Art Photography,  Essay

ROM A MOR (II)

 

 

 

Dette er den ene af 2 serier om det romerske imperiums 2 hovedstæder, Roma og  Konstantinopel ( Istanbul )

( henvisning til Konstantinopel/Istanbul – ”  Byen uden Navn ”  findes nederst i denne artikel )  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mågernes verden
er hævet over menneskene,
hævet over kultur  kejsere og imperier
over kirkers klokker og minareters kald.
*

Himlen over kejseres kapitaler
og mågernes skrig
er mere virkelig
end hovedstæderne hver for sig,
*

–  skrig så fri,
fulde af himmelsk latter
                        –  så grænseløse
at gadens hjulbenede riddere i disse byer
                        iført rustning og hjelm af blik,
trods iltert blod og vredladne gashåndtag,
larmende benzineksplosioner og masser af kubik
                       taber trafikkens støjende krig mod mågernes skrig.
*

Mens kejsere til hest, i øst og vest
selvhævdende og hoverende
kyser og kuer deres undersåtter,
skider mågerne disse afguder op og ned
ad harniskklædte rygstykker og laurbærkransbærende hoveder,
~ overskidte magtsymboler,  støbt og slået i mønt plat og krone,
tæres op af mavesyre, stærkere end enevælde og vievand

 

Måger, fri af magtens tåger,
skyer ingen midler, ingen skyer,
og når højere himmel og klarere syn
~  højt hævet over de lavere horisonter,
hvor imperier ~ ved gud ! ~  blindt hærgende,
snubler over egne ben i det endelige fald mod afgrunden.

 

 

 

 

 

The flying  head of  the  Emperor

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ROMS  LABYRINTER

” Sierpinskis indre rejse “

 

 

 

Det er langt dybere end forventet.

Vi skubber for første gang den tunge port op og entrerer en hemmelig verden af forbundne gårde – en stor labyrint – afsondret fra Roms travle og larmende gader.  Vi er inde.  Porten lukker sig langsomt bag os med et diskret suk.

Forgrenede passager og forløb samles og fordeles med forbundne gårde,  stuehaver én suite udvisker forskellen mellem ude og inde, jordfarvede bygninger, trapper, vinduer,  terasser, kæmpevaser, planter og små træer, fugles sang og menneskers stemmer smelter sammen til et kor af associationer og erindringsglimt. Forskelle mellem århundreder, og hvem der levede her før, og er her nu – og vi,  de sidstankomne – udviskes af bedøvende dufte og drømmende lyde.

En klokkes blide klang fra en hengemt landsbykirke er en påmindelse om, at midt i imperiets evige stad findes stadig gamle landsbyer indlejret,  hvis erindringskald løber længselsfuldt og hjemløst som et ekko mellem tætte mure. Hvem ved om efterkommere af bønder fra de tidligere omkringliggende marker findes bag vinduer og døre til de mange boliger ?   En kildende fornemmelse løber som stille tidevand igennem os.

Vi træder ind i lejligheden, sætter baggagen, slipper alt, omfavner hinanden, omfavnes af klokken. Klangen genkalder forelskelsen fra da vi var nygifte. Vi giver efter,  giver os hen – og falder siden i en dyb søvn.

Boligen ligger i Via dei Cappellari, få skridt fra Campo dei Fiori, i én af de bedst bevarede af Roms årtusinder gamle gader. Der er over 6 meter til det smukke og stærke bjælkeloft, indskudte mellemetager, og svaleredelignende kroge hvor man kan putte sig som en fugleunge, og genindtræde i en ur-tilstand. 

 

Dets lige findes ikke i nordiske boliger, som enten kryber rygskuttende og lavloftet langs jorden, eller forsøger at vride sig fri af det udvaskede topografiske relief med stål, glas og beton – “nordisk brutalisme” – som truende raketter i vejret, i et arrogant angreb mod indbildte fjender,  dømt til at mislykkes.

 

Sirlige og indviklede trapper fortsætter mellem etager og afsnit gennem gård-rummene, fulde af overraskende vinkler og perspektiver.  Bag hver en dør til andre boliger, gemmer der sig endnu flere hemmelige verdener og tidslommer. En engelsk arkæolog med speciale i romersk kultur lever diskret her. Hun er et unikt menneske, som her føler sig hjemme – blandt mange andre – langt fra hendes overeksponering i mediernes verden.

Klokken befinder sig i en lille indeklemt kirke i én af de forbundne gårde. Her huses Birgittaordenen. Klangens bølger kalder os ombord på et vuggende skib.  Den markerer dagens gang, vindens sang og hele verden som et planetarisk rumskib i umærkelig fart, med 16000 km/sek, rundt om solen, rundt om galaksen …  rundt om rundt.  Klokkens stemme tager til i styrke – som et pludrende barn,  optaget af sin egen leg, hvis begejstring vokser og tiltrækker sig omgivelsernes opmærksomhed.

Når man er træt og døser hen, et sted imellem drømmende og vågen tilstand, fører den lille klokkes kald den enkelte hen til erindringskilden. Ding ! Én kaldes til barndommens solrige sommeridyl på landet, liggende udenfor landsbyen i markerne, med hvilende blik på de drivende skyer, mens hver eneste sky genkendes som en enestående skabning, med ligheder til lam, dyr, ansigter og flyvende fantasivæsner fra en ukendt verden. Ding ! Ding ! En anden kaldes tilbage til omfavnelsen med sin mor, eller den elskede.  Ding ! Ding ! Ding !  En tredie genkalder savnet af den elskede afdøde. Ding ! Ding ! Ding ! Ding !  En fjerde mærker lettelsen over frafald af strid og fjender. Klokken trænger ind i bevidstheden, vokser op mod himlen, og danner et krumspejl der rummer og gengiver alle levende væsner, Ding !, alle forandringer og skiftende tider, Ding ! Ding !, ét altforbundent kontinuum, samlet under et uendeligt himmelsk hvælv, Ding ! Ding ! Ding ! – med et skælv af noget større … Ding ! Ding ! Ding ! Ding !  (ekspansiva)  Ding ! Ding ! Ding ! Ding ! Ding !

Selvom vi indledte rejsen med at få alt foræret, og for evigt kunne opholde os i denne hengemte verden bag porten, kom vi ud og indtog Rom –  med alle dens levende historiske fossiler, indlejret i marmor og mennesker. Indtrykkene var overvældende, både i omfang og kvalitet, billederne utalllige.

Først langt senere åbnede jeg for erindringskartoteket. Hvad der til at begynde med lignede en rejse ind i et puslespil af erindringsbrikker med et på forhånd fastlagt motiv, endte med at åbne et endnu større rum mellem brikkerne   … og de billeder, der vises i denne serie, er mere end motiverne i sig selv:  ekspanderende mellemrum ~  rum mellem rum  ~  rejsen indad og “tilbage i erindringen” er ligesom rejsen udad “frem mod nye muligheder” et uudtømmeligt og ekspanderende univers.  

 

Her kløer det i fingrene hos “de rettroende” – i djævlekloen – de kan næppe dy sig for at sætte navn og ansigt på disse motiver og fortællinger –  men fortvivl ikke :  ingen har ret eller “myndighed” til at kalde “gud og hver mand” ved navn, nummer eller mærke. Og anvender man terminologien fra  de selvsamme monoteistiske kredse, så kalder end ikke “gud” sig selv ved navn eller giver sig til kende med et bestemt ansigt. Denne “kløe” må i bedste fald betegnes som “barnlig utålmodig iver/umoden sympatitilkendegivelser/tilbedelse” – eller i værste fald opfattes som udtryk for “repressiv tolerance” / politisk korrekthed / arrogance / dominans / blasfemi / patologisk narcissisme  (psykopati)”.

 

Rom ligger på ældre byer og epoker – nogle steder er kulturaflejringerne et relief over årtusinder, af samme højde = dybde som Rundetårn – forestil dig at Københavns historie var ligeså dyb, og at nutidens københavnere bevægede sig i Rundetårns højde, med alt derunder gemt i jordlag og hemmelige rum og overdækkede gader, udgravet af fremtidens arkæologer …   

 

  

“   den vises liv strækker sig vidt. Han er ikke lukket inde  
bag de samme grænser som andre, han alene er løst af de  
love der gælder for menneskeheden, alle århundreder råder 
han over.  

– drejer det sig om fortiden ? – han omfatter den i erindringen  
– drejer det sig om nutiden ?  – han forstår at udnytte den  
– drejer det si
g om fremtiden ? – han foregriber den

  For ham bliver livet langt fordi alle dets epoker er én sammenhæng.”   

 

Seneca : “ om livets korthed “  ~ De Brevitate Vitae ~ Roma, ca 40 e.v.t. ) 

 

    

 

Ved ankomsten stod det hen i det uvisse om vi nogensinde ville finde vort nye hjem. Tavlen af navne og boliger ved porten var uoverskuelig.  Søgningen begyndte at ligne en arkæologisk opgave med at udgrave og kortlægge den gamle by.  En klokke kaldte fra et ubestemmeligt sted, så fjernt at det let kunne slåes hen, og forklares som et dagdrømmende erindringsglimt fra barndommens undren over udmåling og markering af tid,  midt i en tidløs og udødelig tilstand. 

Efter tålmodig finkæmning af navnetavlen fandt vi endelig vores nye bolig  – med betydelig lettelse.

Jeg lavede et billede af den overvældende navnetavle, uden at vide hvorfor. Da jeg længe efter nærlæser billedet, overvældes jeg igen: navne over under ved siden af …. navne, numre i lodrette og vandrette løb, etager over etager under etager under … grund, under undergrund …  boliger til alle sider, til alle tider, alle aldre, børn, unge, midaldrende og gamle, alle folkeslag sprog kulturer og religioner … der er arbejdende, hvilestedte, fattige, rige, engle, djævle, kunstnere, videnskabsfolk, advokater og familiedynastier af ædel byrd og organiserede forbrydere, ukendt familie og efterkommere af cølibatets repræsentanter og -onkler, udenomsægteskabelige affærer og adopterede, frigivne slaver og trælbunde romerske herrer …  og ukendte hemmelige gange under jorden, mellem epoker og tider, fortid nutid fremtid (?), mellem hverdags- og indviede ritualer, mellem himmel og helvede, gårde og haver, havernes have,  “Edens Have” , mellem den verdslige og åndelige verden …  mellem gadens ludere og lommetyve, gangstersyndikater, “familien”, “kirken”, Quirinalen og Vatikanet … når den gamle pave præsenteredes for personsager  ( i den patriarkalske tradition ),  spurgte han indledningsvis, helt rutinemæssigt, uden kendskab til de nærmere forhold :    

 

  hvad er kvindens navn ?   “

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Santa Maria in Aracoeli

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Santa Maria in Aracoeli

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De kendte ikke hinanden, men havde hørt om “den anden”. Barnet havde hørt om kejseren af navn. Kejseren havde hørt omtalen af det usædvanlige barn.

Kejseren ønskede at møde barnet. Rådgiverne havde foreslået at kejseren fremstod uden al sin pragt, frygtindgydende magt og vælde, for virkelig at komme tæt på barnet. Kejseren lyttede og indså at det var den eneste måde det var muligt at møde barnet. I al hemmelighed blev mødet forberedt.

Barnet opholdt sig mellem parker og templer på Roms høje, hvor det legede med jævnaldrende, eller talte med de voksne om alt – intet emne virkede barnet fremmed; og det begik sig så hjemmevant og indforstået, at selv kloge folk blev slået af forbløffelse. De oplevede at tale med en jævnbyrdig, trods den svimlende aldersforskel. Det var som vigtige diskussioner mellem dygtige fagfæller, eller som fortrolig samtale med den nærmeste familie. De kunne heller ikke sige om barnet ligeså godt kunne have været deres eget, eller deres fjerne forfader – eller dem selv; måske det indre barn der stadig befandt sig et sted, inde bag den dannelse, det embede og den position de havde opnået i samfundslivet.

En dag kom en ældre mand, ledsaget af et par velklædte og kultiverede mænd, forbi en høj hvor barnet ofte legede i parken mellem templerne. Trods de beskedne klæder virkede den ældre forfinet og fremstod med en naturlig værdighed. Barnet var optaget af legen med sine jævnaldrende, men vejrede straks at den ankomne dvælede interesseret ved deres leg. Den ældre stod diskret på passende afstand og iagttog det med et smil. Det varede ikke længe før barnet skilte sig ud fra de andre, og løb hen de 3 fremmede herrer. De så på hinanden, og det varede ikke længe før barnet begyndte at smile. Ingen havde tilsyneladende behov for at sige noget – men til sidst gav den ældre mand sig og spurgte barnet hvorfor det reagerede på deres ankomst, når ikke nogen andre gjorde.  ” ... de andre er også nysgerrige, men generte. Min nysgerrighed er enten lidt større, eller også behersker jeg mig ikke så godt, som de gør … “, svarede barnet, og begyndte at le over sig selv.

De andre børn var for længst løbet videre, opslugt af legen – bortset fra et par stille børn, som fulgte samtalen på afstand, men med intens opmærksomhed.

Den ældre herre løftede øjebrynene over svaret, og hans ansigt lyste op i et smil:  Hvordan opfatter du byens kejser ?  “, fortsatte han.  Barnet var overrasket over at få så direkte et spørgsmål, men fandt det samtidig æggende.

Der løber mange historier om ham. Jeg hører dem, men lytter ikke. Jeg kender ikke kejseren – og det gør de der taler om ham nok heller ikke. Jeg ved kun at han er et menneske, skabt ligesom alle andre. Hvis han træder på andre, gør det ondt. Hvis andre træder på ham, gør det ondt. Hvis andre behager ham, kilder det og får ham til at le. Hvis han behager andre, kilder det og får dem til at le “. Imens barnet svarede, trængte det næste sig på :   Hvorfor spørger du ? “  Den ældre tøvede med at svare, overrumplet over at møde et spørgsmål, som mange lærde omkring ham end ikke turde rejse.

Barnet afventede ikke svaret; men spurgte utålmodigt videre: “  hvad ved du om byens kejser  – kender du ham?  “. Igen svarede den ældre herre ikke, men slog ud med armene, mens ledsagerne virkede forlegne over situationen.

Fortæl mig hvad du ved om verden … jeg vil gerne lære mere !  “,  udbrød barnet, og pegede ud mod byen som nåede helt ud til horisonten og de fjerntliggende blå bjerge. Barnet forklarede sig nærmere:  ” … jeg er født i denne by, og ved ikke hvad der ligger udenfor “.

Den ældre herre forsøgte at skjule sin forbløffelse over de uvante og direkte spørgsmål. Men indlod sig samtidig på lade sig føre af dem, da de faldt så naturligt; helt uden antydning af noget fornærmende. Han rankede ryggen, rettede klæderne med let nervøse armbevægelser – som når påfuglen retter på sine fjer, og ryster de slæbende halefjer rene.

Han vinkede én af ledsagerne til sig, og henvendte sig igen til barnet: ” Spørg ham om alt ” – den ældre herre tog ledsageren på skulderen, og fortsatte:  Han er meget klog, og har rejst vidt omkring i den store verden“.  Ledsageren begyndte at tale om de 7 høje, parkerne og templerne, byen provinserne og riget hvor solen aldrig gik ned … lande og folkeslag på den anden side af bjerge bag bjerge bag bjerge … 

Mens ledsageren fortalte i længere tid, bemærkede barnet at den ældre blev tung og virkede fjern. Barnet begyndte at savne den samtale de havde haft, og gik nogle skridt hen mod ham. Ledsageren afbrød selv sin beretning. I den opståede pause, henvendte barnet sig direkte til den ældre herre :  bær lidt over med mig, jeg er stadig meget nysgerrig efter at vide, hvordan du ser på verden

De så undersøgende og stumt spørgende på hinanden. De medfølgende yngre mænd, som i begyndelsen havde virket lidt nervøst agtpågivende, så hvad der skete. Fredfyldte og varme smil bredte sig, blikke af indforstået varme lyste op imellem dem.

Den ældre mand begyndte :    jeg ser højene, templerne, paladserne, kirkerne …  jeg ser det bedste mennesker kan skabe …  jeg ser civilisation ... ”     han holdt inde da han opdagede skuffelsen brede sig over barnets ansigt. Han kom i tanker om sin skuffelse som barn, når hans egen mor blev revet bort fra ham af de pligter, der gjorde krav på hende.

De så på hinanden, indtil den ældre gav et stille suk fra sig. Et  varmt smil bredte sig over hans forfinede ansigt, og han fortsatte i et helt andet tonefald:  jeg er også født i denne by … “, og tilføjede efter en kort tænkepause :  ” …  og kender heller ikke verden udenfor…  kun igennem hvad jeg hører. “. Han lænede sig frem mod barnet og hviskede :  ” ... jeg hører hvad de siger, men lytter ikke ... “. De sendte hinanden et indforstået et smil, fuld af genkendelse – den ældre blinkede diskret til barnet, som instinktivt rankede sig.

Ledsagernes urolige blikke, fik den ældre til at tage en mere formel omgangstone op, og fortsætte med mere myndighed:    Hvad synes du om alt det kejseren har skabt  ? “. Han slog armen ud mod byen, mens han holdt blikket på barnet.

Hvad mener du ?   Det er folk omkring mig, der har gravet fundamenter og brændt mursten og til de bygninger. Marmoret er udhugget andre steder og bragt hertil – og videre bearbejdet af sten- og billedhuggere til udsmykning. Kvinderne i køkkenerne har lavet maden og givet husly så de hårdtarbejdende kunne få nye kræfter. Bønder, arbejdere, håndværkere, handelsfolk, lærde og arkitekter … har under de største anstrengelser gjort dette muligt. De har med hånd og ånd skabt denne by … til kejserens ære… og netop det gør kejseren: han lægger navn til …  ( der opstod en pause ) intet menneske kan alene skabe noget så stort 

Den ældre herre fandt barnets uskyldige ord udfordrende, men han beherskede sig, og fortsatte :  Hvem er dine forældre ? “

Min mor er modig, kærlig og klog. Selvom de praktiske ting optager hende meget, ved hun noget om alt; men hun røber det kun i glimt. Når jeg spørger om noget, sætter hun mig igang med selv at finde svarene. Kun hvis jeg ikke kan, træder hun hjælpende til og vejleder mig. Derfor ved jeg, at hun ved – hun siger det samme om mig, men kunne ligeså godt have sagt det om sig selv. Hun har nogle nære veninder. Når vi går sammen hilser folk altid, nogle med en respekt som jeg ikke helt forstår hvor kommer fra, andre med hjertelighed og ømhed, andre igen med distancerende og lettere foragt, som jeg heller ikke forstår hvor kommer fra

Barnet blev mere tænksomt, og fortsatte dæmpet, næsten sørgmodigt:

  Jeg kender ikke min far …  mor taler aldrig om det, og jeg nænner ikke at spørge, selvom jeg gerne vil vide det …  jeg forstår heller hvorfor han ikke er her …    hvad nu hvis han er død …  jeg vil ikke gøre min mor ked af det … “. Barnet bøjede sig lidt væk mens det fortalte, men kastede flygtigt et søgende blik op på den ældre herre.

Den ældre kunne se i barnets øjne, at flere spørgsmål trængte sig på; de havde jo aldrig præsenteret sig for hinanden, men havde straks indledt samtalen. Ingen havde før været i en lignende samtale. Den ældre fortsatte :  ” … du kunne have været min søn ..  …  ” .. og du kunne have været min far .. “, svarede barnet resolut. Latter brød løs, barnet kluklo så hele kroppen rystede – men blev stille igen, da det så den ældres blik blive mørkere og dybere.

Den ældre fik en indskydelse :  ” … du vil gerne  lære mere om verden. Jeg er omgivet af mange kloge og dygtige fagfolk og mestre. Vil du møde dem ? – så kan du måske lære mere ? 

  Vil de det ?  “, spurgte barnet, som med jævne mellemrum var blevet mødt af den slags tilbud, og derfor hjemmevant over det usædvanlige tilbud. Barnet var kendt for at glemme sig selv, når nysgerrigheden løb af med det.

Ja, det er jeg sikker på !… “, forsikrede den ældre herre med stor overbevisning, mens ledsagerne nikkede anerkendende,  ” …de vil altid gerne have dygtige elever … “

” … eller dygtigere læremestre “, fortsatte barnet, og gjorde den sætning færdig, som den ældre mand havde påbegyndt. Den ældre brød spontant ud i latter og så på barnet med et særligt blik. Ledsagerne lo befriet og hjerteligt, og så på de to. De kastede indforståede blikke til hinanden. Barnet blev overrasket over hvordan ordene pludselig pegede tilbage på det selv – blev et kort øjeblik genert – men lod sig snart rive med af latteren.

Nogle kvinder, der holdt opsyn med børnene, hviskede ivrigt og havde diskret nærmet sig barnet og den ældre herre. De virkede påvirkede af situationen; men holdt afstand for ikke at forstyrre. Een hastede sig bort for at opsøge barnets moder; men kom hurtigt tilbage og beroligede de andre kvinder. Derefter var de endnu mere stille og opmærksomme, stadig uden at trænge sig på.

Een af de yngre mandlige ledsagere gik hen til den ældre herre, og hviskede ham noget i øret.

Kan vi fortsætte samtalen en anden dag ? “, spurgte den ældre mand med et bedende blik, fuld af savn, der overraskede barnet. 

Ja “, sagde barnet, og sendte den ældre mand et tillidsfuldt blik ( som kun et barn kan gøre det ) fuld af nye spørgsmål, og med et smil fuld af uforklarlig genkendelse … så løb det bort …

Om aftenen greb moderen barnet og knugede det ind til sig. Barnet følte det lidt grænseoverskridende, men sagde ikke noget, da det mærkede at moderen var hjemsøgt af særlig stærke følelser. Længe sad moderen og knugede barnet i sin favn, barnet faldt til sidst ro, og påvirkede moderen til også at falde ned. Da barnet knebent igen åbnede øjnene og så det på hende med det inderlige og gennemstrængende blik, som ingen kunne modstå; mindst af alle hende. Mildnet i stemmen hviskede hun tæt ved øret: ” Jeg blev bange, da jeg hørte om den fremmede, du talte med – så bange, at jeg ikke selv turde vise mig, og måtte sende mine veninder ud for at passe på dig …   jeg vil ikke begrænse dig på nogen måde … jeg vil bare passe på dig …  tilgiv mig –  jeg var bange, og vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre ... “

  Mor, mor …  jeg forstår ikke alt hvad du siger …  du skal ikke være bange … det var ikke farligt, den gamle mand var meget venlig og fuld af respekt over for mig, selvom vi ikke kender hinanden

 

 

Himlen over …     (  Peter Handke /  Wim Wenders )

 

 

I lang tid hørte jeg ikke mere om barnet. Jeg glemte det ~ indtil jeg en nat i drømme blev hjemsøgt af barnet, der virkede så levende og virkelig, at jeg ikke kunne ryste det af mig. Jeg begyndte at søge alle vegne:   jeg prøvede at opspore barnet, eller folk der havde mødt, eller hørt, om det. Jeg fandt ikke barnet; men det havde efterladt sig spor overalt :  der fandtes billeder, musik, digte og fortællinger  …  der var bønder, fiskere, arbejdere, håndværkere, lærde, præster, advokater, filosoffer, videnskabsfolk og arkitekter, der omtalte barnet i deres virke  …  overalt kaldtes der på barnet, ud af håb, savn og længsel.

Mange var blevet fortryllet af barnet, som altid gav mere igen. Ingen vidste hvad eller hvor meget det rummede. ” Et fuldt og helt kosmos, fra fødslen af  “,  foreslog filosoffer, astronomer, kæmper og gnomer, berømte og berygtede …  ” aldrig født, aldrig død … “, foreslog vismænd fra fjerne lande, kulturer og folkeslag.

Alle kunne huske barnets øjne. De var ligeså fjerne og dybe som stjerner, og ligeså påtrængende nærværende som solstråler og solstik.

Barnet havde ofte sagt :    Jeg vidste alt fra begyndelsen, men havde endnu ikke lært mig det nødvendige for at kunne bruge det … “.

