Piano Morte

Piano – symbol på en civilisation

” musikkens veje ud af de vilde tangenter endte med at slippe alt løs “

PIANO, musikkens konge, dette ophøjede, equillibristiske, klodsede og imperiale symbol på 500 års kolonialisme – et tonstungt symbol på Newtons premiere på tyngdekraften i “Philosophiae Naturalis Principia Mathematica” – et symbol på musikkens sfæriske og vægtløse verden – en hyldest til skønheden, ikke instrumentet på billedet, men i videre forstand ( og hvorfor skønhed er livsvigtigt ) – og en hyldest og tilbedelse af individualismen… musikkens dominerende og ensomme geni, dette overdådige enmandsorkester… fra narcissistens dødelige selvforelskelse til storhedsvanviddet… til den besættende og altfortærende massepsykose …

En manifestation og sammenfatning af de bedste materialer og de bedste håndværksmæssige traditioner – et testamente. Fra malmens jernramme til de kobberrøde basstrenge, fra bladlusenes sorte lak til tangenter af ibenholt og elfenben. Fra smediens glødende ovne til snedkerens aflytten af træets indre stemme. En hel verden indskrevet i et ubegrænset instrument.

En verden delt op i sort og hvidt – “Damer og Herrer i Kjole og Hvidt” – med fængslende toner og fængslede drifter på vej ud af tangenter, fastlåst i et ubøjeligt system af klasser, kaster, kategorier, kæder, kabaler, kabinetter, kalibrer, kampagner, karrousseller, kartoteker, katedraler, keruber, klamphuggere, klemmelus, kliker, klaner, klynger.. selve Johan ” Se den store Bastian” Bach indbygget som falsk stemning til, ære for egaliteten… manisk depressivt… anorektisk bullimisk … “boom´& ´bust”… piano pre-cambrio… piano pioniere… piano… piano forte… piano mekanissimo… piano digitale… piano plasmo… piano future… piano morte…

… fra spirende “pianissimo” … “grave” … “largo” … “adagio” … (til opretgående) “andante” … “moderato” … “allegro” … (til accellererede/escallerede) “vivace” … “presto” … “expansivo” … “explosivo” … symbol på menneskelivet, kravle, gå, løbe … livets historie, spiring, udvikling, ekspansion… smedede og sammentømrede kvinter før kvantefysik, hårdt spændte strenge før superstrenge, slave af Newtons mekaniske univers før det åbne elektriske kosmos…

En aristokrat, almægtig og afmægtig, der ikke tåler mødet med omverdenen på lige kår…

K N U S T K U N S T

En ruin fra en afdanket fortid… et angreb på den naturlige verden, og medfølgende nederlag, hånd i hånd… knust af sit eget stivsind… og et løfte om den levende naturs sejr over en menneske(van)skabt dødskult…

… 2 minutters stilhed for denne civilisation, og disse billeder…

” Lieder ohne Worte “

” svært at overse fra landevejen – let at køre forbi... “

” musikkens magiske maskinrum – ved nærmere eftersyn...”

” hvilket snedkerarbejde – lige til at gå i spåner over... “

Mus, muser og musik

Den gamle kvindelige pianist elskede stadig sit piano med uformindsket styrke, siden ungdommens stormende forelskelse. Sønnerne havde længe forsøgt at overtale hende til at begrænse sig i sin høje alder. ” jeg vil hellere undvære min seng “, svarede hun med tydelig mishag. Hun ville hellere være ved sin elskedes side, end ligge alene i den tomme seng, efter mandens bortgang.

Pianoet havde altid svaret hendes mindste vink, og fulgt hendes hurtigt skiftende sindsstemninger. Intet var for blidt eller for voldsomt, altid fulgte pianoet hende ubesværet. Derfor voksede kærligheden imellem dem med årene.

Fra tid til anden opstod uforudsigelige gennembrud, musikken indtog nye dimensioner, ofte var det pludselig hende der måtte følge med instrumentet, så godt hun kunne.

