En mand i en hat

 

 

 

 

 

 

Funktionæren havde investeret hele sit liv og virke i den gode sags tjeneste. Han tilsidesatte sig selv for at skabe en loyal karriere på kontoret – i håbet om med god opførsel at opnå anerkendelse og “løsladelse” før tid. Sent i livet havde han stiftet familie og fået en søn. “Efter moden overvejelse”, som han omtalte det. Sønnens overgang til voksen faldt sammen med tidspunktet, hvor funktionæren var berettiget til at gå på pension. Han havde sparet op og lagt til side for at kunne gå fra nogle år tidligere end den aldersbetingede folkepension. Han havde gennem hele livet drømt om at hellige sig forfatterskabet. I nederste skuffe på kontoret gemte han omhyggeligt sine manuskripter. Han holdt det hemmeligt for alle, både familie, venner og kolleger. Han dækkede sig ind under et selvopfundent allibi om påtvunget overarbejde. På den måde kunne han snige sig til at skrive.

Myndighederne modtog hans begæring om pension som en ren formalitet, selvom man kendte til hinandens eksistens gennem embedstjeneste indenfor den samme etat. Der var ikke den mindste antydning af noget personligt, da han afleverede ansøgningen. Det gjorde stadig indtryk på ham hvordan medarbejderne havde aflært sig personlige træk, eller ethvert tilløb til anden gestus, i udførelse deres embede. Idealet var at gå henover menneskehavet uden at efterlade sig spor. Der var visse ligheder med den mesterlige stumme virtousitet i pantomimeteater, tænkte funktionæren, og huskede hvordan han som barn modvilligt måtte trækkes væk fra pantomimeteatret i Tivoli. Det slog ham pludselig hvor automatiseret og anonymt man efterhånden gennemførte de fleste af statens praktiske opgaver. Han kendte den faglige stolthed i denne hemmelige disciplin, og kunne ikke nægte at der var et vist sportsligt incitament. Der var næsten ingen levende betjening tilbage hos etaten. De fleste formularer måtte applikanterne selv udfylde – og mødte man en sjælden gang ansatte udføre en funktion, skete det ikke længere med den høflighed man tidligere mødte. Han savnede at folk gik med hat. Det havde før været hans måde at udtrykke noget på, uden at bryde etiketten. Ingen gik med hat mere. Det skabte usikkerhed. Efter at teatret, filmen og cirkus havde tilranet sig monopol på hattens betydning, kunne man ikke mere kontrollere perceptionen af hat blandt almindelige folk i hverdagen. Han havde gemt sin gamle hat, selvom konen jævnligt forsøgte at overtale ham til at smide den ud. Når han en sjælden gang kom tidligere hjem fra “overarbejde”, og konen var ude med veninderne, sneg han sig til at se sig selv foran spejlet med hat på. Men hørte han trin på trappen, fo´r han sammen, og skyndte sig at lægge den væk. Det ærgrede ham, når det viste sig at være ukendte der blot var på vej op af trappen til andre lejligheder.

Begæringen og proceduren om pension var det mindste af det hele. Hændelsens ubetydelighed smeltede hurtigt sammen med den nagende uro der altid ulmede i ham. Han var trænet og disciplineret til at slå den slags hen, da det substantielt set ikke var rationelt og målbart.
Man talte ikke om følelser og indre stemninger blandt kolleger, men alle kendte indforstået og stiltiende til fænomenet. Visse tvetydige formuleringer og spøgefulde hentydninger i hverdagens snak røbede det diskret – men aldrig mere end man ikke behøvede at tage notits af det.
Uroen voksede i ham, da han skulle fortælle sine nærmeste om sagen. Den sad som en spire et ubestemmeligt sted i indvoldene, som ikke har nogen nerveceller, der kan registrere lokaliseringen præcist.

Han betroede sig først til sin kone. Det lykkedes ham at anonymisere de personlige aspekter af pensionen så godt, at han ikke var sikker på om konen havde hørt hvad han sagde, eller opfanget at det var ham det drejede sig om.
Hun udtrykte hverken glæde eller noget andet, selvom hun ellers var emotionelt anlagt – noget han havde været tiltrukket af, da de var nyforelskede.
Han undrede sig. Uroen spirede og begyndte at give jagende stik. Det var som om den var et selvstændigt levende væsen, der spjættede af og til.

