ROM A MOR (II)

 

 

 

Dette er den ene af 2 serier om det romerske imperiums 2 hovedstæder, Roma og  Konstantinopel ( Istanbul )

( henvisning til Istanbul – Byen uden Navn findes nederst i denne artikel )  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mågernes verden
er hævet over menneskene,
hævet over kultur  kejsere og imperier
over kirkers klokker og minareters kald.
*

Himlen over kejseres kapitaler
og mågernes skrig
er mere virkelig
end hovedstæderne hver for sig,
*

–  skrig så fri,
fulde af himmelsk latter
                        –  så grænseløse
at gadens hjulbenede riddere i disse byer
                        iført rustning og hjelm af blik,
trods iltert blod og vredladne gashåndtag,
larmende benzineksplosioner og masser af kubik
                       taber trafikkens støjende krig mod mågernes skrig.
*

Mens kejsere til hest, i øst og vest
selvhævdende og hoverende
kyser og kuer deres undersåtter,
skider mågerne disse afguder op og ned
ad harniskklædte rygstykker og laurbærkransbærende hoveder,
~ overskidte magtsymboler,  støbt og slået i mønt plat og krone,
tæres op af mavesyre, stærkere end enevælde og vievand

 

Måger, fri af magtens tåger,
skyer ingen midler, ingen skyer,
og når højere himmel og klarere syn
~  højt hævet over de lavere horisonter,
hvor imperier ~ ved gud ! ~  blindt hærgende,
snubler over egne ben i det endelige fald mod afgrunden.

 

 

 

 

 

The flying  head of  the  Emperor

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det rammer overraskende dybt, da vi første gang skubber den tunge port op og entrerer en hemmelig verden af gårde, forbundne som et stor labyrint, afsondret fra Roms travle og larmende gader. Vi er inde, porten lukker sig lydløst og langsomt bag os  –  der kommer end ikke det dybe og diskrete suk, som mange døre udstøder når går i.

Labyrinten af sammenhængende gårde, udendørs stuehaver en suite, jordfarvede bygninger, trapper, vinduer, terasser, med kæmpe vaser planter og små træer, fuglenes sang er dragende og skræmmende  –  hvileløs klinger ekkoer mellem murene, som akkompagnement til stemmer fra mennesker og fugle. Der er inge forskel på århundreder, ingen forskel på hvem der levede her før og hvem  der gør nu … og vi,  de sidstankomne, bemærkes tilsyneladende ikke . En kildende fornemmelse suser gennem os. Da en landsbykirkeklokke falder i slag med en blød klan,  samles alt på en indforstået måde. Med dens tone falder alt til ro. Klokken smelter sammen med hjerteslag og åndedræt, og spreder en ukendt fred. Da vi træder ind i lejligheden, sætter baggagen, og slipper alt, omfavner vi hinanden, som omfavnes af klokkens tone. Klangen gør os forelskede og nygifte, hver gang. Vi giver slip og giver os hen …  og falder siden i en dyb søvn … 

Vi bor i en lejlighed få skridt fra Campo dei Fiori, i Via dei Cappellari, en af de bedst bevarede af Roms årtusinder gamle gader. Der er over 5 meter til det smukke og stærke bjælkeloft, indskudte mellemetager, og svaleredelignende kroge, hvor man kan putte sig som en fugleunge, og genindtræde i en ur-tilstand. Dets lige findes ikke i nordiske boliger, som enten kryber rygskuttende og lavloftet langs jorden, eller skyder sig i beton og nordisk brutalisme som truende raketter i vejret, i et forsøg på at frigøre sig fra det udvaskede topografiske relief – arrogance og krige mod indbildte fjender, dømt til at mislykkes. Sirlige og indviklede trapper fortsætter mellem etager og afsnit gennem gård-rummene, fulde af overraskende vinkler og perspektiver.  Bag hver en dør til andre boliger, gemmer der sig endnu flere overraskelser, menneskene. En verdensberømt engelsk arkæolog med speciale i romersk kultur lever diskret her, og føler sig hjemme – langt fra overeksponering i mediernes verden.

Klokken befinder sig i en lille rygvendt kirke i baggården, der huser Birgittaordenen. Dens beroligende klang bølger som et vuggende skib og kalder os som passagerer ombord. Den markerer dagens gang, vindens sang og hele det planetariske rumskib i umærkelig fart, 16000 km/sek, rundt i galaksen. Klokken kalder drømmende og længselsfuldt – med en ydmyghed som et pludrende barn, der optaget af sin egen leg, umærkeligt  tiltrækker sig omgivelsernes opmærksomhed.

