PÅ KRATERETS RAND


Berlins kvinder
fortsatte deres sysler i resterne af hjem,
hvis mure og facader lå i ruiner
i krigens sønderbombede landskab
– som et dukkehjems blottede rædsel
i fuld skala
I Whakarewarewa
sad maorikvinderne
på geyserens tynde kalkskorper
med kedler og gryder, mad og vasketøj
– lige under deres fødder
sydede og kogte
deres hjem
planeten
Alle disse kvinder stod på kanten
af kogende raseri og dødsforagt
og skabte liv
uden tøven

