Essay

Voksende ventesale

 

 

 

 

Københavns Hovedbanegård
( Arkitekt : Nyrup )

 

 

 

 

 

Han valgte at gå – jo mere han så, jo bedre kunne han forstå. Undervejs afviste han forbipasserende muligheder for hurtige genveje, som ofte virkede påtrængende når de skiltede med sig selv. Han tilsidesatte diskret advarsler om blinde veje og undersøgte forholdene selv. Han fandt altid en vej. Ofte stoppede han op – for at dvæle ved øjeblikkets glimt af noget større – eller for at tage en detalje i nærmere øjesyn og sætte den i kontekst – og gå videre, i videre forstand. Det var gået godt hidtil. Undervejs havde det udfoldet sig, både som alt hvad han havde drømt om – og mere end det – alt det han aldrig havde drømt om. Åbenhed undervejs havde betydet alt – og det ville ikke have hjulpet ham at kende til de nærmere omstændigheder forude. Han var undervejs, mellem tid og rum, og kunne først tage bestik af situationen når han ankom. Foran ham lå den næste station. Efterhånden som han nærmede sig skærpedes opmærksomheden for at vejre om der rørte sig noget ude på kanten af horisonten – måske kunne han opfange silhouetten af en togstamme eller ekkoet af et brøl i det fjerne. Men skovens stammer holdt stand, løvet skærmede, fuglenes sang og vindens susen gennem trækronerne overdøvede ethvert brøl i det fjerne, eller i det mindste en kosmisk baggrundshvisken – alt åndede ham intenst nærværende i ansigtet lige til det sidste. På stationen tog han bestik af situationen – tidligere tog var forlængst afgået, og gav ingen anledning til ærgrelse – og der var overraskende lang tid til næste afgang. Rejsen var fuldbyrdet – han var mæt af indtryk og afklaret. Ventesalen var tom. Da han trådte ind begyndte rummet umærkeligt at vokse. Det åbnede sig og opslugte ham, og kastede ham ud i et hav af endnu mere tid og rum – en følelse som han erindrede sig fra barndommen, når han var hos bedsteforældrene. Han vidste at han kunne drukne, men havde lært at svømme. Han overvejede om han kunne gentage turen, delvist, eller tilføje en ekstra strækning af en vis betydning, og således forlænge oplevelsen, men mærkede at det kun ville svække intensiteten. Tilstanden begyndte at krakelere, og i de voksende revner trådte følelsen af tomhed ud af væggene som lugten af salpeter. Den efterfulgtes af en tvivl, som med en egen vilje trængte sig på – kunne han bare være, i sin egen væren, på denne oversete kosmiske og voksende lokalitet ? Han lod blikket løbe rundt i den tomme ventesal, halvt på flugt halvt nysgerrigt, undredes over loftshøjden, som han ellers kun kendte fra antikkens templer – og undredes over alle de tomme pladser han kunne vælge imellem. Normalt var alt optaget, og plads generelt et problem. Med umærkelig skuffelse ville han helst være fri for at vælge, fri for det hele, fri for sig selv, bare fri – hvadend det måtte betyde. Ventesalen voksede stadig. Han så udover gulvets skiveskårne, spejlvendte og polerede fliser, lavet af gammel havbund, fuld af fossiler – søgte sit spejbillede under fødderne, på noget der var tyndt som vandoverfladen – og lod øjnene svømme ud i et blikstille hav af mønstre og væsner, nogle døde andre levende, af og til ansigter af kendte eller ukendte. Han mærkede mætheden fra rejsen bundfælde sig som træthed – og afsøgte muligheden at lægge sig. Han udvalgte til sidst et hvilested, stævnede ud som et skib, og lod blikket indfanges i  hvælvet. Han undersøgte loftet, der som et sejl var udspændt mellem himmel og hav. Endelig gav han efter med en lang udånding – der rejste sig en vind, som satte ham i bevægelse, med sejl og kurs efter ukendte kort over himmel og hav. Han gav slip på tid og sted, gav slip på alt, lukkede øjnene, og tænkte :  alt findes i  en ventesal, selv i en ventesal.

Larmen fra det ankomne tog vækkede ham i sidste øjeblik – han var atter vågen og klar   –  afgang !

En flue, som på intet tidspunkt havde blinket trods alle sine mange øjne, sad tilbage i ventesalen efter toget var kørt. Dens lille hjerte var næsten usynligt, rækkevidden af dens forstand kendte ingen, end ikke den selv. Dens mange øjne kunne se mere end de fleste – og den havde overværet mere end de som kortvarigt opholdt sig i ventesalen. Uden at blinke eller dreje blikket iagttog den flisegulvet, væggene, loftshvælvet, de gabende tomme bænke, den blundende, den rejsende både før ankomst og efter afgang – alt var der, al tid og rum, alle levende og døde væsner, kendte og ukendte – og den havde stadig flere øjne til overs, som så meget andet og mere. Fluen summede, opsummerede, og summede videre. Det eneste der havde bevæget sig var den stationæres fjerne blik bag lukkede øjne – et forbipasserende tog fuld af fartblinde passagerer, fastlåst på andre stationære mål – og den måde hvorpå tomheden i en voksende ventesal kan virke så bevægende.

 

 

*

 

 

” ... om man i København tager til arbejdet med S-tog, eller i junglen rider til dagens job på en tiger, gør ingen forskel … ( ) … det er kun vor billedverden, vort vanesæt, der er forskelligt. Konsekvensen af at rejse meget og besøge mange folkeslag må nødvendigvis munde ud i erkendelsen af, at det er ligegyldigt hvor man er. Den portion af samarbejde, udnyttelse, had og kærlighed, der udgør vores daglige liv, kan man lige så godt finde i en eller anden by i Indien, som i Danmark. Det vigtigste er at lære sig selv at kende ... “

 

Etnograf  Werner Jacobsen, ca 1965.

 

 

 

 

 

 

2 kommentarer

  • K

    Voksende ventesale er et usædvanligt værk, gang på gang går jeg frem og tilbage i ventesalen for at finde gangen, den rigtige gang, gangen ud og ind af en labyrint, udgangen indgangen, en anden gang.

Skriv et svar