Når man er træt og døser hen, et sted imellem drømmende og vågen tilstand,  hensætter den lille klokke een til barndommens solrige sommeridyl på landet, når man lå udenfor landsbyen i markerne, mens man hendøsende fulgte de drivende lammeskyer med hvilende blik, alt i et sindigt tempo, hvor hver eneste sky blev genkendt som et enestående skabning, med ligheder til lam, dyr, ansigter og flyvende fantasivæsner fra en ukendt verden. Himlen var et magisk spejl som kunne gengive alle levende væsner, og viste hvordan de alle gennem kontinuerlige forvandlinger, altid opretholder et uendeligt hvælv, skælv af noget større …

Selvom vi indledte rejsen med at få alt, al tid, evigheden og paradisets have for os selv, kom vi ud af porten og fik indtaget Rom, i al dens kakafoni …  indtrykkene var overvældende, både i mængde og kvalitet, billederne utalllige …  først langt senere vovede jeg at åbne for erindringskartoteket … og de billeder, der vises i denne serie er krusninger på overfladen …  Rom ligger på ældre byer og epoker, nogle steder er kulturaflejringerne et relief over årtusinder, af samme højde = dybde som Rundetårn – forestil dig at Københavns historie var ligeså dyb, og at nutidens københavnere bevægede sig i Rundetårns højde, med alt derunder gemt i jordlag og hemmelige rum og overdækkede gader, udgravet af fremtidens arkæologer… 

 

*

 

Tavlen af navne og boliger ved porten var uoverskuelig i omfang. Første gang var vi usikre på om vi nogensinde ville finde frem til vort nye hjem. Da vi efter grundig søgning endelig fandt det, rystede en afmægtig fornemmelse af os, sammen med alle de ukendte navne vi blev konfronteret med.

Jeg lavede et billede af navnetavlen, uden at vide hvorfor. Da jeg længe efter nærlæser billedet, overvældes jeg igen : der er etager over etager … undergrund under undergrund ….  der er alle aldre, børn, unge, bedste alder og gamle, alle folkeslag sprog kulturer og religioner, der er arbejdende, fattige, rige, engle, djævle, kunstnere, videnskabsfolk, advokater og familiedynastier af organiserede forbrydere, ukendt familie og efterkommere af cølibatets repræsentanter og -onkler …   når den gamle pave løbende præsenteredes for mandlige gejstliges personsager, spurgte han indledende helt rutinemæssigt, uden kendskab til de nærmere forhold :  hvad er kvindens navn ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Santa Maria in Aracoeli

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Santa Maria in Aracoeli

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De kendte ikke hin’anden, men havde hørt om den’anden. Barnet havde hørt om kejseren af navn. Kejseren havde hørt omtalen af det usædvanlige barn.

Kejseren ønskede at møde barnet. Rådgiverne havde foreslået at kejseren fremstod uden al sin pragt, frygtindgydende magt og vælde, for virkelig at komme tæt på barnet. Kejseren lyttede og indså at det var den eneste måde det var muligt at møde barnet. I al hemmelighed blev mødet forberedt.

Barnet opholdt sig mellem parker og templer på Roms høje, hvor det legede med jævnaldrende, eller talte med de voksne om alt – intet emne virkede barnet fremmed; og det begik sig så hjemmevant og indforstået, at selv kloge folk blev slået af forbløffelse. De oplevede at tale med en jævnbyrdig, trods den svimlende aldersforskel. Det var som vigtige diskussioner mellem dygtige fagfæller, eller som fortrolig samtale med den nærmeste familie. De kunne heller ikke sige om barnet ligeså godt kunne have været deres eget, eller deres fjerne forfader – eller dem selv; måske det indre barn der stadig befandt sig et sted, inde bag den dannelse, det embede og den position de havde opnået i samfundslivet.

En dag kom en ældre mand, ledsaget af et par velklædte og kultiverede mænd, forbi en høj hvor barnet ofte legede i parken mellem templerne. Trods de beskedne klæder virkede den ældre forfinet og fremstod med en naturlig værdighed. Barnet var optaget af legen med sine jævnaldrende, men vejrede straks at den ankomne dvælede interesseret ved deres leg. Den ældre stod diskret på passende afstand og iagttog det med et smil. Det varede ikke længe før barnet skilte sig ud fra de andre, og løb med aftagende fart hen de 3 fremmede herrer. De så på hinanden, og det varede ikke længe før barnet begyndte at smile. Ingen havde tilsyneladende behov for at sige noget – men til sidst gav den ældre mand sig til kende, ved at spørge barnet hvorfor det reagerede på deres ankomst, når ikke nogen andre gjorde.  ” ... de andre er også nysgerrige, men generte. Min nysgerrighed er enten lidt større, eller også behersker jeg mig ikke så godt som de gør … “, svarede barnet, og begyndte at le over sig selv.

De andre børn var for længst løbet videre, opslugt af legen – bortset fra et par stille børn, som fulgte samtalen på afstand, men med intens opmærksomhed.

Den ældre herre løftede øjebrynene over det overraskende svar, og hans ansigt lyste op i et smil:  ” Hvordan opfatter du byens kejser ?  “, fortsatte han.  Barnet var overrasket over at få så direkte et spørgsmål, men fandt det samtidig æggende.

” Der løber mange historier om ham. Jeg hører dem, men lytter ikke. Jeg kender ikke kejseren – og det gør de der taler om ham nok heller ikke. Jeg ved kun at han er et menneske, skabt ligesom alle andre. Hvis han træder på andre, gør det ondt. Hvis andre træder på ham, gør det ondt. Hvis andre behager ham, kilder det og får ham til at le. Hvis han behager andre, kilder det og får dem til at le “. Imens barnet svarede, trængte det næste sig på :   “Hvorfor spørger du ? “  Den ældre tøvede med at svare, overrumplet over at møde et spørgsmål, som mange lærde omkring ham end ikke turde rejse.

Barnet afventede ikke svaret; men spurgte utålmodigt videre: “  hvad ved du om byens kejser  – kender du ham?  “. Igen svarede den ældre herre ikke, men slog ud med armene, mens ledsagerne virkede forlegne over situationen.

” Fortæl mig hvad du ved om verden … jeg vil gerne lære mere ! …  “,  udbrød barnet, og pegede ud mod byen som nåede helt ud til horisonten og de fjerntliggende blå bjerge. Barnet forklarede sig nærmere:  ” … jeg er født i denne by, og ved ikke hvad der ligger udenfor “.

Dem ældre mand skjulte så godt han kunne sin forbløffelse over at blive mødt med uvante spørgsmål. Da de faldt naturligt; uden antydning af noget fornærmende. Han besindede sig, rankede ryggen, rettede klæderne med impulsive armbevægelser – som når påfuglen retter på sine fjer, og ryster skidtet af halefjerene på slæb.

Han vinkede én af ledsagerne til sig, og henvendte sig igen til barnet: ” Spørg ham om alt ” – den ældre herre tog ledsageren på skulderen, og fortsatte:  ” Han er meget klog, og har rejst vidt omkring i den store verden“.  Ledsageren begyndte at tale om de 7 høje, parkerne og templerne, byen provinserne og riget hvor solen aldrig gik ned … lande og folkeslag på den anden side af bjerge bag bjerge bag bjerge … 

Mens ledsageren fortalte i længere tid, bemærkede barnet at den ældre blev tung og virkede fjern. Barnet begyndte at savne den samtale de havde haft, og gik nogle skridt hen mod ham. Ledsageren afbrød selv sin beretning. I den opståede pause, henvendte barnet sig direkte til den ældre herre :  ” bær lidt over med mig, jeg er stadig meget nysgerrig efter at vide, hvordan du ser på verden “

De så undersøgende, stumt spørgende, på hinanden. De medfølgende yngre mænd, som i begyndelsen havde virket lidt nervøst agtpågivende, så hvad der skete. Fredfyldte og varme smil bredte sig, blikke af indforstået varme strålede imellem dem. De andre børn var for længst løbet videre, opslugt af legen – bortset fra et par stille børn, som fulgte samtalen med intens opmærksomhed.

Den ældre mand begyndte :  “  jeg ser højene, templerne, paladserne, kirkerne …  jeg ser det bedste mennesker kan skabe …  jeg ser civilisation ... ”   –  han holdt en lille pause i ordstrømmen ( han var tydeligvis vant til at føre ordet ) og så skuffelsen formørke barnets ansigt. Barnets sympati strømmede ham stadig i møde, på en måde som han selv havde kendt som lille barn, når hans moder i ledige stunder omfavnede ham med en betingelsesløs omsorg.

De så på hinanden, indtil den ældre gav et stille suk fra sig. Et  varmt smil bredte sig over hans forfinede ansigt, og han fortsatte i et helt andet tonefald:  ” jeg er også født i denne by … “, og tilføjede efter en kort tænkepause :  ” …  og kender heller ikke verden udenfor…  kun igennem hvad jeg hører. “. Han lænede sig frem mod barnet og hviskede :  ” ... jeg hører hvad de siger, men lytter ikke ... “. De sendte hinanden et indforstået et smil, fuld af genkendelse – den ældre blinkede diskret til barnet, som instinktivt rankede sig.

Ledsagernes urolige blikke, fik den ældre til at tage en mere formel omgangstone op, og fortsatte med mere myndighed:  “  Hvad synes du om alt det kejseren har skabt  ? “. Han slog armen ud mod byen, mens han holdt blikket på barnet.

