Essay

Hvad foregår der?

Der er mange måder at anskue det på. Hvad er det, der foregår? – er et af spørgsmålene, og det er her anskuelsen ankommer. Hvor ser vi fra, og hvad er det, vi stiller skarpt på. 

Hvad er det, de har de gang i? Hvad er det, vi er involveret i, da vi er en del af det, de har gang i? Hvem er de i øvrigt? Hvor længe har de haft gang i noget lignende? 

Jeg griber altid mig selv i at sige de og vi. Det er jo ikke så simpelt. Kan vi i det hele tale om de og vi længere, eller skal vi tale om det? Noget har gang i noget, og dette noget har en intention. Noget har hyret nogen til at udføre … det. Så hvad er det?

Når jeg vælger de-formen, så er det for lettere at kunne beskrive det. De bygger et menneske, mennesker, en ny menneskehed uden en sjæl. Sjælen er i vejen, den er for menneskeligt specifik, den er for uangribelig. Netop derfor skal den angribes, for den er en torn i øjet på nogen og noget.

Når jeg også siger noget, så er det, fordi fornemmelsen af det umenneskelige i projektet er så tydeligt. Noget umenneskeligt er misundelig på det menneskelige. Noget eller nogen – det personliggjorte noget – ser mennesket som en trussel. Og dette noget er ikke af menneskelig oprindelse.

Det er så her vi kan justere vinklen yderligere. For det er ikke kun mennesket, som dette noget ser som en … skal vi kalde det en fjende. Det er alle levende væsener på dette sted. Da jeg ikke ved noget om levende væsener andre steder end dette sted, så kan jeg kun have en formodning om, at det muligvis også gælder dér. Men det er særlig grad mennesket. 

Hvad er der med denne sjæl?

Er det specifikt for mennesket at have en sjæl? Svaret må være nej. Det, der er specifikt for mennesket, er, at det har evnen og viljen til at organisere sig og til at reflektere over sit liv på måder, der gør det uforudsigeligt. Det finder altid en ny måde at overleve på og organisere sig på. Det er ikke naturligt for mennesket at være underkastet, så det finder altid en vej ud af underkastelsen. Det er dets vilje, dets evner, dets opfindsomhed forenet i begrebet sjæl, der er problematisk for dette noget, der ikke selv har en sjæl.

Traditionelt ville man sige, at et afsjælet legeme er en død person. Men dette noget har fundet metoder til at skrue så meget ned for sjælen, at mennesker er i stand til at gå rundt som levende døde. Vi kender alle genren, der er vældig populær som et gys i ny og næ. Ideen om vampyren, zombien, den besatte. Men den findes i underholdningen, fordi den eksisterer som en dyb angst hos mennesker for at miste deres sjæl, for at miste sig selv.

Dette noget opfører sig som en parasit. Det kalkulerer som en parasit, det har parasittens strategi, det bosætter sig og æder som en parasit – en ret creepy tanke, men en tanke, der er nødvendig for at forstå denne nogethed, der har taget bolig blandt mennesker. Det får os til at gøre noget, der set ud fra vores egen interesse er dybt irrationelt, men som kun tjener parasittens formål. Det er kendt og forstået i biologien, at parasitter udsender kemiske stoffer, som værtsdyret reagerer på ved at mærke krav om indtagelse af en bestemt føde, fx masser af sukker. 

Det er oven i købet moderne

Det er en klam tanke, og det bliver værre endnu Vi taler om en makroparasit, der fodrer sig selv på den lavfrekvene energi, som mennesker producerer, når de er angste. I krigszoner bliver der frigjort enorme mængder denne energi. Tortur frigør energien. Børn, der dør under ekstreme lidelser producerer energien. Der er en grund til, at der findes en verdensomspændende og dybt organiseret handel med børn og visse substanser fra blod udvundet af børn, der er aflivet på den måde. Den har oven i købet et navn: adrenachrome. Der er desværre også et marked for det især i elitære kredse, hvor denne flirt med satanisk praksis er på mode.

Makroparasitten trænger primært ind i det herskende segment i denne verden. Årsagen er styresystemets årsag. Sådan virker et styresystem. Denne verdens ledere befinder sig positioner, hvor de kan iværksætte de bedste betingelser for frigørelsen af energien. Krig ville ikke opstå i den skala og på den måde, hvis ikke det blev iværksat ovenfra. Propagandatricket går ud på at bilde mennesker ind, at fjenden kommer udefra, og at krig nu er uundgåelig. Angrebet kommer sjældent udefra, det kommer indefra og bagfra, mens vores blik kun fanger, hvad det kommer forfra.

Krig, folkemord, hungersnød, lidelser, bølger af angst og had, kunstige pandemier – you know, what I’m talking about – er altsammen iscenesættelse til frigivelse og opsugning af den menneskelige livsenergi. Og det herskersystem, der vedligeholder dette, er de, der primært er angrebet af parasitten, af dette noget, der trængte ind for at gøre menneskeheden til en energikilde.

Sjælen væmmes

Hvis man går hen til et menneske og spørger: Er du klar over, at du lige er værtsdyr for x-antal parasitter, der bor i din krop – og vi taler her om helt ordinære kræ – så ser vi straks både væmmelse og vantro i deres blik. Mener du at … det tror jeg ikke på … eller rettere, det lyder da ikke rart. Og den lille lede tæge, som vi kan samle op, når vi går en tur i græsset eller gennem skoven, skovflåten kalder den også, er i virkeligheden den mest håndterbare af disse parasitter, for man kan jo se og mærke den, og så kan man bare fjerne den. At danskerne kalder den for ‘det farligste dyr i landet’, er blot udtryk for, hvor lidt farligt det i øvrigt er at færdes i naturen.

Lad os lige dvæle lidt ved billedet, for det er lærerigt. Følgende passage blev fundet på helsenyt.com:

Parasitter er organismer, som lever af sin vært (dig). De lever i vores kroppe ved at spise af vores energi og celler og af den mad, vi spiser – og de forårsager dermed skade på vores celler. Desuden er de affaldsstoffer, som disse “ubudne gæster” producerer, en stor prøvelse for vores immunforsvar, eftersom angrebene kan være alt fra milde til livstruende. Medicinske undersøgelser anslår, at 85 % af USAs befolkning har mindst én form for parasit i kroppen – og mange mener, at tallet rent faktisk ligger helt oppe omkring 95 %.

Affaldsstoffer skriver de. En mindre teknisk måde at udtrykke det på ville være at sige: De skider og pisser inde i din krop. Videre står der:

Specielt i USA spørger folk ofte: “Hvordan kan det være et problem i dette rene, velnærede, højteknologiske land – parasitter er da kun en alvorlig sundhedsfare i den tredje verden?” Det er stort set så forkert, som det kan være. Forskerne har identificeret over 300 typer af parasitter, som findes hos den amerikanske befolkning, bl.a. børneorm, bændelorm, hageorm, ringorm, piskeorm, rundorm, hjerteorm og Giradia lamblia.

Vi taler om parasitter, der bor under huden og i de indre organer. Der findes kure mod den slags. En naturmedicinsk kur bruger fx kinesisk malurt, sort valnød og nelliker som ingredienser. Jeg mener, at opskriften stammer fra Hulda Clark. Peberrod skulle også være fint Der findes altså midler til at skaffe sig af med kræene.

Vi bliver stadigvæk i delemnet. Candida Albigans kategoriseres mest som en svamp, men den er også en parasitisk organisme. Svampe i naturen er egentlig bindeledet mellem planteliv og animalsk liv og som sådan . Den italienske cancerforsker og læge Tullio Simoncini mener, at det er selve årsagen til cancer, men at lægevidenskaben har været tvunget til at manøvrere udenom emnet under pres fra medicinalindustrien. Især fordi han kurerede cancerpatienter med et banalt simpelt middel: sodium bikarbonat også kendt som bagepulver. Candidaen trives i et forsuret miljø, altså med en sænket pH-værdi i kroppen. Ved at isolere tumoren og give den injektioner af dette uskadelige og basiske middel, forsvandt den. Svampen blev uvelkommen i kroppen. Simoncini forklarer det med, at at tumoren ikke selve canceren, der er kroppens forsvar mod cancer. De raske celler danner en væg mod det, som han opdagede altid var ‘noget hvidt’, altså candida-svampen. Det smed det italienske svar på Sundhedsstyrelsen i DK dr. Simoncini 5 år i fængsel for at sige og gøre. Man må ikke påstå og da slet ikke demonstrere, at cancer kan kureres, for så ryger hele llegitimiten væk under cancerindustrien, der er et ENORMT foretagende worldwide.

Kulturcancer

Ryger vi ud af en streng her, og tager vi billedet med parasitten – og vi kan også kalde det for svampen eller canceren – for bogstaveligt? Der er lidt om snakken, men grundlæggende er paralellen for slående til, at vi kommer udenom. Makroparasitten, den globale kultur-cancer, har store ligheder med den biologiske cancer. Cancer har ikke kun en fysisk side, den har også en psykisk. Den opstår især, når kroppens energifelt er forstyrret af et traume. Den tyske læge dr. Hamer skabte et holistisk system, som er kaldt for ny tysk medicin baseret på den filosofi. Ligesom Simoncini men på en lidt anden måde ser dr. Hamer cancer som kroppen, der forsvarer sig selv og allerede er i gang med at helbrede sig selv. Som med ovennævnte orm, går vi alle rundt med cancerceller i kroppen hele tiden, og kroppens immunforsvar håndterer dem. Men når vi bliver svækket via et traume, sænker immunsystemet paraderne eller har for meget at se til. 

Det er her, at paralellen er til at få øje på. Lige nu ser vi kulturcanceren i opskruet funktion. Nogen har på vegne af det parasitiske noget skruet op for den globale stress. Vores samfund er blevet kulturelt-social-politisk sygt, og vores mentale habitus er under angreb. Sunde celler i en sund krop ville ikke være modtagelige overfor sygdomme, og mennesker under sunde livsbetingelser ville aldrig acceptere, at en stak parasitter kuppede og ødelagde deres livsbetingelser, som vi ser lige nu. Men fordi de sunde livsbetingelser langsomt er blevet suget væk, så er vi nu kulturelt befængte.

Her ville det være på sin plads at spørge: Findes der så en parasitkur for det?

Den er bare ikke helt så nemt at have med at gøre, for der findes ikke et quick fix, hvorved møgdyrene løber skrigende bort. Det er svært at lave en von Münchhausen og hive sig selv op med hårene, når man sidder i sumpen. Vi er alle befængte, også vi der ved, at vi er befængte. De fleste ved det ikke, ligesom den cancerramte ikke er klar over det, før det er i fuldt udbrud. Vi mærker en træthed, vi aner, at der er noget galt, for vitaliteten er ikke i top, men vi har svært ved at sætte en finger på, hvad årsagen er. 

Kulturcanceren æder af sjælen. Og den vil blive ved med at æde, til der ikke er mere tilbage. Jo mere der er ædt, jo mindre er der tilbage til at føle, hvad der sker. Organismen accepterer at være overtaget af en fremmed organisme og har opgivet ævret. Den lever videre, men det er ikke længere den, der lever. En dag ryster parasitten sin udsugede skal af sig og finder en ny værtsorganisme. 

Er en kur mulig?

Er jeg for makaber? Emnet ER makabert, virkeligheden er stærkt ubehagelig. 
Men kuren da, findes den ikke?

Den findes i allerhøjeste grad. Det er ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, om vi vælger den. Og endnu før er det et spørgsmål, om vi opdager, at den findes, og at den rent faktisk er et valg. Vi kan være sikre på én ting: Hvis vi ikke træffer valget, er der nogen der gør det for os.

Kuren er flerstrenget. Som i dr. Hamers behandling af cancer i form af en identifikation af traumet og behandling af dette, så har vi som menneskehed lige nu brug for at identificere vort traume, årsagen til vores svækkelse. 

Vi har brug for at forstå, hvordan civilisationen har været og er befængt med en parasit. 

Vi har brug for at se og forstå, hvordan institutioner har tjent andre formål end de, som de er skabt til. 

