Kosmose ( Cosmosis )

 

 

 

 Kosmose ( eng:  Cosmosis ) er en sygdom, som ødelægger de bedste sider af livet, nysgerrigheden, glæden, skabeevnen, ekstasen, og hensætter de kosmoseramte i en tilstand, hvor livet virker tomt og menings- og glædesløst, præget af slavebundne aktiviteter som ikke har rationale, funktion eller kontakt med hverken ofret, dets ligesindede eller resten af det evige, uendelige, overskudsbetonede, utrættelige, ekspanderende og ekstatiske kosmos.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kosmose ( eng: Cosmosis ) er en sygdom, som har ligheder med diagnoser som psykopati, patologisk narcissisme: Den optræder som epidemier, pandemier og massepsykoser  – og kendes også under danske betegnelser, som : virkelighedsforstyrrelse, sløvsind, livslede, omverdenssyge ( tysk :  weltschmertz )

 

 

Udbredelse : især blandt floksøgende individer , jfr Milgams observationer :

https:/∆/www.nedersteetage.com/milgrams-aabne-laboratorium/

(  fjern  ∆  så har du det fulde link )

 

Kosmose ødelægger de bedste sider af livet, ekstasen, nysgerrigheden, glæden, skabeevnen, ekstasen, og hensætter de kosmoseramte i en tilstand, hvor livet virker tomt og menings- og glædesløst, præget af slavebundne aktiviteter som ikke har rationale, funktion eller kontakt med hverken ofret, dets ligesindede eller resten af det evige, uendelige, overskudsbetonede, utrættelige, ekspanderende og ekstatiske kosmos.

Sygdom er livstruende, både på det eksistentielle plan, og i praksis. Den er smitsom, luft- medie- og penge-båren.

Symptomer :  i daglig kontakt med centralt-styrede/-ejede massemedier, er symptomerne i et tidligt stadie udvikling af angst. Dette kan videreudvikle sig til de såkaldte fiktioner. Disse lægger dernæst kimen til verdensanskuelser, ideologier, teorier og imaginære fjendebilleder og vrangforestillinger, som i større smittemiljøer – “folkemasser” stornationer, unioner samt internationale organer – fører til sygdommens epidemiske udbredelse – også kaldet massepsykoser – som drives frem af symptomer som illusioner, halucinationer, løgn og bedrag, inkl selvbedrag – som videre kan føre til politisk/økonomiske beslutningsprocesser – sygdommens såkaldte pandemiske  ( = terminale ) stadium – som udmønter sig i love,handlinger, kriser, krige, vold og mord folkemord/genocide.

Ofret peger mest på andre hvis vedkommende er meget syg, og giver alt og alle (undtagen sig selv) den såkaldte “skyld” for tilstanden – samtidig benytter ofret enhver lejlighed til at pege på sig selv, i forsøget på at opnå et fortrin eller en anden favorabel position, altså en form for selvdestruktiv lindring/behandling. Dette fører til yderligere forværring af tilstanden, samt mistrivsel for ofret og omgivelserne.

 

 

Sygdommens udbredelse:

 

Historisk har sygdommen vundet udbredelse i takt med fænomener som “internationalisering og “globalisering”. De fleste former for centralisering af magt, millitær, penge og massemedier  m.m. favoriserer sygdommen. De såkaldte “factcheckere” og “influencere”  ( beslægtet med ordet “influenza” ) er møgspredere, hvor sygdommen under optimale forhold, opnår endnu mere effektiv udbredelse.

Der optræder akkumulerende og forstærkende mekanismer, jo flere smittede og større grupperne er. Tilstedeværelsen af magt- og penge-koncentrationer kan forværre sygdommen. Ofte kan sygdommen identificeres igennem ofrets uopfordrede primitive sprogbrug og tankegang, med karakteristiske ord ( præfix/titulerende/stemplende/dømmende ) om andre, som f.eks :  ”  … ham Napoleon… “,  ”  … ham Hitler… “,  ” konspirationsteorætiker ” “sølvpapirhat” og lignende.

 

 

 

 Helbredelse :

 

Latter og brøl ( f.eks urbrøl, babygråd ) ekstase, humor, sund fornuft, tro håb og kærlighed, natur og frisk luft og lignende “positive energier”.

*

Sygdommens symptomer kan pludselig forsvinde, selv efter at være indtrådt i sidste terminalfase, hvis flokmentaliteten ændrer sig – dog vil sygdommen latent kunne blive liggende i DNA til en ny epidemi/massepsykose, eller udskrivelse af valg, udbryder.

 

 

 

 

 

” Cosmosis are caused by an invariably intertwine between lie and violence. They are linked in the most intimate, most organic and profound fashion: violence cannot conceal itself behind anything except lies, and lies have nothing to maintain them save violence. Anyone who has once proclaimed violence as his method must inexorably choose the lie as his principle.”

