KOM IGEN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter et langt liv sammen, sagde manden en dag : ” Jeg tror ikke på noget efter døden “.  ” Jeg bliver født som en due “, svarede kvinden. ” Kom igen… “, sagde de i munden på hinanden, som folk der har levet længe sammen ofte gør. I den overraskende stilhed der fulgte mødtes deres blikke – og uden at blinke brød de ud i latter og omfavnede hinanden – et øjeblik forbundet med hele verden, al tid og rum. “Du er min due”, hviskede han i hendes øre. Hun trak vejret dybt, og et blidt suk kom fra hendes bryst.

Kvinden døde. En due begyndte at komme forbi og sætte sig på terrassen hver dag. Den var nysgerrig og tillidsfuld, og tiltrak mandens opmærksomhed med sin kurren. Manden blev optaget af den. Efterhånden som de vænnede sig til hinanden, lod duen ham gøre hvad han ville, undtagen at røre. Hver gang han forsøgte, trak den sig – men kom igen. Han gav duen alt hvad den havde brug for. Hver gang han fandt på noget nyt, som den accepterede, blev han fyldt af en ukendt og voksende følelse.

Manden vidste ikke hvad han skulle tro:  ” Jeg kan ikke regne det ud “, mumlede han indimellem og kløede sig eftertænksomt bag øret. Duen kurrede og pudsede sine fjer. De så på hinanden uden at blinke  –  ” Kom igen… “  –  Manden smilede genert, og bukkede usikkert. Duen strakte hals, bøjede hovedet, og fulgte ham opmærksomt – som om den nejede.

 

Den der blinker er bange for døden

Kom igen