Vi har brug for at se os selv i et andet lys end det, som vi har fået tværet ned over hovedet og proppet langt ned i halsen. Vi er ikke skabt i ondskab, vi er ikke skyld i denne verdens elendighed, Vi er blevet overtalt til at medvirke, fordi vi har købt noget under falsk varebetegnelse, men det er ikke det samme.

Vi har brug for at se tilbage på vores historie og revidere den version, der er gentaget til kvalmepunktet. Intet var helt, som de beskrev det, der er væsentlige udeladelser og forvanskninger. Der er simpelthen for meget løgn i omløb.

Parasitterne har stærkt brug for, at vi ser os selv som svage og dem som almægtige. De har brug for vores angst. Alene det skift i attitude ville gøre udslaget. Men angsten er dyb, så det er ikke et knips med fingrene. Som man siger: vanens magt er stor. Det er en indgroet vane for os som mennesker at være frygtsomme. Magtbegærlige herskertyper til alle tider har vidst det. Og deres hofsnoge har vidst, hvad de skulle hviske i deres ører: I skal bare gøre sådan-og-sådan, så får I ingen problemer. Så vil de hænge på træerne som espeløv i vinden.

Falsk legitimitet

Vi må forstå én ting. Magthaverne, parasittens håndlangere, er dybt usikre individer. Deres samvittighed, der er i deres baghoved, er undervejs skrumpet ind til en soltørret grønært, fortæller dem, at de ikke har legitimitet, at de er utilgivelige forbrydere, og at de i værste fald risikerer at hænge fra grenen på et træ med et reb om halsen i morgen – hvis ikke de griber det rigtigt-forkert an. Psykopater, hvilket mange af dem er, har i princippet ingen samvittighed, for de er fuldt overbeviste om, at de har legitimitet. De sender altid prøveballoner op for se, om folk hopper på den. Er det nødvendigt at sige, at de altid helgarderer sig med alle muligheder for at benægte deres udåd? 

Disse typer arrangerer deres egen legitimitet. De spørger aldrig pænt om lov, de væver sig selv ind i alle mulige floromvundne eufemismer iblandet forskellige skræmmescenarier for på denne måde at gennemtvinge legitimitet. De stjæler den lidt ad gangen, og hver gang stiller de hovedet på skrå og konstaterer med et hånlig grin, at fjolserne heller ikke gjorde modstand denne gang.

Når denne modstand ind imellem indfinder sig, og det hænder jo, gribes de af et øjebliks panik. Er det denne gang, de bliver afsløret? Er det en seriøs modstand rodfæstet i tilstrækkelig mange ofre med en tilstrækkelig erkendelse af forbrydelsens omfang? Dernæst trækker de sig måske lidt tilbage for senere at returnere. Eller også slår de hårdt ned med det samme og, hvis det er muligt, tager livet af modstanderne i det omfang og antal, de mener er nødvendigt. Gerne med hoveder på stager til offentlig beskuelse og statueret eksempel. Menneskeliv er noget, de blot regner som en ressource eller et nødvendigt onde. Hvis det ikke var, fordi de havde brug for menneskeheden som deres værtsdyr, så havde de taget livet af os alle uden at blinke.

Eksperimentarium

Menneskeheden har nu i over et år svævet under deres seneste prøveballon, den iscenesatte pandemi. Vi deltager i deres rotteforsøg. For hver dag, der er gået, for hvert nyt drakonisk-destruktivt politisk tiltag har de lagt hovedet på skrå og konstateret, at fjolserne også åd dén. De opfatter det som lov til at gå videre og videre. Hvis en potentiel seriemorder ikke bliver opdaget første gang, vil vedkommende tage det som en form for accept af og tegn på, at det kan lade sig gøre. Men den lille usikkerhed lurer altid, så næste gang går bæstet lidt videre. Vedkommende laver små prøveballoner, efterlader små kryptiske tegn. Noget i typens formørkede sind ønsker at blive afsløret. Psykopater er højintelligente og psykisk højkompetente væsener, og de læser andre menneskers svagheder på et splitsekund. Det siges, at når der befinder sig to psykopater i samme rum, så har de spottet hinanden ud på et øjeblik. It takes one to know one.

