SIGNATUR

 

 

 

  en   hyldest  til  den  frie,  kompromisløse og  uundgåelige  kunst

 

     (   øjeblikke  fra   et  menneskes  liv,   i  kunstens  tjeneste  ~  John Olsen in memoriam  )  

 

 

 

 

”  signatur   ~   sig(neret)  af  natur              signature   ~   sig(ned)   by  nature   “

 

 

 

 

 

 

”  mit blod er min signatur  “

 

 

 

 

 

 

Himlen falder fladt ned på jorden,

”  en maveplasker  “

jorden æder sine egne afgrøder,

og flyder over af saft, savl og fråde,

               som en ubestemmelig grød af ny grøde.

 

 

Bag gårdens tomme murskaller,

uden korn i laden,

danser en jæger i urtidsgrotten

                     besværger dyret

                     og tager jagten i ed,

maler dyrejeg og selvportræt på væggene,

og gør tegn,  på liv og død,

                          mellem sten, saks og papir

 

 

Et vandløb

gennemvæder

og årelader landskabet

– som en blotlagt pulsåre

            i løb mellem faldne træ-kæmper,

                      som tungt blødende odalisker

 

 

Muldvarpeskud skyder op overalt

fra underbevidsthedens sumpede jord  

 

 

Det blå køkkens

              sultne og tørstige tunge

              digter nye retter frem

                                                                   –  evigt foranderlige, friske og unge.

fuglefrisk kød afrives med bare næver,

ædes med fingre og øjne,

              eller sættes i  glas  og ramme

              eller klemmes ud mellem baller

 –  som et ekko af  ukendte dommedagsbasuner

 

overmættet af fedt og sved

drypper det af ham,

og finder vej til nye  (papir)ark

 

 

ulv i uld  –  får i uld  –  uld i uld  –   får i ulv  

 

 

en jæger

går på jagt, i agt,

og hjembringer føde

              til dem han har kær

 

en hyrde

må dagligt myrde,

æde sig selv og sine egne,

på hinandens og egne vegne,

 –  i et sidste måltid

     med de sammenspiste og sammensvorne

 

”  drik dette, dette er mit blod,

                      spis dette, dette er mit kød   “

                                             –  en form for kannibalisme ?

 

ulv skifter ham

–  fra slagtet lam

til reception i smoking

                      no smoking  –  no joking

 

 

Alt er i vinkel  

 

han slider og sliber

stønner og smasker,

den skarpe tunge,

taler med præcision,

                     og skærer igennem

                           som en vinkelsliber

 

ud mellem kraniets benstumper

bryder levende ord

om kunstens liv,

dagligt brød, 

               dødens liv, 

                         og livets død

 

 

jægerens bøn og sidste ord:

“  giv os idag det daglige mord  “

 

 

 

 

 

                       

 

 

 

 

 

 

hans liv og kunst er uadskilleligt

som liv og død,

                 i al sin skønhed og  gru,

 

 

han er tingfinder,

af døde ting,

som kaldes til live

 

 

døde fugle genopstår

                     mere vægtløse

med nye sfærer under vinger

 

 

kunstens templer dunster af gammel ånd, 

                    så dødsens angste må holde sig for næsen 

 

 

den velkendte himmelske due

                                          duer ikke mere,

og  går op i lys lue,

da den rammes

af en himmelsk latter,

som overgår kraniets stive smil,

                          fuglemumier og mågeklatter

 

 

lammet ofres

og hænges blodigt,

                       som et  digt

                                 over kunstens døre,

så det selvoptagede liv

                                 og  “dødbidere”  går forbi,

 

 

ingen entré

 

 

vinkelsliberen går igennem alt

– midt i kunsten og dødskulten

findes det største rum,

rummet  ~  hulen  ~  hullet

 –  han indser hullet i selvet øjet

pupillen – sjælepuppe og den bitre pille

 –  han jagter “hullerne”

finder, ormer og skyder sig igennem 

 

mange står for skud undervejs

–   men gennembruddet,

i hånden og ånden hos en jæger

                                       er ligesom døden

                                                       uundgåeligt 

 

 

med indre overbevisning og konsekvens

står det ham til sidst klart

at det centrale ~ hulernes hule  ~ hullernes hul

findes i det sidste værk:

Han sidder i svedehytten, i oprindeligt ornat

og falder i hjemmevant trance.

På gulvet ligger det kraftige papir,

parat til at tage imod det sidste værk, i fuld  format

 –   han tager geværet,

rammer med blind præcision,

og falder som planlagt 

                       ~  tilfældigt som et digt  ~

                                              ned på  (papir)arket

 

 menneske  værk  og  signatur

er eet ubrudt hele 

 

 ~  fuldbragt   ~

 

 

fri entré

 

 

det ultimativt sidste værk

er dødsens alvorligt,

kulminationen

            og konklusionen

på livet og kunstens værk:

 

det mødes med bøjede hoveder

                     sorg, ærefrygt og talende tavshed

 –  uden stilling

                uden andagt

                           uden udstilling

 

den enes død  ~  den andens brød  

 

 

et menneske,

dets liv og virke,

skaber  levebrød

for mange ådselæderes

akademiske og slunkne maver,

 –  så de kan sprede

                        og smitte omgivelserne

med højtuddannet analfabetisme

                        af udspekulerede og elegante løgne,  

 

” disse brillante personer ” 

 

… lefler for den ” ophøjede,  forgyldte og  gode  smag “

til parnassets selvforherligelse og velbehag  

 

” disse brillante personer ” 

 

brillerer med indbildske penge,

åndeligt armod og  fravær.

