Hymnia,  Poema,  Utopia

UTOPIA – første skridt mod en større virkelighed

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

tiden flyder
uret smelter og går i stå
tænk hvis  u-ret  “ går i stå ”,
og tid, rum & mennesker sættes fri
fri for grænser og dissektion af skarpslebne timevisere
der som roterende sværd snitter horisonten døgnet rundt
udpeger og rammer alle i kapløb med tiden – og lader hovederne falde
på et sølvfad, skåret i urskiver, timeligt minutiøst sekundært …

 

tænk hvis tiden ikke eksisterer
og Einstein kun er “ein stein in der Schuhe”,
skoen som ikke passer,
eller som Inka “Katinka” der erkender
at al tid eksisterer samtidig
–  fortid  nutid  fremtid  –
og at de valg du træffer her og nu
omælter betydningen fortid nutid og fremtid

 

fravristet tidens spændetrøje
tøver lyset ikke længere,
rummets bagdøre åbnes,
nøgler passer ind i sorte huller,
selv konger går igennem ormes maver,
– du kan øjeblikkeligt, blot med øjets blik,
rumme hele kosmos, erkende hvadsomhelst,
beslutte og handle derpå
– du behøver ikke engang at forstå,
din intuition ved allerede
med blind præcision
hvad du siden måske vil forstå
og skrive doktorafhandlinger om.

 

tænk hvis kosmos
er en symfoni af bølger
toner og musik, uden fast stof og form,
tænk hvis det atomare er stående bølger = toner
og grundstoffer er harmonier og flerklange
molekyler er instrumenterne
og de levende væsner stemmernes mangfoldighed
biotoper og samfund er kor, små og store
og samfundenes infrastrukturer er livets arkitektoniske rammer, resonans og klangbund,
tænk hvis folkeslag og lande er fædrelandssange, sunget af børn og gamle, unisont
små lande… store lande… små folk… store folk…
kontinenter og planeter
sole og planeter … solo, duo, trio kvartet, kvintet … oktet
flere sol-&-planet-systemer – sammensatte kvartetter = oktetter ( Hilding Rosenberg )
galakser hele symfonier, med dans og koreografi
clusters – symfoniers symfonier
universets yderste kant – eventhorizon – orkestret
der samles og stemmer instrumenterne inden koncerten …

 

 

… en mødding er en rose er en mand er en kvinde er en dans er liv …  galakse er en galakse er clusters er clusters er superclusters er universet er multiverses … vers efter vers … en hymne af en ukendt mester …

 

 

hvorfor er musikken skøn
hvorfor er alt hvad der er væsentligt smukt ?
fordi det er dybt logisk og rationelt
gennemredt og sammenhængende
vævet af tråde og toner som et bølgende tæppe
vibrerende som en membran af bølger og interferensmønstre
– som et flyvende tæppe fra østens eventyrlige verden
som når 2 forelsker sig
og sammenvævet væver videre på selve selvet, livet vil livet
i dans og takt med universets udvidelse…
ikke som et “big bang”, men som big bang
ikke som et brag, men som et evigt knald …
ikke som et brøl af angst og frygt, men som et latterbrøl…
ikke som sorgens tårer, men som lattertårer …
ikke som død og kraniet med blottet tandrække, men som det evige smil …
ikke to be or not to be, men to be forever more… more… more…

..

.

.

 

 

.

 

 

                                                       ………………………       .

 

 

 

 

 

 

Mennesker som levende byggestene

 

 

I  ” Frihedens øjeblik ” af den danske forfatter Lars Muhl, findes flg.  sekvens :

 

 

 

forsoning i stedet for straf

udfordring i stedet for norm

medfølelse i stedet for kynisme

nærvær i stedet for distance

humor i stedet for sarkasme

organisk i stedet for mekanisk

dynamisk i stedet for statisk

universel i stedet for national

generøsitet i stedet for grådighed

altruisme i stedet for egoisme

oplysning i stedet for eskapisme

bevidstgørelse i stedet for bedøvelse

samarbejde i stedet for konkurrence

hjertets visdom i stedet for kunstig intelligens

klar og kærlig i stedet for kold og kynisk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Øjet hviler på store afstande
og ser bedst når det er lukket

  uden at blinke

 

når det er åbent
samles alt i et øjeblik
al tid al ting og alle steder

  uden at blinke

 

øjet ser åbent og stift
døden i øjnene

  uden at blinke

 

en sort stjerne fødes
som suger alt lys

  uden at blinke

 

hvor tæt på kan man komme

  uden at blinke

 

hvor meget kan man få i øjet

  uden at blinke

 

hvor længe kan man blive ved

  uden at blinke

 

en flue lander på mit øje

– uden at blinke

 

når vi ser hinanden i øjnene
ændrer det alt

  uden at blinke

 

jeg må gøre noget

  uden at blinke

 

 

 

 

 

Abildgaards Artemis, gennemskuet af en flue  ?

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 DET

 

 .

Hvad er det “guddommelige”– andet end et ord for alt det vi ikke ved (?), de 95% af alt hvad der eksisterer i universet.  ( Det vi samlet ved udgør skønsmæssigt 5% af alt eksisterende)

Hvad har det guddommelige og “det tomme verdensrum” tilfælles ? – At det meste, og det væsentligste, er usynligt/ukendt. 

– det såkaldte “tomme rum” er spækket med de usynlige 95% af universets energi – i modsætning til stjernernes og planeternes synlige andel på 5% af universets energi  ( som iøvrigt er skabt/ekstraheret ud fra den usynlige energi )

– 95% af vor planets samlede CO2-kredsløb gennemløber ( uafhængigt af menneskene ) naturens utallige kredsløb – i modsætning til det aktuelle fokus på menneskeskabt CO2, som kun udgør ca 5%. 

 

 

Drivhusgassen, vanddamp, som udgør ca 5% i atmosfæren, dækker hele solens indstrålingsspektrum ( CO2 udgør ca 0.04% i atmosfæren, dækker kun 3 smalle dele af solens samlede indstrålingsspektrum ) – hvis alle relevante egenskaber og faktorer tages i betragtning har vanddamp ca 10 000 gange større indflydelse på “drivhuseffekten”  atmosfæriske temperaturforhold m.m. Enhver kan på egen krop mærke forskellen, når en sky ( = kondenseret vanddamp/mikrodråber ) dækker for solens indstråling. Hvem kan mærke eller på anden måde påvise effekten af CO2 i denne sammenhæng ? Til gengæld er CO2 molekylet ca dobbelt så tungt som atmosfæren, hvor vanddamp har nogenlunde samme vægt som atmosfæren. CO2 falder pga gravitation mod jorden, hvor den udgør afgørende næring for planterne. En driftig gartner indpumper ekstra CO2 i drivhuse, og opnår derved optimal plantevækst,. CO2-indholdet i drivhusene hæves til det dobbelte eller flerdobbelte, altså fra atmosfærens 0,04% til  ml 0,8-2%.  ( fra ca 400 PPM til 800-2000 PPM )

 

 

– menneskeheden er uvidende og ubekendt med 95% af alle fænomener i universet, og har kun viden og indsigt i 5%, primært om deres egen menneskeskabte antroposofiske del af verden

– mennesket kender dårligt nok sig selv : det udnytter kun ca 15% af hjernekapaciteten ( iflg Einstein, hans pointe er at virkeligheden om os selv er større end hvad vi har gjort os bevidst, mere end at man bør hænge sig i de angivne %  af noget, som alligevel ikke kan udmåles konkret ).  85% af hjernekapaciteten er ukendt, måske et uudnyttet bevidsthedsfelt, måske aktiv underbevidsthed   😉    – måske noget helt andet.

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 Utopi  –  nyt liv

 

 

Selskabet klyngede sig tæt – som et overvintrende bistade, hvor alle samles i en tæt klump for at holde varmen. Ingen ville give slip og forlade selskabet før man havde mærket noget, som ingen helt vidste hvad er – som livet på denne jord :  man får hverken lov til at blive eller forlade det, før der er elsket, kæmpet og accepteret nok –  ikke alt, men nok…

Selskabet fortsatte som et uroligt blafrende lys der trodser trækken fra utætheder – i mørket udenfor ænsede ingen at dag blev til aften. Alle trak det så længe som muligt – det hastede ikke med at møde mørket, blæsten og regnen derude.