En del af en kulturel parasitkur vil derfor være, at gå i træning til at spotte psykopater. Her kan statistikken og sandsynlighedsberegningen hjælpe os på vej, for psykopater er som korkpropper, der altid stiger til tops i systemer og institutioner, hvor der udøves magt. Vi har for tiden i den danske regering adskillige medlemmer med ministerpost, der svarer til beskrivelsen. Deres udtalelser, deres fremtræden, deres handlinger og deres kropssprog-mimik-tonefald røber det. Her skal man selvfølgelig  være påpasselig. Psykopater er de, hvor de gik galt allerede indenfor  deres første to leveår. De er traumatiserede og har pådraget sig en hjerneskade. Meget få er født med en sådan. Kultur-psykopaterne eller sociopaterne har selv en aktie med i spillet. Det er tillært, og de har været lærevillige. De har lært sig selv at klæbe sig op af magten for at få del i den. Det er her, man sporer den største usikkerhed. Det er dem med den indskrumpede men endnu ikke helt udslettede samvittighed som en vissen grønært i baghovedet.

Mennesket uden sjæl er også mennesket uden samvittighed. De har ikke den indre stemme, for de har ingen kontakt med deres indre jeg, deres højere selv. Fordi DE ikke har en sjæl men blot er morderiske mental-maskiner, vil det være en konstant anfægtelse af dem, at mennesker insisterer på, at de er sjæle. Det er en dyb fornærmelse. Det transhumanistiske projekt er et direkte udtryk for denne psykopat-længsel efter at udslette sjælen i mennesket.

Løgnen

Hvordan kender vi løgnen fra sandheden?
Det er en vigtig del af parasitkuren.

Sandheden er intuitiv og bæredygtig. Løgnen kræver konstant opretholdelse og gentagelse for at eksistere, ellers falder den til jorden med en flov lyd. Igen er eksemplet med fake-pandemien slående. Man behøvede blot at åbne for et af det globalistiske propaganda-udflåd i medierne, så gik der et sted mellem 10 sekunder og to minutter, før en ny version af den samme historie var ankommet, hvor både den nye version såvel som alle tidligere versioner og underkapitler i den mediebårne fiktion var løgn fra ende til anden. 

Løgnen er nødt til at være gennemorganiseret for at slå sig igennem. I Danmark blev der lynhurtigt organiseret et såkaldt partnerskab for at gernnemføre operationen. Det skete så hurtigt, at det er svært ikke af få den tanke, at det allerede lå i skuffen forinden. Der var også et medlem af den danske regering tilstede ved den simulationsøvelse i New York (Event 201) hvor man øvede sig i nedlukning af verdenssamfundet i ’tilfælde af’ en ny epidemi/pandemi med – hold fast her: en ny coronavirus! Så de vidste det hele på forhånd.

Nationalt Kommunikationspartnerskab er de danske myndigheders fælles informationsindsats under COVID-19. Partnerskabet består af: Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut, Lægemiddelsstyrelsen, Justitsministeriet, Rigspolitiet, Erhvervsministeriet, Erhvervsstyrelsen, Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Kulturministeriet og Udenrigsministeriet. Øvrige ministerier og myndigheder deltager i partnerskabet efter behov, ligesom partnerskabet samarbejder med andre offentlige aktører som for eksempel kommuner og regioner m.fl.

Det er næppe tænkelig, at de medvirkende i dette partnerskab for organiseret svindel selv har været klar over, hvad de egentlig medvirkede til, og hvorfra hele operationen er sat i værk. De har måske hørt om World Economic Forum, de ved måske godt, at WHO til tider har virket lidt ulden i kanten, nogle har måske også undret sig over det underlige salg af Statens Seruminstitut for en slik til en saudiarabisk lilleprins, men de har ikke kunne lægge 2+2 sammen. Der har dog uden tvivl siddet nogle ‘facilitatorer’ i partnerskabet, der har vidst det hele. Konstruktionen er imidlertid med til at forklare massiviteten og gentagelseskraften i den propaganda, som medierne kørte sideløbende. Det var i øvrigt en af de ting, som man øvede sig i under simulationen i New York: hvordan man styrer, hvordan medierne gebærder sig på en total(itær) måde. Belært af erfaring fra den mere eller mindre floppede megakampagne om menneskeskabt global opvarmningj – betal-betal-betal !! – havde man gjort sig nogle erfaringer. Det svarer til de erfaringer, der førte til embedment (indkapsling) af journalister og medier i forbindelse med den amerikanske invasion af Irak – en krig, der som bekendt også byggede på en stor fed løgn.