” Hvad mener du ?.Det er folk fra min by, der har gravet fundamenterne til de bygninger, brændte murstenene, marmoret er udhugget af folk i andre byer og transporteret hertil af andre folk, som har slidt sig op, kvinderne i køkkenerne har lavet maden som gav alle de hårdtarbejde nye kræfter, bønder, håndværkere, handelsfolk, lærde og arkitekter … har med hånd og ånd skabt denne by … til kejserens ære…og netop det gør kejseren: han lægger navn til …  ( der opstod en pause ) … intet menneske kan alene skabe noget så stort …  “

Den ældre herre fandt barnets uskyldige ord udfordrende, men han beherskede sig, og fortsatte :  ” Hvem er dine forældre ? “

” Min mor er modig, kærlig og klog. Selvom de praktiske ting optager hende meget, ved hun noget om alt; men hun røber det kun i glimt. Når jeg spørger om noget, sætter hun mig igang med selv at finde svarene. Kun hvis jeg ikke kan, træder hun hjælpende til og vejleder mig. Derfor ved jeg, at hun ved – hun siger det samme om mig, men kunne ligeså godt have sagt det om sig selv. Hun har nogle tætte veninder. Når vi går sammen hilser folk altid, nogle med en respekt som jeg aldrig har forstået hvor kommer fra, andre med hjertelighed og ømhed, andre igen med distancerende og let foragt som jeg heller ikke forstår hvor kommer fra “

Barnet blev derpå mere tænksom, og fortsatte neddæmpet, næsten sørgmodigt:

“  Jeg kender ikke min far …  mor taler aldrig om det, og jeg nænner ikke at spørge, selvom jeg gerne vil vide det …  jeg forstår heller hvorfor han ikke er her …    hvad nu hvis han er død …  jeg vil ikke gøre min mor ked af det … “. Barnet så væk, mens det fortalte, men kastede et flygtigt op på den ældre mand.

Den ældre kunne se i barnets øjne, at flere spørgsmål trængte sig på, bl.a det stadig mere påtrængende spørgsmål om hvem de var … de havde jo aldrig præsenteret sig for hinanden … men havde straks indledt samtalen. Ingen havde før været i en lignende samtale. Den ældre fortsatte :  ” … du kunne have været min søn .. ”   …  ” .. og du kunne have været min far .. “, svarede barnet resolut. Latter brød løs, barnet kluklo så hele kroppen rystede – men blev stille igen, da det så den ældres fugtige øjne

Den ældre fik en indskydelse :  ” … du vil gerne  lære mere om verden. Jeg er omgivet af mange kloge og dygtige fagfolk og mestre. Vil du møde dem ? – så kan du måske lære mere ?  “

“  Vil de det ?  “, spurgte barnet, som med jævne mellemrum var blevet mødt af den slags tilbud, og derfor hjemmevant over det usædvanlige tilbud. Barnet var kendt for at glemme sig selv, når nysgerrigheden løb af med det.

” Ja, det er jeg sikker på !… “, forsikrede den ældre herre med stor overbevisning, mens ledsagerne nikkede anerkendende,  ” …de vil altid gerne have dygtige elever … “

” … eller dygtigere læremestre “, fortsatte barnet, og gjorde den sætning færdig, som den ældre mand havde påbegyndt. Den ældre brød spontant ud i latter og så på barnet med et særligt blik … ledsagerne lo hjerteligt, så på de to, den ældre og barnet, og kastede indforståede blikke til hinanden. Barnet blev overrasket over hvordan ordene pludselig pegede tilbage på det selv – blev et kort øjeblik genert – men lod sig snart rive med af latteren.

Mens samtalen havde stået på, havde nogle kvinder der var forbi for at se om alt var i orden hos børnene, observeret det usædvanlige optrin og vejret hvordan samtalen overraskende udviklede sig; men de havde holdt sig på sikker afstand, for ikke at forstyrre. De var derefter ilet til barnets moder, som derpå atter havde sendt dem tilbage for at passe på barnet. Da kvinderne igen ankom, gik de lidt tættere på. Deres bevægelser røbede at de var bedre forberedt på situationen, som kunne udsætte barnet, eller dem selv, for fare …

Een af de yngre mandlige ledsagere til den ældre mand, gik hen til ham og hviskede ham noget i øret.

” Kan vi fortsætte samtalen en anden dag ? “, spurgte den ældre mand med et blik, der overraskede barnet. Det var fyldt af noget bedende, et savn, en længsel.

” Ja “, sagde barnet, og sendte den ældre mand et forbavsende tillidsfuldt blik ( som kun et barn kan gøre det til en voksen ) fyldt at tusinde spørgsmål, og et smil fuld af en genkendelse af noget ubestemmeligt … så løb det bort …

Om aftenen greb moderen barnet og knugede det ind til sig med alle sine kræfter. Barnet følte det lidt grænseoverskridende, men sagde ikke noget, da det mærkede at moderen var fuld af voldsomme følelser. Længe sad moderen og knugede barnet i sin favn, barnet faldt til sidst ro, og påvirkede moderen til også at falde ned. Da barnet knebent igen åbnede øjnene og så på sin moder med det inderlige blik, som ingen – og mindst af alle hende – kunne modstå – det var et blik der så igennem alt. Mildnet i stemmen hviskede tæt i øret på barnet: ” Jeg blev bange da jeg hørte om den fremmede, du talte længe med – så bange, at jeg ikke selv turde vise mig, og måtte sende mine veninder ud for at passe på dig …  tilgiv mig, jeg kan ikke forbyde dig noget, som vil begrænse dig på nogen måde … jeg vil bare passe på dig …  tilgiv, at jeg var bange, og ikke vidste hvad andet jeg kunne gøre ... “

