Piano Morte

 

 

 

 

Piano – symbol på en civilisation

 

 

 

 

 

”  musikkens veje ud af de vilde tangenter endte med at slippe alt løs  “

 

 

 

 

 

 

PIANO, musikkens konge, dette ophøjede, equillibristiske, klodsede og imperiale symbol på 500 års kolonialisme – et tonstungt symbol på Newtons premiere på tyngdekraften i “Philosophiae Naturalis Principia Mathematica” – et symbol på musikkens sfæriske og vægtløse verden – en hyldest til  skønheden, ikke instrumentet på billedet, men i videre forstand ( og hvorfor skønhed er livsvigtigt ) – og en hyldest og tilbedelse af individualismen… musikkens dominerende og ensomme geni, dette overdådige enmandsorkester…  fra narcissistens dødelige selvforelskelse til storhedsvanviddet… til den besættende og altfortærende massepsykose …

En manifestation og sammenfatning af de bedste materialer og de bedste håndværksmæssige traditioner – et testamente. Fra malmens jernramme til de kobberrøde basstrenge, fra bladlusenes sorte lak til tangenter af ibenholt og elfenben. Fra smediens glødende ovne til snedkerens aflytten af træets indre stemme. En hel verden indskrevet i et ubegrænset instrument.

En verden delt op i sort og hvidt – “Damer og Herrer i Kjole og Hvidt” – med fængslende toner og fængslede drifter på vej ud af tangenter, fastlåst i et ubøjeligt system af klasser, kaster, kategorier, kæder, kabaler, kabinetter, kalibrer, kampagner, karrousseller, kartoteker, katedraler, keruber, klamphuggere, klemmelus, kliker, klaner, klynger.. selve Johan ” Se den store Bastian” Bach indbygget som falsk stemning til, ære for egaliteten…  manisk depressivt… anorektisk bullimisk …  “boom´& ´bust”…  piano pre-cambrio… piano pioniere…  piano…  piano forte…  piano mekanissimo…  piano digitale… piano plasmo…  piano future… piano morte…

 

… fra spirende “pianissimo” … “grave” …  “largo” … “adagio” … (til opretgående) “andante” … “moderato” … “allegro” … (til accellererede/escallerede) “vivace” … “presto” … “expansivo” … “explosivo” … symbol på menneskelivet, kravle, gå, løbe … livets historie, spiring, udvikling, ekspansion… smedede og sammentømrede kvinter før kvantefysik,  hårdt spændte strenge før superstrenge, slave af Newtons mekaniske univers før det åbne elektriske kosmos…

 

En aristokrat, almægtig og afmægtig, der ikke tåler mødet med omverdenen på lige kår…

 

K   N   U   S   T   K   U   N   S   T

 

En ruin fra en afdanket fortid… et angreb på den naturlige verden, og medfølgende nederlag, hånd i hånd… knust af sit eget stivsind… og et løfte om den levende naturs sejr over en menneske(van)skabt dødskult…

 

 

 

… 2 minutters stilhed for denne civilisation, og disse billeder…

 

” Lieder ohne Worte “

 

 

 

 

” svært at overse fra landevejen – let at køre forbi... “

 

 

 

” musikkens magiske maskinrum – ved nærmere eftersyn...”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

” hvilket snedkerarbejde – lige til at gå i spåner over... “

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mus, muser og musik

 

 

Den gamle kvindelige pianist elskede stadig sit piano med uformindsket styrke, siden ungdommens stormende forelskelse. Sønnerne havde længe forsøgt at overtale hende til at begrænse sig i sin høje alder. ” jeg vil hellere undvære min seng “, svarede hun med tydelig mishag. Hun ville hellere være ved sin elskedes side, end ligge alene i den tomme seng, efter mandens bortgang.

Pianoet havde altid svaret hendes mindste vink, og fulgt hendes hurtigt skiftende sindsstemninger. Intet var for blidt eller for voldsomt, altid fulgte pianoet hende ubesværet. Derfor voksede kærligheden imellem dem med årene.

Fra tid til anden opstod uforudsigelige gennembrud, musikken indtog nye dimensioner, ofte var det pludselig hende der måtte følge med instrumentet, så godt hun kunne.

Ved en bestemt lejlighed blev hun særlig overrasket.  Da hun slog de velkendte tangenter an, svarede pianoet flerfoldigt igen. Så overvældende var det, at hun måtte knibe sig selv i armen for at forvisse sig om at hun var vågen, og at det virkelig skete. Andre havde også bemærket det, og var efterladt måbende, ude af stand til at fatte det. Hun lærte sig hurtigt ikke at lade sig mærke med det, måske iblandet en smule forfængelighed, eller hunger efter at være en del af den magi, som hun altid havde forbundet med det overlegne instrument – det ydede mere end hun selv mente at præstere.