Ved en bestemt lejlighed blev hun særlig overrasket. Da hun slog de velkendte tangenter an, svarede pianoet flerfoldigt igen. Så overvældende var det, at hun måtte knibe sig selv i armen for at forvisse sig om at hun var vågen, og at det virkelig skete. Andre havde også bemærket det, og var efterladt måbende, ude af stand til at fatte det. Hun lærte sig hurtigt ikke at lade sig mærke med det, måske iblandet en smule forfængelighed, eller længslen efter at være en del af den magi, som hun altid havde forbundet med det overlegne instrument – det ydede mere end hun selv mente at præstere.

Rygtet om den enestående og uforklarlige forbindelse mellem pianisten og pianoet bredte sig som en steppebrand. Magien tog alle med storm, og forblev en gåde.

Først efter hendes død, da sønnerne var igang med at realisere boet, blev der kastet lys over den uløste gåde.

En ung mand fik lov at overtage instrumentet. Han undersøgte det på alle leder og kanter. Det var intakt og i god form, upåklageligt – og den unge mand blev forelsket i pianoet, ligesom den afdøde havde været det.

Da den unge mand undersøgte selve kabinettet, fandt han i det ene hjørne, godt gemt under strengene, en muserede, foret med grønt og rødt filt fra strengelejer og hamre.

Musene må have taget bolig i pianoet omtrent samtidig med at den afdøde pianist havde oplevet den magiske ændring i spillet. Mens hun spillede på livet løs, havde det været en kamp for musene. På flugt mellem svingende hammerhoveder, tunge dæmpere og vibrerende strenge havde de mange musefødder grebet strengene og skabt ekstra toner imellem de tiltænkte fra pianisten. Det havde efterladt både hende og publikum med oplevelsen af “toner fra ukendte dimensioner”, som fik musikken til at transcendere, og nå længere end pianisten, komponisten og publikum tilsammen i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig.

Da den unge mand fortalte sønnerne om sine fund, brød de til hans overraskelse ud i latter. Den ene søn forklarede :

” … mor var bange for mus “.

*.*

Musikkens magiske mellemrum, magtens afmægtige tomhed og åndens allestedsnærværende fylde.

Pianoets historie er bred og dyb, aldrig begyndt og aldrig afsluttet. Det begyndte før frøet spirede og voksede frem som et træ. Siden blev træet fældet, tørret og bearbejdet til selve musikinstrumentet. Selv efter skoven brændte som byer under bombardementer i menneskenes krige, stod pianoet fast som vidne gennem flere århundreder.

Af natur er pianoet i slægtskab med trærødder, elefantfødder og bladkroner dækket af lus, udvundet af underjordiske miner, udsmeltet af helvedets glødende ovne – badet i smerte forbandelser og arbejdets sved – og endelig udtrukket på bødlens torturbænk til et træk på over 20 tons – først da overdøver instrumentet alle pinsler og forvandler dem til sød musik. Hver fiber i dets krop er vokset op i skoven, har danset i hylende vinde og svaret ethvert kald. Dets tangenter har vandret hvileløst gennem savannen som stødtænder af elfenben, søgt overlevelse gennem føde, parat til at forsvare livet kunsten og ekstasens nødvendighed. Millioner af bladlus er poleret op til festkoncertens sortblanke ornat, hvor de øvrige gæster, ofte forfængelige og selvoptagede, spejler sig i det grandiose imperiale format. Pianoet er kåret til musikkens konge – ikke af lethed, umiddelbarhed eller skønhed – men af rå magt og orkestral styrke, massiv tyngde og påtrængende fylde.

Pianoet er rundet af en urgammel oprindelig natur, forædlet af de kyndigste hænder og ånder, og skabt til at leve op til de højeste finkulturelle og virtuose krav. Det kan ressonere, besvare og gengælde mere end de fleste der erhverver sig kæmpen byder op til, når de bejler med mere eller mindre virtuost håndelag. Da det altid giver mere igen, er de fleste fulde af ærefrygt og respekt, endsige en vis frygt – og tiltrukket af dets majestætiske status.

Sådan forløber også dette pianos historie efter tilblivelsen blandt sine lige. En gullashbaron, som tjente en formue på soldaternes nød under krigen 1914-18, byggede domicilet ved det gamle fiskerleje ved Øresund, og nærede ambitioner om at blive optaget i det brillante og feterede selskab blandt de fremmeligste borgere. Han besluttede at anbringe pianoet i den centrale sal for afholdelse af selskaber. Her kunne husets egne, eller særligt inviterede gæster, demonstrere og underholde med deres musikalske evner, mens værten og dennes feterede statussymboler indirekte blev genstand for den beundren og respekt, som rigdom altid forfængeligt søger.