“  Mor, mor …  jeg forstår ikke alt hvad du siger …  du skal ikke være bange … det var ikke farligt, den gamle mand var meget venlig og fuld af respekt over for mig, selvom vi ikke kender hinanden “

 

 

*

I den efterfølgende tid hørte jeg ikke hørte om barnet. Den tid kom, hvor det blev vigtigt for mig at vide hvordan det sidenhen var gået. Jeg søgte alle vegne. Og selvom jeg aldrig fandt frem til barnet, havde det efterladt spor overalt :  det havde lavet billeder, det havde spillet og komponeret musik, skrevet digte og fortællinger, det havde elsket og efterladt sig børn og sørgende enker… det havde talt og samarbejdet med bønder, fiskere, arbejdere, håndværkere, lærde, præster, advokater, filosoffer, videnskabsfolk …

Alle var blevet fortryllet af barnet, som altid gav mere igen. Ingen vidste hvor meget det rummede. ” Et fuldt og helt kosmos, fra fødslen af …  ” foreslog filosoffer, astronomer, kæmper og gnomer, berømte og berygtede …  ” aldrig født, aldrig død … “  foreslog vismænd fra fjerne lande, kulturer og folkeslag.

Alle kunne huske barnets øjne. De var ligeså fjerne og dybe som stjerner, og ligeså påtrængende nærværende som solstråler og solstik.

Barnet havde ofte sagt :  “  Jeg vidste alt fra begyndelsen, men havde ikke lært mig de nødvendige “værktøjer” erfaring/viden/træning til at bruge det … ” 

Nogle kunne huske fragmenter, men blot en ubestemmelig følelse var nok til at bære en varig forandring videre i dem

… selv de der ikke længere kunne huske, havde stadig et særligt rum i deres hjerte, et ekstra kammer, der pumpede mere blod, mere blod blev til mere ilt, mere ilt blev til mere liv i alt hvad de gjorde, og siden gav videre deres efterkommere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Barnet med den tomme mave

lider fordi dets mave er tom,

fyrsten med den fyldte mave

lider fordi hans mave er fuld

 
  

barnet hører lyden af vinden

fyrsten hører musikken,

begge får tårer i øjnene

på én og samme jord

 
  

–

–   hver for sig – er de – samlet af et ønske

fra skriveren “Notarius Publicus”,

om at de må kende sig selv og hinanden

gennem hjertet og forstanden.

 
  

*

 
  

hvem ved om barnet er fyrstens eget ?

– alt fra støv til stjerner er forbundet,

med så lidt som en hemmelighed 

skjult i hjertet hos en kvinde,

 
  

i den tvivl der kommer liv til gode

er der intet at tabe eller frygte

men alt at vinde.

 
  

 

 

St. Maria di Loreto  &  St. Maria al Foro

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

           

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke

det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg   

 

det gode, som jeg ikke vil, det gør jeg

det onde, som jeg vil, det gør jeg ikke  

 

det gode, som jeg vil, det gør jeg

det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg ikke   

 

det gode er ikke kun godt

og det onde ikke kun ondt  

 

det gode findes ikke uden det onde

det onde findes ikke uden det gode   

 

intet er galt uden at det er godt for noget …

intet er godt, uden at det er galt for noget …  

 

modsætningerne kompletterer hinanden  

 

virkeligheden overgår enhver skelnen 

 

 

alt er forbundet

 

 

 

 

 

 

  Arco  di  Tito

 

 

 

 

Old door from Senate House  , Forum  Romanum   

 

 

 

 

 

 

 

 

FLAVIUS  KLANEN

 ”  den  flavianske  signatur  i  evangelierne  “

 

 

 

Dette er historien om ….

…  den romersk-imperialistiske militæroperation, under ledelse af Vespasian & Titus, som knuste Jerusalem 70 e.v.t.  og gennemførte et internt kup via senatet i Rom. Den omtrent samtidige romerske propaganda var et angreb på den jødiske tradition/folkesjæl. Evangelierne blev udfærdiget og designet  i samarbejde/kollaboration med jødisk intellektuelle “overløbere/vendekåber” , hvoraf Flavius Josephus – alias “Paulus” – var den mest markante. I evangelierne hædredes de romerske militærsejre – hvorimod jøderne, personificeret gennem “Judas”, blev udpeget som “forrædere” og “mordere”.

… jødisk/semitiske messianske og militært opbyggede modstandsbevægelser omkr 70 e.v.t.  i Palæstina, Judea, Galilea, hvis eneste historiske vidnesbyrd idag er dødehavsrullerne.

… det folkelige gennembrud for en tro på det ” kærlige, gode og retfærdige, det sociale og nådige, tilgivelsen ” osv som de efterflg 2000 år uudslukkeligt brænder i menneskers hjerter, og  forgrener sig ud i verden.

