Poema,  Portrait

Drømmearkitekt – ridder af guds nåde og fandens mælkebøtter

 

 

 

 

I define architecture as a living organism. It is a place, where you live and celebrate life. I believe architecture evolves similar to how life does. When you live with life, you are constantly changing and modifying, depending upon the situation. More than practising architecture, I am constantly learning about life and behaviour of people and places. We are a gregarious society. We like to mix, we like to live together, we like to move around … and we are also a little bit chaotic. As a result, whatever we do has to be adoptable to a changing situation. To me, architecture is not only a single building, but a complex of ( … ). I hope my work will be received in the spirit I have offered it “

 

Balkrishna Doshi, architect, India.  Pritzker Price 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ARK
arketype
arkitekt
kirkefædre udi egen tro
hyrde uden stav og byrde
.
.
Han har ordet og stregen i sin magt,
selv når ordene som mælkebøtter spredes
og det går over stregen, så bevarer han i andres øjne sin agt,
det sande mesterskab er mere end hans ord og billeder:
evnen at gennemskue og beskrive fænomener af højeste kompleksitet,
arkitekten, langt udover grænsen mellem galskab og geni
– i ham er der mere kraft
end i mælkebøttesaft.
.
.
.
.
.

.
ædle ansigtstræk
minder om opdragelse
og kultiverede anskuelser,
fastholdt af afprøvede traditioner og værdier
med ret rette og rettet blik, i guld og ramme, set gennem læsebriller
.
.
belæste briller må vige
for det som ingen kan sige
om det brillante og grænseløse intellekt,
– ligesom disse skarptseende
og gennemskuende øjne,
som ikke ser sig selv,
også må vige for
det væsentlige
som kun er synligt
for det tredie øje i panden,
– kun en mælkebøtte smutter stadig udenom
fri, fro og frejdig … utøjlelig,
som bare fanden …


når beskyttende briller bortrives fra øjne
står fintfølende sårbare menneskesjæle nøgne
og knuses så let som et spejl,
fortryllet af flere års ulykke,
med sjæl og hjerte halvt itu,
– det moderne iscenesatte forræderi –
.
et tu, Brutus, et tu
.
.
en frit flydende bevidsthedsstrøm er som en drøm,
enhver hæmning og dæmning må briste,
associationer rulle som laviner
afklæde den sidste rest
af virkelighed,
og friste
til at træde
i en andens sted
– hvad betyder det, hvem ved ? –
sådan er det med mælkebøtter,
fulde af frø-faldskærmes udfoldede ord
hvem ved hvor de kommer fra ?
eller hvor vinden bærer dem hen ?
og hvor de siden uvægerligt lander,
spirer og slår rod !
.
.
” af ord er du skabt,
til ord skal du blive,
af ord skal du igen opstå … ”
.
.
.
tanker og sætninger som påbegyndes dybt i sjælens brønd
skyder frem som mælkebøtter og saft,
livskraftig natur, på gylden tunge som skaft,
med rødder i hjerte og forstand,
de vokser i mindelunden
slipper ud af munden,
og spredes som frø
– digte og tanker
som kun findes i øjeblikket,
ord formet af jord
brændt under solen
bemalet af kærlighed og krig,
knust af egen ubøjelighed, sår og potteskår,
lagt som puslespil, skørt og skrøbeligt,
som porcelæn af ren og formfuldendt poesi,
– klinket af virkelighed og fantasi
.
.
mange flakkende flokmennesker tænker en tanke,
som hverken de selv ejer, eller kan anke :
” hold din ‘ bøtte,
hvis du vil spytte
rammer du dig selv ”
.
.
Ingen kan holde på en mælkebøtte
og dens flyvende frø
som brister og udspringer
hæves og spredes, daler, mod landefald,
som hvide faldskærmstropper, med mandefald
mod landkortets hvide pletter, sået i ukendt territorium.
.
.
frie mælkebøtter
lader sig ikke binde, fange eller finde
af mission, frelse, fristende, fikse eller fængslende ideer.
De kan ikke matrikuleres og underkastes en dødskult
de er for små, lette og følger i et og alt vindens tøjlesløshed.
.
.
al skaben
er hævet over geniet og galskaben
og det middelmådige,
intet er for småt til at være stort
eller for stort til at være småt,
for den vise er der ingen grænser
i tid og rum,
i den vises øje-blik
er der plads til mere, al tid al rum al evighed.
Tidens pile kan knækkes hver for sig
men sammen kan de ikke, men stadig bøjes
af den vises styrke,
– fortiden, han kender den og bruger den
– nutiden, han griber den med sikker præcision
– fremtiden, han foregriber den,
han bevæger sig frit mellem alle epoker,
han taler med forfædre og efterkommere
og først når han hører alle stemmer, og sin egen,
i samlet kor, tager han vigtige beslutninger,
– han er fri og uforudsigelig, som spillets joker
.
.
hvem kan skelne de sande genier fra galskabens hvidkitlede galskab ?
eller føre bevis for middelmådigheden ? ( “løkken er at vide hvad der er normalt” ),
eller fastlægge solhøjden mellem kæmper eller dværge,
når horisonten på vore breddegrader er så lav
at solen smutter mellem benene på kæmper
og selv dværge kaster lange skygger ?
– og samfundet er som en stor gryde,
som, når den bringes i kog, får alt til at syde
og lader alt frådende afskum nå toppen ?
Hvad er der tilbage når det skummende raseri
filtreres med lidt fantasi ?

 

*
.
.
i dyreverden er 15% af en flok,
mere frie, modige og nysgerrige,
de redder flokken i kriser, når de 85’% følger flok, og det er ikke godt nok,
– så finder blandt de 15% nogle nye veje og græsgange,
eller flugtvejen fra forfølgerne, eller fortrænger den gamle alfa,
og indsætter sit eget afkom, systematisk under kaotiske omstændigheder,

i menneskenes verden
udløser kriser massepsykoser,
flertallet ( 85% ) forfølger af de progressive ( 15% )
som mærkes, tortureres, fortæres eller udstødes,
flertallet betaler derpå selv prisen med selvskabt undergang,
bagefter benægtes alt,og flertallet efterligner og foregiver
at høre til de 15%, som i mellemtiden er elimineret.

 

*
.
.
han færdes dagligt og hjemmevant
mellem helvede og paradis på jord
han mangler sjældent ord,
han går på æblerov i visdommens træ
og ævler løs, om løst og fast, altid med forstand,
hans intuition formår
hvad forstanden ikke forstår,
hans tro flytter bjerge
heromkring er der ingen tilbage,
man må værge for sig
bag ridder og rustning
og bjærge sig selv gennem tro
som våbenfør mand
med vildt fægtende sværd
omgivet af talende jakkesæt,
eller holde kartoflerne for sig selv
og dække sig til,
som natskyggefamilie giftfrit at gro,
.
..
.
.
.

ARK
arketype
arkitekt
kirkefædre udi egen tro
hyrde uden stav og byrde
.
.
Han har ordet og stregen i sin magt,
selv når ordene som mælkebøtter spredes
og det går over stregen, så bevarer han i andres øjne sin agt,
det sande mesterskab er mere end hans ord og billeder:
evnen at gennemskue og beskrive fænomener af højeste kompleksitet,
arkitekten, langt udover grænsen mellem galskab og geni
– i ham er der mere kraft
end i mælkebøttesaft.

.

.

.

 

.

.

 

Balkrishna Doshi, architect, India –  Pritzker Prize 2028