Store formuer holder sig kun i live ved at flytte sig, helst “flere træk foran i spillet”, hvis de vil undgå at indhentes af endnu større og mere velorganiserede formuejægere.

Gullashbaronen solgte huset inklusive pianoet, under tvang, da næste krig bragte nye herrefolk til landet. Sådan er overdragelserne sket under force majeure siden dengang.

Den magtfulde millitariserede overklasse i prægtige uniformer indtog huset og samledes om pianoet, og afspillede den samme musik, med særlig vægt på de tyske komponister. De tidligere fedtede pølsefingre konservesdåser og fjerede hatte afløstes af mere kultiverede og præcise fingre, der altid ramte lige mellem ørerne, men som kun vanskeligt skelnede mellem med tangenter og toner – pistoler og patroner.

Formuer og krigslykke følges ad, hvad hurtigt vindes hurtigt tabes. Endnu en gang skete overdragelsen under force majeure. De nye sejrherrer overtog alt. Pianoet og andre antikke kulturgenstande begyndte at samle mere støv, da de nye historie- og identitetsløse herrer i huset dybest set intet forstod, bortset fra mere højtråbende og skraldende adfærd, som ikke krævede andet end et tarveligt elektrisk forstærket musikanlæg. Det gamle musikinstrument skabt af århundreders traditioner blev tavst.

Fra tid til anden hændte det dog stadig at der kom folk i huset som praktiserede pianoet og den klassiske musik. Den skønhed som med tiden mere blev opfattet som en form for luksus, og som vanskeligt lod sig rationelt og materialistisk begrunde, bar på dybere hemmeligheder. Når pianoet en sjælden gang blev vakt til live, skabte allerede de første toner en anden stemning. Folk blev stille og lyttede eftertænksomt. Når musikken siden havde fuldbragt sit forehavende, opstod der ofte længere pauser, hvor en særlig ånd indfandt sig. Forskellene mellem de skiftende husværter og gæster gennem tiderne slap sit tag, og gav plads for en voksende følelse af skæbnebestemt, broderlig og søsterlig samhørighed.

Pianoets centrale og vigtige rolle i huset var let at overse gennem tidernes skiftende og fremturende måde at sætte sig selv i scene på. De færreste der havde sin gang i huset i kortere perioder opdagede det i den daglige gænge, men kom af og til senere frem til den erkendelse – det gælder også ophavet til denne tekst. Stedet ved sundet havde sit eget uanfægtede væsen, den gamle hældende kystlinie som huset lå på udmundede oprindelig i strandvolde, muslingebanker og fortidens køkkenmøddinger i tilknytning til stenalderbopladser. De store gamle træer, hvoraf nogle endnu stod solitært i husets mægtige have, var efterkommere af de træer fra den urskov som en gang havde dækket terrænet helt ned til sandstranden, hvor fiskernes skibe gennem årtusinder var blevet søsat eller trukket på land – hvor fattige jægere og fiskeres hårde og harmoniske liv med naturen og årets gang havde udspundet sig – hvor siden byernes og folks samling efter virke, håndværk, laug og klasse fulgte – videre frem til byernes kulmination og tiltagende forrådnelse indefra, og den deraf voksende længsel mod den mistede natur/idyl – halvt romantiseret halvt ansporet af nød, sygdom og nedslidning af byboernes helbred og kræfter – så fulgte udflytningen til de gamle steder, som dette ved sundet, for at slikke sårene, sunde sig og genvinde livet efter industrialiseringens sønderknusning af helbred, fysisk såvel som mentalt … folk søgte tilbage til den natur som pianoet også var skabt af …. alt dette og mere fyldte nu de eftertænksomme pauser som musikken efterlod …

Alt var forbundet i musikken af dybere grunde end nogen fattede, mens værtsfolk og gæster udskiftedes med tiderne før de endnu kunne perspektivere deres egen rolle og funktion … pianoet indtog fra begyndelsen den centrale plads i festsalen, holdt stand, og gengav altid de evige mesterværkers familiære toner, som udgjorde menneskenes fælles arv … det var derfor folk stadig samledes omkring pianoet, uanset hvor meget eller lidt de fattede … og det er mere sikkert at foregribe at pianoet også er her om 100 år, mens ingen ved hvem husets nye herrer vil vise sig at være, allerede imorgen …

Anne Øland, Hellerup, 2000

Jeg fulgte Anne Øland tæt mens hun indstuderede og indspillede alle Beethovens klaversonater i slutningen af 90erne – frem til ca 2002.

