Essay,  Poema

Drømmen, der blev virkelighed

Præludium :

 

 

lær at frygte virus  
som om virus aldrig havde været følgesvend for livet  
og menneskehedens evolution i millioner af år,  
lær at frygte bakterier  
som om bakterier aldrig havde været følgesvend for livet  
og menneskehedens evolution i millioner af år,  
lær at frygte andre mennesker  
lær cognitiv dissonans – krig er fred frihed er slaveri kærlighed er had  
“lær at passe på hinanden – ved at holde afstand”  
som om mennesker i fællesskab aldrig havde været forudsætningen for livets videreførelse og slægternes gang

   

lær at frygte og hade selve livet  
i særdeleshed dig selv  
en frygt og et had som hører enhver dystopisk kult til  
– en dødskult som den vi er begravet i –  
indtil den tager livet af sig selv   

 

Futura ludium :  

glæd dig  
til befrielsen  
og den lykkelige genforening  
når det pludselig en dag er ovre,  
ingen ved hvordan det begyndte … eller hvad der skete undervejs …eller hvordan det forsvandt …  
alle ved at det er overstået  
og kaster sig i armene på hinanden,  
lykkelige over deres frihed,  
den frihed de aldrig forsvarede … den frihed de aldrig forstod … den frihed de aldrig tog …  
men tilsyneladende atter fik af uransalige grunde,   

dén dag, den søde dag, atter i frihed  
vil de hilse og betyde hinanden, hvordan de protesterede og kæmpede for friheden,  
hvordan de havde båret særlige lidelser og bragt særlige ofre,  
hvordan de inden tyranniet allerede havde gennemskuet det,  
hvordan de havde rejst sig, fri, fro og frejdigt,  
og ladet alt og alle forstå hvad de stod for,  
uselvisk og uden bekymring for deres eget liv  
– frygtløs over for den vold og magt,  
der blev sat ind mod anderledes tænkende,  
havde de budt undertrykkelse, løgn og vold  
trods og modstand,  
men alt i dybeste hemmelighed  
på grund af den åbenlyse fare  
de kunne udsætte sig selv og andre for …  
hvis det tidligere havde været kendt,   


– det heroiske ekko udmundede i omkvædet :  
“ passe på hinanden – ved at holde afstand “   

 

jublen rejste sig stadig højere og bredere  
selvforherligelsen ville ingen ende tage  
og folk takkede deres folkevalgte  
som myndigt havde kæmpet og vundet denne heroiske kamp,  
de folkevalgte roste deres undersått… folket  
“ I har klaret det flot … “   
“ fjenden er besejret “  
“ det gode har vundet over det onde “  
“ livet har besejret døden “   

 

Postludium :   

en ludende skikkelse, som let kunne overses midt i al den festivitas,  
trak sig stille bort fra mængden,  
som nattens skygge der upåagtet opløses under en ny dag,  
hans stemme havde lydt alene mod tavshedens massive mure  
under tyranniet, men var nu hæs og træt og druknede let i koret af de lykkelige  
der fejrede at de atter havde fået deres frihed  
– skikkelsen havde efter “befrielsen” blot trukket sig endnu længere bort fra andre  
og ønskede ikke at have noget med det at gøre,  
han hverken lo eller græd, og virkede helt upåvirket af glædesrusen,  
han undslog sig omfavnelse når gamle venner og bekendte kom ham i møde,  
han besvarede alle de invitationer der fløj igennem luften, som hære af hvide fredsduer,
med tavshed eller et hviskende “måske”  
… han virkede ligeså upåvirket nu som før, når de dårlige nyheder havde svirret som en evig storm om ørererne på alle …  
enkelte genkendte ham, selvom han ikke længere var tvunget til at bære gabestok, det omvendte kræmmerhus og andre middelalderlige symboler på udstødelse,  
det gøs i dem når de prøvede at forestille sig hvad han havde gået igennem,  
men det var hurtig glemt når de enten kastede sig ud i dansen  
eller sank hen i selvmedlidenhed over deres tidligere betrængte vilkår,  

 

… men,  
lad det fare,  
for nu var der fest,  
og blændet af glædens lys  
ser ingen længere fortidens skygger,  
død og glemsel heler alle sår,  
“ helan går ”   

 

Epitafium post Senecum :   

“ …den vises liv strækker sig vidt. Han er ikke lukket inde  
bag de samme grænser som andre, han alene er løst af de  
love der gælder for menneskeheden, alle århundreder råder 
han over.  
– drejer det sig om fortiden ? – han omfatter den i erindringen  
– drejer det sig om nutiden ?  – han forstår at udnytte den  
– drejer det sig om fremtiden ? – han foregriber den  
For ham bliver livet langt fordi alle dets epoker er én sammenhæng.”   

( Seneca : “ om livets korthed “ ( De Brevitate Vitae ), ca 40 e.v.t. )  

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *