Poema

STØVLEN SNØRER ALLE

Den støvlebærende tør ikke flytte støvlen

fra det ansigt den holder under fode

– for den der altid kommer op

i støvlens fravær,

som en spirende forårsblomst

gennem revner i asfalten,

spørger aldrig :

hvor blev støvlen

eller asfalten af ?

– og selv uden erindring

er spiren immun

og istand til at sprænge alle rammer

– og gør det

af ren og skær livsudfoldelse

 

 

Den støvlebetrådte

føler sig puttet som et spædbarn,

overvægtig under vægten,

og ordløst overbevist

om ikke at kunne rejse sig ved egen kraft,

– den første der fastholder den spæde

identificeres som mor,

– den næste der slår

identificeres som far

– den tredie der stjæler friheden

identificeres som den frelsende beskytter

som værner mod friheden,

som enhver lykkelig slave,

total afhængig og ufri,

må frygte

som angsten for det ukendte

 

 

Det er den ukomfortable hemmelighed

som alle kender eller burde kende,

om hvorfor den støvlebærende

ikke tør fjerne støvlen fra menneskets udtværede ansigt i trældom,

og hvorfor den støvlebetrådte

finder en form for komfort ved at være under støvlen, ufri,

men fri for sin angst – eller bitre fjendskab – over for friheden.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *