Varanasi – Ganga gang over gang Ganga
fra bådsmandens logbog
For foden af himlens tag, Himalaya, gennemvæder Gangesfloden det frodige indiske lavland. Ganga betyder Den Store Moder. Folk, marker og byer klynger sig tæt langs den store flod, mens hun i mægtige krumspring kaster sig dansende gennem Indien på den lange rejse mod det Indiske Ocean. I et af Gangesflodens landskabeligt store sving klynger Varanasi sig som et amfiteater med lange trappeforløb til flodbænkens stejle side. Øverst ligger de lerklinede huse som tætte klynger af reder i en fuglekoloni. Landet på den anden side af floden er lavtliggende og ubeboet sandørken. Under Monsunen oversvømmes det mens Ganges løber op ad Varanasis højtliggende trapper og maser sig som mandshøje oversvømmelser helt ind i de smalle gader. Byen ved floden er Hinduernes hellige by, viet til den dansende Shiva. Den har været åndeligt, religiøst, intellektuelt, uddannelses- og handelsmæssigt centrum i mere end 2500 år, og regnes for at være en af verdens ældste levende byer. De ældste arkæologiske spor viser at der har været beboelse allerede for ca 4000 år siden. I Sarnath, kun 10 km fra Varanasi, talte Buddha for første gang til mennesker efter sin åndelige- religiøse vækkelse. Mark Twain skriver: ” Varanasi er ældre end historien, ældre end traditionen, endog ældre end legenden .. og ser dobbelt så gammel ud hvis man lægger det hele sammen … “
Efter en lang rejse fra det kolde mørke nord ankommer vi en sen aften i februar til Varanasi .
Himalaya kaster en sidste vinterhilsen ned over os. Hagl så store som golfkugler sønderbomber bliktagene. Metallets sang overdøver alt og efterlader sit ekko som tinnitus i vore sønderrevne øregange. Forfrosne og trætte kører vi med en ensom taxa rundt i Varanasis folketomme gader og leder efter et logi for natten. Meterdybt oversvømmede gader forhindrer os i at komme til vort planlagte logi på kanten af Ganga , floden kommer til gengæld os i møde og bærer os til “Radiant YMCA”. Svagt oplyst i flimrende neonlys ligger “Radient YMCA” i en afsides gyde, hvor indgangens øverste trappetrin endnu holder sig ovenvande. Nogenlunde tørskoede træder vi ind i Elite Luksus-suiten. Der får trætheden os villigt til at falde om på det ydmyge fakir-leje. Vi glider hurtigt ind i en lang søvn med de nye ord hængende på tungen indtil de finder hvile i sindet : ” River View … Radient …. Luksus .. Elite … hmm … hvad inderne dog kan med det engelske sprog… eksotisk engelsk … underfundig humor … eller overlevelse ? … “Physically challenged” kaldes folk med ødelagte lemmer … “goodnight west, goodmorning east… “
Næste morgen ligger Varanasis gyldenbrune og solbrændte lerfacader ud til Ganges badet i morgendisen og indbyggerne er på vej ned ad den trappebesatte flodskråning for at bade og bede. Ud af disen træder mange små røgsøjler frem. De rejser sig fra de talrige hjem og gadekøkkener. Solen rejser sig hurtigt og magtfuldt. Lyset blænder. Luften fortættes af fugleflokke og papirdrager og summer som et hektisk hvepsebo af trafikstøj og stemmer i bøn og sang. De smalle og tætpakkede gader fyldes til bristepunktet af trafik, busser, biler, autorickshaws, cykler, fritgående køer, geder, aber, hunde, høns, vandbøfler, fodgængere, skolebørn på vej til skole, et mylder af handlende, håndværkere, musikere, folk på vej til eller fra bryllup eller begravelse…
Køretøjer respirerer og hoster om kap med mennesker : ingen kan tåle hinanden eller undvære hinanden eller undgå hinanden. Køretøjer ligner optøjer af raslende skarpt blik, der møder menneskers matte blik. Blik mod blik. Støjniveauet er infernalsk og fører let til høreskader. Udstødningsgasserne nedsætter sigtbarheden til eet skridt ad gangen og støvet falder aldrig til ro – metallet ligger som en hinde på øjnene, som en skarp smag på tungen, som en kradsen i svælget og sidder som en syngende tinnitus i ørerne. Det er den slags souvenir man hjembringer som ømhed eller varige mén i kroppen. SOUND HORN ! står der bag på køretøjerne og det gør alle – undtagen de hellige køer. Gadebilledet ligner et uoverskueligt kaos; men da der sker forbavsende få uheld, kan man enten tage det som udtryk for guddommelig indgriben med usynlig hånd … eller begynde at spekulere over hvordan det ellers hænger sammen.
Orkester uden horn
Autorichshaw i tomgang lyder som avancerede synkoper på tabla
Der er en sammenhæng mellem dette ydre kaos og den indre ro, som er karakteristisk for folk og fæ i Indien. Men det er allerede gammel østlig visdom, inden vi turister endnu har stillet spørgsmålet og måske er begyndt at fatte bare noget af det hele. De smalle gader svarer til en hellig kos bredde. Ingen vognbredde med kofanger fra vor tid kan indtage den gamle indiske by og dens indbyggere, med dens dybe kultur og identitet. Trods talrige oversvømmelser, storme, krige og ødelæggelser gennem historien står Varanasi stand. Der er ingen endelig sejr, ingen overgivelse. Efterhånden som de store verdensreligioner og kulturer er nået frem til Varanasi, ofte med ønsket om erobring og omvendelse, har de blot måttet tage sig til takke med at leve videre, side om side med hinanden, i hverdagen på stedet. Hver eneste dag og selve “evigheden” ligner hinanden i Varanasi. Årtusinder glider forbi som vand, timeglas fyldes og tømmes, Byen ved Floden forbliver sig selv.
Mirakler i trafikken
– i den mest trafikerede gade, omgivet af rickshaws, scootere, ambassadors-biler, enfields-motorcykler, elefanter, aber, køer, fugle, fjer tant og fjas, røgelse og kokasser, syngende sariklædte kvinder, haltende hunde, gamle krogede mænd og unge raske gutter med tunge sække på skuldrene, fnisende børn med alenlangt snot og laset tøj, patineret af skidt som i forfaldets æstetiske udtryk ligner halvt udviskede kalkmalerier fra vores verdens middelalder, gennemsat af revner af lysende smil og stærke tænder som brændte sig gennem alt, og gnavede videre langt ind i sjælen ….. midt i dette kakafoniske opbud af intens travlhed standsede en spinkel og velklædt ældre mand pludseligt og beslutsomt op, satte bæreposerne fra sig midt på gaden hvor han stod, og vendte sig derefter mod et gammelt hus, som enten havde huset hans egen familie eller hans elskede da de var unge og nyforelskede, eller begge, samt alle de generationer før under og efter som han var blevet en del af – hvem ved ? – men uanset hvor han havde valgt at at se hen ville han være sikker på at blive mødt af en gud, med et lille husalter, om ikke han på selve vejen hvor han stod netop befandt sig hvor et ældre alter var vokset over ende af tidens aflejringer og begravet i vejens sammentrampede jordlag – midt i dette kaos ( som kunne få en klassisk græsk stoiker til at tabe besindelsen og ude af sig selv fare rundt som en hovedløs og halvkogt kylling ), stod manden urokkelig og mediterede – ikke kun i 10 minutter, men i en evighed – han var frygtløs mens trafiksituationen adskillige gange trak op til frontale sammenstød, men i sidste øjeblik, uden besvær, fandt en vej udenom, som vand i en flod ubesværet finder vej omkring store sten og andre hindringer undervejs – manden havde udvalgt sig et sted at stå hvorfra han kunne dreje hele verden, med rickshaws, scootere, ambassadors-biler, enfields-motorcykler, elefanter, aber, køer, fugle, fjer tant og fjas, røgelse og kokasser, syngende sariklædte kvinder, haltende hunde, gamle krogede mænd og unge raske gutter med tunge sække på skuldrene, fnisende børn – – – nå, det har jeg vist allerede nævnt – eller har jeg ? – for de første var for længst forbi og nye kommet ilende til …
Jeg stod tryllebundet og stirrede på optrinnet, først med vantro – siden omvendt – dér lærte jeg i et glimt, i et langtrukkent og fortryllende øjeblik, noget evig gyldigt om Indien og menneskene dér ...
*
Shiva er ikke alene, når Den Store Dans trædes.
Varanasi vælter sig i overflod af liv ud over Ganges ene side, mens landet på den anden side ligger øde hen.
Bådsmændene hjælper alle over floden: de nygifte, de gamle døende, pilgrimme og turister, floden bærer bådsmændene. I monsuntiden svulmer floden 15-20 meter over dagligt vande, dens vandspejl ligger da blik i øjenhøjde med mennesker som sejler rundt i de oversvømmede gader med kun hovedet oven vande. En skrædder holder sit smilende hovede og sin rustne symaskine ovenvande. En kontorist holder mappe og sko tørre. En indre glød i et forsvindende lille rum mellem paraply og vandspejl holder liv i en halvdruknet mand med en cigaret. Bananpalmeblade er som andre paraplyer sat som sejl der trækker folk som små både gennem de oversvømmede gader. Vandbøflerne flyder vægtløse rundt i hellig trance. Få fødder går på vandet eller står på hovedet i yogastilling. Mennesker overalt i verden ligner hinanden, når de står i det til halsen.
Byens pladsering ved floden er et arketypisk billede fra menneskesindets urgamle forestillingsverden. I den græske mytologi er floden Styx overgangen mellem denne verden og Hades verden hinsides. Bådsmanden Charon hjælper sjælene over. Når sjælen søger over på “den anden side”, med eller uden krop, skal det sidste guld og mammon afleveres til bådsmanden. Netop sådan er det i Varanasi: vi sejler ned ad livets flod: fisken fanges, barnet døbes, bryllupsselskabet og de nygifte sejler ud og krydser for at indtage og befolke ubeboet land. Bådsmændene trækker årerne gennem blod og sved for at hjælpe pilgrimme over på den anden side, bøflerne bades, vandet drikkes og lades, krop og klæder vaskes, den døde vaskes og brændes, asken strøes, bønnen og sjælen sendes som et skrøbeligt blafrende lys på et foldet blad ud på Ganga.
Hver dag, hvert øjeblik er denne flod både symbolsk og håndgribeligt hele livet i sin fulde udfoldelse. Hver dag og hvert øjeblik er alt atter nyt… som en gentagelse… født på ny…
Den gamle bådsmand sidder tavst i sine egne tanker da han roer os over på den anden side. Vi er alle turister i videre forstand og overført betydning…
*
Fra bådsmandens logbog:
” … Jeg sejlede idag en frø over til den anden side. Pludselig begyndte den at tale. ” Jeg er en fortryllet prinsesse. Hvis du kysser mig bliver jeg til den skønneste prinsesse. ” Den gamle bådsmand så på frøen uden at sige noget, og roede videre. De så tavse på hinanden et stykke tid, indtil frøen atter talte : ” Hvis du kysser mig, bliver jeg til en levende prinsesse, som vil følge dig, og er villig til alt “. De så atter på hinanden i tavshed. Den gamle bådsmand roede videre. ” hvorfor vil du ikke kysse mig “, spurgte frøen undrende. Den gamle bådsmand holdt op med at ro, så på frøen, og svarede : ” … i min alder, vil jeg hellere konversere med en talende frø… “
Ligesom floden nærer, bærer og udvasker alt liv, trods indholdet af 1,5 millioner colibakterier pr. ml. vand ( miljøvarsel for danske farvande udsendes når grænsen på 500 colibakterier pr. ml. overskrides ) overkommer byen et tilsvarende overmål af turister, indiske pilgrimme og søgende sjæle, som på forskellig vis finder det de søger – men byen bærer også i overmål de mennesker som rammer både “over og under mål “… For eksempel visse blege turister, som føler sig hjemløse i eget fædreland og modersmål, i både fysisk og åndelig forstand – i både udseende og indsigt – og som i deres søgen går rundt som tavse, blege skygger, næsten udvisket i gadens støj og udstødningsos. Vægtløst glider de ned ad de solbrændte trappetrin til Ganga. Som spøgelser ses de ofte efter mørkets frembrud, de tåler ikke rigtigt hverken den stærke sol eller det skarpe blik …men også visse af de lokale skyder over og under mål i rollerne som formidlere, mæglere, kommisærer, forhandlere, svindlere og tiggere.
… alt dette danner Varanasis forunderlige fødekæde, som sammenknytter ekstremer, fra bakteriemiljøer til turisme, fra døgnfluer til gammel østlig visdom, fra mirakler til mavetilfælde, fra kokasser til kulinariske oplevelser, fra trafikale og religiøse rundkørsler til universelle verdensanskuelser, fra den ydre verdens overflødige vanvid og til den dybe indre ro…
Dér står Varanasi, som et monument, rejst over menneskenes utrættelige drømme, håb og religiøse søgen, formet i ler af menneskehænder – bygget, knust og atter genopbygget, hver dag, hvert øjeblik … gennem disse årtusinder… et udødeligt symbol på menneskelivets støjende og hektiske kamp for overlevelse, menneskets hverdags- og rituelle handlinger og undren over det ubeboede og ukendte land på “den anden side” af “livets flod”… her opstår atter og atter forestillinger om det ufattelige, det uendelige, åndelige og guddommelige…