Rygtet om den enestående og uforklarlige forbindelse mellem pianisten og pianoet bredte sig som en steppebrand. Magien tog alle med storm, og forblev en gåde.

Først efter hendes død, da sønnerne var igang med at realisere boet, blev der kastet lys over den uløste gåde.

En ung mand fik lov at overtage instrumentet. Han undersøgte det på alle leder og kanter. Det var intakt og i god form, upåklageligt – og den unge mand blev forelsket i pianoet, ligesom den afdøde havde været det.

Da den unge mand undersøgte selve kabinettet, fandt han i det ene hjørne, godt gemt under strengene, en muserede, foret med grønt og rødt filt fra strengelejer og hamre.

Musene må have taget bolig i pianoet omtrent samtidig med at den afdøde pianist havde oplevet den magiske ændring i spillet. Mens hun spillede på livet løs, havde det været en kamp for musene. På flugt mellem svingende hammerhoveder, tunge dæmpere og vibrerende strenge havde de mange musefødder grebet strengene og skabt ekstra toner imellem de tiltænkte fra pianisten. Det havde efterladt både hende og publikum med oplevelsen af toner i ukendte dimensioner, som fik musikken til at transcendere, og nå længere end pianisten, komponisten og publikum tilsammen i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig.

Da den unge mand fortalte sønnerne om sine fund, brød de til hans overraskelse ud i latter. Den ene søn forklarede : 

” … mor var bange for mus “.

 

 

 

 

 

 

*

**

*

*

*

*

**

*

*

*

 

*

**

*

*

 

*

**

*

*

 

*

**

*

*

 

 

 

 

 

Musikkens magiske mellemrum, magtens afmægtige tomhed og åndens allestedsnærværende fylde.

 

 

Pianoets historie er bred og dyb, aldrig begyndt og aldrig afsluttet.  Der var altid hylende vinde omkring det og knirkende lyde i hver fiber og åre, allerede inden træet blev fældet, tørret og bearbejdet til selve musikinstrumentet. Du må sige stop, hvis historien om dette piano bliver for sentimental, kynisk, sortlakeret glat, eller udfarende stikker for meget til noget eller nogen med de tangentformede stødtænder som villigt følger ethvert anslag, uanset af hvem og hvornår, noder eller unoder.

Af natur er pianoet i slægtskab med trærødder, elefantfødder og bladkroner dækket af lus, udvundet af underjordiske miner, udsmeltet af helvedets glødende højovne – badet i smerte forbandelser og arbejdets sved – og endelig udtrukket på bødlens torturbænk til et træk på over 20 tons – først da overdøver instrumentet alle pinsler og forvandler dem til sød musik. Hver fiber i dets krop har danset i hylende vinde og svaret ethvert kald. Dets tangenter har vandret hvileløst gennem savannen som stødtænder af elfenben, søgt overlevelse gennem føde, parat til at forsvare livet kunsten og ekstasens nødvendighed. Millioner af bladlus er poleret op til festkoncertens sortblanke ornat, hvor de øvrige gæster, ofte forfængelige og selvoptagede, spejler sig i det grandiose imperiale format. Pianoet er udråbt til musikkens konge – ikke af lethed, umiddelbarhed eller skønhed – men af rå magt og orkestral styrke, massiv tyngde og påtrængende fylde.

Pianoet er rundet af en urgammel oprindelig natur, forædlet af de kyndigste hænder og ånder, og skabt til at leve op til de højeste finkulturelle og virtuose krav. Det kan svare og gengælde mere end de fleste der erhverver sig kæmpen byder det op til, når de bejler til det med mere eller mindre virtuost håndelag. Da det altid giver lige igen, er de fleste fulde af ærefrygt og respekt, endsige en vis frygt – og er samtidig tiltrukket af dets majestætiske status.

Sådan forløber også dette pianos historie efter tilblivelsen blandt sine lige. En gullashbaron, som tjente en formue på soldaternes nød under krigen 1914-18, byggede domicilet ved det gamle fiskerleje ved Øresund, og nærede ambitioner om at blive optaget i det brillante og feterede selskab blandt de fremmeligste borgere. Han besluttede at anbringe pianoet i den centrale sal for afholdelse af selskaber. Her kunne husets egne, eller særligt inviterede gæster, demonstrere og underholde med deres musikalske evner, mens værten og dennes feterede statussymboler indirekte blev genstand for den beundren og respekt, som rigdom altid forfængeligt søger.

