løsningen. Det krævede “kun” at der lagdes hårdt arbejde for dagen. De blev flyttet og ordnet i rækker og niveauer. Det er hårdt arbejde, og dyrt, ikke at have nogle penge. Gartnernes hvide presseninger blev fordelt udover rummet – de dækkede de største maskiner som ikke kunne fjernes og blev trukket henover de arrangerede kasser.

Gartnerne viste sig at være mere betænksomme end det kunne forventes,  og havde gennem de sidste dage luget ved grave og bede, og havde samlet et mindre bjerg af blomster og pyntegran. De havde taget eksekutive beslutninger om større beskæringer som sagtens kunne have været udsat – det var tydeligvis for at vise Anemone interesse og støtte hende. De lod hende forstå, at hun kunne tage af blomster og pyntegran alt hvad hun havde brug for. Anemone blev rørt til tårer, tog sig sammen og fremstammede et dybfølt tak. De havde set hende, og vidste hvordan hun havde det – set, at hun stod alene med en alt for stor opgave. Der blev et øjeblik stille, mens alle så ned af respekt for situationens alvor. Anemone tænkte over hvor mange gange på denne dag hun var blevet ramt dybt, med en blanding af smerte  uventet trøst og overraskende fornyede kræfter. Hun mindedes ikke at have oplevet noget lignende. Selv det mest banale lavpraktiske havde dagen igennem fremprovokeret dybere eksistentielle og emotionelle tilstande, som havde overrasket hende med sin voldsomhed. Det dybt sårende og helbredende fulgtes ad på en uforklarlig måde.

Efter mange anstrengelser og hårdt arbejde fremstod kapellet endeligt med et harmonisk og højtideligt udtryk.

Da Rune i den rå kiste blev sat ind, var det tydeligt, at den udgjorde et antiklimaks. Dér stod den i det rå ubearbejdede træ. Anemone kunne næsten ikke få det over sit hjerte. Far, som havde været kunstmaler og elskede farver, liggende i den tarvelige kiste – som på alle måder modsagde hvad han i sit liv og virke havde stået for. Ask foreslog, at hun selv kunne male den. Hun ville gerne, men tid og kræfter var dagene forinden løbet fra hende, og hun måtte holde sig de store hovedtræk for øje for at føre forløbet til ende. Der var stadig lang vej før folk skulle samles den efterfølgende dag. Hun havde allerede uddelegeret så mange opgaver som muligt;  frivillige telefonkæder varetog invitationerne, da der heller ikke havde været tid og råd til at skrive officielle invitationer. Til gengæld havde hun ingen viden om hvem eller hvor mange, der ville deltage.

Heldigvis havde hun undervejs fundet løsninger, som hun på forhånd ikke havde kunnet forestille sig. Hun var kommet langt – men der var stadig lige så langt igen.

Anemone samlede pensler og maling fra Runes lille lejlighed, hentede sine egne malergrejer og købte noget billig bygningsmaling på tilbud.

Sidst på aftenen, da de troede at de var færdige, trak de udenfor for at suge dagens sidste lys til sig. Røgen fik et blåviolet skær og tog former af fantasifigurer. Anemone blev indfanget af  røgens formsprog. Det var Runes figurer der opstod af sig selv – og tanken strejfede hende, om han på en eller anden måde alligevel var tilstede, udover hans døde krop. Tid og rum smeltede sammen med resten af universet et kort øjeblik – et øjeblik hvis udstrækning i sig selv omfavnede al tid og rum, hele kosmos, selve evigheden … samlet og set på et øjeblik, af et øjes blik. Anemone genkaldte sig et persisk digt.

 

 

Mit hjerte er så lille, at det næsten er usynligt,

sig mig, hvordan skal det kunne bære al den smerte ?

Luk øjnene op, svarede han,

dine øjne er endnu mindre,

og dog kan de rumme hele verden.  

 

 

– begge fornemmede de noget, som ingen rigtig vidste hvad var. Stilheden og tavsheden var uden at være et bevidst truffet valg,  det bedst tænkelige svar på en uløselig gåde. Valgt uden en stemme.

Pausen blev afbrudt af en dyb indånding, efterfulgt af et gisp. Der var ingen rustvogn til at køre Rune væk efter ceremonien. Den sorte lastbil stod omtrent dér, hvor en rustvogn imorgen burde køre ham væk. På siderne lyste udlejligningsfirmaet logo/navn op,  ” lej et lig “    vi er nødt til at bruge den som rustvogn imorgen ”  mumlede Anemone halvt for sig selv. Ask opfangede situationen, og havde straks et forslag :  vi tildækker logoer med pressening og tape, og maler det hele over med sort “.  De stod stadig og malede bilen sort, mens mørket lagde sig.  Oplevelsen af at male  blindt i mørke, uanset om øjnene var åbne eller lukkede, var fremmed fascinerende og surrealistisk. Anemone indprentede sig, at hun efterfølgende ville forsøge at lave en serie billeder, hvor hun skulle holde blikket på motivet mens hun blindt malede på lærredet – gennem bevægelsen alene skulle motivet overføres til lærredet. Bevægelsen var alligevel så stor en del af maleriet, når man var oppe i større formater.

De kørte bilen bag om kapellet, parkerede den ved siden af gartnernes store kompostbunker, så den var ude af syne når gæsterne ankom. Derefter forlod de stedet til fods.

Om aftenen viste det sig at være urealistisk at skrive den tale hun hele tiden havde haft i tankerne. Anemone sad med det tomme hvide papir, mens de indledende bogstaver flød ud af træthed og tårer fra ukendte kilder i hende.
Til sidst gav hun slip og lavede en tegning, hvor der ved siden af en afskåret smuk blomst stod en mindre blomst i jord med tunge dråber af nektar dryppende fra dets hoved, mens dets blade slog ud i fortvivlelse og længsel efter liv til alle sider. Hun satte en prik i den lille blomsts hoved, ” hvad betød den ? ... den var så lille at ingen kunne sige mere om den …  “.
Så segnede hun,  og sov lige til uret ringede.

Anemone stod op og uglede sit store hår til. Så gned hun det ind i stivelse med plantefarver i.  Hun lod ansigtet stå hvidt og rent, og hun måtte beherske sig da hun så resultatet i spejlet. Hendes hjerte hoppede som en fugleunge, der forsøgte at komme ud af sine rede. Iført den hvide engangsdragt, som bygningsmalere ofte bruger, lignede hun en pensel fuld af farver – klar til aktion.

 

Da gæsterne ankom til det nedlagte kapel blev de overvældet af det syn der strømmede dem i møde. Salen var et  bølgende tæppe af blomster, der dansede over et hvid ørken af siddepladser der bredte sig ud fra midteraksen, med kisten i centrum. Flere hundrede fadlys var tændt og fik salen til at emme af blafrede lys og en tæt varm ånde fra blomsterdufte og flammehav. Henover de mange kendte ansigter bredte der sig udtryk som hun aldrig havde set før.  Alles øjne udstrålede et særligt lys,  flere havde tårer i øjnene,  sitrende smil trak sig af indre bevægelse henover ansigter og fik noget til at skælve,  ingen sagde noget,  nogle få hviskede – ord behøvedes ikke, de var alligevel magtesløse. Anemone,  som hvis tunge ansvar for forløbet kulminerede netop nu, mærkede at hun havde vundet alles hjerter, og kunne for første gang pludselig slappe af.  Hun hjemsøgtes af en symbiotisk tryghed, hun havde kendt i sin tidligste barndom. Der var flere deltagere end antaget. Undervejs var tilstrømmende blevet opmærksom på at noget usædvanlig var i gære. Blandt de mest overraskende gæster var tømreren, som havde solgt kisterne, gartnerne som havde været behjælpelig med det praktiske og sammen med kirkegårdens ledelse havde vist forståelse for hele situationen og stillet de beskedne rammer til rådighed. Der var mange, og Anemone var lettet og taknemmelig over det store fremmøde. Størst var overraskelsen da manden fra “panum” også mødte op. Hans ansigt havde fuldstændig ændret sig, og lagt sig i milde folder. Uden den anonyme embedskittel, fremstod en kultiveret ældre herre med sin egen naturlige autoritet, elegant, i tøj afstemt til lejligheden. Da han hilste på Anemone og hendes øvrige familie var han fuldstændigt nærværende. Hans blik så igennem alt, ikke på en intimiderende og grænseoverskridende måde,  men på en fortrøstende og beroligende måde, som fyldte Anemone med taknemmelighed der fik hende til at neje, lidt forlegent. Han sendte hende et formildende smil tilbage. ” Det behøver du ikke …  “.

Forbløffelsen over  hvad Anemone og  Ask havde fået ud af kapellet, løb som en stille susen igennem hele salen.