 

” disse brillante personer ” 

 

… kender prisen på alting;

                     men værdien af ingenting.

 

 

 

 

                     *

  

   

 

    

Han var et godt dyr,

som opdrog mennesket,

og lærte det om ægte vildskab

                     –  om at kende sig selv

                                     og finde sin egen hule.

 

 

lig, menneske, lig,

stadig på jagt, med agt

                             og selvagt,

fandt han den hemmeligste hule

                      hvori han selv – og selvet – var gemt,

 –  dér i sin hytte, 

              med slid og sved,

fyrede han op, gav den kul

til han nåede frem

                            til urtiden

                                  og uroksen 

                       … frem til det helt store bytte 

 

 –  han greb geværet,

             sneg sig ind på

                       sig selv – og selvet,

og ramte

med blind præcision,

                     det ultimative bytte,

                                           det sidste værk,  

 

først signeret, siden skabt

  

mennesket ikke myrdet,

                       men et liv i kunsten fuldbyrdet 

 

–   alt andet tabt   – 

 

han måtte altid svede

i jagten efter bytte

i sin svedehytte

– leve for livet og kunsten

                  og selv langsomt forbløde

 

det ultimative offer:

ham selv – selvet

 –  fanget i sin

yderste konsekvens,

                i livet og kunstens eget værk,

                             udstillet udhængt til skue i raritetskabinettet,

                                                                            terrariet,  herbariet …  museet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

       

øjemenneske, 

 

et glimt af evigheden

                i et øjes øjeblikkelige blik,

 

et uroligt hoppende dyrehjerte,

                   flygtig og utilpasset som et dådyr,

                                           der krydser herrefokets dyrkede marker

 –   gemmer sig i krat, bag fint forgrenede

                               streger,  som i Dürers  dyrisk levende

                                                       og stikkende koldnålsraderinger.

 

 –  bjørnehjerte,  og lille menneskehjerte

                                      som næsten intet bærer

men altid flyder over

–  de endnu mindre øjne

                                  som rummer så meget mere af verden;

                                                                               men ikke kan se sig selv  

 

 

 

 

                     *

 

 

 

 

et oratorium 

           –  et forundringskammer – 

                    en hjernekiste

                          af bibelsk tunge ord

                                               uden vane og tro

                                               uden skrift,

 

                        –   kun rundet af jord    

 

 

 

 

                   *

 

 

 

 

hans gyldne tunge formede digte

                                   indholdstunge som guld

 vægtløst kløende af varme, som den spundne og vævede uld 

  

de voksne gøs, mødrene bortviste kadaverne og monstrene

                             når børnene begejstret fremviste deres første trofæer

                               ( ligesom hund og kat og husdyr gør )

                    

 –  sådan tog de unge, dyrebørn og menneskeunger, mod ..

                                                                            til at gå på opdagelse,

                                                                            finde ting  ~  finde sig selv

                    …  finde mod til at tage den gamle tingfinder og jæger til sig 

 

 

 

 

         *

 

 

 

 

ordsmed

drømmesved

armhule svedehytte

kunst er som sved og perler

et fremmed stof der udskilles

for renselse og overlevelse,  for ædelt vildt og bytte   

 

 

 

 

                        *

 

 

 

 

barn dom over barnet,

skolen var hård for drengen,

han sad bagerst i klassen,

hvor han forsvandt ind i glasmontre

                           med udstoppede dyr og tørrede planter

 

han opdagede at han kunne tegne,

det handlede om overlevelse,

                            en kamp på liv og død

 –  så længe han kunne tegne var der en vej, et ubeskrevet blad

                                                                                             i en endnu åben bog, 

                              –   om livet,  døden og kunsten    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ven,  legekammerat og  kollega :

 

 

Sammen gjorde de døde ting levende. Hun skabte skulptur og smykker af det som andre kasserer. Roser gror på møddinger – forvandler stank og råddenskab til velduft smykker og kunst. Kunst er som perler – et fremmed stof som udskilles af organismen, for at overleve. Liv og død er uadskilleligt – et ubrydeligt kredsløb. Intet forsvinder, alt omformes. Processen er reversibel, skal ikke forklares, men afklares – gennem ånd og hånd. De to gamle venner og legekammarater indgår selv i processen.  De er her ikke mere –  de er selv blandt det døde og kasserede, som de gjorde levende for andre  – deres væsen og kunst lever videre med voksende styrke.

 

”  Garbage is good for poetry.  Discarded things are important – like a discarded man “

( M. de Barros )

 

 

 

 *

 

 

 

 

” …  det handler om livet og kunsten. Min gård, hulen, mig og min nedslidte krop er underordnet. Jeg indgår i naturens kredsløb, og nu er det mig der skal nedbrydes. Jeg er træt  ~  træt af tomme titler, embeder, haleslæbere, spytslikkere, skidesprællere, knoldesparkere, højtuddannede analfabeter, medieprostituerede, galaner, “brillante  herrefolk” og hofsnoge.  Jeg er træt af ord, træt af mig selv. Det er livet og kunsten, det handler om. Og hvordan det hele er en del af naturens kredsløb …  ”

 

( frit efter John Olsen )

 

 

 

” …  forgængeligheden, har man kollektivt bestemt, er grim. Når børn slæber et kadaver ind til forældrene, råber de, at de skal fjerne det. Børn får et meget negativt syn på forgængeligheden. Det fjerner dem fra naturen. De skal lære, at der er en skønhed i den. Ligegyldigt hvor du er i processen, i nedbrydningen, i din krop eller dine omgivelser, er der stor skønhed i det. Det har alt sammen en skønhed.  ”

 

 

( frit efter John Olsen )