Store formuer holder sig kun i live ved at flytte sig, helst “flere træk foran i spillet”, hvis de vil undgå at indhentes af endnu større og mere velorganiserede formuejægere.

Gullashbaronen solgte huset inklusive pianoet, under tvang, da næste krig bragte nye herrefolk til landet. Sådan er overdragelserne sket under force majeure siden.

Den magtfulde millitariserede overklasse i prægtige uniformer indtog huset og samledes om pianoet, og afspillede den samme musik, med særlig vægt på de tyske komponister. De tidligere fedtede pølsefingre konservesdåser og fjerede hatte afløstes af mere kultiverede og præcise fingre, der altid ramte lige mellem ørerne, men som kun vanskeligt skelnede mellem med tangenter og toner – pistoler og patroner.

Formuer og krigslykke følges ad, hvad hurtigt vindes hurtigt tabes. Endnu en gang skete overdragelsen under force majeure. De nye sejrherrer overtog alt. Pianoet og andre antikke kulturgenstande begyndte at samle mere støv, da de nye historie- og identitetsløse herrer i huset dybest set intet forstod, bortset fra mere højtråbende og skraldende adfærd, som bedre kunne gengives med et tarveligt elektrisk forstærket musikanlæg, end med et fint gammelt musikinstrument skabt af århundreders traditioner.

Fra tid til anden hændte det stadig at der kom folk i huset som praktiserede pianoet og den klassiske musik. Den skønhed som med tiden mere blev opfattet som en form for luksus, som vanskeligt lod sig rationelt og materialistisk begrunde, bar på dybere hemmeligheder, som disse stadig sjældnere gæster demonstrede ved pianoet. Allerede når de første toner fra pianoet skar igennem den almindelige summen, begyndte stemningen at ændre sig. Folk blev stille og lyttede eftertænksomt. Og når musikken siden havde fuldbragt sit forehavende, opstod der ofte længere pauser, hvor der var en særlig ånd tilstede, som udviskede forskellene mellem de skiftende husværter gennem tiderne, og gav plads til en voksende følelse af en skæbnebestemt, broderlig og søsterlig samhørighed mellem alle.

Pianoet havde en central og vigtig rolle i huset, som var let at overse midt i tidernes skiftende og fremturende måde at sætte sig selv i scene på. De færreste der havde sin gang i huset i perioder opdagede det i den daglige gænge, men kom af og til senere frem til den erkendelse – det gælder også ophavet til denne tekst. Stedet ved sundet havde sit eget uanfægtede væsen, den gamle hældende kystlinie som huset lå på udmundede oprindelig i strandvolde, muslingebanker og fortidens køkkenmøddinger i tilknytning til stenalderbopladser. De store gamle træer, hvoraf nogle endnu stod solitært i husets mægtige have, var efterkommere af de træer fra den urskov som en gang havde dækket terrænet helt ned til sandstranden, hvor fiskernes skibe gennem årtusinder var blevet søsat eller trukket på land – hvor fattige jægere og fiskeres hårde og harmoniske liv med naturen og årets gang havde udspundet sig – hvor byernes og folks samling efter virke, håndværk, laug og klasse opstod – hvor siden byernes kulmination og udvisnen indefra fulgte, og udløste længslen tilbage til den mistede natur/idyl, halvt romantiseret, halvt ansporet af den benhårde ubøjelige kendsgerning, den sygdom og nedslidning som kunne mærkes på helbred og kræfter – siden fulgte udflytningen til de gamle steder, som dette ved sundet, for at slikke sårene, sunde sig og genvinde livet efter industrialiseringens sønderknusning af helbred, fysisk såvel som mentalt …  folk kom tilbage til den natur som pianoet også var skabt af …. alt dette og mere fyldte nu de eftertænksomme pauser som musikken efterlod, hvadenten folk var sig det bevidst eller ej …

Sted hus og piano var forbundet af dybere grunde end nogen umiddelbart fattede, mens dets værtsfolk udskiftedes med tiderne uden at fatte ret meget af deres egen rolle og funktion … pianoet indtog fra begyndelsen den centrale plads i festsalen, holdt stand, og gengav altid de familiære toner fra de samme værker, som udgjorde menneskenes samlede musikalske arv … det var derfor folk stadig samledes omkring pianoet, uanset hvor meget eller lidt de fattede … og det er mere sikkert at foregribe at pianoet også er her om 100 år, mens ingen ved hvem husets nye herrer vil vise sig at være, allerede imorgen …

 

 

 

 

*

 

 *

**

*

*