Ligesom Irakkrigen er fake-pandemi-operationen en militær operation, derfor disse militære propaganda-strategier. Krigen vindes primært i medierne. Det kaldes assymetrisk krigsførelse eller 4GW, fjerde generations krigsførelse.

Hvis man vil kende en løgn, så hold øje med den maniske gentagelse af emner. Som mine søde kusiner sagde, da jeg var otte år gammel: Man skal kende sine lus på travet. Et stukke bondehumor, som folk ikke forstår i dag, for hvad mente damerne med det? Det er faktisk i familie med emnet. En lus er jo en kravlende parasit, en minivampyr, der suger blod på dig og din hund. Du ved, den er der, når den gungrer henover hårbunden. Vidste du i øvrigt, at mænd ikke får lus, det er børn og kvinder, de  springer på? Jeg kan allerede høre et hylekor af feminister i baggrunden, der kræver parasit-politisk kønskvotering. 

Du kan kende løgnen på dens fremførelse, dens trav derudaf. Igen-igen og igen bliver den blæst ud. Den har brug for effektforstærkere for at gå i luften. Sandheden hviler i sig selv, så længe folk hviler og bor i den. Sandheden er tålmodig og overbærende. Som man siger: Den kommer altid frem til sidst. Løgnere regner ikke med ’til sidst’, de regner med, at alle nok er død og borte til den tid, og så har de løjet sig gennem et helt liv

Du kan på samme måde kende løgnerne fra de, der taler sandt. Løgnerne er de, der enten hævder, at de har patent på sandheden eller også hævder, at den dér tingest, som de kalder for sandheden overhovedet ikke findes, for alt er blot bekvem relativisme. Kulturrelativisme – kulturmarxisme – kulturradikalisme … same-same. Du finder typisk løgnerne pendle mellem de to positioner. Når sandheden passer dem, så findes den. Når den ikke passer dem, så er den afskaffet. Det er lissom med ytringsfriheden. Når der ytres det, der passer dem, så vil de forsvare begrebet. Når der menes noget andet, så findes den ikke længere. Relativisme handler med andre ord om, at der kan skiftes virkelighedsforklaring og moralsæt fra det ene sekund til det andet.

Parasitkuren: Få styr på sandheden – insistér på sandheden!
Parasitterne hader sandheden og vil gøre ALT for at forurene den.
Parasitterne frygter sandheden, for de ved, at den en dag vil sætte punktum for deres projekt.

Men størst af alt …

Der findes én ting – der ikke er en ting – som parasitterne frygter og hader mere end sandhed. 

Det er kærlighed. Kærlighed er en højfrekvent energi, som vi næppe yder retfærdighed i korte vendinger – retfærdighed = andet foragtet begreb hos parasitter. 

Hvis vi trods alt skal udtrykke det i korte vendinger, så er kærlighed den universelle sammenhængskraft. Som der står i det 1. Korintherbrev kapitel 13 i Det Ny Testamente – vel vidende, at Paulus/Josephus var et romersk svindelnummer (læs: Kongen der forsvandt) – så er det næppe udtrykt smukkere end her:

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt …

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Hvis der er noget, der kan pisse parasitterne af, så er det den tanke og følelse, der udtrykkes her. 

Kærlighed er en af de tre universelle egenskaber ved Gud = det ultimative piss-off for parasitterne. Vi finder det i både den kristne og den vediske kosmologi. I den vediske tankekreds hedder disse egenskaber eller attributter/aspekter Sat-Chit-Ananda. Sat er Væren, Chit er Viden/Visdom og Ananda er Kærlighed. Kærlighed er med andre ord et af egenskaberne for Det Højeste Væsen, den ultimative sammenhængskraft i det guddommelige. I den kristne kosmologi hedder det Faderen, Sønnen og Helligånden.