Dernæst fortalte han sin fader og broder om pensionen.
” har du alderen til det ? , lød det tilbage i et tonefald, der mindede funktionæren om de bugtalere, han som barn kendte fra det omrejsende cirkus. Dengang var han bange for bugtalernes dukker, fordi de virkede grænseoverskridende og afvigende i deres adfærd – i skarp kontrast til dukkeførernes korrekte opførsel.

Spjættene i indvoldene var blevet hypppigere, optrådte flere steder, og fik ham nogle gange til at tænke på det som et selvstændigt væsen med lemmer.

I de følgende dage omtalte han “sagen” for kolleger, venner og bekendte.
” har du alderen til det ? “, replicerede de alle.
Den påfaldende måde, hvorpå de alle tænkte og svarede så ens, gav voldsomme spjæt igennem funktionærens krop.

En dag kom funktionærens søn grædende hjem fra skolen, og fortalte af hans klassekammerater havde drillet ham og sagt at hans far var “arbejdsløs”. Drengen havde forsøgt at stoppe de andre, og var endt i slagsmål – indtil en lærer greb ind, og gav drengen hele skylden for optrinnet. Funktionæren slog det hen og bagatelliserede hændelsen. Nok mest for at beskytte sig selv – og ud fra en antagelse om at det kunne virke dulmende – men det ramte alligevel sønnen, som tavst trak sig.

Han begyndte at drømme om den ulmende uro, der spirede, og samlede sig som et levende væsen.
De første mareridt havde meldt sig. Han drømte at der boede en trædukke i ham, med sin helt egen livsvilje. I mareridtene forsøgte han at flygte. Når han erkendte at det ikke kunne lade sig gøre, forsøgte han at tilpasse sig trædukken, som aldrig smilede, men kunne fare op i den mindste anledning.
Når noget tog ved trædukken, måtte han bare følge med så godt han kunne og tilpasse sig, for at det ikke skulle blive værre.

Funktionæren måtte indimellem ryste det hele af sig, og flygtede da ind i leg med sin søn – dér kunne de glemme sig selv. Men en dag, midt i legen, udbrød drengen irriteret:
” du laver heller ikke noget, du sidder bare og skriver… “.
Funktionæren kom halvt i fravær til at gøre sætningen færdig :  ” … istedet for at gå på arbejde, ligesom alle de andre fædre … ” 
” øh, ja … hvor vidste du det fra ? … “.
Sønnen så overrasket og forlegent på sin far. Deres blik strejfede flygtigt hinanden. De slog det omgående ned. Stilheden var lammende. Noget gjorde ondt et uvant sted, på en ubestemmelig måde.

Funktionæren trak sig mere og mere, og var efterhånden bange for at nogen skulle opdage hans nye status som pensionist. Det var generelt ildeset, at man var sund og rask når man gik på pension. Ingen sagde noget – men det hang i luften som en anklage. Det var socialt uacceptabelt, og han følte sig ugleset.

Naboerne begyndte at undgå ham. Deres tavshed og vigende blikke larmede højt i hovedet på funktionæren. “Tinnitus”, sagde han undskyldende, når stemmerne overvældede ham. Det var som om barndommens bugtalerdukker blev levende og voksede frem, både i vågen og drømmende tilstand. Både i ham og omkring ham. De skar mere og mere igennem med deres skingre stemmer.
Selv når han var i banal samtale med de nærmeste kunne dukkernes stemmer være så høje, at han næsten ikke kunne høre hvad andre sagde. Med tiden blev det sværere at koncentrere sig om selv det mest banale.

Han begyndte at undgå naboer – prøvede at undgå vante ruter hvor han risikerede at møde andre, med deres tavse og talende blikke. Da folk også begyndte at bære masker, oplevede han at deres blikke blev endnu mere pågående. 

Selvom de ikke længere talte og direkte konfronterede ham med spørgsmålet, ” har du alderen til det ? ” , begyndte uroen også at flytte jorden under hans fødder. Højhusene begyndte at svaje frem og tilbage som som træer i storm. Han blev svimmel når han så op. Han syntes at folk omkring ham begyndte at ligne bugtalerdukker, der havde vristet sig fri af deres dukkeførere, og ikke længere kunne kontrolleres. Selvom han ikke kunne se deres ansigter, voksede deres stemmer.

Det sled på funktionæren, og han følte sig til sidst presset til at opfinde et alibi – et fiktivt arbejde – så han kunne svare afværgende for sig eller uopfordret selv bringe det op en sjælden gang i præventivt øjemed. Han mente, at ved at omtale sig selv som forfatter, kunne genvinde den sikkerhed han havde følt med manuskripterne låst inde i nederste skuffe på kontoret.

