Essay

Værksted – for ånd og hånd

Livløsheden i by og land er graverende. Efterhånden som begge drænes for oprindeligt liv, og substitueres af “pengemaskiner” i forklædning som “byliv” eller “landbrug”, vokser behovet for at udvikle ægte fristeder – så byer og land atter befolkes og bliver levende. Alt må begynde i det små – her er et forslag.

 

 

 

Smedens hænder, Udaipur, India

 

 

 

Flere og flere oplever  ikke at kunne “stå på egne ben” – at selvstændighed, uafhængighed og frihed inddrages på en snigende måde i alle mulige sammenhæng, oplever at råderum for tanke og handling, “lebensraum”, skrumper. Noget kommer “indefra”, og skyldes en form for magelig vane som langsomt undermineres, og med tiden viser sig at være en “lænen sig op ad” ting, der ikke garanterer indre/ydre balance. Andet kommer “udefra”, opsøgende og invasivt. Noget tredie skyldes os selv, og vore egne begrænsninger/idiosynkrasier/gl uddybede “riller i grammofonpladen” af neurotiske/traumatiske slidspor – “kørt fast i rillen”. Tilsammen tager denne udskriden i kaos en ildevarslende retning, både generelt i det omgivende samfund og hos den enkelte på det personlige plan. Det er makroprocesser, som er sammensatte og komplekse. Aristoteles sagde : ” giv mig et sted at stå, og jeg skal dreje hele verden om min finger “. I en storm kan man stå i centrum, og følge dets bevægelse/retning – forsøger man at modsætte sig stormen knækker man – forsøger man at flygte vil man komme længere væk fra centrum og ende i stormens mest kraftfulde/ødelæggende områder. Med mindre man dér agter at opføre sin mølle, tilpasset forholdene, skal man tænke sig godt om.

 

 

 

Jodhpur, India

 

 

 

Der er flere veje at vælge imellem : 

…enten afvikle af “alt” materielt, og som en anden “hellig mand” drage afsted, være i konstant bevægelse ad ukendte veje – bevægelse både i det ydre og indre, i bevidsthed følelser og handling – i møde med andre i menneskehavet/menneskeørkenen – og dér ikke drukne/udbrændes, men navigere fra ø til ø, fra oase til oase…

– eller –

…bygge – noget andet, noget nyt, uafhængigt af omgivelsernes destruktive kaos – et værksted – for ånd og hånd. Et akademi, i dets oprindelige betydning – en lund med sval skygge under oliventræer, egnet til samtale under vandring, omkring Akropolis. Templerne på Akropolis er stadig imponerende, omend halvt i ruiner – til gengæld er de omgivende lunde stadig ligeså levende og landskaberne stadig åbne ( omend presset af det voksende Athen ) som dengang for 2500 år siden… 

– eller – 

( indsæt din egen drøm og vision her… )

 

 

 

Atlanten vest for Mykines, Føroyar

 

 

 

Før “Den store Ødelæggelse” – “Det store Folkemord” ( eller hvad man vil kalde det der aktuelt foregår, samlet under eet ) – var bl.a templer og biblioteker sådanne øer/oaser/folkelige og kulturelle højborge, hvor en samlet menneskehed havde sit “Helle”(-Sted).

Sådan er det ikke mere – templer tømmes for liv, biblioteker drænes for viden, ligesom de fleste andre “højborge” drænes for menneskelig genkendelighed …  det har stået på i lang tid, det escallerer, og resultatet bliver stadig tydeligere…

Som følge deraf føler et voksende antal mennesker sig hjemløse, hvileløse, rodløse, identitetsløse …  drevet ud i tvivl og utryghed, panik og desperation …  fortvivlelse og (selv)fortabelse ..

 

 

QUO   VADIS   ?

 

 

 

Sneglespor, Wollongong, Australia

 

 

 

Et forslag til en begyndelse ( ikke at forveksle med det såkaldte “Great reset” ): 

– det er vigtigt at skabe værksteder – “væresteder” – for ånd og hånd …  for mænd i den bedste alder … sådanne steder har mænd i andre lande … men jeg ser det ikke hertillands … måske skal man studere andre lokalt repræsenterede kulturer mere … Naturligvis gælder det tilsvarende også for kvinder, og mange andre grupperinger.

– der findes stadig naturlig/historisk betinget fælles kultur, som “mande- og kvinde-kulturer” er en del af…  jeg taler ikke om uretfærdighed, ulighed og undertrykkelse … jeg taler om påskønnelse af forskellighed/diversitet ud fra erkendelsen af at det netop er én af mange kilder til livets rigdom.

Ideen er altså at finde/skabe og etablere et værksted – for ånd og hånd – hvor f.eks litterære kyndige ( uden al for meget håndsnilde ) kan være i kontakt med mere praktiske folk ( med ofte overset åndsnilde ), så parterne kan opleve hinandens unikke viden/kunnen, lære af hinanden, hjælpe og komplettere hinanden osv. Måske også “stedet” hvor de 2 køn kan mødes, hvor flere generationer kan mødes – hvor I´padder og alskens IT-teknologi kun benyttes som værktøjer for det levende forum ( men IKKE som misbrug – i form af adspredelse/forstyrrelse/hypnose/paralyse/socialt nedbrydende og virkelighedsforstyrrende karakter )

 

 

 

Jodhpur, India

 

 

 

Fra mit hidtidige liv har jeg rig og positiv erfaring fra forskellige gruppekonstellationer, hvori en høj variation/diversitet/forskellighed indgår.

Faren for “indavl” bør man også holde sig for øje – den bliver ofte tydelig blandt isolerede grupper, indenfor specifikke samfundsklasser ( identificeres let ud fra “post-nr-apartheid ), indenfor ghettoer ( rigmands- fattig- og andre ghettoer ), “gamle elever”, “soldaterkammerater”, interesse/værdibaserede grupperinger, arbejdspladser, trossamfund etc – det er ikke “enten-eller”, men “både/og” –  hvis man skaber en balance mellem disse modsætninger kan en konstruktiv balance opnåes – hvorved der åbnes for en helt anden dynamisk og konstruktiv udvikling ( end den nuværende udvikling ) – en udvikling der kan rumme forskellighed og modsætninger – komplementaritet, og som med en “kærlig, konstruktiv og kritisk” tilgang uundgåeligt vil skabe noget bedre ( end det nuværende ), noget som vi selv – helt personligt – er ansvarlig for. 

 

 

– Hvis ikke den nuværende situation er grund nok, hvad er så ?

– Hvis ikke nu, hvornår så ?  

– Hvis ikke mig – og dig – hvem så ?

 

 

Det er ikke afgørende hvad man konkret vælger, men at man går igang, begynder et sted, indleder selve processen…  den skal nok selv lede een på vej …

 

 

”  .. if  You   never go, you never know … “

 

 

 

Grand Bazaar, Istanbul, Turkey

 

 

 

Istanbul, Turkey

 

 

 

 

En kommentar

  • Stephanie Strandberg

    Ja der burde være flere institutioner der rummer at kunne samles og lære af hinanden via vores forskelligheder. Et fællesskab på tværs at kulturer og anden eventuel status. En form for anarkistisk “byttecentral” i form af filosofiske tanker, erfaringer, kunnen. Jeg ser det som individets (inklusiv mit eget) ansvar at formidle en fællesnævner i ethvert møde med mennesket- på tværs af samfundets pålagte diskurs prædikat. – Tak for et tankevækkende skriv! Og dernæst smukke fotos.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *