SLAGTEREN

 

 

 

En  blodig  julehistorie

( ikke egnet for børn under 12 år )  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var i de dage, hvor der udgik befaling om at alverden skulle optælles og indskrives digitalt. Horder af endeløse køer drog mod deres hjemstavn, hvor de lod sig genne ind i folden for at blive optalt og registreret. Folkene tryglede deres ledere om lindring for deres uudgrundelige angst. De bad i kor, så det lød som en brægende flok får, mens de dunkede sig i brystet : ” mit liv, bag maske, daglige forhør, undersøgelser og domsfældelse … min smitte, min syge … min skyld, min skyld, min store skyld …og ubetalelige gæld … en sygdom indtil døden … døden som forløser “. Deres falske profet tog plads foran alteret og vendte dem ryggen under bønnen for at skjule sin latter, der hånligt, spottende og nedladende spyttede deres gud lige op i ansigtet.  Folk blottede deres lemmer og vendte håndfladerne udad, så blodårerne svulmede og gjorde det lettere at tappe dem for donationer:  ” tag vort blod, og skriv med det indviede tegn over vor dør, så dødens engel går forbi i denne frygtelige nat “.  ” vi passer på hinanden ” .  De som ikke frivilligt afgav deres stemme og årelod deres livskraft, blev forfulgt og indfanget. De blev fastspændt, klynget op, gennemnaglet og fæstnet enten med søm eller kanyler, og rejst til offentligt skue, så alle kunne se de korsformede silhouetter mod aftenlandets nedgående sol. Mens fanger og vogtere i en og samme person fra deres gældsfængsler ( som de kaldte deres  “hjem” eller “dør” ) skreg ud i det tomme rum, fløj djævle og droner omkring med evigt åbne øjne og gjaldede overdøvende:  ” behersk din sjæls ubeherskede trang efter frihed “. Dødskultens leder og falske profet så med tilfredshed hele verden rødme af udgydt blod, lidelse og rædsel – hørte al den jammer, stønnen og skrigen fra ofrene som sød musik – vejrede kødets angst, sved og lidelse og tiltagende forrådnelse med udspilede næsebor – tog en dyb indånding og smagte på lugtene, som hang tungt i luften, som skarpe krydderier – og mens en tåre kneb sig ud af øjenvigen og trillede ned ad kinden, udbrød af bevægelse:  

 

Det er fuldbragt !

 

De få der overlevede, og for eftertiden befolkede verden, byggede templer til ære for dødskultens leder og falske profet. De trøstede deres eget afkom med, at denne “dødens forløser” ville komme igen og afslutte sit forehavende.

 

 

 

 

 

 

Epilog :

Gennem alle tider er den falske profet ansigtsløs og navnløs – og gemmer sig bag en maske – persona – på hvilken ansigter og navne utrætteligt påklæbes og udskiftes, for bag illuminationen at skjule illusionen. Angst og frygt er den falske profets scepter – “styrken” kun selve fortryllelsen/forbandelsen til at lede folk bort fra sig selv, væk fra kontakt med virkeligheden, og rette deres livskraft destruktivt imod sig selv og hinanden. 

Det mærkelige er, at angsten for det tomme rum, som ikke eksisterer, eksisterer – at frygten beror på folks egen skygge – selvom alle burde vide, at ingen bør frygte andet end frygten – og at på trods af det, lader al den lidelse, så smerteligt insisterende på sin egen virkelighed, sig stadig manifestere gennem menneskesindets krinkelkrogede veje og vindinger.

 

 

 

 

(  Denne tekst fra en nær fremtid eksisterer “på kanten af virkeligheden”, på tilsvarende måde som de bibelske tekster fra ca 75 gør )

 

 

 

 

 

Historien bag billedet :

 

Slagterkvarteret i Cuzco, Peru, lå på et skrånende terræn, med smalle gader som udmundede i en stor plads, belagt med grove brosten og drænet af bredt riflede rister, hvor uforsigtige fødder let kunne falde igennem og brække. Resterne fra slagterkvarteret rullede gennem de smalle gader ud på pladsen, hvor de fortsatte mod det laveste og fjernest liggende hjørne. Her mødtes alt, også fra kvarterer med frugt og grønt. Affaldet af blod, kød, indvolde og knogler, kål- og tyrehoveder blandedes med herreløse hunde i kamp om føden, og hjemve´ramte og trætte mennesker, der ventede på bussen. Al passager- last- og affaldstransport mødtes og skiltes på denne plads.

En pige i skoleuniform stod og ventede på bussen. Hun havde låst benene i en balletdansers stilling, og var i sin egen verden. Alle blev taget af situationen, da en bump lyd lød fra slagterkvarteret. Et afskåret og lænset tyrehovede hoppede henimod de afventende. Hovedet tabte fart og lagde sig for foden af pigen. Jeg var allerede i fuld gang med de visuelle indtryk fra pladsen, og vendte hurtigt kameraet mod optrinnet og indfangede det, inden pigen fik viklet sig ud af benstilling og “den indre verden”, og reagerede på den ydre verdens makabre optrin.

 

( Cuzco, Peru, 2017 )