Mand forbi – historien om en hjemløs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Benny M. Jørgensen var hjemløs, og solgte trofast bladet ” Hus Forbi ” ved et større supermarked på Frederiksundsvej i Brønshøj. Han var en del af gadebilledet i mange år, og de fleste kendte ham som en gemytlig og beskeden fyr, som man altid kunne få en lille snak med. Han brokkede sig aldrig over sin skæbne, og fandt altid en humoristisk vinkel på situationen, dog skinnede en underliggende smerte igennem. Hans øjne lyste af det hele. Glæden over øl til at dulme nerverne gav lindring i begyndelsen, men endte med at koste ham livet i en alder af ca 55 år.

I 2016 fortalte han sin historie til mig. Den blev nedskrevet, trykt og uddelt gratis til alle der var interesserede. Derfra spredte hans historie sig, og nåede på et tidspunkt også frem til statsminister Løkke Rasmussen og departementchefer m.fl. Den blev gengivet i bladet ” Hus Forbi ” som han selv var med til at sælge, som ” sælger nr. 909 “.

Her er hans historie, med egne ord :

 

 

 

” Mange spørger, hvordan jeg blev forfremmet til sælger af  ” Hus forbi “. Det er ligesom alle andre karrierer, noget man arbejder henimod igennem et langt liv. Da jeg var teenager, skrev jeg denne historie:

” … Jeg gik i en mørk og lang tunnel, og kunne intet se. Pludselig kunne jeg skimte lyset for enden af tunnellen. Da jeg endelig kom ud i lyset var det så klart og blændende, at jeg stadig intet kunne se … “

Det begyndte nærmest som en drøm. En ung mand og kvinde mødte hinanden, blev gift, flyttede sammen og fik børn. Far arbejdede og mor gik hjemme. Jeg ankom i 1964 som den lille efternøler i en søskendeflok med 5 børn.

Familien var tilflyttere fra Sejrø, og kendte til trange kår. Med de mange unger var trangen blevet så stor, at familien for at “overleve” med egne hænder byggede eet af de største huse i Skovlunde dengang. Selvom familien leverede arbejdskraften til byggeriet, blev det dyrere end forventet. Det forstærkedes yderligere da de 4 store søskende kort efter min ankomst flyttede hjemmefra. Mine forældre havde nok håbet at de havde hjulpet til med at tjene til føden, og var blevet boende hjemme længere. Sådan gik det til at jeg fra begyndelsen blev “enebarn”, trods en stor søskendeflok. Min far prøvede at redde økonomien ved at cykle rundt og klunse efter arbejdstid. Hans fund blev ikke altid videresolgt, og hjemmet udviklede sig til et depot, hvor der efterhånden kun var trædestier imellem de voksende bunker overalt.

Der gik min mor og jeg så rundt, mens far var på farten. Mor var altid i dårligt humør og orkede ikke noget. Når far endelig var hjemme skændtes de – jeg var ikke gammel før flyvende tallerkener fløj gennem luften når de skændtes. En tallerken fra den ene retning blev besvaret med ti fra den anden. Så jeg havde både “hund og kat”, og “sciencefiction-drama” med flyvende tallerkener på allertætteste hold – hvad mere kan en lille dreng ønske sig ?

Nej, det var hårdt for et lille barn. Min mors dystre humør formørkede atmosfæren – det var enten ” her way ” eller ” the highway ” – og siden da har det været et gennemgående tema i mit liv. Jeg reagerede ved at trække mig, og sådan lærte jeg tidligt at leve som en eremitkrebs, der gemte de bløde og sårbare dele i en hård skal.

 

 

Så kom skoletiden. Det blev fortsættelsen af helvedet hjemme, bortset fra min skolekammerat Ole. Vi kørte på knallert og spillede musik, så det susede for ørerne – og var begge gode med hænderne. Jeg blev sidenhen mekaniker og Ole kleinsmed og professionel musiker.

For en “knallert” som mig var knallerten en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg elskede den. Med den kom jeg væk fra den ulykkelige stemning i hjemmet. Det pustede liv i frihedstrang og fremtidsdrømme. Mens jeg en dag stod i indkørslen og rodede med knallerten, kom min mor ud og så træt på mig. Hun havde været syg i lang tid, uden udsigt til bedring. Så spurgte hun om jeg ville på kostskole. Jeg var stadig meget ung, så jeg blev bange og følte at hun forsøgte at jage mig bort – og sagde derfor nej. Jeg kendte jo kun den lille verden derhjemme, hvor jeg for det meste var alene på mit værelse. Dér, skærmet bag skærmen, sad jeg inde, på livstid… først bag TVskærme, så bag computerskærme… altid bag en skærm – og med tiden udviskedes forskellen mellem mig og “Jens Vejmand”:  han sad jo også dér, bag skærmen, med klude om sin hånd…

Da jeg et par år efter var kommet i lære som mekaniker, med daglige lange togture mellem hjemmet og værkstedet, blev disse et nyt fristed for mig. Jeg kunne hvile mig, tænke, læse eller sove, uden at skulle stå til regnskab for nogen. Kontrasten mellem den gode og varme stemning i værkstedet og den dårlige stemning hjemme påvirkede mig voldsomt. På vej hjem efter en god dag på værkstedet, begyndte en nagende tvivl at pine mig. Som tiden gik, følte jeg at mit nej til en kostskoleplads var min største fejltagelse. Jeg blev ked af det, og begyndte også at nyde et par øl under togrejsen. Det virkede dulmende på den triste stemning.

Næste lysglimt var den dag, da jeg fik kørekort. Jeg var nærmest lykkelig. Det var som at få adgang til friheden – en mulighed for at komme væk hjemmefra. Far og mor klarede sig igen lidt bedre økonomisk og fik råd til en ny bil – og jeg overtog deres gamle.  Fra da af var jeg altid på farten. Jeg mødte snart folk, der var interesserede i store amerikanerbiler. Jeg var selv igang som mekaniker, tjente penge, og snart var jeg med – rullende i Buick, og “grisebilerne” Ford & Ranchero.

Efterhånden som de mørke skygger fra barndomshjemmet kom på afstand steg livsglæden, men øllerne fulgte stadig med og kastede en voksende skygge over mit liv. Snart begyndte også interessen for ” det andet køn “, og jeg gjorde mig de første erfaringer.  Da jeg fik min første kæreste, kom den næste overraskelse. Efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende, opdagede jeg, at hun inderst inde var ligesom min mor. Og da ” madammerne ” opdagede at de lignede hinanden, gik det ikke længere. Forholdet gik i stykker – og jeg flyttede ind hos en kammerat, der også havde slået op med sin kæreste. Det gik fint med at dele lejligheden – indtil han fandt en kæreste, som flyttede ind. Så flyttede jeg til en 1-værelses lejlighed, øllerne flyttede med.

Jeg mistede kontrollen, mistede alt, og blev “sofarytter” hos venner og bekendte. Det kunne ikke holde i længden, og jeg påbegyndte en vandring gennem en lang tunnel – ind og ud fra det ene herberg efter det andet, mens jeg indledte en endeløs og fortvivlet kamp med de sociale myndigheder, i håbet om at få et lille skub der kunne hjælpe mig op at stå på mine egne ben igen. Jeg blev holdt hen i uvished i årevis – uvished virker som tortur på mig –  “metoden” er udbredt hos de sociale myndigheder, men som de siger : der er jo ikke noget personligt i det – og det er vel det bedste man kan sige om de sociale myndigheders håndtering af “sager” som mig. Men når man er “på spanden”, kan man ikke undgå at se virkeligheden i øjnene i længden – til sidst indså jeg, at den eneste der kan gøre noget for ” Hr. Jørgensen “, det er mig selv. Det var en barsk opvågnen til den virkelighed, der gemte sig under glasuren på den smukke drømmekage : “verdens bedste velfærdssamfund”. Hvem ved iøvrigt om H.C.Andersens eventyr “ Den grimme Ælling ” passer ?  Jeg hørte om, “at en svane kan vokse op i en andegård”;  men jeg var bare en lille efterladt “ælling”, som tidligt “mistede” sin andemor og kom væk fra flokken – og derfor selv måtte finde ud af hvad jeg var skabt til at være. Se på billederne og døm selv.

Jeg kom til at tænke på den historie, jeg skrev for 35 år siden, som indleder denne fortælling – den foregriber den oplevelse der har fulgt mig hele livet.

 

 

 

 

 

 

 

Da min mor blev begravet, fortalte min ældste søster mig, at mor allerede tidligt flere gange havde forsøgt at overtale hende til at adoptere mig, da hun ikke selv magtede det pga hendes sygdom. Der faldt nogle brikker på plads i det rodede puslespil jeg slæber på, men jeg blev også meget trist.

Min skolekammerat, Ole, skrev engang denne historie:

” Der var engang, og den gik jeg igennem. Dér mødte jeg 2 hårløse kvinder, der spillede på tandløse kamme. Pludselig faldt jeg ned i et dybt, sort hul, hvor jeg mødte en trold. Så fik trolden een på kassen … og een på kassen … og een på kassen. Så tog jeg alle kasserne og stablede dem ovenpå hinanden, hvorefter jeg kunne kravle op af det dybe sorte hul … “

For mindre end et halvt år siden fik jeg en lille lejlighed – for første gang et hjem i mere end 8 år. Så længe jeg sælger aviser kan jeg undgå at blive sat på gaden igen – men uden avissalget går det ikke. Der sidder jeg nu med alle de “kasser” jeg har fået “på siden af hovedet” undervejs, og er nu endelig igang med at bygge et nyt liv af dem. Min skolekammerat, Ole´s historie, hjælper mig til at bruge “kasserne” til noget godt.

Her står jeg så idag, efter en lang og målrettet indsats, på min karrieres højdepunkt :   som sælger af ” Hus Forbi ” – et blad om barske, men vigtige skæbner. Og for dem der sælger, kan det næsten blive spørgsmålet om liv eller død. Så når du næste gang møder en sælger, og du ikke når at købe avisen eller lære sælgeren lidt at kende, så kan du tage min lille historie frem og tænke på, at hver eneste sælger bærer rundt på en tilsvarende historie om deres liv, håb og drømme. Vi har jo kun et kort øjeblik til at lære hinanden lidt at kende – men med så lidt som et smil, et skulderklap, eller en lille håndsrækning kan vi hjælpe hinanden med at komme videre !  Tak, fordi du tog imod min lille historie. Jeg lytter også gerne til din, hvis vi mødes en anden gang, og du gerne vil dele den med mig.

 

Venlig Hilsen     

Benny
sælger Nr. 909  “

 

 

 

 

Benny M. Jørgensen er begravet på Assistens Kirkegård, Kbh,  hvor der er en afdeling for de ukendte / hjemløse.