Hvorfor er kærligheden så anstødelig hos parasitterne?

Kærlighed = sammenhængskraft er en trussel mod opsplitningskraft. 
Kun en opsplittet menneskehed er ufarlig for en parasitisk agenda.
Splittelse og had er ingredienserne i Imperiets del-og-hersk-strategi mod dets undersåtter.
Et splittet folk er et svagt folk. Et stærk Imperium er bygget på folkenes svækkelse.
Kærlighed som princip mellem mand og kvinde, mellem børn og forældre, mellem indbyggere i en nation og mellem
mennesker i det hele taget er ensbetydende med solidaritet og forståelse mellem mennesker. 

Imperiet ved, at denne solidaritet aldrig kommer til at inkludere Imperiets håndhævere.
Hvorfor ikke? 

Fordi Imperiet har forrådt sine folk, sine indbyggere, sine borgere.
Fordi Imperiet har identificeret sig med og solidariseret sig med Parasiten og ikke sine indbyggere.
Fordi Imperiet opfandt både socialisme og fascisme som dets styresystem i øst og vest.
Fordi Imperiet er ansvarlig for iværksættelsen af alle folkemord og krige i menneskehedens historie.
Imperiet anerkender kun den falske kærlighed, der går i retning af Imperiet.
Imperiet ønsker at erstatte al kærlighed med tilbedelse … af sig selv.

Hmm, tænker man så. Er det deres egentlige problem? De har aldrig været elsket, de er vokset op uden kærlighed? De blev selv misbrugt – og det er ingen hemmelighed, hvordan visse ultrarige og magtfulde behandler deres egne børn og opfostrer dem som sociopater. De har placeret tilbedelse af dem selv som substitut for at være elsket. Det har stjålet kærlighed eller købt sig til den for en stund. De har glemt, hvad der stod i teksten til popsangen: Can’t buy me love … Eller også har de overset, at det også galt for dem.

Ultimativt

Vi kan godt mærke det, ikke? Bolden er allerede givet op. Det stopper ikke med kærligheden. Det næste spørgsmål er nødvendigvis: Hvorfor går de for tiden så heftigt efter mennesker, der tror på Gud? Hvorfor er dette den største anfægtelse af deres projekt og det, de står for og har gang i?

Vi taler ikke blot om Gud i den bibelske betydning. Vi taler om selve tanken om og erkendelsen af – og vi har allerede været der – at mennesket har et højere selv, en sjæl, og at denne sjæl hviler i en Oversjæl, en universel bevidsthed, som vi i vores kultur traditionelt har kaldt for Gud.

Parasitterne får røde knopper og fnat på én gang af denne tanke. Det klør over det hele. De kan bare ikke have det. Jeg tror, vi som menneskehed har et hemmeligt våben her. Gå fx lige hen til en af disse hersens nihilister, der har vind i sejlene for tiden, og præsenter hr. og fru. Højrøv for tanken om Gud. Så skal du se dem blive utilpas.

Det kræver mod at gøre det. Vi skal heller ikke være naive, for det er forsøgt af fx godtroende kristne. Nihilister har selv et arsenal af forhånelser og spydigheder, som de er mere end villige til at fyre af. Vi skal ikke undervurdere fjenden, for det er, hvad de er: Menneskehedens egentlige fjender. Jeg tror, det kan gøres langt snedigere og mere effektivt, og jeg skal gerne ved lejlighed beskrive en mulig model for det.

Men det har direkte at gøre med parasitkuren. Menneskehedens krise er hverken politisk, økonomisk, miljømæssig eller noget i den toneart. Menneskehedens krise er åndelig. Du kan også kalde det for det store moralske / etiske dilemma. Vi har mistet vores åndelige – eller hvis du hellere vil bruge fremmedordet: spirituelle fodfæste. Og ja, vores spirituelle arvegods er også forurenet, for det har parasitterne sørget for. Men vi har brug for både badevandet og dernæst barnet. Muligvis har vi brug for at give visse typer, der opererer indenfor denne genre et gedigent los i røven. Som historikeren David Livingstone – der i øvrigt er muslim – siger: Man skal ikke undervurdere omfanget af hykleriet indfor religiøse institutioner.

Der er jo en grund til, at også de religiøse institutioner har været udsat for en parasitisk infektion. Der ligger en enorm magt, måske den størst tænkelige, i at beherske sjæle via symbolik og besværgelser. Den hvide magi er også den sorte magi. Kirken som institution ligger inde med en ældgammel og kraftfuld viden om, hvad mennesket er for et væsen. De ved det godt – altså de, der ved det – og de er ikke åbne om det. Der er det, de siger, og så er der det, de ved. Altså c’mon – du kan fx ikke få lånerkort til Vatikanets bibliotek og alle de bøger og skriftruller, de har stjålet fra de antikke biblioteker omkring Middelhavet, som romerne lod nedbrænde – efter selvfølgelig at have plyndret dem for indhold. Alexandria er kun det mest kendte eksempel.

Det handler ikke om, at fårene skal tilbage til folden. Det er de allerede, for de er for længst havnet i en anden fold, der er langt værre end den første. Vor tids præsteskab og den ‘tro’, som de faldbyder, smager sødt og er giftig som ind i helvede. Det handler om, at angrebet på mennesket med en sjæl efterspørger et modangreb og et forsvar. Dette ER en krig, og den inkarnerede ondskab og psykopatiske umenneskelighed er fjenden. Dette noget, vi har talt om, er en dæmonisk kraft, der lige nu er særdelses aktiv. De gamle valgte at give det navne, ligesom de valgt at give navn til det højeste væsensprincip. Du kan vælge at kalde det for det sataniske modsigelsesprincip. Du kan som i frimureriet kalde det for luciferisk. Du kan også som Steiner vælge at bruge et persisk begreb, Ahriman. Du kan også vælge at lade være, hvis du ikke ønsker den balast, som hænger ved fra de religiøse kulturkredse.

Hvis vi har brug for navne for identificere, så gør vi det. Det vigtigste er at identificerer. Hvis vi ikke kender vores fjende, har vi tabt på forhånd.

2 kommentarer

  • omar ingerslev

    Tak for artikel, der kredser om meget vigtige tanker.

    Der er disse to : løgnen og volden – de kan ikke undvære hinanden. Løgnen må ofte gøre sin entre gennem vold. Volden gør ofte sin entre under dække af løgnen. Hvadenten et forløb indledes med en løgn eller vold, må modparten straks træde til. En løgn kan kun opretholdes gennem udøvelse af vold. Vold kræver dernæst en ny løgn som dække. Den nye løgn kræver atter vold. Løgn … vold .. løgn … vold …

    Hvis man mærker efter kan løgnen oftest gennemskues øjeblikkeligt : enten virker det indlysende forkert – eller det gør ondt ( krænkelse, fornærmelse, forgriber sig på nogens integritet, udløser f.ks vrede – eller at man ikke ved hvad man skal mene ( altså en form for paralysering )

    Sandheden kan man også mærke, oftest er den varm og bekræfter hvad man selv oplever, den kan også gøre ondt, men da kommer det ofte frem som tårer, der renser “såret”.

    Egentlig ved de fleste dette – men når der skabes forvirring, “glemmer” mange grundlæggende egenskaber eller barnelærdom.

    Det må vi hjælpe hinanden med at huske på – så vi kan komme videre.

    O

  • Stig Kempel

    Den gamle tankeparrasit, der skal få os til at tro at vi ikke har ret til at eksistere. Snylteren der prøver at overbevise os om at der ikke er livskraft nok til alle, og at vi ikke har lov til at gå den vej der er vores. Den lede ormetanke der prøver at overbevise os om at vi slet ikke er berettiget til et legeme og når vi alligevel er her så er vi ensomme, åh ja så ensomme. Den døende parrasit der forgæves prøver at overbevise os om, at der ikke eksistere andre love end de fysiske. Den stakkels ensomme parasit der ikke tør tro på, at Gud også elsker den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *