Stævn mod Stevns

 

 

 

 

Jeg ser udover havet mod øst

hele verdens opgang,

en hviskende morgenstund

med hemmelige løfter

fra guldtunge

i mund

 

Jeg ser mod vest

et  aftenland,

et solskib

gå på grund

og bryde i brand,

–  forsvinde i flammehav

blod og bodsgang.

.

Jeg ser mod osten en måne

der får klinten til at blåne

i  hav,  skygge  og  skær.

.

Her taler årmillioner

i endnu flere stemmer,

flinten danser symfonisk

som sorte noder i kalkhvide partiturer.

.

Havets skød,

af hvilket klippen opbrød

gjorde land,  for gud og hver mand

 

 

 

 

 

.Højerup Kirke

 

 .  

 

 

 

.

.

.

 

.

 

 .

Stevns

.

 

 

.

 .

.

.

 

 

 

 

 

 

Højerup  Kirke,  1920   ( digitally restored )

 

 

 

 

 

 

Newspaper, about the fall  16  march  1928

.

 

 

 

 

 Transition

 

The newspaper described …. how fishermen, close to the coast, experienced a  huge power leaving the church and the land, dragging a monumental wave as a train behind, across the water towards them, infuriating the boats and made them go berserk, riding like wild horses on the wave from the accident ….  and in addition to that, describing the darkness in the church filled with light from “himlen”*,  through the sudden opening as the alter and choir was snatched away ….   and the way people hurried to the place, as if they were afraid to miss the irreversible accident ….  

It left others with a peculiar and symbolic twist … about how the altar, choir and priest were teared down, and direct access to  “himlen”*  were given instead …     

 

 

 

  

 

The birds they sang
At the break of day
Start again
I heard them say
Don’t dwell on what has passed away
Or what is yet to be

Ah, the wars they will be fought again
The holy dove, she will be caught again
Bought and sold, and bought again
The dove is never free

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

We asked for signs
The signs were sent
The birth betrayed
The marriage spent
Yeah, and the widowhood
Of every government
Signs for all to see

I can’t run no more
With that lawless crowd
While the killers in high places
Say their prayers out loud
But they’ve summoned, they’ve summoned up
A thundercloud
They’re going to hear from me

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

You can add up the parts
But you won’t have the sum
You can strike up the march
There is no drum
Every heart, every heart
To love will come
But like a refugee

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

  

 

    

( Leonard Cohen,  Anthem )

 

  

  

 

 

 

The danish philosopher, Søren Kierkegaard  once expressed, that the clergy had build the church on the grave of Jesus, to be sure that he didn´t raise from the dead, returning once again …

 

*   (  the danish word, “himlen”,  means both  “the sky”   and  “heaven” )

.

.

 

   

  .

 

Højerup  Strand

 

.  

 

 

 

 

.

Stævn mod Stevns  

. 

 

 

Jeg ser udover havet mod øst

hele verdens opgang,

en hviskende morgenstund

med hemmelige løfter

fra guldtunge

i mund

 

 

Jeg ser mod vest

et  aftenland,

et solskib

gå på grund

og bryde i brand,

–  forsvinde i flammehav

blod og bodsgang.

 

.

Jeg ser mod osten en måne

der får klinten til at blåne

i   hav,  skygge  og  skær

 

.

Her taler årmillioner

i endnu flere stemmer,

flinten danser symfonisk

som sorte noder i kalkhvide partiturer.

 

.

Havets skød,

af hvilket klippen frembrød

under isens skruen og skurren

og frosne bølgers hvide tænder,

skabte land, for gud og hver mand

 

.

Her rejstes kirkeskibet

hvor stemmer lød i kor

… indtil det overdøvedes af brøl

da havet rev koret fra køl

og lod det halve skib stå

… lod alle fra borde gå,

og frisatte tro

forstand og ånd,

med sikker hånd 

 

–  pånær nogle døde,

som blottet ind til knoglen

i klintens fald, måtte bøde,

og atter at lade sig døbe

i havets svøbe

 

.

Havet tog til orde,

hvor præsten slap,

med tusinde tunger

fra hviskende håb og dåb

til dundrende død og opstandelse.

 

.

Nu strømmer lyset ind

hvor før gudebilleder stod,

duen flyver atter frit

og omvandrende sjæle

begunstiges af himlens skat

– måske i form af en fugleklat –

og svalerne

flyver og bygger

uden frygt og skælv

reder i buer og hvælv.

Præstekrager og orgelpibers klang

afløses af fugleungers piben og sang.

 

.

~  denne historie bæres af vinden,

uden grundstød eller forlis

uden gud  land  og  folk,

uden stat og embeder, 

eller ” verdensarvens

liste – nummer

tyve “

 

 

 

 

 

   

   

 

 

 

 

  .

 

.  

 

 

.

.

.

Flint,  Højerup  Strand

.

.  

 

 

. 

 

 

 

 

 

.

.

.

Højerup, Coast, Danien Limestone

.

. 

 

 

.

.

.

.

.

.

.

 

 

  .

.

.

.

 

 

 

 

 

Smaragd

.

.

Hvad den Danienkalken skjuler

bringes til live når den kastes i havet

og forvandles til undersøiske plæner

af bølgende smaragdgrønt græs

.

Hvad alterkalken skjuler

røbes når den synker

mod dybest brønd

i sjælen

.

Hvad alteret skjuler,

bag tavlers kridt

og præstens ord,

~  om hvem som står brud  ~

afsløres af havet

og klintens sammenbrud.

Himlens lys strømmer atter ind

og befrier sjæle fra fængslets mørke.

.

Hav  stjerner og søpindsvin

søliljer hajer og krokodiller

blæksprutters belemnitter

bryozoer og brachiopoder

Tylocidaris Abilgaardi

og foraminiferer …

 

~  strandgods  ~

 

årmillioner forstener

i et søpindsvin.

Evigheden ses

af øjets blik

og gribes i hænderne

på fersk gerning,

et øjeblik

 

~  strandgods  ~

 

et kors  ~  en pokal

løsrevne blade af livets bog

en engel en

piedestal

lidt kragetæer

og andre spor

efter præstens sidste ord …

 

~  strandgods  ~

. 

århundreder størkner

i et kalkmaleri.

Evigheden ses

af sjælens øje

mellem foldede hænder

et øjeblik

… og sættes atter fri …

 

~  strandgods  ~

 

mands minde fæstnet

i bevidstheden.

Et langt liv inhaleret

på et øjeblik,

tilbageholdte ånde,

atter sluppet

 

… fri …

 

…  efter

stormen

er stranden ren,

vasket og  lagt  til  ro,

som et barn ved havets skød…

 

 

*

 

.

af havet kom landet

af landet kom folket

og opførte kirken,

.

af havet tages kirken

og landet tilbage

uden mage

.

af havet skal landet

atter opstå,

fællesskabet ligeså

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mesteren  på  Stevns

 

 

 

Bag tykke kirkemure på Stevns, udfylder en genial mand verdensrummet med bølger, som forplanter sig fra jorden under gulvet … molto grave … rejser sig mod hvælv, returneres til lyttende hjerters brændpunkt … siver ind i sjæl som gennem hvælvs snorehuller, videre opad gennem stokværk til klokkespil, ud gennem spjæld mod alle verdenshjørner … en eksplosion, et urbrøl, af stemmer, fra koret i koret, fra organet i pulpituret, fra klokkeren i klokkerne … unge møer og fremtidens børn hører klokkerne fra tårnstive tårne … med konstant rejsning gennem årtusinder, teglglans, nypudset og strøget kalk, oversvømmende alterkalk, drivende mælkehvidt når regnen slår sig løs over Moder Jords bløde former … og synker i skødet …

Hvilket prægtigt organ, tonernes organisk orgastisk boblende bollende bolværk, hvilket dyrebart dyr med de to rygge … siden 3 … de 3 gange 3 slag …  nymåne, ni måner … hunulves hyl og barneskrig i mørket …

Hvilket ekko fra koret i koret, langt ud i eftertidens efterklang og efterfølgende generationer …  hvilket rum og klang fra en genial mands sang

Derom beder vi, de druknede og stadigt tørstende sjæle :

.

.

lad det ske …

miraklet …

som du er ..

lad atter påny

Bach, Rued ( Langgaard ) og Buxtehude

sammensmeltende tude

al verdens ører og sjæle fulde

– og stille vor tørst fra den dybeste brønd !  

 

.

( giv den hele ) ArMEN

.

.

.