Nogle kunne huske fragmenter, men blot en ubestemmelig følelse var nok til at bære en varig forandring videre i dem

… selv de der ikke længere kunne huske, havde stadig et særligt rum i deres hjerte, et ekstra kammer, der pumpede mere blod, mere blod blev til mere ilt, mere ilt blev til mere liv i alt hvad de gjorde, og siden gav videre deres efterkommere.

 

 

*

 

 

Det slog mig, at barnets uforklarlige betydning hverken lader sig definere eller begrænse; det lever i det ukendte ~ i åbninger, revner og mellemrum. Da jeg accepterede det, og gav slip – begyndte barnet at opsøge mig i drømme, eller glimt i hverdagen, eller på andre overraskende måder. Efterhånden som jeg blev ældre, og accepterede hvad der er, kom barnet nærmere. Vi blev eet  –  forbundet  –  eet levende og opvakt væsen, een sammenhæng af alle aldre, alle tider. Selv et enkelt menneskes gennemsnitlige liv – med dets beskedne mål af år, rum, viden, indsigt og ressourcer – er alt hvad der er brug for. Der mangler intet,  og der er endda mere …

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Barnet med den tomme mave

lider fordi dets mave er tom,

fyrsten med den fyldte mave

lider fordi hans mave er fuld

 
  

barnet hører lyden af vinden

fyrsten hører musikken,

begge får tårer i øjnene

på én og samme jord

 
  

–   hver for sig – er de – samlet af et ønske

fra skriveren “Notarius Publicus”,

om at de må kende sig selv og hinanden

gennem hjertet og forstanden.

 
  

*

 
  

hvem ved om barnet er fyrstens eget ?

– alt fra støv til stjerner er forbundet,

med så lidt som en hemmelighed 

skjult i hjertet hos en kvinde,

 
  

i den tvivl der kommer liv til gode

er der intet at tabe eller frygte

men alt at vinde.

 
    

 

 

 

 

St. Maria di Loreto  &  St. Maria al Foro

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

           

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke

det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg   

 

det gode, som jeg ikke vil, det gør jeg

det onde, som jeg vil, det gør jeg ikke  

 

det gode, som jeg vil, det gør jeg

det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg ikke   

 

det gode er ikke kun godt

og det onde ikke kun ondt  

 

det gode findes ikke uden det onde

det onde findes ikke uden det gode   

 

intet er galt uden at det er godt for noget …

intet er godt, uden at det er galt for noget …  

 

modsætningerne kompletterer hinanden  

 

virkeligheden overgår enhver skelnen 

 

 

alt er forbundet

 

 

 

 

 

 

  Arco  di  Tito

 

 

 

 

Old door from Senate House  , Forum  Romanum   

 

 

 

 

 

 

 

 

FLAVIUS  KLANEN

 ”  den  flavianske  signatur  i  evangelierne  “

 

 

 

Dette er historien om ….

…  den romersk-imperialistiske militæroperation, under ledelse af Vespasian & Titus, som knuste Jerusalem 70 e.v.t.  og gennemførte et internt kup via senatet i Rom. Den omtrent samtidige romerske propaganda var et angreb på den jødiske tradition/folkesjæl. Evangelierne blev udfærdiget og designet  i samarbejde/kollaboration med jødisk intellektuelle “overløbere/vendekåber” , hvoraf Flavius Josephus – alias “Paulus” – var den mest markante. I evangelierne hædredes de romerske militærsejre – hvorimod jøderne, personificeret gennem “Judas”, blev udpeget som “forrædere” og “mordere”.

… jødisk/semitiske messianske og militært opbyggede modstandsbevægelser omkr 70 e.v.t.  i Palæstina, Judea, Galilea, hvis eneste historiske vidnesbyrd idag er dødehavsrullerne.

… det folkelige gennembrud for en tro på det ” kærlige, gode og retfærdige, det sociale og nådige, tilgivelsen ” osv som de efterflg 2000 år uudslukkeligt brænder i menneskers hjerter, og  forgrener sig ud i verden.

 

*

 

Ud af begivenhederne for ca 2000 år siden vokser et træ, som fra begyndelsen af deler sig i 2 hovedstammer, som idag har svært ved at genkende hinanden, de fælles historiske rødder, eller  forbindelsen til endnu ældre civilisationer  :  et afdanket “romersk-katolsk” imperium, som ikke respekterer mennesker, deres livsgrundlag og livsværdier   ~   og en folketro, som ikke kender sine egne rødder og historiske udspring, og derfor ofte henslæbes som et skyggeliv i magtens tomrum, revner og mellemrum;  dér hvor liv også overraskende kan pible frem, på trods af alt. Det sammenfattes hos Søren Kierkegaard :  “ præsteskabet har bygget kirkerne oven på Jesu grav, for at være helt sikker på, at han ikke kommer igen … “  ( frit efter Søren Aabye Kierkegaard ).

Det romerske imperium brænder stadig gennem adskillige lag af afglans og nye forklædninger    den folkelige tro brænder i hjerter.  Under enorme anstrengelser anlagde Rom  “alle veje”   for at konsolidere sig  –  et ” Sisyfos’  arbejde ”  –  mens livet går sine egne veje.

 

 

 *

 

 

Josephus Flavius skriver sejrsberetningen, evangeliet, for Titus; om Vespasian og erobringen af Jerusalem, Templets ødelæggelse, ca 70 e.v.t, og forelægger den for senatet, med anmodning (krav) om Vespasian’s deificering; hvorved Titus automatisk bliver “guds søn”. Senatet lader sig overtale ( eller true/bestikke ? ) til ophøjelse af Vespasian til “gudekejser”   

 

 

 

I Rom måtte kandidater til offentlige embeder, når de præsenterede sig på Forum, ikke have lommer i tøjet, for at de ikke skulle kunne tage imod bestikkelse.  

Blandt kritiske røster hed det sig, at lyrikere ikke burde gå med ærmer, så de ikke kunne ryste digte ud af dem.

Hvor meget skal man skære fra for at sikre, at dem som idag beklæder offentlige embeder, ikke tager imod bestikkelse, skjuler eller ryster noget ud af ærmerne ?

Hvor meget vil der blive tilbage ?

Vil man kunne se forskel, hvis resultatet udstilles side om side med en slagters ?

Derved vil de der beklæder offentlige embeder komme til at ligne deres ofre.  

 

 

–   sejrherren skriver historien  ~  myter bliver til legender, legender bliver til historie, historie bliver til morgendagen … og vor tids ubønhørlige virkelighed, 2000 år senere …  “pro paganda evangelii”.  

 

 

Lokale høvdinger, feudalherrer, fyrster og konger i Europa efterlignende sidenhen modellen, lod adel, præsteskab, “parykker”, domstole og millitær stå for skatteinddrivning, belønning og straf; mens de selv optrådte som lokaludgaver af “den nye kristne gud”  ~  “tilgiveren”, “benåderen” og “uddeleren af brød og almisser” – altså, besnærede reelt folk med det røvergods de selv havde taget fra folk i  første omgang. “Stockholm-syndromet”, en psykisk afhængighedsrelation mellem “bøddel” og “offer”, greb med tiden om sig – og kongerne endte med at blive opfattet som “beskytter”, “den glade giver” og blev “folkekære”.  

 

 

 

Flaviusklanen militære operation, både udadtil og indadtil, lykkedes… evangelierne blev  skrevet,  gudernes gud indstiftet, alverdens folkeslag gjort til undersåtter  ( d.v.s skatteydere )  ~  ” det skete i de dage, at alverden skulle skrives i mandtal … ”  …  enten betalte man skat til Rom, eller også blev hele folkeslag knust og byer brændt …

 

I løbet af ca 300 år forvandles det romerske imperium til det romersk-katolske pave-kirke-imperium – samtidig er det et opbud af Flaviusklanens persongalleri og historie:

(  Gajus Julius Caesar – Augustus …  Nero ) … Vespasian Flavius – Titus Flavius – Josephus Flavius ( optaget i Flaviusklanen – den skriftkloge jøde, som orienterede sin loyalitet efter sejrherren ) –  Flavius Domitilla ( Vespasians barnebarn, som ejede katakomberne ) – Konstantin Flavius ( Konstantinopel/Istanbul ) – Flavius-paverne    kejsernes kejser … kejsergudernes nye kejserguder    Pontifex Maximus  ( gudekejsernes titel, adopteret af paverne og indskrevet midt i  Peterskirkens facade )  – gud bag gudernes gud  …. incognito super-superior Pontifex Maximus ….

Magt-  og symboloverførslen :

Vatikanet og paverne blev videreførelsen af det romerske imperium – med brug af de samme symboler, samme titler, samme sprog, samme dragter, samme kejserlige-pavelige farve :  purpur ( lilla – et farvestof udvundet af blæksprutter – med dens mange arme, det intelligente bløddyr, med mange ligheder med kejser og paver ). Den tidligere persiske solgud, Mithras, som allerede dyrkedes i Rom før “den nye kristne gud” ankom, gav navn til pavens vigtigste hovedbeklædning, Mithra  ( Mithras-templer findes flere steder i Rom, bl.a under San Clemente ). “den nye kristne gud” blev hængt på det romerske tortur/henrettelsesinstrument, korset –  overtog glorien, solskiven –  solgudernes karakteristika … overtog solhverv efter solens cyklus – død og genopstandelse – solen står stille tre dage efter 21.december, før den “genopstår”. “kødets opstandelse” hedder på latin “reinkarnation”. Alle de vigtigste guder igennem menneskehedens historie er “sol-guder”.  I det keltiske kors sammensmeltes solskiven med korset. 

Siden fulgte juletræet, nisserne og den gode mad

 

Kristendommen – særligt institutionen “kirken og biblen” – er det romerske imperiums hovedarvtager – og dens strategi er den samme :  gennem passivisering af masserne at opretholde monopol på tanke og handling, inkl  vold/magt/penge.

 

 

Eksempler på passivisering gennem paradokser :

”  tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør

giv kejseren, hvad kejserens er  ~  giv gud, hvad guds er

det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke

                                        men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg

 

 

Den romersk-katolske kirke er 1. afglans af det romerske imperium, protestantismen den 2. afglans, enevælden den 3. afglans, de indskrænkede monarkier med “repræsentativt demokrati” den 4. afglans og opdragelsesanstalterne ( skoler/uddannelse/universitet mm. )  den 5. afglans … mainstreammedierne den 6.  afglans    forkortet :  fra S.P.Q.R  til  M.I.M.A.C.  ( det militær-industrielle-medie-akademiske-complex ) – samfundsstrukturerne og efterkommerne af dem alle er her stadig.   

 

 

 *

 

 

Rom var en kæmpe ovn, en smeltedigel, der levede af at fortære en lind tilstrømning af nye folk, nyt liv og enorme ressourcer. De fleste i byen var kendt for deres arbejde og profession, ikke for deres navn, slægt og oprindelse. Der blev bygget, der blev skabt, der blev smedet våben og der blev bagt – også rævekager og intriger i magtens korridorer. Røg og røgelse, slør og og røgslør. Ingen røg uden bål. Rom brænder stadig.

 

 

 

https://hugh.cdn.rumble.cloud/video/s8/2/U/I/T/l/UITld.caa.mp4

(  remove  ∆  and You got the full link )

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


   

 

Beauty and poetry will save the world.

 

 

In the medieval age in Europe, the troubadours travelled from place to place, singing poetry, and sometimes combatting, trying to win the favour of a much-admired local young woman  –  a combat of music and poetry, settled by the young womans choice  –  without bloodshed or killing.

In war the best outcome is, when a soldier and a local woman, fall in love  –  leaving the war behind,  creating an intimate relationship, a family – and bringing children into the world …  filling up the empty battlefield with new life …

 

That is why beauty matters …

 

 

 

 

 

Seppo Mattinen,  Rome

 

 

 

 

Campo dei Fiori

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Quattro  Fontaine

 

 

 

 

 

 

Ovnpasserne og lugten. 

 

 

I verdens første (?) millionby,  Rom,  ulmede imperiets interne oprør.  Kejseren brødfødte 200 000 af byens ca 1 mill –  brød eller revolte ?!

Bagerne blev styrtende rige og opførte mausolæer i ca 12-14 m højde, kopier af kæmpe brødovne – så store at man kunne bage brød for folket, eller fyre op med folk som optænding, og give brødet som betaling for nye soldater, der kunne sendes ud i de yderste provinser på erobringstogt.

Planen bed sig selv i halen; jo flere soldater, jo flere inddrevne skatter, jo fattigere folk indenfor imperiets egne grænser, jo mere social uro … jo mere behov for nye ressourcer og friske soldater, gennem nye erobringer …  gennem historien falder imperier for egen hånd.

Da Cæsar udskiftede kobbermønten med guldmønten, blev magten og problemerne endnu mere koncentreret … indtil imperiet i vest brød sammen omkr 400.

Ca år 1000 nåede Genghis Khan frem til Bosporus, og sendte gesandter til paven i Rom – den eneste hersker i Europa, han tog alvorligt. Paven sendte hundreder af gejstlige, samt hestetrukne læs af guld og ædelstene til GK. Paven og Europa var i Gengis Khans øjne derefter vasal,  og anerkendte ham som verdens hersker.

Romerimperiet i øst fortsatte endnu ca 1000 år, frem til ca 1400, hvor det osmanniske rytterfolk rendte Konstantinopel over ende.

 

 

 

Ovnpasseren :

Jeg passer mit arbejde. Mit arbejde udføres mellem himlens brændende sol og helvedes flammer. I gode tider bager jeg brød og opvarmer de utallige små hjem. I dårlige tider brænder jeg de forfulgte folkeslag, og bager brød af dem til nye soldater. Brød nid og nød, liv og død – fra død til brød. Mit brød – dit liv. Din død – mit brød.  Jeg passer mit arbejde. Mit arbejde udføres mellem himlens brændende sol og helvedes flammer. Jeg er ovnpasser,  gennem alle tider og steder… “

 

 

 

 

 

 

  Eurysaces the Baker,  Mausoleum

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Isola  Tiberina

 

 

 

 

 

 

 

 

Piazza del  Campdoglio

 

 

 

..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marcus Aurelius, Campedoglio

 

 

 

 

 

 

 

Barnet med den tomme mave

lider fordi dets mave er tom,

fyrsten med den fyldte mave

lider fordi hans mave er fuld

 
  

barnet hører lyden af vinden

fyrsten hører musikken,

begge får tårer i øjnene

på én og samme jord

 
  

–   hver for sig – er de – samlet af et ønske

fra skriveren “Notarius Publicus”,

om at de må kende sig selv og hinanden

gennem hjertet og forstanden.

 
  

*

 
  

hvem ved om barnet er fyrstens eget ?

– alt fra støv til stjerner er forbundet,

med så lidt som en hemmelighed 

skjult i hjertet hos en kvinde,

 
  

i den tvivl der kommer liv til gode

er der intet at tabe eller frygte

men alt at vinde.

 
  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Piazza  Navone

 

 

 

 

 

 

 

Piazza  Navone

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

Via  Appia

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

”  Fibonaccis  Ur-værk  “

 

 

 

 

 

 

 ”  Elagabalus’   Roser ”   by    Lawrence Alma-Tadema

 

 

 

 

 

Elagabalus’   Roser

 

Sagnet fortæller, at gæsterne ved een af Elagabalus’ festmiddage blev opvartet, forkælet ( = spoiled ) med de mest usædvanlige traktementer. Nattergaletunger,  ekstremiteter og ædlere dele fra hele dyre- og planteriget  –  “ekstremiteter serveret af en ekstremist”  –  alt iscenesat og serveret med en umiskendelig bevidsthedsstrøm af overeksponerede og provokative sexuelle over- og undertoner. På et tidspunkt begyndte lyserøde rosenblade at dale ned fra loftet. Gæsterne har først været henført og følt sig i mild forlegenhed over at modtage en sådan opmærksomhed fra den lunefulde og uforudsigelige kejser. Rosenbladene blev ved med at dale ned over dem, indtil det begyndte at virke anmassende. Benovelsen og den første latter blandt gæsterne begyndte at forstumme, smilene blev en aftvungen høflighedsgestus, der kun kunne holdes med stadig mere ømme kindmuskler. Rosenbladene faldt, lag på lag – deres vægt begyndte  at kunne mærkes. Vægten blev tungere og tungere. Stadig hyppigere måtte gæsterne diskret forsøge at holde dem væk fra sig,  for ikke at drukne i dem. Rosenbladene blev ved med at falde. De diskret afværgende bevægelser for at undgå at blive levende begravet og kvalt i rosenblade blev en kamp for livet. De giftige aromaer rosenbladene afgiver steg til bedøvende og dræbende giftdoser.  Ingen af gæsterne forlod festmiddagen i live  –   og gæsterne ved de efterfølgende festmiddage, vidste ikke hvad der skulle serveres for dem – andet end at det skulle overgå alle forudgående festmiddage –  i et forgæves forsøg på at tilfredsstille en kejser, som aldrig selv kunne udfylde sit tomrum.

    

  

  *

  

  

Det romerske imperium forseglede sin egen undergang,  med sin egen medfødte sygdomme, som ofte kom til udtryk i form af virkelighedsforstyrrede kejsere, korruption, vold og perversiteter  ~ hvoraf Elagabalus blev een af de ypperste repræsentanter og “symptombærere”. Hvadenten fortællingerne om Elagabalus er myter lavet af de efterfølgende tyranner for at positionere sig selv, eller blot aflæses på et metaplan som en beskrivelse af imperiets medfødte sygdom, dekadance og indbyggede undergang, så spejler og perspektiverer de fortællinger og myter også den periode vi selv befinder os i, med imperiale afarter som US/EU/SSSR. Ligheder og fællestræk er slående hos dem alle, uanset hvor mange år(tusinder) og hvor store geografiske afstande der er imellem dem.

Det døende romerske imperium sloges med nødtvungne angreb udefra, flygtninge og migration motiveret af søgen efter de bedst mulige livsvilkår – massive og påtrængende bevægelser og “push back” fra de ødelagte provinser, fordi imperiet havde smadret ordentlige  livsbetingelser dér. Samtidig smuldrede livsbetingelserne internt i imperiet også bort – alt ialt, et kapløb mellem alt og alle i frit fald, både indenfor og udenfor imperiet.  

 

Lyder det bekendt,  i vor tid ?  

  

  

 

 

 

 

”   Efter  (års)  Festen  “

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

 

 

 

Trastevere

 

 

 

 

 

”  Vitameter  “

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sing  the  birds that still can sing

 

Ring the bells that still can ring.

Forget your perfect offering.

There’ s a crack in everything,

–  that’ s where the light gets in …

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Basilica di San Pietro

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 … alle veje fører til Rom …

 

de lige, brede og befærdede veje virker umiddelbart indbydende og komfortable, men er omringet af landevejsrøvere, fårehyrder og rottefængere  – de oversete, smalle og bugtede og veje gennem beskedne landsbyer, virker ubetryggende og besværlige, men bringer dig helt og hél frem … snarere før end senere :

– lad dig ikke forblænde af templer og paladsers ligblege marmor,  eller af  døde kejsere til hest,  svøbt i blodskam og vold,  støbt i bronze af krigens omsmeltede våben, bortkomne beviser serveret som elegant løgn.

– lyt ikke til det talende slangehoved i Vatikanet …  ” enten mister du troen … eller også bliver du som een af “dem”, og det er endnu værre … ” 

 

 

Bernini fryder sanserne

                                                          ~

                                                                        Borromini fryder sjælen 

 

– gå efter kvindernes kalden på børnene i de smalle gader, trange baggårde og torve … gå efter de indeklemte og oversete kirker i de ukendte sidegader, folkesjælens hverdagsrum, hvor man får kontakt med urkraften og kilden bag deres udspring  gå efter vandets plasken fra sprudlende fontæner, blomsters og madsteders dufte … gå efter hellig og folkelig sang og larm fra samlings- og spisesteder … søg læ for den brændende sol under pinjernes svalende skygger … kast ikke dine mønter i kejserens ønskebrønd, giv dem til den værdigt trængende, i løn … kast ikke dit hjerte i smuds for kejserne, guderne og pavernes by, men del det med folk, her og andre steder,

… følg hjertets længsel og savn, saml avn og rejs hjem til din stavn … til din elskedes favn, til bror og søster, ven og frænde …  lad din stemme sammensmelte i koret fra dit modersmål, kend dig selv og dine …  

 

 

… alle veje fører hjem …

 

 

 

NB

– derved undgår du forhåbentlig den skuffelse, der ramte Martin Luther, Goethe og Nietzsche i mødet med Rom.

 

 

 

 

 

 

…  sådan var situationen  …   

   

hvad sker der når motivet udvælges og beskæres ? 

… hvad vælges, og hvad skæres fra ?   … 

 

Picasso :  Kunst er en løgn, der gengiver sandheden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

Dette er den ene af 2 serier om det romerske imperiums 2 hovedstæder, Roma og  Konstantinopel ( Istanbul )

Serierne hedder :    ” ROM A MOR  1-2         &    Byen  uden  navn  1 – 4 

 

 

 

Byen  uden  navn  #  1 – 4 :

( remove    and you got the full link  )

 

 

Byen uden Navn # 1 :

https://www.nedersteetage.com/byen-uden-navn/

Byen uden Navn # 2 :

https://www.nedersteetage.com/byen-uden-navn-2-under-construction/

Byen uden Navn # 3 :

https://www.nedersteetage.com/byen-uden-navn-3-2/

Byen uden Navn # 4 :

https://www.nedersteetage.com/byen-uden-navn-3/

 

&

 

ROMA   –   serien :   ROM  A  MOR   1 – 2

https://www.nedersteetage.com/rom-a-mor/

https://www.nedersteetage.com/rom-a-mor-ii/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”  Det var en berusende oplevelse,
           jeg trænger til noget bestyrkende,
                                               … hvad siger du ?  “

”  .. enig, meget berusende,
    – heller ingen alkohol til mig,
… jeg nøjes med Rom …  “

 

 

 

 

Kommentarer :

 

 

 

 

Jeg har nydt dine vidunderlige billeder fra Rom, ledsaget af musik af Ottorino Respighi: Roms pinjer. 

Jeg er overvældet af skønheden og fortællingen i billedernes sammensætning.

Din mission med at sidestille Øst og Vest Rom er lykkedes. Der sker noget uforklarligt i oplevelsen af dine billeder    den totale overførsel fra denne verden ind i eventyrets – til det ophøjede, hvor alt er rigtigt… det er som at ” komme i Himlen “.

NW

 

 

 

 

 

 

Mary Beard :   Meet  the  romans   ( documentary,  3 parts in one,  2:57:00 ) :

 

https://rr3—sn-5hne6nzy.googlevideo.com/videoplayback?expire=1715395261&ei=XYY-ZsyxBoHIvdIP_fKl8AE&ip=163.172.91.169&id=o-AASwft2Y-exMLjgrVyr3HlOZgG9Qdis7wN6Z7BlNMIzD&itag=22&source=youtube&requiressl=yes&xpc=EgVo2aDSNQ%3D%3D&siu=1&vprv=1&svpuc=1&mime=video%2Fmp4&rqh=1&cnr=14&ratebypass=yes&dur=10625.056&lmt=1689731125513513&c=ANDROID&txp=6218224&sparams=expire,ei,ip,id,itag,source,requiressl,xpc,siu,vprv,svpuc,mime,rqh,cnr,ratebypass,dur,lmt&sig=AJfQdSswRAIgI2akNJ38Q7kGgxRTJ2rcX8hzEYDWAn6LD5qut9YI-3ACIFwlNwNkb-f9pqPJPmKoihPjqE7fehA9B2AM0uBeKv6a&redirect_counter=1&cm2rm=sn-25grl7e&req_id=97a16b32be25a3ee&cms_redirect=yes&cmsv=e&mh=lU&mip=37.96.99.166&mm=34&mn=sn-5hne6nzy&ms=ltu&mt=1715372700&mv=u&mvi=3&pl=18&lsparams=mh,mip,mm,mn,ms,mv,mvi,pl&lsig=AHWaYeowRAIgVHlOsx3p0_UIL9ZZLgJ5jns5xeHxC–bsFgb-VbNofYCIC8IuHjYfp_539jH8PDEKkqfwmqUSLptMvdOTU68yszY

 

( remove   and you got the full link – without interruptions )