Stæresfæren

 

”  i Ribe sad et geni, som en mus og peb,
i klemme mellem forfængelige præster, krager og piber fra kirkeorglet  
– der var en ubrudt forbindelse mellem hans knirkende rygrad og de gamle egeplanker i pulpituret,  
mellem hans panderynker bag hornbrillerne, de gennemborende pupiller, 
og træårernes fortættede måde at omslutte gennemtrængende knaster på,  
mellem stæreflokkenes symfoniske dans i aftensol  
og de sfæriske partiturers myldrende nodeflokke,  
mellem fuglenes vibrerende vingeslag  
og violinernes tremoli,  
mellem fugleflokkenes figurative og tematiske formationer  
og musikkens holistiske temaer og harmoniske klange.  
Landsmænd fra andre landsdele forstod ikke et pluk  
og drog ofte et bedrevidende og overbærende suk.  
De mente de var dannede og kunne tænke   
som de bedst havde lært,  
og kendte man den gode smag  
så var det jo ikke så svært  “

 

 

 

 

   

Sønderjylland   –   Stæreflokke og Sfærisk Musik   –   Sort Sol

 

 

*

 

 

” Da jeg stod og betragtede stæreflokkene mod aftenhimlen, og for mit indre øre lyttede til Sfærernes Musik med partiturerne foran mig, sammensmeltede det hele til et glødende sværd, som kløvede horisonten og åbnede for højere sfærers himmelske skød “

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er en overvældende forbindelse mellem Stæreflokke ( “Sort Sol” )  og Sfærernes Musik – både i deres respektive natur og egenart, såvel som i det musikalske og visuelle udtryk, som i de samme bevægelser og mønstre – det er sjældent at opleve så udstrakt en sammensmeltning af alle sanser og perceptioner.
Det høres ud i de næsten udpenslede detaljer, i ligheden mellem stærenes hurtige vingeslag og violinernes tremoli, eller når den statisk vibrerende bevægelse hos stære og musikinstrumenter pludselig antager klang, form og tema og umiddelbart derefter atter opløses og samles på nye måder… forvandlinger følger forvandlinger … uforudsigeligt og magisk.

I australsk tankegang sammensmelter sange, billeder og land –  sange kan aflæses som landkort, eller aflyttes og udskrives som billeder, billeder kan aflæses som landkort, eller læses som partiturer for sange og linier, songlines. Vandrende aboriginals stødte på hinanden, satte sig omkring bålet, og byttede drømme og sange – gennem deling voksede åbent land under deres fødder. De vandt landet igennem samarbejde, istedet for at tabe det i strid. Det skabte en fredelig kontinuitet igennem mere end 60 000 år – med stabilitet og balance for både natur og samfund – den længste kontinuitet, set på denne planet, så vidt vides …

I kvantefysik hænger alt sammen – et kosmisk superliquid fluidum, hvor alt bølger i frekvenser, amplituder og vinkelretninger – og hvor intet fast og endeligt eksisterer – kun et kontinuum af forandringers equillibrium, midlertidigt antagne former i konstant vekslen mellem opbygning og nedbrydning …

 

 

 

*

 

 

 

 

SØNDERJYLLAND :

 

 

Land er ikke land
hav er ikke hav,
banker uden penge
men sand bevokset af perler,
forseglet og bevogtet af muslinger
hemmeligheder, lukket som østers
østers gemt i vesters-
hav, som ingen ejer
uden fiskelejer,
men åben for den der går på vandet
og synker i sandet.
 
vindens susen
hæver sig over diget og slusen,
fugle, klatter som noder
på himlens symfoniske ark,
samles i flok til sfærernes musik,
forvandler sig konstant og vrider sig
som tiden og vandet atter fri

der er grænser for grænser,
ingen nationer gider vogte eller markere
eller være fjender,
for i deres væsen
er de eet folk uden grænser,
gode naboer, familie og venner

alt flyder sammen
og går over alle bredder,
selv tanken slipper fri
og går over enhver forstand
 
i Ribe sad et geni, som en mus og peb,
i klemme mellem forfængelige præster, krager og piber fra kirkeorglet,
– der var en ubrudt forbindelse mellem hans knirkende rygrad
og de gamle egeplanker i pulpituret,
mellem hans panderynker bag hornbrillerne, de gennemborende pupiller,
og træårerernes fortættede måde at omslutte gennemtrængende knaster på,
mellem stæreflokkenes symfoniske dans i aftensol
og de sfæriske partiturers myldrende nodeflokke,
mellem fuglenes vibrerende vingeslag
og violinernes tremoli,
mellem fugleflokkenes figurative og tematiske formationer
og musikkens holistiske temaer og harmoniske klange.
Landsmænd fra andre landsdele forstod ikke et pluk
og drog ofte et bedrevidende og overbærende suk,
de mente de var dannede og kunne tænke
som de bedst havde lært,
og kendte man den gode smag
så var det jo ikke så svært,
 
den frie tanke kendte de ikke

men een af tidens toneangivende komponister, Ligeti * 
slog længe efter vejen forbi,
fandt partituret og udbrød :
” jeg er en epigon af denne mand,
hvis eksistens jeg hidtil ikke har kendt …
han er et geni, forud for sin tid “

– og hvad tid angår, eksisterer den som tidevand
som trækker sig frem og tilbage i konstant bevægelse,
og vrider sig fri af vadestedet,
fyldes og tømmes,
mættes og drænes.
Selv himlen vrider sig fri af land,
hæver sig over enhver forstand,
og hviler i vinden og bevægelsen
i en slags himmelsk fred.
 
Siden dengang synes alle at det lokale geni
nu er blandt landets største,
” det er lige ti´… “, som man nu siger,
så det er svært at høre om der tænkes
på det sent anerkendte lokale geni
eller man repeterer Ligeti.
 
– og hvad tanken angår blandt deslige,
så er den stadig bevogtet
og lukket som en østers
– tilsyneladende ikke fri,
men lur mig, om ikke med en perle skjult indeni …

 

 

 

 

 

* György Ligeti :  ungarsk komponist ( 1923-2006 )

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da György Ligeti blev præsenteret for Rued Langgards “Sfærernes Musik”, udbrød han i overraskelse :      ” Jeg er en epigon af Rued Langgaard ! ”  . Historien fortælles her af Per Nørgaard ( som var ” mere end ” tilstede, da Ligetis udtalelse faldt )

 

 

 

 

 

 

 

 

Sfærernes Musik med partitur kan opleves her :

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rued Langgaard bevægede sig sfærisk og vægtløs gennem Ribes smalle gader, iført kappe og stor hat. På afstand lignede hans skarpe silhouet noder fortættet som fugleflokke i sort sol. Under den store hat sad de udborende sorte øjne omkranset af hornbriller og langt vildt hår. Børnene teede sig som vilde køtere, snappede efter det udskilte geni fra flokken, og glammede i kor :

”  Rued Langhår –  Rued Langhår  “