… uden dikkedarer …

 

 

 

 

 

 

 

… en verden som er ret,

med indskudt kile af u’ret,

uret i pendulsving,

frem og tilbage ad asfaltfloden Styx,

sekunderet af stiblede midterstriber.

Kronos æder

forældre, børn

og generationer i afmålte rationer,

på vej mod ingenting,

galejslaver strejker og demonstrerer

for ” retten til at ro ” … mod mere uro …

( de skulle snarere kræve frihed, fred og ro )

… i blind kamp mod illusioner, fatamorganaer,

løsslupne psykopater

og barbarer …

 

– uden dikkedarer

 

imorgen er der atter en ny krig,

garanteret og designet

morderisk moderigtig

–  det sidste skrig  –

en ødelagt og fredløs verden

af slavehorder i kø,

som venter på frihed

og frygter at dø …

dag efter dag i hast,

last og hjertebrast …

frem og tilbage på stedet

 

– uden dikkedarer

 

en verden hævet over  “  u r e t  “,

hele planeten på rejse gennem al tid og rum,

som et rumskib med ledig plads til nye,

– og sågar blinde passagerer –

søsatte hav- og ørken-skibe,

kameler og dromedarer,

lamaer og llamaer,

frænder og fjender,

shamaner og kumpaner,

høvding, dron og dront

til fest og hverdags dont

 

– uden dikkedarer

 

alting er så stille – bag støjen

i al dens indbildte travlhed, laden og gøren

– i lydløs fart med 16 000 km i sekundet omkring solen …

og galaksen i endnu større hast …

 

Her i eder og forbandelsers

– og Edens –

have,

ombord på et skib

med køl og skrog vendt på hovedet

– omvendt til hus

med seng, stol og bord –

sejler jeg under vind og vejr,

– i sus og dus –

 

Her ånder alt

mellem fred og forandring,

mens jeg trækker vejret i vejret,

og hiver mig i skæg

stubbe og tagskæg,

gnaver glor og lytter,

skumler og gumler

som en ged på taget

– ikke  påtaget –

( for ) det er, som det er …

jeg er

              …            

                      den som er …

 

Hvad ellers  (?) …

                        spørger jeg ud i rummet …        

 

     

 

 

 

 

… og forventer ingen svarer 

 

– uden dikkedarer …