Opmuntret over sin plan, fandt han atter modet til konfrontation med andre. Men stor var overraskelsen, når han indledte nye samtaler. Folk begyndte at spørge : 
” kan man leve af det ? “.
Den påfaldende måde, hvorpå de alle tænkte og svarede så ens, rystede funktionæren, som til stadighed trak sig mere tilbage.

Jo mere ude af syne han var, jo mere efterlod han sig en legende af ubesvarede spørgsmål, som andre hemmeligt hviskende delte med kolleger eller plagede deres børn med, for at de ikke selv skulle flyve bort fra dem. Også konen begyndte at knytte sønnen mere til sig. Hun betroede sig hviskende til drengen, mens hendes blik så hemmelighedsfuldt smilende på funktionæren. Han ville ikke give sig hen til falske forhåbninger. Man kunne jo ikke med sikkerhed vide om konens blik var udtryk for kærlighed eller bebrejdelse. Kun smerten i blikket følte han sig sikker på.

I funktionærens efterladte papirer fandt man et par udkast til selvangivelser.
Under punktet : ” særlige forhold “, stod følgende ureglementerede notits :

 

Type : P 

uden fortid – uden fremtid
fængslet i et forhalet øjeblik,
i et rum uden rum,
med et ur uden visere
og en lammet forstand,

– kort sagt : “dum”

du har ingen alder,
du tæller ikke før du kan udnyttes
og ikke efter, at du er slidt op,
i mellemtiden tæller du kun ned,
og har ikke tid,
– for tiden tilhører os
( “majestætisk pluralis” )
og følger underdanigt pengene
( “majestætisk pluralis” )

Vores interesse og omsorg for dig
rækker ikke længere
end til beskyttelsen og opretholdelsen
af vores aktiviteter
– og hvis du udtrykker
ønsker eller drømme
om kald, virke eller trang til  frihed,
samt udviser tegn på selvstændigt liv
og evnen til at tænke uafhængigt…
– spørger vi ledende :
( med svaret indbygget, som skjult dekret )
” har du alderen til det ? “

( signeret : Type P/CPR 21 12 00 xxxx/PP-No 202066 xxxx )

– samt dette notat, signeret  ” K ” 

 

mand ude af drift

hviler sig

rejser sig

 

mand i drift

rejser sig

hviler sig

 

mand

inde i varmen

ude i kulden

–  inde eller ude af sig selv

 

Dødsborydderen trak skufferne i skrivebordet ud og lod fingrene løbe hurtigt gennem indholdet med drevent instinkt. Hans fingre havde øje for detaljer og reagerede hurtigere end hovedet kunne tænke. Han stoppede ved notitsen, og viste det til makkeren med bemærkningen:
” du skriver jo også … er det noget for dig ? “.
” Jeg er allerede druknet “, svarede den svedende makker. Han så frem til at rydningen var kørt bort, så han kunne komme væk inden den afdødes efterladenskaber blev for levende og trængte sig for meget på.

Trædukkerne sad i marskandiserens udstillingsvinduer i lange tider. Ingen ville eje dem. Marskandiseren, som ikke havde nænnet at smide det veludførte håndværk ud, mærkede med tiden hvordan et indre ubehag voksede i ham. Han var helt lettet da konen, som hjalp til i butikken, tog initiativ til at smide dem ud. Med en ubestemmelig irritation så han klunserne kredse om affaldscontaineren, og forsøgte at jage dem væk. Han undte dem gerne det daglige udkomme; men nogle ting burde ikke genanvendes, med risiko for at ligge andre til last – sådan som han selv lige havde oplevet det. Dagen efter var trædukkerne var væk. Han stirrede længe foruroliget ned i containeren, og håbede at det ikke var sandt. Han brugte sin drevne erfaring til at rive sig selv fri af den ubehagelige tilstand som havde grebet ham – gik ind til sin kone og tog hende om livet. ” jeg trænger til et kram – hvad skulle jeg gøre uden dig ? “

 

 

 

Efterskrift :



Kære Læser.

De involverede ønsker fred for denne historie. Den er smitsom, og turnerer som et rejsende cirkus, der opsøger dig – udfolder og rejser sit telt – og som en bevinget drage trækker dine børn væk, når de leger mellem bardunerne og forsøger at trække pløkkerne op.

På vegne af det tavse flertal.
                  
                – O –