BOGEN

 

 

 

Eventyr om bogens spirende barndom  i verdenstræet

– og videre udvikling frem mod sin egen fuldkommenhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forhistorie :  


Bøger gror frem i verden  
selv på de ødeste steder,  

det er vel derfor  
særligt hungrende sjæle søger ørkenen.  

Frøene bæres af vinden derhen,  
men dér finder de ikke ro  
før et åbent og frit sind søger  
og giver bund til at gro,  

og drages dernæst omsorg,  
kan en bog snart spire  
og som et træ  
skyde sig dybt ned i jorden,  
og rejse sig, fuld af længsel og drømme,  
mod himlen med udstrakte grene og blade.  

Bogen bliver ikke kun på stedet,  
men spreder sig  
eftersom frø og blade drømmer om at flyve,  
og drømmen bliver virkelighed  
ikke hvis, men når det stormer op.  

Der er intet at frygte,
intet andet
end at lade det ske,

stormens raseri
vil gøre arbejdet.





Bogen og Træet :


Fra urhavet
vandrede træet i land.
På træet sad bogens blade som friske skud,
som endnu ikke var sprunget ud.

Siden kom mennesket

Bøgerne hang alle-
rede i træet
som den tunge frugt,
og var selv faldet,
hvis manden og kvinden
ikke nyfigent selv
var begyndt at plukke og blade

endnu stod intet skrevet
og ingen kunne læse og skrive.




Bogens barndom :


Den første bog var skrevet
af en ukendt forfatter
på et sprog
som ingen mere kan forstå

Barnet tog den til sig i leg,
– bladrede den igennem med nassede fingre,
der efterlod nye mærker og tegn.
Barnet bøjede bogens blade som en vifte,
trak tommelfingeren langsomt til sig 
og slap dem fri som propelblade på fantasiens flyver.
En svagt kildende vind af duftende ånd fra bogen
nåede barnets fintfølende næsebor.

Bogen blev inhaleret,
fortryllende og narkotisk stimulerende,
uden intellektuelle filtre,
uden at kunne læse og skrive.

Barnet lod fingrene sidde i klemme mellem siderne
i den halvt lukkede bog – som et godt håndtryk.

Sådan lærte bogen og barnet tidligt hinanden at kende.




Bogens udvikling – modsætningernes fuldkommenhed :



Bogen om alting

var skrevet i to bind,
som var så forskellige
at ingen kunne gennemskue
hvad de havde med hinanden at gøre.

Så snart folk havde læst det ene bind,
søgte de det andet,
eller omvendt,
i trangen efter fuldkommenhed

og sådan blev det ved.



Bogen om ingenting

Mange troede
det var en fejl eller et fejltryk,
når deres blik mødte disse ubeskrevne blade,
hvor der stod
ingenting

Ganske vist forstod læserne det ikke,
men opdagede ikke
at der ikke var noget at forstå.

Børnene
fandt snart ud af
at bladene kunne forestille alt,
og billeder tegn og ord
sprang frem på de ubeskrevne blade,
som spirer fra jord.

De døve og blinde fangede latteren
når deres fingre modstandsfrit
løb henover de ubeskrevne blade
med en kildende fornemmelse.



Efterskrift :

Her kunne bogens udvikling være stoppet,
men træerne voksede til uendelige skove,
og bøgerne samledes i uoverskuelige bibioteker.
Når mennesket indimellem tørstede efter kilderne,
søgte de enten skovens eller bibliotekets ophøjede ro.
Selvom viden efterhånden fløj rundt i luften, som løsslupne djævle,
savnede de fleste at holde en bog i hånden, som en gammel ven.
Bogens død – og skovens – var ofte blevet spået,
men mennesket er som et træ, med rødder og krone,
at rive alt op med rode, har ingen endnu formået.