Efterhånden som gæsterne brød op, blev det tydeligere at værten ikke kunne give slip. De sidste gæster opdagede det og ombestemte sig, halvt på vej ud af døren. I den lille kreds ændrede samtalen sig, som den ofte havde gjort det dagen igennem. Samtalen havde som altid sit eget liv, men på fåmandshånd blev den mere fortrolig. Dagen selv holdt vejret tilbage, og kunne ikke blot give sig hen til mørket, blæsten og regnen, før den havde set tegn på lys og liv. 

I talestrømmens pludselige pauser så folk tavst frem for sig, retningsløst og ubevægeligt, som om de ventede noget. Da kunne de ligne frø, fulde af hemmeligheder, gemt bag en skal som maske, uden at fortrække en mine – undtagen pantomime. Måske ventede de på at blive modne, parate…  og søgte i mellemtiden støtte og næring hos hinanden. Den ene lignede et frø der var ved at sprænges indefra af hjertets tørstende længsel – den anden lignede et indtørret og vissent frø fra en ukendt fortid med sjældne planter – og den tredie lignede et omflakkende nervøst frø, der endnu ikke havde fundet jord at slå rødder i. Alle gemte de hemmelighedsfuldt på kimen til noget.

Livet havde efterladt spor af slid og erfaring i deres ansigter – de lignede frø på bristepunktet, med skæbnesvanger tidsfrist nært forestående, enten måtte forrådnelse sætte ind eller spiring bryde igennem. 

De gamle ure i kælderbutikken var for længst gået i stå, viserne pegede i alle retninger på een gang. Før havde urene været spredt mens de pegede mod samme tid og rum – nu var de samlet og pegede i alle retninger, pegede mod ethvert tilfælde af tid og rum som havde eksisteret – nu blot en tanke, et glimt, en armslængde borte. Tilbage kun venten, tålmodigt, som frø – venten på vinden, spredningen… rejsen mod ny jord.. atter slå sig ned, slå rod… og gro … udvikle… og sætte frø… 


Måske er det vigtigt at gå i frø – at føle sig fanget, indespærret, klemt, at mærke utålmodigheden, længslen, vanviddet. Måske er der en mening i at føle sig fanget i indre modsætninger og spændinger… indtil man må briste, og sprænge den snævre, hårde skal – sprænge sig fri af sit begrænsende hylster, og endelig helt ude af sig selv, fri for sig selv… atter at kunne spire … af nyt liv…

.

 

.

.

..

.

 

 

 .

.

 

..

 

De  3  haver

 

 

1

 

Af jord skabes den sanselige og æstetiske have – strålende, duftende og forførende.
De elskende i buskadset, de legende børn, de gamle på bænkene
–   alt spirer på stubbene af de gamle væltede træer …

 

skønt er det vi ser … “

 

 

2

 

Til jord bliver tanker og ord i den eksistentialistiske og filosofiske have.
Skønåndernes vandring, blandt levende og døde,
som den vise : 
– fortiden, han kender den
– nutiden, han griber og bruger den
–   fremtiden, han foregriber den
den vise sammensmelter fortiden, nutiden og fremtiden,
uden smålig skelnen mellem liv og død,
og tager først sine beslutninger, nar han hører
fortidens, nutidens og fremtidens tale med samme stemme

videre, videre, videre…

 

”  skønnere er det vi forstår … “

 

 

3

 

Af jord opstår igen den åndelige, spirituelle og religiøse have,
hvor alt er forbundet gennem ubrydelige kredsløb
– og hvor end ikke bevidstheden og menneskets sjæl er undtagelsen fra dette universelle princip
– hvor intet er begrænset af målbarhed, viden, forstand eller noget andet kendt

– for netop det væsentlige er usynligt og ukendt…

 

”  men skønnest er det vi ikke forstår … “

 

.

.

 

 

 

.

.

.

.

.