 

*

 

Ud af begivenhederne for ca 2000 år siden vokser et træ, som fra begyndelsen af deler sig i 2 hovedstammer, som idag har svært ved at genkende hinanden, de fælles historiske rødder, eller  forbindelsen til endnu ældre civilisationer  :  et afdanket “romersk-katolsk” imperium, som ikke respekterer mennesker, deres livsgrundlag og livsværdier   ~   og en folketro, som ikke kender sine egne rødder og historiske udspring, og derfor ofte henslæbes som et skyggeliv i magtens tomrum, revner og mellemrum;  dér hvor liv også overraskende kan pible frem, på trods af alt. Det sammenfattes hos Søren Kierkegaard :  “ præsteskabet har bygget kirkerne oven på Jesu grav, for at være helt sikker på, at han ikke kommer igen … “  ( frit efter Søren Aabye Kierkegaard ).

Det romerske imperium brænder stadig gennem adskillige lag af afglans og nye forklædninger  –  den folkelige tro brænder i hjerter.  Under enorme anstrengelser anlagde Rom  “alle veje”   for at konsolidere sig  –  et ” Sisyfos’  arbejde ”  –  mens livet går sine egne veje.

 

 

 *

 

 

Josephus Flavius skriver sejrsberetningen, evangeliet, for Titus; om Vespasian og erobringen af Jerusalem, Templets ødelæggelse, ca 70 e.v.t, og forelægger den for senatet, med anmodning (krav) om Vespasian’s deificering; hvorved Titus automatisk bliver “guds søn”. Senatet lader sig overtale ( eller true/bestikke ? ) til ophøjelse af Vespasian til “gudekejser”   

 

 

 

I Rom måtte kandidater til offentlige embeder, når de præsenterede sig på Forum, ikke have lommer i tøjet, for at de ikke skulle kunne tage imod bestikkelse.  

Blandt kritiske røster hed det sig, at lyrikere ikke burde gå med ærmer, så de ikke kunne ryste digte ud af dem.

Hvor meget skal man skære fra for at sikre, at dem som idag beklæder offentlige embeder, ikke tager imod bestikkelse, skjuler eller ryster noget ud af ærmerne ?

Hvor meget vil der blive tilbage ?

Vil man kunne se forskel, hvis resultatet udstilles side om side med en slagters ?

Derved vil de der beklæder offentlige embeder komme til at ligne deres ofre.  

 

 

–   sejrherren skriver historien  ~  myter bliver til legender, legender bliver til historie, historie bliver til morgendagen … og vor tids ubønhørlige virkelighed, 2000 år senere …  “pro paganda evangelii”.  

 

 

Lokale høvdinger, feudalherrer, fyrster og konger i Europa efterlignende sidenhen modellen, lod adel, præsteskab, “parykker”, domstole og millitær stå for skatteinddrivning, belønning og straf; mens de selv optrådte som lokaludgaver af “den nye kristne gud”  ~  “tilgiveren”, “benåderen” og “uddeleren af brød og almisser” – altså, besnærede reelt folk med det røvergods de selv havde taget fra folk i  første omgang. “Stockholm-syndromet”, en psykisk afhængighedsrelation mellem “bøddel” og “offer”, greb med tiden om sig – og kongerne endte med at blive opfattet som “beskytter”, “den glade giver” og blev “folkekære”.  

 

 

 

Flaviusklanen militære operation, både udadtil og indadtil, lykkedes… evangelierne blev  skrevet,  gudernes gud indstiftet, alverdens folkeslag gjort til undersåtter  ( d.v.s skatteydere )  ~  ” det skete i de dage, at alverden skulle skrives i mandtal … ”  …  enten betalte man skat til Rom, eller også blev hele folkeslag knust og byer brændt …

 

I løbet af ca 300 år forvandles det romerske imperium til det romersk-katolske pave-kirke-imperium – samtidig er det et opbud af Flaviusklanens persongalleri og historie:

(  Gajus Julius Caesar – Augustus …  Nero ) … Vespasian Flavius – Titus Flavius – Josephus Flavius ( optaget i Flaviusklanen – den skriftkloge jøde, som orienterede sin loyalitet efter sejrherren ) –  Flavius Domitilla ( Vespasians barnebarn, som ejede katakomberne ) – Konstantin Flavius ( Konstantinopel/Istanbul ) – Flavius-paverne  –   kejsernes kejser … kejsergudernes nye kejserguder  …  Pontifex Maximus  ( gudekejsernes titel, adopteret af paverne og indskrevet midt i  Peterskirkens facade )  – gud bag gudernes gud  …. incognito super-superior Pontifex Maximus ….

