Epistel,  Essay,  Portrait

CARPE DIEM # 2 – mellemrum i tonernes og billedernes verden

 

 

Mellemrum i tonernes og billedernes verden

 

 

 

 

 

Anne Øland, Hellerup, 2000 

 

 

 

 

Jeg fulgte Anne Øland tæt mens hun indstuderede og indspillede alle Beethovens klaversonater i slutningen af 90erne – frem til ca 2002.

Der opstod undervejs en uudtømmelig kilde af vigtige motiver som “transskriberede” musikken til  “billedernes stumme sprog”.

Billedet er fra hjemmet i Hellerup,  hvor hun tager en dyb indånding ved den åbne dør til haven i en pause mellem sonatesatserne. I pausens magiske stilhed fortættes stemningen, indtil den falder som morgendug og gennemvæder alt.

Al tings mellemrum, musikkens pauseringer, Beethovens indre musik afskærmet af døvhed mod den fysiske verden. Han havde arbejdsro i en støjende verden, og fred for musikkens egen organiserede støj. Fra denne mellemposition kom en endnu stærkere, klar og gennemtrængende musik – hans musikalske testamente for eftertiden.

*

Pludselig er pausen med al dens tilbageholdte ånde og magi forduftet, som dug for morgensolen. Øjeblikkets evighed er nu kun fastholdt erindringen og billedets vægtløse forfinede og detaljerede spindelvæv. Anne går igang.

Piano og musiker er boltet til gulv og stol, trækket i strengene er over 20 tons, kroppen er spændt som en bue – så udløses kroppen som en fjeder, fingre slipper som pile løs og rammer tangenterne med dødbringende præcision. Fotografen løsner grebet om kameraet, giver slip på fokus, og opdager uskarphedens egen poetiske evne til at portrættere Anne mere som hun er… som mere end hun er (?) : en fysisk stærk og virtuos pianist med et sikkert instinkt, fysisk og motorisk smidig, vibrerende følsom og sfærisk vægtløs, altid et sted mellem den fysiske og åndelige/spirituelle verden.

Hun er så levende – i krop og piano,  i  pianokrop toner og musik, i Beethoven og ånd – i erindring og i mig.

Dette billede er ikke blot forsiden til een af hendes indspilninger, eller et udvidet personligt dagbogsnotat – men noget der lever videre, efter tonernes klang, rytmefast i hjertets metronom, vævet sammen med sjæl/bevidsthed som rækker langt udover egoets begrænsning.

 

*

 

En dag var Anne ved at indstudere opus 111. Mens hun arbejdede sig igennem dette usædvanlige og krævende værk, kredsede jeg rundt om pianoet på alle sider og måder – over, under og igennem – alt det som ikke er muligt under offentlige koncerter. Kameraet dansede med sin egen intuition og vilje frit rundt, og jeg fulgte med så godt jeg kunne. Musikken var et jordskælv som satte hus, piano, kamera og alt i bevægelse.

Der var i værkets eget væsen, såvel som i situationen, noget lovløst og fanden-i-voldsk. Kaskader af hammerslag ramte de hårdt spændte strenge så det vibrerede helt ud i de fjerneste afkroge af det røde hus. Komponistens blod af flydende blæk og noder under musikkens, åndens og håndens flyvende fjerpen, størknet i sin helstøbte form på nodepapir, begyndte atter at flyde som iltert blod gennem levende kød knogler elfenben fingre og tangenter, og bankede pulsende liv i pianoets tunge krop. Fotografens film blev trukket gennem kameraet, perforeret og fremført af sindrige og snurrende tandhjul, motiverne blev vendt på hovedet, lys negativeret til en kemisk sværte, og endelig fremkaldt som “mekaniske pianoruller” – som musikkens ekko i stumme billeder.  

Da blodet atter faldt til ro og musikken forstummede, var der en stemning af fuldstændig forløsning.  Spændingen var udløst, og efterlod et bølgende hav af hjertelig og befriende latter og efterdønninger der kammede over af gråd og tårer – men der var mere på færde end disse genkendelige følelser  – noget andet og mere som Beethoven altid var i kontakt med gennem de skiftende stemninger og rigt varierede værker.

 

På Beethovens tid oplevede publikum hans musik som grænseoverskridende – man talte om “de gale værker” – idag er disse blevet institutioner, som ingen stiller spørgsmålstegn ved.

 

 

 

 

 

 

 

Vil man lære Anne Øland nærmere at kende så lyt til hendes fortolkninger af Carl Nielsen.
Det er en ren kærlighedsaffære hvor alt forenes i musikken.

 

 

 

 

 

2 kommentarer

Skriv et svar