Anemone rejste sig og gik roligt op til kisten – og stod længe og så på den. Alles øjne hvilede på hende. En stille snøften bredte sig.  Udenfor hørtes fuglenes sidste vers af morgensang,  i baggrunden hørtes byens travle morgentrafik, som en hvæsende midgårdsorm med skæl af blik og hjul hele horisonten rundt:

” Kære Rune, elskede far,  – du var rig, men penge havde du ikke mange af,  byrder fra indre kampe bar du på med værdighed; du forblev mild og kærlig, glad for livet, på trods af alt.  Du ville elske at se os der er samlet omkring dig idag. Du ville elske hvordan du ligger midt i et kæmpe maleri af blomster, farver og folk – din egen drøm om selve livet som et magisk maleri.  Vi er dine pensler og farver  –  og du,  i din lille rå kiste,  er det rå lærred,  til det store … HELT  STORE  billede, der for FØRSTE,  SIDSTE og ENESTE GANG males idag …

– en tiltagende hvisken bredte sig, mange havde fornemmet hvor det bar hen  –   de havde godt set malerbøtter og pensler,  men fornemmede at de ikke blot var til dekoration, men noget endnu vigtigere …

Anemone fortsatte :

  til ære for min far, vil jeg bede de der vil, samles med mig ved kisten – og hjælpe ham og mig med at male det sidste billede. I må male hvad I vil, med Jeres oplevelser med Rune i tankerne     kom herop, og grib bøtter og pensler … lad os så komme igang !… 

… hun greb pensler og maling, og lagde an til maleri. Folk begyndte at rejse sig og følge hendes eksempel. Børnene var hurtigst og gik i hastige skridt eller småløb op til  kisten. Snart var der tydeligvis ikke plads til alle ved kisten. Folk delte pensler og farver.

”  … vi har flere kister, hvis een ikke er nok ! … “, udbrød Anemone  –   ligeså overrumplet over sit eget indfald, som resten af salen. Et latterbrøl bredte sig i salen, og stemningen løsnedes. Børnene gik ufortrødent igang og malede løs, de voksne fulgte trop …  enkelte overgav sig helt og blev opslugt af maleriet, andre sendte hinanden indforståede blikke … andre var usikre og noget forlegne over det uvante arrangement … alle indså at det var helt i Runes ånd …

Da det sidste af kisten var dækket, kaldte Anemone på alles opmærksomhed.

” … så er det færdigt ….  for første gang ser vi det fulde billede af Runes liv !!  –   han ville elske det  –  men hov, han er her jo stadig, ikke så meget  i sig selv,  men mere i  Jer … og den måde I tog ham til Jer  … “

Anemone trak en pose frem ….

  … nu skal far bæres ud … der er hvide overtræksdragter til dem der bærer, så de ikke får den våde maling på tøjet …. “

Mens kisten blev båret ud, brød Anemone ud i sang  :

” … altid frejdigt når du går …. “

Ask havde diskret kørt vognen i stilling undervejs.  Kisten blev båret ud, mens Anemone sang. De våde farver løb af kisten og efterlod et spor på gulvet – røde som bloddråber,  grøn som sød nektar, og blå som poesiens dryppende tunge. De bærendes fodtrin formede farven til indforståede kalligrafiske tegn på gulvet. Anemone opfangede tegnene på gulvet,  aflæste dem og  “sang fra bladet”   –   improviserede. Hun var opfyldt af en ny kraft, og hendes stemme brændte helt igennem, uden at knække. Til overraskelse for både hende selv og flere tilstedeværende. Alt lykkedes  – og mere til  – det var forløsende på en ny og ukendt måde.

Bilen kunne ikke starte. Ved tredie forsøg bed tændingen på, og de hostende lyde fra motorrummet efterlod ingen i tvivl om at bilen havde det svært. Mens folk begyndte at ånde lettet op,  gik bilen atter død,  og var hverken til at hugge eller stikke i. Ask hoppede ud af førersædet,  og bad de tilstedeværende om at hjælpe med at skubbe den igang – stemningen var så tilpas løsnet, at det ikke krævede yderligere selvovervindelse. Med så mange til at skubbe kom den hurtigt igang, og kørte bort ad alleen under hujen, tilråb og spontane klapsalver.

Da bilen kom ned til enden af alleen, drejede den til alles overraskelse til siden, drejede kort efter igen, og kørte ad en parallel vej til kapellet næsten tilbage hvor den kom fra. Folk så forvirrede og spørgende ud. Anemone fangede den og forsøgte at forklare de tilstedeværende situationen:

” far skal brændes, men det bliver først i morgen. Gartnerne lader os holde natten over ved kompostbunkerne – og så kører vi til krematoriet imorgen … “

Anemone havde forhandlet priser med krematoriet, og havde fået en billigere pris, hvis hun accepterede at Rune først var den tredie der skulle køres ind i ovnen.

Af hensyn til det ceremonielle og den praktiske afvikling så man helst, at eventuelle pårørende blev på sine pladser i krematoriets ligbrændingskapel,  indtil alle kister var kørt ind og brændt.

Anemone og Ask ville følge med Rune til det sidste,  og tog plads. De måtte udholde at se de forudgående 2 kister køre ind i ovnen før det blev deres tur. Det var overraskende hårdt at være vidne til andre pårørende, når de snøftede dæmpet i lommetørklæderne. Alle led under hinandens tilstedeværelse, i det forstyrrende og forstyrrede frontale sammenstød mellem det offentlige optrin, i skærende kontrast til den dybt personlige og følsomme situation. 

 

”  Ved flammerne var der stadig møder og blanding af mennesker, både levende og døde, som ingen havde forudset …  ”  –  hvem sagde det ?   Anemone og Ask vendte og vred sig indvendigt – de andre tilstedeværende ligeså.

 

Den overskydende kiste dukkede igen op da Anemone og Ask ryddede op i kapellet.  Den blev stående i kapellet, og en annonce i bladet “fritid og have” dukkede kort efter op:

 

 

håndværkertilbud :

180 cm lang, 65 cm bred trækasse med låg, kvalitetstræ, ubrugt,

velegnet til blomsterbed eller bænk,

sælges for kun 200 kr

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I tiden efter begravelsen, sov Anemone mere end hun plejede. En morgen passede hendes egen rytme igen med døgnets, både hun og døgnets havde flyttet sig umærkeligt: Fuglenes morgensang gik helt ind og blev en del af hendes hjerteslag, vejrtrækning og egen stemme. Intet kunne holde hende liggende mere. Vægtløst og uden smerter eller ømhed dansede hendes glade fødder ned ad trapperne og ud i haven. Det var tidligt forår, træernes knopper var tæt på at briste, og jorden var dækket af anemoner, spæde og iført små brudekjoler, fuld af håb og drømme om nyt liv, fuld af forjættelse ( løfter ). Hendes nye kæreste iagttog hende fra sengen, og var siden den første der vejrede, at hun var gravid …

Pludselig stod det klart, hvad han skulle gøre:     der havde ingen henvendelser været angående den overskydende kiste.  I den følgende tid lavede han den om til 2 vugger;  man kunne jo aldrig vide …

En vugge er der altid brug for;  og den kan altid sælges.

 

 

 

 

Ring the bells that still can ring.

Forget your perfect offering.

There’ s a crack in everything

–  that’ s how the light gets in …

 

 

Leonard Cohen 

 

 

 

 

  *

 

 

 

 

Epilog :

Et par af byens mange øjne ved begravelsen blev så bevæget, at han hurtigt opsøgte en folkekær maler, fortæller og filmmand for at dele sin oplevelse. Det blev senere til en film, hvori der indgår en begravelsesscene  –  sat i en anden kontekst  –  og dog  –  for filmen kom til at handle om livet og dødens uadskillelige historie, uden kendte grænser, uden for tro og forstand  –  livets, kærlighedens og kunstens  …  ja, hvad mere er der ?

Imorgen er der atter en dag …

 

 

 

 

Epilog II :

Den lille velskabte dreng blev kaldt Valdemar.

 

 

 

 

Epilog III

Ask var en dyb tænker, følsom og intuitiv. Han gav slip på alt, for at hvile i sig selv, være fri i tankerne og ren i hjertet. Den stille og ædle mand, delte de dybeste tanker med mig, tog sig ydmygt af de simpleste gøremål for at hjælpe andre. ”  Hvis ikke det var for det, var jeg helst fri af det jordiske, og boede for mig selv i en oase i en ørken, eller sad på en søjle …  “,  udtalte han jævnligt, men aldrig beklagende. Derfor søgte andre ham. Der var altid gode og kloge råd at hente. Han bar altid håbet om det bedste for andre, selvom hans eget liv på mange måder føltes som en byrde, en let overset lidelse i stilhed og ophøjet ro.  ” Jeg græder meget, så meget at det ikke kun kan være for mig selv jeg græder …. jeg græder for de forrige generationer … jeg er vel en slags grædemand, der altid er dér, hvor der er brug for lindrende og helbredende tårer

Da min mor døde, fulgte han mig særlig tæt, som en engel af kød og blod, og glædede sig i sit stille indre nok også over at føle sig knap så alene om tårerne.

 

 

 

 

 

  ”  Valdemar, var det ham, der powershoppede ?  “

 

”  .Det hedder overforbrug … røveri i ældre tid …
nej, det var en anden Valdemar,
… atter en dag i Visby, i 1361 

 

..

.