Lysningen

 

 

 

      Folkets historie – fra landsbyfællesskaber til isolation i byer – gennem lidelser og forvandling
–  med afsæt i H. C. Andersen ´ s   ”  Grantræet ”  og  ” Pigen med Svovlstikkerne “

 

 

 

 

 

 

 I Norden bruges endnu det gamle ord (H)jul om vintersolhverv.

Siden kom kristendommen og historien om Jesus og løb med  “hjulet”,
men det er en anden historie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stormen havde nedlagt flere af de største træer i skoven. Der var opstået en lysning, hvor kæmperne havde mistet fodfæstet. Her forberedte hemmelige væsner i undergrunden sig på ny. Regnen gennemvædede lysningen, solen gav varme, jorden var næringsrig, kogler fra de faldne træer havde fået fodfæste og begyndte snart at spire. De første spinkle grene strakte sig usikkert og skrøbeligt op mod himlen. Vinden styrkede dem. En let parfumeret duft af nye skud fyldte om foråret luften. Skovens dyr spiste af de friske skud, da de endnu ikke var hærdede. En enkelt overlevede, et lille grantræ, som heller ikke haren ænsede når den hoppede rundt i skovbunden for at lede efter nødder og bær. Det tredie år måtte haren vige, da det lille træ tog til i vækst, og beslutsomt indtog sin plads. Børnene var på tur i skoven med deres familier. De havde også opdaget det lille grantræ, var begyndt at holde af det, og inddrog det i deres leg.

Det blev vinter. Sneen udsmykkede skoven. Alt blev smukkere og endnu mere stille. Iskrystaller glimtede som diamanter, sne dannede rene hvide flader, og dyrespor lignede digte på et ukendt sprog, nedskrevet af en mester i kalligrafi. Skoven og dens gæster holdt åndedrættet tilbage, i andægtighed over den insisterende og påtrængende skønhed. Frostsneens knagen under fodtrinene lød som sammenknuget vat eller gnavent og surt fodtøj. Da en familie passerede lysningen, skreg børnene spontant af begejstring over synet. For øjnene af dem blev det lille grantræ af sneen pyntet mere op end noget træ de havde set juleaften. Børnene trak i forældrene, og tryglede om at få det med hjem. Faderen tog til genmæle :  ” vil I ødelægge så fin og sart en skønhed, som kun kan eksistere her ude i kulden, som ikke kan ejes og hjemføres til opvarmede stuer ? “. Børnene blev stille og vidste ikke hvad de skulle svare. Hele familien stod tryllebundet og så på det lille mirakel. De turde ikke foretage sig noget, i en blanding af usikkerhed og respekt for noget som de ikke helt vidste hvad var. Faderens ord brændte længe i dem. Efter en lang pause fortsatte han : ” Lad det nu stå, så andre også kan opleve det. Så kan vi tænke over det – og tage herud igen, hvis der stadig er stemning for at tage det med hjem til jul “

 

*

 

I et gammelt stråtækt hus i skoven boede en pige med sine gamle forældre. Om sommeren samlede de honning, bivoks og brænde, om vinteren støbte de lys. Året igennem samlede pigen grene og kviste i lysningen efter de faldne træer. Hun havde fulgt de nye skud efter stormen, og kendte dem hver især, og anså dem for at være sine gode naboer og venner.

Denne vinter var særlig hård, og skønheden så meget desto mere overvældende. Da solen brød igennem, landede dens stråler på det lille grantræ i lysningen. En vind rejste sig og rystede sneen af de store træer. Iskrystaller glimtede i solstrålen og dalede langsomt ned mod det lille grantræ. Ingen kunne ryste synet af sig. Pigen fyldtes af en knugende uro og ængstelse. Hun vidste hvad der kunne ske, når sneen faldt og gjorde dem mere synlige for nysgerrige øjne.

Selvom hun var forberedt, overvældede sorgen hende, da hun en morgen kom til ud til lysningen og så, at det lille grantræ var afsavet ved rode og fjernet fra stedet. Men det ramte endnu dybere, for hendes gamle forældre skræntede i den hårde vinter. Af desperation og fortvivlelse udtænkte hun en redningsplan. Det var tydeligt at deres chancer for at komme igennem vinteren svandt hurtigere end hun allerede frygtede.

Pigen satte tempoet op og indsamlede flere grene end hun plejede. Hun løb hjem, og samlede i al hast så mange lys hun kunne bære. Derpå begav hun sig alene på den besværlige rejse mod byen. I sin iver og travlhed kunne hun ikke mærke sulten. Når hun blev tørstig greb hun blot sneen med de frosne hænder og smeltede den i munden. Skønheden betød mere for hende end kulden.

 

*

 

I byen havde folk travlt. Hun solgte godt af lysene. Hendes bekymring for de gamle forældre drev hende til at blive ved. Hun vidste ikke hvor meget hun skulle sælge, eller hvor langt hun skulle gå. Derfor fortsatte hun længere end klogt var;  selvom hendes ansvarsfølelse var stor, var hun stadig et barn. Dagen gik på hæld, mørket og kulden kom umærkeligt og uafviseligt snigende. Nu tændtes byens lys, i gader og de mange huse. Vinduerne ud mod gaden lystes op. Det var trylleri – en anden og uimodståelig skønhed end den hun kendte fra skoven. Kontrasten mellem opvarmede stuer badet i gyldent lys, og gadernes kolde blå skygger, var en fryd for øjet. Af begejstring og opslukthed glemte hun helt at sælge lysene, og gik tryllebundet fra vindue til vindue for at kigge ind i hver eneste stue – som et barn der utålmodigt længes efter at lukke alle lågerne op i en julekalender, for at se hvad der gemmer sig bag.

Da hun kom forbi endnu et vindue, gav det et gisp i hende. Inde i stuen genkendte hun det lille grantræ fra lysningen i skoven. En indigneret harme fik kortvarigt blodet til at brænde i kinderne, indtil hun opdagede hvordan træet var ved at blive pyntet op til jul. Pigen bøjede sig endnu en gang for en ny og ukendt skønhed, og glemte al nag. Hun så gennem vinduet hvordan de pyntede træet med farvestrålende glaskugler, kurve, dyr og fugle. Der kom frugt og søde sager i de små kurve. Der blev sat levende lys på, magen til dem hun selv havde støbt. Træet fra lysningen lyste nu selv. Gaverne bugnede under de laveste grene. Pigens hjerte brændte. Hun gav sig hen til børnenes glæde over det lille grantræ. Hun mærkede en varmt strømmende lyst efter at tilslutte sig selskabet, og fortælle dem om grantræets opvækst, så de kunne være sammen i fælles glæde og forundring over det – men kølnedes hurtigt, da det gik op for hende, at det kunne føre til pinlige optrin, hvis hun røbede sammenhængen.

Pigens begejstring over alle de mange indtryk fra byen samledes i en mæthedsfølelse, som siden blev til træthed. Hun følte sig gradvist mere draget mod snedriverne, som mindede om en seng med fyldige bløde dyner. Hun gav efter og lagde sig i snedriverne, og blundede. Halvt vågen halvt drømmende var hun både ude i gadens kulde og mørke, og inde i de oplyste og varme stuer. Med en følelse af lettelse bemærkede hun at kulden ikke længere gjorde ondt, og gav efter for trætheden og søvnen. Drømmene om at være inde fortrængte følelsen af at være ude. Hun fyldtes af en lykkefølelse, mens hun stille gled over i søvnen.

 

*

 

En gruppe store knægte, som havde været ude og feste, var de første der fandt den livløse pige. Snarrådigt dækkede de andre, mens den ene undersøgte pigen. Han fandt nogle småmønter, og slog spontant over i en næsten overbærende tone :  ” (suk) … hvem kan leve af DET ? … måske var det bedst, at hun fik fred… “. Han slog armene ud og rystede på hovedet. Selskabet bevægede sig atter videre under råben og sang. Mønterne blev indløst for lidt mere øl.

Huset i skoven lå indhyllet i mørke og sneens blålige skær. Vinduerne var dækket af iskrystaller, hvorigennem et svagt og nervøst blafrende lys kom indefra. Intet andet kunne man se og høre, hverken ude eller inde.  I lysningen blev alt adskilt under larm og postyr, og siden i stilhed samlet.

 

 

 

 

 *

 

 

 

 

The Little Orphan  –  by Fjodor Dostojewski

 

 

I

 

In a large city, on Christmas eve in the biting cold, I see a young child, still quite young, six years old, perhaps even less; yet too young to be sent on the street begging, but assuredly destined to be sent in a year or two.

This child awakes one morning in a damp and frosty cellar. He is wrapped in a kind of squalid dressing-gown and is shivering. His breath issues from between his lips in white vapor; he is seated on a trunk; to pass the time he blows the breath from his mouth, and amuses himself in seeing it escape. But he is very hungry. Several times since morning he has drawn near the bed covered with a straw mattress as thin as gauze, where his mother lies sick, her head resting on a bundle of rags instead of a pillow.

How did she come there? She came probably from a strange city and has fallen ill. The proprietress of the miserable lodging was arrested two days ago, and carried to the police station; it is a holiday to-day, and the other tenants have gone out. However, one of them has remained in bed for the last twenty-four hours, stupid with drink, not having waited for the holiday.

From another corner issue the complaints of an old woman of eighty years, laid up with rheumatism. This old woman was formerly a children’s nurse somewhere; now she is dying all alone. She whines, moans, and growls at the little boy, who begins to be afraid to come near the corner where she lies with the death rattle in her throat. He has found something to drink in the hallway, but he has not been able to lay his hand on the smallest crust of bread, and for the tenth time he comes to wake his mother. He finishes by getting frightened in this darkness.

The evening is already late, and no one comes to kindle the fire. He finds, by feeling around, his mother’s face, and is astonished that she no longer moves and that she has become as cold as the wall.

“It is so cold!” he thinks.

He remains some time without moving, his hand resting on the shoulder of the corpse. Then he begins to blow in his fingers to warm them, and, happening to find his little cap on the bed, he looks softly for the door, and issues forth from the underground lodging.

He would have gone out sooner had he not been afraid of the big dog that barks all the day up there on the landing before their neighbor’s door.

Oh! what a city! never before had he seen anything like it. Down yonder from where he came, the nights are much darker. There is only one lamp for the whole street; little low wooden houses, closed with shutters; in the street from the time it grows dark, no one; every one shut up at home: only a crowd of dogs that howl, hundreds, thousands of dogs, that howl and bark all the night. But then, it used to be so warm there! And he got something to eat. Here, ah! how good it would be to have something to eat! What a noise here, what an uproar! What a great light, and what a crowd of people! What horses, and what carriages! And the cold, the cold! The bodies of the tired horses smoke with frost and their burning nostrils puff white clouds; their shoes ring on the pavement through the soft snow. And how every body hustles every body else! “Ah! how I would like to eat a little piece of something. That is what makes my fingers ache so.”

 

 

II

 

A policeman just passes by, and turns his head so as not to see the child.

“Here is another street. Oh! how wide it is! I shall be crushed to death here, I know; how they all shout, how they run, how they roll along! And the light, and the light! And that, what is that? Oh! what a big window pane! And behind the pane, a room, and in the room a tree that goes up to the ceiling; it is the Christmas tree. And what lights under the tree! Such papers of gold, and such apples! And all around dolls and little hobby-horses. There are little children well-dressed, nice, and clean; they are laughing and playing, eating and drinking things. There is a little girl going to dance with the little boy. How pretty she is! And there is music. I can hear it through the glass.”

The child looks, admires, and even laughs. He feels no longer any pain in his fingers or feet. The fingers of his hand have become all red, he cannot bend them any more, and it hurts him to move them. But all at once, he feels that his fingers ache; he begins to cry, and goes away. He perceives through another window another room, and again trees and cakes of all sorts on the table, red almonds and yellow ones. Four beautiful ladies are sitting down, and when any body comes he is given some cake: and the door opens every minute, and many gentlemen enter. The little fellow crept forward, opened the door of a sudden, and went in. Oh! what a noise was made when they saw him, what confusion! Immediately a lady arose, put a kopeck in his hand, and opened herself the street door for him. How frightened he was!

 

 

III

 

The kopeck has fallen from his hands, and rings on the steps of the stairs. He was not able to tighten his little fingers enough to hold the coin. The child went out running, and walked fast, fast. Where was he going? He did not know. And he runs, runs, and blows in his hands. He is troubled. He feels so lonely, so frightened! And suddenly, what is that again! A crowd of people stand there and admire.

“A window! behind the pane, three pretty dolls attired in wee red and yellow dresses, and just exactly as though they were alive! And that little old man sitting down, who seems to play the fiddle. There are two others, too, standing up, who play on tiny violins, keeping time with their heads to the music. They look at each other and their lips move. And they really speak? Only they cannot be heard through the glass.”

And the child first thinks that they are living, and when he comprehends that they are only dolls, he begins to laugh. Never had he seen such dolls before, and he didn’t know that there were any like that! He would like to cry, but those dolls are just too funny!

 

IV

 

Suddenly he feels himself seized by the coat. A big rough boy stands near him, who gives him a blow of his fist on the head, snatches his cap, and trips him up.

The child falls. At the same time there is a shout; he remains a moment paralyzed with fear. Then he springs up with a bound and runs, runs, darts under a gateway somewhere and hides himself in a court-yard behind a pile of wood. He cowers and shivers in his fright; he can hardly breathe.

And suddenly he feels quite comfortable. His little hands and feet don’t hurt any more; he is warm, warm as though near a stove, and all his body trembles.

“Ah! I am going asleep! how nice it is to have a sleep! I shall stay a little while and then I will go and see the dolls again,” thought the little fellow, and he smiled at the recollection of the dolls. “They looked just as though they were alive!”

Then he hears his mother’s song. “Mamma, I am going to sleep. Ah! how nice it is here for sleeping!”

“Come to my house, little boy, to see the Christmas tree,” said a soft voice.

He thought at first it was his mother; but no, it was not she.

Then who is calling him? He does not see. But some one stoops over him, and folds him in his arms in the darkness: and he stretches out his hand and–all at once–oh! what light! Oh! what a Christmas tree! No, it is not a Christmas tree; he has never seen the like of it!

Where is he now? All is resplendent, all is radiant, and dolls all around; but no, not dolls, little boys, little girls; only they are very bright. All of them circle round him; they fly. They hug him, they take him and carry him away, and he is flying too. And he sees his mother looking at him and laughing joyfully.

“Mamma! mamma! ah! how nice it is here!” cries her little boy to her.

And again he embraces the children, and would like very much to tell them about the dolls behind the window pane. “Who are you, little girls?” he asks, laughing and fondling them.

It is the Christmas tree at Jesus’s.

At Jesus’s, that day, there is always a Christmas tree for little children that have none themselves.

And he learned that all these little boys and girls were children like himself, who had died like him. Some had died of cold in the baskets abandoned at the doors of the public functionaries of St. Petersburg; others had died out at nurse in the foul hovels of the Tchaukhnas; others of hunger at the dry breasts of their mothers during the famine. All were here now, all little angels now, all with Jesus, and He Himself among them, spreading his hands over them, blessing them and their sinful mothers.

And the mothers of these children are there too, apart, weeping; each recognizes her son or her daughter, and the children fly towards them, embrace them, wipe away the tears with their little hands, and beg them not to weep.

And below on the earth, the concierge in the morning found the wee corpse of the child, who had taken refuge in the courtyard. Stiff and frozen behind the pile of wood it lay.

The mother was found too. She died before him; both are reunited in Heaven in the Lord’s house.

 

 

 

 

 

En nutidig historie :

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Benny M. Jørgensen var hjemløs, og solgte trofast bladet ” Hus Forbi ” ved et større supermarked på Frederiksundsvej i Brønshøj. Han var en del af gadebilledet i mange år, og de fleste kendte ham som en gemytlig og beskeden fyr, som man altid kunne få en lille snak med. Han brokkede sig aldrig over sin skæbne, og fandt altid en humoristisk vinkel på situationen, dog skinnede en underliggende smerte igennem. Hans øjne lyste af det hele. Glæden over øl til at dulme nerverne gav lindring i begyndelsen, men endte med at koste ham livet i en alder af ca 55 år.

I 2016 fortalte han sin historie til mig. Den blev nedskrevet, trykt og uddelt gratis til alle der var interesserede. Derfra spredte hans historie sig, og nåede p et tidspunkt også frem til statsminister Løkke Rasmussen og departementchefer m.fl. Den blev gengivet i bladet ” Hus Forbi ” som han selv var med til at sælge, sælger nr. 909.

Her er hans historie, med egne ord :

 

 

” Mange spørger, hvordan jeg blev forfremmet til sælger af  ” Hus forbi “. Det er ligesom alle andre karrierer, noget man arbejder henimod igennem et langt liv. Da jeg var teenager, skrev jeg denne historie:

” … Jeg gik i en mørk og lang tunnel, og kunne intet se. Pludselig kunne jeg skimte lyset for enden af tunnellen. Da jeg endelig kom ud i lyset var det så klart og blændende, at jeg stadig intet kunne se … “

Det begyndte nærmest som en drøm. En ung mand og kvinde mødte hinanden, blev gift, flyttede sammen og fik børn. Far arbejdede og mor gik hjemme. Jeg ankom i 1964 som den lille efternøler i en søskendeflok med 5 børn.

Familien var tilflyttere fra Sejrø, og kendte til trange kår. Med de mange unger var trangen blevet så stor, at familien for at “overleve” med egne hænder byggede eet af de største huse i Skovlunde dengang. Selvom familien leverede arbejdskraften til byggeriet, blev det dyrere end forventet. Det forstærkedes yderligere da de 4 store søskende kort efter min ankomst flyttede hjemmefra. Mine forældre havde nok håbet at de havde hjulpet til med at tjene til føden, og var blevet boende hjemme længere. Sådan gik det til at jeg fra begyndelsen blev “enebarn”, trods en stor søskendeflok. Min far prøvede at redde økonomien ved at cykle rundt og klunse efter arbejdstid. Hans fund blev ikke altid videresolgt, og hjemmet udviklede sig til et depot, hvor der efterhånden kun var trædestier imellem de voksende bunker overalt.

Der gik min mor og jeg så rundt, mens far var på farten. Mor var altid i dårligt humør og orkede ikke noget. Når far endelig var hjemme skændtes de – jeg var ikke gammel før flyvende tallerkener fløj gennem luften når de skændtes. En tallerken fra den ene retning blev besvaret med ti fra den anden. Så jeg havde både “hund og kat”, og “sciencefiction-drama” med flyvende tallerkener på allertætteste hold – hvad mere kan en lille dreng ønske sig ?

Nej, det var hårdt for et lille barn. Min mors dystre humør formørkede atmosfæren – det var enten ” her way ” eller ” the highway ” – og siden da har det været et gennemgående tema i mit liv. Jeg reagerede ved at trække mig, og sådan lærte jeg tidligt at leve som en eremitkrebs, der gemte de bløde og sårbare dele i en hård skal.

 

 

Så kom skoletiden. Det blev fortsættelsen af helvedet hjemme, bortset fra min skolekammerat Ole. Vi kørte på knallert og spillede musik, så det susede for ørerne – og var begge gode med hænderne. Jeg blev sidenhen mekaniker og Ole kleinsmed og professionel musiker.

For en “knallert” som mig var knallerten en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg elskede den. Med den kom jeg væk fra den ulykkelige stemning i hjemmet. Det pustede liv i frihedstrang og fremtidsdrømme. Mens jeg en dag stod i indkørslen og rodede med knallerten, kom min mor ud og så træt på mig. Hun havde været syg i lang tid, uden udsigt til bedring. Så spurgte hun om jeg ville på kostskole. Jeg var stadig meget ung, så jeg blev bange og følte at hun forsøgte at jage mig bort – og sagde derfor nej. Jeg kendte jo kun den lille verden derhjemme, hvor jeg for det meste var alene på mit værelse. Dér, skærmet bag skærmen, sad jeg inde, på livstid… først bag TVskærme, så bag computerskærme… altid bag en skærm – og med tiden udviskedes forskellen mellem mig og “Jens Vejmand”:  han sad jo også dér, bag skærmen, med klude om sin hånd…

Da jeg et par år efter var kommet i lære som mekaniker, med daglige lange togture mellem hjemmet og værkstedet, blev disse et nyt fristed for mig. Jeg kunne hvile mig, tænke, læse eller sove, uden at skulle stå til regnskab for nogen. Kontrasten mellem den gode og varme stemning i værkstedet og den dårlige stemning hjemme påvirkede mig voldsomt. På vej hjem efter en god dag på værkstedet, begyndte en nagende tvivl at pine mig. Som tiden gik, følte jeg at mit nej til en kostskoleplads var min største fejltagelse. Jeg blev ked af det, og begyndte også at nyde et par øl under togrejsen. Det virkede dulmende på den triste stemning.

Næste lysglimt var den dag, da jeg fik kørekort. Jeg var nærmest lykkelig. Det var som at få adgang til friheden – en mulighed for at komme væk hjemmefra. Far og mor klarede sig igen lidt bedre økonomisk og fik råd til en ny bil – og jeg overtog deres gamle.  Fra da af var jeg altid på farten. Jeg mødte snart folk, der var interesserede i store amerikanerbiler. Jeg var selv igang som mekaniker, tjente penge, og snart var jeg med – rullende i Buick, og “grisebilerne” Ford & Ranchero.

Efterhånden som de mørke skygger fra barndomshjemmet kom på afstand steg livsglæden, men øllerne fulgte stadig med og kastede en voksende skygge over mit liv. Snart begyndte også interessen for ” det andet køn “, og jeg gjorde mig de første erfaringer.  Da jeg fik min første kæreste, kom den næste overraskelse. Efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende, opdagede jeg, at hun inderst inde var ligesom min mor. Og da ” madammerne ” opdagede at de lignede hinanden, gik det ikke længere. Forholdet gik i stykker – og jeg flyttede ind hos en kammerat, der også havde slået op med sin kæreste. Det gik fint med at dele lejligheden – indtil han fandt en kæreste, som flyttede ind. Så flyttede jeg til en 1-værelses lejlighed, øllerne flyttede med.

Jeg mistede kontrollen, mistede alt, og blev “sofarytter” hos venner og bekendte. Det kunne ikke holde i længden, og jeg påbegyndte en vandring gennem en lang tunnel – ind og ud fra det ene herberg efter det andet, mens jeg indledte en endeløs og fortvivlet kamp med de sociale myndigheder, i håbet om at få et lille skub der kunne hjælpe mig op at stå på mine egne ben igen. Jeg blev holdt hen i uvished i årevis – uvished virker som tortur på mig –  “metoden” er udbredt hos de sociale myndigheder, men som de siger : der er jo ikke noget personligt i det – og det er vel det bedste man kan sige om de sociale myndigheders håndtering af “sager” som mig. Men når man er “på spanden”, kan man ikke undgå at se virkeligheden i øjnene i længden – til sidst indså jeg, at den eneste der kan gøre noget for ” Hr. Jørgensen “, det er mig selv. Det var en barsk opvågnen til den virkelighed, der gemte sig under glasuren på den smukke drømmekage : “verdens bedste velfærdssamfund”. Hvem ved iøvrigt om H.C.Andersens eventyr “ Den grimme Ælling ” passer ?  Jeg hørte om, “at en svane kan vokse op i en andegård”;  men jeg var bare en lille efterladt “ælling”, som tidligt “mistede” sin andemor og kom væk fra flokken – og derfor selv måtte finde ud af hvad jeg var skabt til at være. Se på billederne og døm selv.

Jeg kom til at tænke på den historie, jeg skrev for 35 år siden, som indleder denne fortælling – den foregriber den oplevelse der har fulgt mig hele livet.

 

 

 

 

 

 

 

Da min mor blev begravet, fortalte min ældste søster mig, at mor allerede tidligt flere gange havde forsøgt at overtale hende til at adoptere mig, da hun ikke selv magtede det pga hendes sygdom. Der faldt nogle brikker på plads i det rodede puslespil jeg slæber på, men jeg blev også meget trist.

Min skolekammerat, Ole, skrev engang denne historie:

” Der var engang, og den gik jeg igennem. Dér mødte jeg 2 hårløse kvinder, der spillede på tandløse kamme. Pludselig faldt jeg ned i et dybt, sort hul, hvor jeg mødte en trold. Så fik trolden een på kassen … og een på kassen … og een på kassen. Så tog jeg alle kasserne og stablede dem ovenpå hinanden, hvorefter jeg kunne kravle op af det dybe sorte hul … “

For mindre end et halvt år siden fik jeg en lille lejlighed – for første gang et hjem i mere end 8 år. Så længe jeg sælger aviser kan jeg undgå at blive sat på gaden igen – men uden avissalget går det ikke. Der sidder jeg nu med alle de “kasser” jeg har fået “på siden af hovedet” undervejs, og er nu endelig igang med at bygge et nyt liv af dem. Min skolekammerat, Ole´s historie, hjælper mig til at bruge “kasserne” til noget godt.

Her står jeg så idag, efter en lang og målrettet indsats, på min karrieres højdepunkt :   som sælger af ” Hus Forbi ” – et blad om barske, men vigtige skæbner. Og for dem der sælger, kan det næsten blive spørgsmålet om liv eller død. Så når du næste gang møder en sælger, og du ikke når at købe avisen eller lære sælgeren lidt at kende, så kan du tage min lille historie frem og tænke på, at hver eneste sælger bærer rundt på en tilsvarende historie om deres liv, håb og drømme. Vi har jo kun et kort øjeblik til at lære hinanden lidt at kende – men med så lidt som et smil, et skulderklap, eller en lille håndsrækning kan vi hjælpe hinanden med at komme videre !  Tak, fordi du tog imod min lille historie. Jeg lytter også gerne til din, hvis vi mødes en anden gang, og du gerne vil dele den med mig.

 

Venlig Hilsen     

Benny
sælger Nr. 909  “

 

 

Benny M. Jørgensen er begravet på Assistens Kirkegård, Kbh,  hvor der er en afdeling for de ukendte / hjemløse.

 

 

 

 

*

 

 

 

 

Denne mand er rig, men har ingen penge. Han jager og nedlægger dagligt bytte, uden våben, nok til at føde over hundrede af gadens hjemløse og sultne folk. Han er uden frygt, og taler med alle, høj og lav, mens han ser dem direkte i øjnene – i ordets bedste forstand – og behøver hverken at angribe eller forsvare sig. Han må dagligt bryde det ubrydelige, det daglige brød,  lovens ord ..   bryde ud i vid over vanvid, bryde igennem i en vanvittig verden, for at redde jord under fødderne, himmel over hovedet og den sunde fornuft samlet af hjertet derimellem. Han er håndens og åndens geni, hestehvisker, gartner, og hyrde uden stav og en brægende flok af rettroende. Ordene flyder ud af munden som lyrisk guld, visdom og hellige skrifter, fra tidlig morgenstund til sen aften.

 

 

.

.

 

 

 

 

 

.

 

 

 Gerth og gæssene … and ” guess  Who ”   ?

 

 

 

Du er lys
levende digt
af kød og blod,
som tænker klart,
og vandrer rundt
blandt menneskene,

.

du ægger, lægger og udruger dem
når du færdes i menneskefarme,
du opmuntrer dem med åbne arme
der kyses som kyllinger og velsigner dem,
du slipper dem løs fra farmen
og giver dem fatningen og hele armen,
så de ikke hovedløst skal ende hos slagteren,
du spørger dem igen og igen
hvor langt de tør gå i deres tro,

.

du lindrer, sår 
frø allevegne,
i dine spor spirer
kål, kartofler, æbler og visdom.

.

Du siger ikke  ” gør som mig !  ”  eller ” følg mig “
men derimod :  ” hvad kan jeg gøre for dig ?

.

med rødder under fødder, rank som en stamme og hovedet som krone
står du som et træ, der skyder rødder dybere og strækker sine grene længere ind i himlen,
du ryster al gravitativt og jordfæstet af dig, og bevæger dig let
som frø båret af vinden og tanken, end ikke ordfæstet,
– selv når ordet  T A K  lyder fra din mund, står alt klart,
som dagens lys, en morgenstund med guld i mund …

.

Tænk  Altid  Klart

.

– ud flyver ordene, som frie fugle
der samles i flok,  som sort sol
og ukendte digte,
som selv ikke du på forhånd kender,
( andet end som “nye gamle venner” )
når du indleder din tale,
digte som bevæger sig fri, fro og frejdigt
mellem fantasi og en større virkelighed,
som ingen ved hvor fører hen, andet end,
at de vil aldrig svigte – eller falde på hale
for nogen eller noget, eller for sig selv, geniale eller gale.

.

– sådan færdes du med sikkert nattesyn, 
lister listigt rundt i nat, som en  K A T,
slår kolbøtter og smyger dig for at finde bytte,
går baglæns ind i folk, ved at lytte
rammer hovedet på sømmet
og ad finurlige omveje
finder den korteste vej
mellem Gud og hver mand,
– med et sikkert instinkt,
og en tro der formår,
mere end forstand forstår.

.

Ingen ved hvad du gør,
ingen forstår at du tør,
når du hvisker en panisk vild hest
til ro i dine arme, som et lille føl,

ingen tremmer kan holde på en fri fugl,
i al jordisk lede bygger du din rede
og finder en ukendt frihed

.

du er uforklarlig
du er alt muligt,
inklusive det der antages for umuligt
–  et sandt gudsbevis
    … Gud eller ej …

.

Gerth, for dig er intet svært
– og selvom jeg ved at jeg intet ved
om tyngdekraftens forhold til lette tanker,
og hvordan alt omkring dig vægtløst løfter sig,
som fjerede væsner, engle og andet ærke’ kræ,
og selv hvis du en dag kaster dit anker,
og står til søs, i sus og dus, i dis og døs
i udvisket overgang mellem liv og død,
så vælger jeg til det sidste at tro på dig.

.

( man skal betænke alternativet,
                                                      sådan er livet )

 

.

 

.

.

.

.

.

» Jeg ved, hvor jeg skal hen. Jeg er i evig fred.
Jeg glæder mig !  Jeg glæder mig over hver eneste
dag,  jeg får lov at stå op. Jeg glæder mig også til
den dag,  jeg kan blive liggende. Og hvis jeg, når jeg skal
herfra, bliver lagt i en båd, rigget med bål og sprængstof,
og sættes til søs … til det hele går i luften … så vil det være
helt i min ånd «

.

Gerth Christensen

 

 

 

 

*

 

.

 

 

 

 

Kirsten Rose  ( 2000 )

 

 

 

 

Kirsten Rose var en smuk kvinde fra naturens hånd. Hendes sjæl gjorde hende endnu smukkere. Hun havde et stort hjerte, og en livslang kærlighed til mennesker og kunst. Hun jagtede sammen med John Olsen ting på skrotpladserne rundt omkring i København, der kunne bruges som afsæt for en vidunderlig fantasiverden. De var jægere, legekammerater og fantasiens frontløbere. De kaldte sig for øjemennesker og tingfindere. Leg og alvor smeltede sammen til en ubrydelig enhed. I de senere år yndede Kirsten Rose at opholde sig i sin seng i den lille lejlighed i Nyboder, Krokodillegade. Hendes helbred var stærkt som altid. Hvis man opfatter livet som en flod, så fandt hun sig godt til rette i flodsengen.

Hun havde mange muligheder og evner, kom godt fra start i livet med en ressourcestærk baggrund,  giftede sig siden til endnu mere – men hendes egentlige rigdom lå altid i hendes væren i egen ret, og det liv og den kunst hun delte med andre. For mere end noget andet, mere end det rent materielle, er rigdom en følelse ( … ligesom fattigdom ofte er en følelse … man kan være rig, materielt set, og stadig føle sig fattig ) – hvilket netop hendes assemblager er et vidnesbyrd om.

Hun skabte kunstværker og smykker af det som andre kasserede.  Manoel de  Barros skrev engang :

 

”  … discarded things are important … like a discarded man …  “

 

 

 

 

Kirsten Rose, Krokodillegade  ( ca 2000 )

 

 

 

 

 

 

Madam Blå

 

 

 

 

 

 

Guddommeligt  Humør  Sejrer 

 

.

 

 

.

.

.

Rosens drømmeliv

           – et virkeligt eventyr om Kirsten Rose

.

 

 

God dag …

.

jeg har aldrig andet end gode dage
alle utalte og ens

.
morgensolen kilder mig under fødderne
og aftensolen lægger sig bag hovedgærdet
jeg ligger hvor gærdet er lavest
og følger dens gang med øjnene
til jeg atter vender hviden ud

.
andre plukker blomster på engen
jeg modtager blomster i sengen

.
andre drukner i mængden
jeg flyder i sengen

.
andre ligger vandret i luften
og  mister vejret
jeg ligger vandret i sengen
i al slags vejr med mig selv

.
andre får det gale ben ud først
hvilket bensprederi
først som sidst holder vi sammen i sengen
og søger kun adspredelse for sjov

.
andre holder modvilligt sengen
jeg holder af sengen

.
andre søger hvileløst penge og lykke
jeg er ikke sengeløs,
finder mit guld i morgenstund
og er lykkeliggende

.
andre finder det ufatteligt
men jeg ved
at det er behageligt,
at alt starter og ender i sengen

.
som solen
går livet og kærligheden
op og  ned
i sengen

.
andre jager fugls føde
flyver højt og lander hårdt

.
jeg ligger trygt i mine dun,
udruger mine æg
og stoler på mine fjer
på flugt
gennem verdensaltet

.
som man reder
så ligger man

.
jeg ligger godt
og er hverken oppe
eller  nede på tælling

.
ej heller slår jeg forgæves i dynerne
jeg slår blot mine øjne op
så kommer verden til mig

.
andre frygter skærsilden og verdensbranden
jeg ryger lige i sengen og nyder verdensgabet

.
i mit verdensgab
ser andre lige ned i helvedes flammer
og frygter den dag da de bliver liggende

.
jeg ser bare hen til forfremmelse

.
jeg har før set verden forsvinde
i et kæmpegab
og siger:
kun en tåbe frygter kedsomheden

.
hvad himmel og helvede angår
har  jeg da min himmelseng
men trækker dynen godt op om ørerne
når de taler om Sengeløse

.
børnene gribes af rædsel
når de ser mig æde
bananer i pyjamas

.
her ligger jeg
og flyder
dybt i livets flod seng
.

dybt og inderligt
godnat …

.

 

 

 

 

 

 

Det  daglige  Brød

 

 

 

 

 

 

Komposition

.

 

 

 

 

 

Insektarium

 

 

 

 

 

 

Støttefod

 

 

 

 

 

 

Vuggevise for Hofte

 

 

 

 

 

 

 

Koptisk  Maske

 

 

 

 

 

 

 

Madonna

 

 

 

 

 

 

 

Ukendt  Gud

 

 

 

 

 

 

 

Musikalsk  Stumtjener

.

 

 

 

 

 

 

Strandhugst

 

 

 

 

 

 

Baggagebæreren

.

 

 

 

 

 

 

.

Barnefoderskovl