Der opstod undervejs en uudtømmelig kilde af vigtige motiver som “transskriberede” musikken til “billedernes stumme sprog”.

Billedet er fra hjemmet i Hellerup, hvor hun tager en dyb indånding ved den åbne dør til haven i en pause mellem sonatesatserne. I pausens magiske stilhed fortættes stemningen, indtil den falder som morgendug og gennemvæder alt.

Al tings mellemrum, musikkens pauseringer, Beethovens indre musik afskærmet af døvhed mod den fysiske verden. Han havde arbejdsro i en støjende verden, og fred for musikkens egen organiserede støj. Fra denne mellemposition kom en endnu stærkere, klar og gennemtrængende musik – hans musikalske testamente for eftertiden.

Pludselig er pausen med al dens tilbageholdte ånde og magi forduftet, som dug for morgensolen. Øjeblikkets evighed er nu kun fastholdt erindringen og billedets vægtløse forfinede og detaljerede spindelvæv. Anne går igang.

Piano og musiker er boltet til gulv og stol, trækket i strengene er over 20 tons, kroppen er spændt som en bue – så udløses kroppen som en fjeder, fingre slipper som pile løs og rammer tangenterne med dødbringende præcision. Fotografen løsner grebet om kameraet, giver slip på fokus, og opdager uskarphedens egen poetiske evne til at portrættere Anne mere som hun er… som mere end hun er (?) : en fysisk stærk og virtuos pianist med et sikkert instinkt, fysisk og motorisk smidig, vibrerende følsom og sfærisk vægtløs, altid et sted mellem den fysiske og åndelige/spirituelle verden.

Hun er så levende – i krop og piano, i pianokrop toner og musik, i Beethoven og ånd – i erindring og i mig.

Dette billede er ikke blot forsiden til een af hendes indspilninger, eller et udvidet personligt dagbogsnotat – men noget der lever videre, efter tonernes klang, rytmefast i hjertets metronom, vævet sammen med sjæl/bevidsthed som rækker langt udover egoets begrænsning.

En dag var Anne ved at indstudere opus 111. Mens hun arbejdede sig igennem dette usædvanlige og krævende værk, kredsede jeg rundt om pianoet på alle sider og måder – over, under og igennem – alt det som ikke er muligt under offentlige koncerter. Kameraet dansede med sin egen intuition og vilje frit rundt, og jeg fulgte med så godt jeg kunne. Musikken var et jordskælv som satte hus, piano, kamera og alt i bevægelse.

Der var i værkets eget væsen, såvel som i situationen, noget lovløst og fanden-i-voldsk. Kaskader af hammerslag ramte de hårdt spændte strenge så det vibrerede helt ud i de fjerneste afkroge af det røde hus. Komponistens blod af flydende blæk og noder under musikkens, åndens og håndens flyvende fjerpen, størknet i sin helstøbte form på nodepapir, begyndte atter at flyde som iltert blod gennem levende kød knogler elfenben fingre og tangenter, og bankede pulsende liv i pianoets tunge krop. Fotografens film blev trukket gennem kameraet, perforeret og fremført af sindrige og snurrende tandhjul, motiverne blev vendt på hovedet, lys negativeret til en kemisk sværte, og endelig fremkaldt som “mekaniske pianoruller” – som musikkens ekko i stumme billeder.

Da blodet atter faldt til ro og musikken forstummede, var der en stemning af fuldstændig forløsning. Spændingen var udløst, og efterlod et bølgende hav af hjertelig og befriende latter og efterdønninger der kammede over af gråd og tårer – men der var mere på færde end disse genkendelige følelser – noget andet og mere som Beethoven altid var i kontakt med gennem de skiftende stemninger og rigt varierede værker.

På Beethovens tid oplevede publikum hans musik som grænseoverskridende – man talte om “de gale værker” – idag er disse blevet institutioner, som ingen stiller spørgsmålstegn ved.