 

Dr Solsjenitsyn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Cosmosis  Disease :

 

 

Subtype	Features
Unprincipled Cosmosis	Deficient conscience; unscrupulous, amoral, disloyal, fraudulent, deceptive, arrogant, exploitive; a con artist and charlatan; dominating, contemptuous, vindictive.
Amorous Cosmosis	Sexually seductive, enticing, beguiling, tantalizing; glib and clever; disinclined to real intimacy; indulges hedonistic desires; bewitches and inveigles others; pathological lying and swindling. Tends to have many affairs, often with exotic partners.
Compensatory Cosmosis	Seeks to counteract or cancel out deep feelings of inferiority and lack of self-esteem; offsets deficits by creating illusions of being superior, exceptional, admirable, noteworthy; self-worth results from self-enhancement.
Elitarian Cosmosis	Feels privileged and empowered by virtue of special childhood status and pseudo-achievements; entitled façade bears little relation to reality; seeks favored and good life; is upwardly mobile; cultivates special status and advantages by association.
Normal Cosmosis	Least severe and most interpersonally concerned and empathetic, still entitled and deficient in reciprocity; bold in environments, self-confident, competitive, seeks high targets, feels unique; talent in leadership positions; expecting recognition from others.

 

 

 

 

 *

 

 

 

 

Kosmose-offer, ramt af  “skyen” ( skyen – én blandt flere former for massepsykose )

 

 

 

 

 

Hvorfor tar vi ofte feil ?

Bjarne Berg Wig

 

 

 

Ved inngangen til 2024 er et viktig spørsmål: Hvordan ta mindre feil? Mange diskusjoner i 2023 ble ofte dominert av folk som påsto å ha «rett» og de stemple alle andre som feil eller enda verre.

Derfor blir spørsmålet – hvordan videreutvikle et miljø for kunnskapsbasert dialog?
Ett av svarene[1] på dette finnes i vitenskapen om tenkemodenhet og tenkebevissthet.

 

Når verden rundt oss endrer seg, tolker vi likevel alltid det vi ser og hører i et bilde basert på det som var. På erfaringer og fortellinger fra fortid. Selv når fakta viser at vår oppfatning åpenbart er feil, klamrer vi oss til den gamle fortellingen. Slik har det i vert i hele vår menneskeslekts historie. Fordi det er slik hjernen vår virker. Nøkkelspørsmålet er ikke hvordan få rett, men hvorfor tar vi ofte tar feil.  Ett av svarene på dette finner vi i den i nyere kognitive (tenkemessige) vitenskapen. Vitenskapen om hvordan vi mennesker former tanker og ideer. Det først vi må erkjenne er begrepet mentale modeller.

Uten mentale modeller – vil vi ikke kunne tolke informasjon. Tenk deg at du hører en kirkeklokke klinge. Uten kunnskap om kirker, og hvorfor man bruker klokker for å kalle inn til gudstjeneste, ville denne lyden bli helt uforståelig. Uten kunnskap om hva en klokke er (ofte laget av bronse) eller kunnskap om kirkehistorie, vil denne lyden høres som helt uforståelig larm. Slik har hjernen utviklet et system for tolkning av informasjon. Alt vi hører, ser og føler tolkes av våre mentale modeller.

Kirkeklokker som kimer er ett enkelt eksempel, men verden rundt oss (og i oss) er kompleks og endrer seg hele tiden. Derfor er evnen til å forbedre våre mentale modeller, helt avgjørende. Forskjellen på en krise og en mulighet, er hvor fort du ser og forstår den.

Slik er det med hver enkelt av oss, og slik er det med organisasjoner og hele samfunnet.

I de siste ti-årene er det forsket mye på det som kalles tenkemodenhet og tenkebevissthet. Det har kommet mange bøker[2] og forskningspublikasjoner med litt ulike innfallsvinkler til bevissthetsutvikling. Alle jeg har studert så langt konkluderer med en utvikling som viser at:

• Vi utvikler oss fra enkel til mer og mer kompleks forståelse av verden rundt oss. For eksempel som barn sparker på en ball er det begynnelse på å forstå fotball som system, denne forståelsen kan fortsette med å forstå ulike spillesystemer og enda mer avansert: Hvordan ulike systemer (spillerutvikling, utvikling av utstyr og baner, media osv.) samvirker over tid.
• Denne modningen av hjernen går fram til rundt 25 års alderen[3]. Da stagnerer de fleste i det som kalles «konvensjonell bevissthet». Konvensjonell bevissthet er en tilstand der man i liten grad forstår komplekse systemiske sammenhenger.  Man diskuterer fotball som «hendelser», og har søkelys på enkeltdeler av systemet og ikke forstår helhet.
• En liten del av populasjonen utvikler bevissthetstilstander utover den konvensjonelle i det området vi kan kalle systemtenkning. Et eksempel fra Norge er Egil «Drillo» Olsen som tok doktorgrad på å analysere fotball som system og ledet det norske landslaget på 1990-tallet til å bli ett av verdens beste.
• Forskningen viser at forskjellen på høy og lavere tenkemodenhet har lite med utdanning å gjøre. Data viser en ubetydelig forskjell. Alle mennesker kan utvikle høyere tenkemodenhet. Men det krever et godt utviklingsmiljø og øvelse.

De dominerende media vi omgir oss med er dominert av mennesker med lav tenkemodenhet. Det ser vi i diskusjonene om for eksempel fotball eller vi kan observere det når man diskuterer strømpriskrisen.

Hva må gjøres ?

Et ekte demokrati vil ikke kunne overleve uten at mengden av systemtenkere går fra et å være et lite mindretall til å bli dominerende. Når keiseren er uten klær må vi ha flere enn det ene lille barnet som sier han er naken. Det må bli umulig for de mektige å sprade rundt uten klær slik de så ofte gjør i dag.

For å utvikle folks tenkemodenhet og evne til systemtenkning trenger vi et miljø der kritikk, vitenskap og fakta blir respektert og der man ikke slipper unna med å stemple folk som «konspirasjonsteoretikere» eller lignende. Enda verre, at man blir utestengt fra å mene noe, (kanselleringskulturen som nå ser ut til å utvikle seg videre).

Vi må slutte å tolerere mennesker som alltid har «rett» og stempler alle andre som «feil». Det vitenskapelig baserte svaret er at ingen har rett, fordi vi har mentale modeller som kun er tolkninger av virkeligheten. Våre mentale modeller kan aldri samsvare helt med slik den virkelig verden er, men de kan komme nærmere. Mye nærmere.

Derfor kan vi alle delta i studier og dialoger for å prøve å utforske og forstå komplekse sammenhenger. Nyere kognitiv forskning gir oss et fundament.

---

[1] Det finnes naturligvis flere svar, men vitenskapen innen tenkemodenhet gir et viktig perspektiv jeg berører her.

[2] Collins Good to Great, Joiner&Josephs; Leadership Agility, Harung og Travis. Exelence Through Mindbrain Development (ta kontakt hvis du vil ha hele lista)

[3] REF Coocer Creator undersøkelsen fra Washington University

 

 

 

*

 

.

 

Den “psykopolitiske horisont” er så lav, at selv “dværge” kaster lange skygger – skygger, som enten får “dværge” til at føle sig større end de er – eller skygger, som skræmmer dem selv, når de tror de er virkelige, og forveksler dem med deres egne løgne om “fjender og sikkerhedspolitik”.

Det psykopolitiske kaldes også for “massepsykose” og “psychic epidemics” – altså gruppemekanismer, som styres af instinkter. Hos dyr er det en praktisk funktion, som sikrer flokkens overlevelse – blandt mennesker bliver det derimod farligt for “flokken”, når det udløser angreb både udadtil og indadtil. Blandt mennesker overtager frygten og psykosen, og blokerer for intellekt situationsfornemmelse og dømmekraft. Afvigende individer i “menneskeflokken”, f.eks. “krigsliderlige voldspsykopater” ( ukært barn har mange øgenavne ), som allerede er syge inden situationen opstår, trives i et eskallerende kaos. Deres sygdom overbeviser dem om at de igennem kaos kan opnå en fordelagtig position.
Måske er psykopaten drevet af “infantil” angst, og opnår ved at fremprovokere angst hos andre en følelse af betydning, eller en pervers form for “samhørighed gennem afhængighedsdannelse”, når andre gøres bange og i en anden form for infantil tilstand begynder at “søge beskytteren” i form af “den stærke leder”.
Historien rummer gentagne eksempler på denne gruppemekanisme. De få “magtsyge” udnytter den ( på andres bekostning ),  de fleste følger med ( selvom det skader dem selv ) – ingen forstår spillet, tilsyneladende – og historien gentager sig derfor.

De få der undervejs har lært noget af menneskehedens lidelsesfulde og dyrekøbte erfaring igennem historien, lægges for had og forfølges af “menneskeflokkens” trang til skabe “fælles fodslag” i flokken.

Wilhelm Reich beskrev i bogen ” Fascismens massepsykologi ” (1933), hvordan menneskeflokken i farlige situationer let fører til  “ de marcherende massers orgasme ”.

Karl Mannheim, tysk-jødisk filosof, udviklede i 1920erne de akademiske discipliner “samtidsdiagnose” og “videnssociologi” for at “skabe afstand til samtidens psyko-socio-politiske fænomener, så det blev muligt at opnå objektiv analyse … på trods af samtidens påtrængende fremturen og udlægning af sig selv “. ( efter K. Mannheim )

Løgnen og volden er hinandens forudsætninger ~ volden dækkes af løgnen, løgnen kræver anvendelse af mere vold, mere vold flere løgne … ( efter Solshenitsyn )

” an eye for an eye makes the whole world blind ” ( Gandhi )

” talk to the leader  –  talk to the hand – talk to MIMAC  “

( MIMAC = military industrial media academic complex )

 

 

 

.

 

Karl Mannheim

 

” Den, der lyver først, vinder – den, der sætter den laveste norm, opnår et midlertidigt fortrin …”. Sammen med tidens fremherskende credo :  det profitsøgende kriterium ” kan det betale sig ? ( forstået i form af berigelse/penge/magt/status ) går mange efter den hurtige “succes” – men det hurtige indledende sejr efterfølges langt fra af tilsvarende succes/sejr på længere sigt. Tværtimod. Derfor fører tiden credo til den ene katastrofe efter den anden.

Tolstoy bemærker, at man kan lære den simpleste mand det mest avancerede, hvis blot han er åben og uforudindtaget – men man kan ikke lære den klogeste mand den simpleste ting, hvis han på forhånd har dannet sig en mening om det.

– men for at det ikke altid skal være sådan, kan man bl.a hente inspiration i Karl Mannheims tanker. Han skabte den videnskab/disciplin der idag kaldes “videnssociologi” og/eller “samtidsdiagnose”  ( faget eksisterer ikke selvstændigt  i DK ), hvor udgangspunktet for analyse er “at lægge afstand til samtidens påtrængende udlægning af sig selv” – for ellers kan man ikke se hverken sig selv, sin samtid eller umiddelbare omverden tilnærmelsesvist objektivt.

Mannheims tanker var en reaktion på den voldtægt og forvrængning af virkeligheden som for ca 100 år siden slog så voldsomt igennem med propaganda-industriens gennembrud. Gennembruddet kom i US, med Edward Bernayce i en central rolle. Han var nevø af Sigmund Freud, og skabte propagandaindustrien under indtryk af onklens ideer. Siden kom sammenbruddet for “private enterprice” med børskrakket i 1929, hvorefter Goebbels i Tyskland importerede og tilpassede Edward Bernayces ideer, og lagde dem ind under statsapparatet –
statskapitalismen. Keynes, Stalin, Jawarhlal Nehru reagerede på tilsvarende måde på det såkaldte “selvregulerende frie markeds” fiasko  – alle satsede de stort på startsapparatets centrale rolle. Jeg
tænker her udelukkende på den anvendte version af kapitalismen i snæver økonomisk forstand.

Dalai Lama har bl.a sagt : ”når man lider” er det vigtigt at kunne “distancere sig” hertil, for at kunne se den personlige lidelse i det rette størrelsesforhold i forhold til omgivelserne – kan man det, er mulighederne altid større end problemerne.

Således har Karl Mannheims ideer både en praktisk og mere universel tilgang. Det har ført til vigtige filosofiske erkendelsesteorætiske overvejelser om hvorvidt en universel sandhed er uafhængig af social og historisk kontekst.

Mannheims studier af ideologier og deres rolle var udsprunget af de hårde ideologiske modsætninger i tiden mellem de to verdenskrige. Fra slutningen af 1930’erne blev han i stigende grad i flere publikationer optaget af, hvordan sociologi og andre samfundsvidenskaber kunne bidrage til at overskride ideologiske konflikter og begrænsninger gennem udvikling af viden om planlægning og sociale teknologier. Dette var teorier og tidsdiagnoser, der vandt udbredelse og pegede frem mod de forestillinger om ideologiernes død.

 

.

.

.

En lignelse :

..

..

Læs den bibelske fortælling om mønten, ” med kejseren på den ene side, og gud på den anden “    ~ ” giv gud hvad guds er – giv kejseren hvad kejserens er ” , lyder det besnærende svar.

.
~ hvor blev holdningen til “den tredie part” af ?

.
( “den 3. part” = den der støber mønten ~ banken ~ mellemhandleren ~ Loke-figuren i den nordiske fortælling ~ satan i den kristne fortælling )

.
Se på hvem der stiller spørgsmålet !
.
Se på hvem der opstiller valgene – idag på en privat eller offentlig institution, eller i den danske regering og i de større magtkonglomerater over denne, idag i Mellemøsten, og for ca 2000 år siden i de bibelske fortællinger.

 

Videre reflektioner findes her :

 

PENGE

.

.

.

.