Epistel,  Poema,  Portrait

CARPE DIEM # 8 – Gerth og Gæssene … and “guess Who”

 

 

 

 

Denne mand er rig, men har ingen penge. Han jager og nedlægger dagligt bytte, uden våben, nok til at føde over hundrede af gadens hjemløse og sultne folk. Han er uden frygt, og taler med alle, høj og lav, mens han ser dem direkte i øjnene – i ordets bedste forstand – og behøver hverken at angribe eller forsvare sig. Han må dagligt bryde det ubrydelige, det daglige brød,  lovens ord ..   bryde ud i vid over vanvid, bryde igennem i en vanvittig verden, for at redde jord under fødderne, himmel over hovedet og den sunde fornuft samlet af hjertet derimellem. Han er håndens og åndens geni, hestehvisker, gartner, og hyrde uden stav og en brægende flok af rettroende. Ordene flyder ud af munden som lyrisk guld, visdom og hellige skrifter, fra tidlig morgenstund til sen aften.

 

 

.

.

 

 

 

 

 

.

 

 

 Gerth og gæssene … and ” guess  Who ”   ?

 

 

 

Du er lys
levende digt
af kød og blod,
som tænker klart,
og vandrer rundt
blandt menneskene,

.

du ægger, lægger og udruger dem
når du færdes i menneskefarme,
du opmuntrer dem med åbne arme
der kyses som kyllinger og velsigner dem,
du slipper dem løs fra farmen
og giver dem fatningen og hele armen,
så de ikke hovedløst skal ende hos slagteren,
du spørger dem igen og igen
hvor langt de tør gå i deres tro,

.

du lindrer, sår 
frø allevegne,
i dine spor spirer
kål, kartofler, æbler og visdom.

.

Du siger ikke  ” gør som mig !  ”  eller  ” følg mig ”
men til gengæld :   ” hvad kan jeg gøre for dig ?

.

med rødder under fødder, rank som en stamme og hovedet som krone
står du som et træ, der skyder rødder dybere og strækker sine grene længere ind i
himlen, og ryster rig frugt af sig,
du ryster al gravitativt og jordfæstet af dig, og bevæger dig let
som frø båret af vinden og tanken, end ikke ordfæstet,
– selv når ordet  T A K  lyder fra din mund, står alt klart,
som dagens lys, en morgenstund med guld i mund …

.

Tænk  Altid  Klart

.

– ud flyver ordene, som frie fugle
der samles i flok,  som sort sol
og ukendte digte,
som selv ikke du på forhånd kender,
( andet end som “nye gamle venner” )
når du indleder din tale,
– digte som bevæger sig fri, fro og frejdigt
mellem fantasi og en større virkelighed,
som ingen ved hvor fører hen, andet end,
at de vil aldrig svigte – eller falde på hale
for nogen eller noget – ej heller sig selv, det geniale eller gale.

.

– sådan lister du  listigt rundt, dag og nat, 
med sikkert nattesyn, som en  K A T,
smyger dig smidigt for at finde bytte,
går baglæns ind i folk, ved at lytte
rammer hovedet på sømmet,
og finder ad finurlige omveje
den korteste vej
mellem Gud og hver mand,
– med et sikkert instinkt,
og en tro der formår
mere end forstand forstår.

.

Ingen ved hvad du gør,
eller forstår at du tør,
når du hvisker en panisk vild hest
til ro i dine arme, som et lille føl,

ingen tremmer kan holde på en fri fugl,
i al jordisk lede bygger du din rede
og finder en ukendt frihed

.

du er uforklarlig

alt muligt, inklusivt
det der antages for umuligt
–  et levende bevis
    … Gud eller ej …

.

Gerth, for dig er intet svært
– og selvom jeg ved at jeg intet ved
om tyngdekraftens forhold til lette tanker,
og hvordan alt omkring dig vægtløst løfter sig,
som fjerede væsner, engle og andet ærke’ kræ,
og selv hvis du en dag kaster dit anker,
og står til søs, i sus og dus, i dis og døs
i udvisket overgang mellem liv og død,
så vælger jeg til det sidste at tro på dig.

.

( man skal betænke alternativet,
                                                      sådan er livet )

 

.

 

.

.

.

.

.

» Jeg ved, hvor jeg skal hen. Jeg er i evig fred.
Jeg glæder mig !  Jeg glæder mig over hver eneste
dag, 
jeg får lov at stå op. Jeg glæder mig også til
den dag,  jeg kan blive liggende. Og hvis jeg, når jeg skal

herfra, bliver lagt i en båd, rigget med bål og sprængstof,
og sættes til søs … til det hele går i luften … så vil det være

helt i min ånd «

.

Gerth Christensen

 

 

 

.