Magt-  og symboloverførslen :

Vatikanet og paverne blev videreførelsen af det romerske imperium – med brug af de samme symboler, samme titler, samme sprog, samme dragter, samme kejserlige-pavelige farve :  purpur ( lilla – et farvestof udvundet af blæksprutter – med dens mange arme, det intelligente bløddyr, med mange ligheder med kejser og paver ). Den tidligere persiske solgud, Mithras, som allerede dyrkedes i Rom før “den nye kristne gud” ankom, gav navn til pavens vigtigste hovedbeklædning, Mithra  ( Mithras-templer findes flere steder i Rom, bl.a under San Clemente ). “den nye kristne gud” blev hængt på det romerske tortur/henrettelsesinstrument, korset –  overtog glorien, solskiven –  solgudernes karakteristika … overtog solhverv efter solens cyklus – død og genopstandelse – solen står stille tre dage efter 21.december, før den “genopstår”. “kødets opstandelse” hedder på latin “reinkarnation”. Alle de vigtigste guder igennem menneskehedens historie er “sol-guder”.  I det keltiske kors sammensmeltes solskiven med korset. 

Siden fulgte juletræet, nisserne og den gode mad

*

Rom var en kæmpe ovn, en smeltedigel, der levede af at fortære en lind tilstrømning af nye folk, nyt liv og enorme ressourcer. De fleste i byen var kendt for deres arbejde og profession, ikke for deres navn, slægt og oprindelse. Der blev bygget, der blev skabt, der blev smedet våben og der blev bagt – også rævekager og intriger i magtens korridorer. Røg og røgelse, slør og og røgslør. Ingen røg uden bål. Rom brænder stadig.

 

 

 

https:/∆/hugh.cdn.rumble.cloud/video/s8/2/U/I/T/l/UITld.caa.mp4

(  remove  ∆  and You got the full link )

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

Beauty and poetry will save the world.

 

 

In the medieval age in Europe, the troubadours travelled from place to place, singing poetry, and sometimes combatting, trying to win the favour of a much-admired local young woman  –  a combat of music and poetry, settled by the young womans choice  –  without bloodshed or killing.

In war the best outcome is, when a soldier and a local woman, fall in love  –  leaving the war behind,  creating an intimate relationship, a family – and bringing children into the world …  filling up the empty battlefield with new life …

 

That is why beauty matters …

 

 

 

 

 

Seppo Mattinen,  Rome

 

 

 

 

Campo dei Fiori

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Quattro  Fontaine

 

 

 

 

 

 

Ovnpasserne og lugten. 

 

 

I verdens første (?) millionby,  Rom,  ulmede imperiets interne oprør.  Kejseren brødfødte 200 000 af byens ca 1 mill –  brød eller revolte ?!

Bagerne blev styrtende rige og opførte mausolæer i ca 12-14 m højde, kopier af kæmpe brødovne – så store at man kunne bage brød for folket, eller fyre op med folk som optænding, og give brødet som betaling for nye soldater, der kunne sendes ud i de yderste provinser på erobringstogt.

Planen bed sig selv i halen; jo flere soldater, jo flere inddrevne skatter, jo fattigere folk indenfor imperiets egne grænser, jo mere social uro … jo mere behov for nye ressourcer og friske soldater, gennem nye erobringer …  gennem historien falder imperier for egen hånd.

Da Cæsar udskiftede kobbermønten med guldmønten, blev magten og problemerne endnu mere koncentreret … indtil imperiet i vest brød sammen omkr 400.

Ca år 1000 nåede Genghis Khan frem til Bosporus, og sendte gesandter til paven i Rom – den eneste hersker i Europa, han tog alvorligt. Paven sendte hundreder af gejstlige, samt hestetrukne læs af guld og ædelstene til GK. Paven og Europa var i Gengis Khans øjne derefter vasal,  og anerkendte ham som verdens hersker.

Romerimperiet i øst fortsatte endnu ca 1000 år, frem til ca 1400, hvor det osmanniske rytterfolk rendte Konstantinopel over ende.

 

 

 

Ovnpasseren :

” Jeg passer mit arbejde. Mit arbejde udføres mellem himlens brændende sol og helvedes flammer. I gode tider bager jeg brød og opvarmer de utallige små hjem. I dårlige tider brænder jeg de forfulgte folkeslag, og bager brød af dem til nye soldater. Brød nid og nød, liv og død – fra død til brød. Mit brød – dit liv. Din død – mit brød.  Jeg passer mit arbejde. Mit arbejde udføres mellem himlens brændende sol og helvedes flammer. Jeg er den evige ovnpasser … “

 

 

 

 

 

 

  Eurysaces the Baker,  Mausoleum

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Isola  Tiberina

 

 

 

 

 

 

Piazza del  Campdoglio

 

 

..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Barnet med den tomme mave

lider fordi dets mave er tom,

fyrsten med den fyldte mave

lider fordi hans mave er fuld

 
  

barnet hører lyden af vinden

fyrsten hører musikken,

begge får tårer i øjnene

på én og samme jord

 
  

–

–   hver for sig – er de – samlet af et ønske

fra skriveren “Notarius Publicus”,

om at de må kende sig selv og hinanden

gennem hjertet og forstanden.

 
  

*

 
  

hvem ved om barnet er fyrstens eget ?

– alt fra støv til stjerner er forbundet,

med så lidt som en hemmelighed 

skjult i hjertet hos en kvinde,

 
  

i den tvivl der kommer liv til gode

er der intet at tabe eller frygte

men alt at vinde.

 
  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Piazza  Navone

 

 

 

 

 

 

Piazza  Navone

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

Via  Appia

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

”  Fibonaccis  Ur-værk  “

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

”  Vitameter  “

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sing  the  birds that still can sing

 

Ring the bells that still can ring.

Forget your perfect offering.

There’ s a crack in everything,

–  that’ s where the light gets in …

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Basilica di San Pietro

 

 

 

 

 

 

 

 

 … alle veje fører til Rom …

 

de travle og bredest anlagte virker fristende, men er omringet af landevejsrøvere, fårehyrder og rottefængere  – de oversete og snoede veje gennem undseelige landsbyer, virker besværlige, men bringer dig hél, med krop og sjæl, frem :

– lad dig ikke forblænde af templer og paladsers ligblege marmor, eller af  døde kejsere til hest, svøbt i blodskam og vold, støbt i bronze af krigens omsmeltede våben, bortkomne beviser serveret som elegant løgn.

– lyt ikke til det talende slangehoved i Vatikanet …  ” enten mister du troen … eller også bliver du som een af “dem”, og det er endnu værre … ” 

( Leslie O. Dorn )

 

 

Bernini fryder sanserne

                                                          ~

                                                                        Borromini fryder sjælen 

 

– gå efter kvindernes kalden på børnene i de smalle gader, trange baggårde og torve … gå efter de indeklemte og oversete kirker i de ukendte sidegader, folkesjælens hverdagsrum, hvor man får kontakt med urkraften og kilden bag deres udspring …  gå efter vandets plasken fra sprudlende fontæner, blomsters og madsteders dufte … gå efter hellig og folkelig sang og larm fra samlings- og spisesteder … søg læ for den brændende sol under pinjernes svalende skygger … kast ikke dine mønter i kejserens ønskebrønd, giv dem til den værdigt trængende, i løn … kast ikke dit hjerte i smuds for kejserne, guderne og pavernes by, men del det med folk, her og andre steder,

… følg hjertets længsel og savn, saml avn og rejs hjem til din stavn … til din elskedes favn, til bror og søster, ven og frænde …  lad din stemme sammensmelte i koret fra dit modersmål, kend dig selv og dine …  

 

 

… alle veje fører hjem …

 

 

 

NB

– derved undgår du forhåbentlig den skuffelse, der ramte Martin Luther, Goethe og Nietzsche i mødet med Rom.

 

 

 

 

 

 

…  sådan var det  …   

   

hvad sker der når motivet udvælges og beskæres ? 

… hvad vælges, og hvad skæres fra ?   … 

 

Picasso :  Kunst er en løgn, der gengiver sandheden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

Dette er den ene af 2 serier om det romerske imperiums 2 hovedstæder, Roma og  Konstantinopel ( Istanbul )

Serierne hedder :    ” ROM A MOR  1-2   “      &  “  Byen  uden  navn  1 – 4  “

 

 

 

Byen  uden  navn  #  1 – 4 :

( remove  ∆  and you got the full link  )

 

 

Byen uden Navn # 1 :

https://www∆.nedersteetage.com/byen-uden-navn/

Byen uden Navn # 2 :

https://www∆.nedersteetage.com/byen-uden-navn-2-under-construction/

Byen uden Navn # 3 :

https:/∆/www.nedersteetage.com/byen-uden-navn-3-2/

Byen uden Navn # 4 :

https:/∆/www.nedersteetage.com/byen-uden-navn-3/

 

&

 

ROMA   –   serien :   ROM  A  MOR   1 – 2

https:/∆/www.nedersteetage.com/rom-a-mor/

https:/∆/www.nedersteetage.com/rom-a-mor-ii/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”  Det var en berusende oplevelse,
           jeg trænger til noget bestyrkende,
                                               … hvad siger du ?  “

”  .. enig, meget berusende,
    – heller ingen alkohol til mig,
… jeg nøjes med Rom …  “

 

 

 

 

Kommentarer :

 

 

 

 

Jeg har nydt dine vidunderlige billeder fra Rom, ledsaget af musik af Ottorino Respighi: Roms pinjer. 

Jeg er overvældet af skønheden og fortællingen i billedernes sammensætning.

Din mission med at sidestille Øst og Vest Rom er lykkedes. Der sker noget uforklarligt i oplevelsen af dine billeder  –  den totale overflytning fra denne verden ind i eventyrets – til det ophøjede, hvor alt er rigtigt… det er som at ” komme i Himlen “.

NW

 

 

 

* * *