Manuskriptforfatteren

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En ludende skikkelse standsede pludselig op midt i skumringens tomme gader, som var han blevet overrasket af en lyd eller et tegn. Han var først vaklende og usikker, arresteret, men snart atter søgende, nysgerrig og eftertænksom. Noget havde ramt ham. Han vejrede hele rummet omkring sig, den tomme gade i skumringen, silhouetterne af skarpe tagrygge og træernes nøgne grene, vinden, kulden, lydene, dansende gadelygter som klamrede sig fast til kablerne, det nervøst blafrende blå skær fra de svagt oplyste vinduer i husene, de indrammede silhouetter af mennesker bag ruderne. Livet som manuskriptforfatter havde lært ham betydningen af at vejre og opfange selv de mindste signaler fra omgivelserne. Et vindstød tog fat i gadens bunker og hvirvlede blade op i luften. De spredte sig det ene øjeblik som historier der ikke havde fundet sig selv, og endnu ikke lod sig indfange og nedfælde – eller samledes i næste øjeblik som sammenfejede og ordnede bunker, som historier han havde glemt han kunne huske.

Han kom i tanker om hvordan han i sin barndom pludselig havde opfattet hele rummet omkring sig, og var faldet hen i en dvælende trance, inden telefonen afbrød ham, eller noget andet kaldte eller trak i ham. Han havde ofte følt sig revet i stykker indvendig over det.

Hele livet, fra den tidligste færd, havde han måttet forholde sig til de mest komplicerede situationer og uoverskuelige optrin. For hvert skridt han tog, satte han foden på sejrens palmeblade – hver gang han løftede foden til næste skridt lå hans drømme og ambitioner stadig længere borte – det lignede stadig tungere bodsgang henover sten og forhindringer. Store gaver og høj pris gik hånd i hånd.

Hvis man ikke knuses af sådanne opvækstvilkår, så bliver man stærk. I dette tilfælde slap han godt fra start, og modtog efter et årelangt og arbejdsomt forløb en skønne dag henvendelser fra de rigtige kontakter i filmverdenen. De begyndte snart at komme med vanskelige manuskripter, som var gået i hårdknude, og bad ham om at redde dem. Han kæmpede med opgaverne som et vildt dyr, ikke kun i håbet om at etablere et mere varigt samarbejde med de nye kontakter, men også for sit eget liv. Med sit ubegrænsede talent og benhårde arbejdsindsats voksede han med opgaverne. Kampen for overlevelse havde lært ham, at der er en vej hvis man holder ud – og hele tiden bliver dygtigere. 

Den endeløse række af jordskælvende sceneskift og hyppige kriser, havde brændemærket hans erindring. Som roser, flåede tornene ham til blods, og faldt som aldrig svigtende buketter i hans favn. Roserne havde også fundet vej til hans lykkelige bruds arme. Han stolede på roserne. Han var aldrig afhængig af dem, og vidste at de alle mødtes på grænsen mellem liv og død, afskåret fra deres livgivende fortid, med en kortvarig mulighed for at sætte frø. Han var med tiden blevet en kapacitet på sit felt. Han kunne se sammenhænge, skabe fantasier og illusioner, som de fleste enten ikke kan rumme eller afstår fora – fatamorganaer, som nomader kaldte det. Han kunne finde vej til frodige oaser, hvor andre kun så ørken. Han kunne på kort tid skyde sig ind på en hvilken som helst situation, genre eller ide´. Alligevel bevarede han altid en kerne af sine tanker for sig selv, en hemmelighed som hverken han eller verden endnu kendte. Han havde tidligt lært at en hemmelighed kun kan bevares og leve sit eget liv, hvis man også skjuler den for sig selv.

En form for hverdag, og en forsigtig accept og tilvænning til bestemte rutiner, havde gradvist indfundet sig, selvom livsprojektet var vævet af tanker og tråde tyndere end edderkoppespind. Der var en uforklarlig sammenhæng mellem elasticitet og styrke.

Arbejdet havde med tiden suget ham mere ind i en egen lille verden. Både hvad den fysiske omverden og helbredet angik. Samtidig havde en lind strøm af livsnødvendig support ( af ofte uforudsigeligt udspring ) løbende gjort det muligt at holde skuden ovenvande og kursen fast.

Jo mere han fik at lave, jo mere blev han suget af en usynlig kraft tilbage mod måneskæret fra den nervøst blafrende computerskærm. Det efterlod ham med en ambivalent følelse og surrealistisk oplevelse af at blive indfanget og bagbundet, midt i skabelsen af formel succes.

Rummet var spaltet mellem et indre rum som blev større og et fysisk som blev mindre – tiden var begyndt at løbe hurtigere – som fulgte det hele hemmelighedsfuldt universets accelleration under stadig ekspansion, med visse afvigelser og huller i forhold til universalteorien.

 

På denne tur igennem byen ramte det ham pludselig hvor meget omgivelserne med tiden var kommet til at ligne hans egne manuskripter. Han kunne ikke ryste fornemmelsen af sig, at hans historier var trængt igennem murene, ind i de små hjem, hvorfra de lyste nervøst blafrende blåt tilbage mod ham. Historierne havde gjort sig fri, havde fået deres eget liv og gjorde nu forsøg på at trække ham tilbage og føre ham med usynlig hånd ad ukendte ruter gennem gader og labyrinter, mens de skrev sig selv.

Manuskriptforfatteren dvælede og talte for sit indre blik de mange verdener han havde udsigt til og indblik i. Han grublede over hvilke verdener mon folkene bag vinduerne befandt sig i, eller så ind eller ud mod. Måske skrev de deres egne historier. Måske andres. Måske skrev de historien om ham, med flere mulige udfald. Måske var de alle udsprunget af den samme bevidsthed, som afprøvede alle muligheder for livsforløb og historier overalt simultant. Måske skrev alle sig ind og ud af hinanden. Måske fandtes et usynligt fællesskab, midt i denne forblæste og mørkelagte gade. Måske var tomheden befolket. Som resten af universet. Hvis universet var bevidsthed, og repræsenterede al samlet viden, information indlagt i det mindste til det største, så måtte en universel bevidsthed alene for at erkende sin egen fulde eksistens være nødt til konstant at skabe mere rum. Hvis dette univers og denne bevidsthed primært var elektrisk, ville det også forklare hvordan det accellererer under stadig ekspansion, eller kontraktion, gennem et tiltræknings- og frastødningsprincip.

Han kunne ikke længere trække et skarpt skel mellem hans egen virkelighedsnære fiktion og hvordan en virkelighedsforstyrret omverden manifesterede sig for øjnene af ham. Han følte sig både beruset og tynget af det – men valgte at give efter, i en uafklaret blanding af nysgerrighed og dødsfascination, og besluttede endnu en gang at fortsætte så længe omstændighederne gjorde det muligt. Hver dag blev han konfronteret med nødvendigheden af at tage en dyb eksistentiel beslutning om at fortsætte. Han elskede sit gamle land, familie og venner – det trak altid i ham.

Han elskede sit nye land og folk, sin nye by – en ukendt drift drev ham altid frem, videre… videre… videre…

Et kraftigt vindstød tog pludselig fat med sin egen vilje og gennemruskede ham. Det var som om nogen forsøgte at flå frakken af ham, skyggen forsøgte at rive sig løs, men blev hængende. Han samlede sig, tog en dyb indånding og satte i bevægelse. Han havde fundet en løsning på en historie. Han overvejede om det var løsning på en professionel opgave eller på hans egen historie. Eller begge dele.

Vinden rev og ruskede gennem gaderne. Han forsvandt som en vægtløs skygge i fejende gang mellem de hvirvlende blade. 

De nøgne træer stod tilbage som arme og hænder udstrakt mod den skumrende himmel. Bladene fløj videre, spredtes i glemsel eller samledes fra tid til anden i bunker, eller blev indbundet i ukendte dagbøger.