Barnet i Grøften

 

 

 

Fra Grøftens  Skatkammer.

 

 

Den danske natur- og kulturhistorie findes i jorden. Den kommer frem i dagens lys når marken pløjes og der graves tørv. Den findes i grøfter langs landeveje, og i de kirker i landskabet, der som fossiler, lyser i den hvide kalk. Hvis travle mennesker i det moderne samfund tager en pause, kører ind til siden, ligger det hele parat og venter på dem :  deres natur og eksistensgrundlag, deres historie tanker og ideer, afprøvet igennem mere end 1000 år. Den der kender sin fortid, sine rødder og identitet kan bruge den til at tage sikre og præcise beslutninger i øjeblikket – denne fremturende, feterede og selvoptagede samtid/nutid – og den der tager højde for konsekvenserne af øjeblikkets beslutninger for fremtiden, og vore efterkommere, kan lægge grunden til en bedre verden, en verden der snarere følger selve universets ekspansion – end går den modsatte vej, imod universets og livets natur.

Sådan skabte vore forfædre i tidligere perioder en fremgang, der også ude i verden affødte opmærksomhed og respekt. Når vore forfædre kunne, så kan vi også – hvem vil ?, hvem tør ? hvem gør ? – det kræver mod at være viis. Omvendt afføder angst, mistro og mistillid en trang til magtanvendelse, voldsmonopol og kontrol – og fører til en fordummelsesproces.

Det vigtigste – og det flygtigste – er de mennesker, der lever og bor i landskabet. Mød dem den korte tid og de steder hvor de er  – livet, landet og folket er sporene af  ” det der var “, er, og det overraskende som ” en dag vil komme ” … allerede inden denne dag er omme …

 

 

 

 

 

.
.
.
.
.
.
.
.
.
En sommerdag i grøften,
farver, duft, summen og sang,
højlydt sang, summen og saftig snøften,
gumlen smasken og grynten,
altings løften,
livet har sin gang i grøften
på kanten af livets landevej.
.
.
Vintervejret snøfter,
med regn, slud og sne,
over land, hus og grøfter
– hinsides sommer vinter, liv og død
kan alt stadig ske.
Blå næser og tagskæg løber og drypper
langs mure med duggede ruder.
Sure tæer og udtrådte støvler
gnaver,  flæber,  slæber og vrøvler,
en udhængt frakke, skuttende ryg og blåsprængte kinder
gyser af frysende minder
i dirrende harme,
inden de overgiver sig
og søger trøst  i hjertevarme.
.
.
.

.
.
.
Minder tør op, fra en sommerdag for længe siden
hvor mirakler udsprang af grøften
hinsides al forstand og viden,
hvor en lille pige, en ægte tommeliden,
drømmende og syngende
gik i grøften og samlede blomster.
Hendes intellekt måtte vige
for det fundamentalt livsvigtige og rige,
om hvilket man lidt kan sige eller forstå,
– dog altid finde ved at gå –
(  gerne lidt ved siden af, i grøftekanten
på kanten af livets landevej  )
– det gav hende mere plads til kontakt med det væsentlige,
som findes i det umiddelbare og uforudsigelige.
.
.
Pigen fulgte grøften,
ikke landevejen.
Når hun ville lege med naboens børn
og give moderen i huset blomster,
sang hun i gang den melodi som grøften havde lært hende,
akkompagneret af blomster, farver, dufte og summende insekter,
– udenfor tid og sted kom hun sikkert frem.
.
.
Hun var født med sjældne gaver og lidelser,
og blev tituleret med eksotiske navne og beskrivelser,
ofte tildelt af folk i ornat og hvide kitler :
mongol  prinsesse … mongolprinsesse
– et eventyrligt væsen, prinsesse i sit eget rige,
et eventyrligt land af oversete og dalformede landstrimler,
de frodige og blomstrende grøfter.
Hendes sjældenhed gjorde hende til en juvel blandt familie og naboer,
og hendes tilstedeværelse ligeså vigtig og højstemt
som når de modtog besøg af fine folk ved højtid.
.
.
Hun var fyldt af kærlighed,
fra familie, naboer – og fra grøften,
fyldt op af lys – opfyldt som den oplyste
brudt i hele lysets farverige spektrum
slebet og afskåret af lidelsens hårdhed
– hård som en diamant, brilliant slebet,
rigt facetteret, som livet.
Det var mere end et menneske kan rumme,
hendes følelser og stemninger flød over
kærligheden mellem hende og omgivelserne
alt flød over – som liv.
I hendes fodspor voksede nye blomster frem,
ukendte sjældne og skrøbelige blomster, som hende selv
moderen i nabohuset blev slået af undren, gang på gang,
– ingen kendte blomsterne eller vidste hvordan de skulle passes,
ingen nænnede at klippe, skære og tilpasse den buket som pigen holdt i sin hånd.
En moder der ønsker at lade sit barn leve
i den hemmelige have hinsides liv og død
lader selv den mindste undseelige blomst,
eller vilde skud stå, i sin egen ret og væren.
.
.
Naboerne elskede den lille pige
som havde hun været deres egen.
De gav sig hen til hendes uskyldige og inderlige væsen
når hun kom syngende med favnen fuld af blomster.
I deres hjerte var hun den sjældneste blomst af dem alle.
.
.
Da pigen døde ganske ung,
kom hendes fader i tiden derefter mere hos naboen.
Det liv han savnede efter datterens tidlige død
søgte han at udfylde med alle de oplevelser
naboen og andre havde haft med hende.
Han tørstede efter det, som de blomster pigen havde plukket.
Naboerne gav ham alt hvad de havde for at slukke hans tørst
og lod ham være så tæt på deres liv som muligt.
Den barnløse fader tog naboens lille søn op på skødet.
Han var jævnaldrende med den afdøde pige.
Drengen klukkede og spjættede af liv og glæde,
og den barnløse fader lyste op af kærlighed,
lovpriste og takkede for den helbredende lykke det bragte ham
– han gav sig betingelsesløst hen til den lille dreng

alle mærkede bag hans øjeblikkelige lykke den ubeskrivelige sorg
og  indså hvor den lille pige var kommet fra,
mens tårerne stille løb nedad kinderne.
Den barnløse fader klukkede i leg med drengen
mens naboerne nu græd for dem alle.

 

Dråber samles til et lille vandløb
som løber i grøften,
hvor de sjældne blomster vokser,
hvor barnet syngende går
og plukker blomster,
akkompagneret af susende vejtrafik
og nektarsugende bier.
.
.
.
.

.
.
.
En sommerdag i grøften,
farver, duft, summen og sang,
højlydt sang, summen og saftig snøften,
gumlen smasken og grynten,
altings løften,
livet har sin gang i grøften
på kanten af livets landevej.
.
.
Vintervejret snøfter,
med regn, slud og sne,
over land, hus og grøfter
– hinsides sommer vinter, liv og død
kan alt stadig ske.
Blå næser og tagskæg løber og drypper
langs mure med duggede ruder.
Sure tæer og udtrådte støvler
gnaver, flæber, slæber og vrøvler,
en udhængt frakke, skuttende ryg og blåsprængte kinder
gyser af frysende minder
i dirrende harme,
inden de overgiver sig
og søger trøst  i hjertevarme.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.