Den perfekte Parasit

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den perfekte parasit

 

 

Fra fødslen snyltede jeg enerådende på mine forældre og bedsteforældre.

Så ankom med flere års forsinkelse en lille ny rival fra mit eget ophav, som jeg snart også kontrollerede gennem psykisk overgreb, i et livslangt forløb, indtil jeg overlevede denne i høj alder.

Min partner udviste åbenlyse svagheder, hvoraf den største var blind forelskelse kombineret med andre instinktstyrede og slavebundne fantasier, som jeg straks forstod at udnytte til udvidelse af mit domæne.

Det medfølgende afkom underlagde jeg mig med afsæt i dets medfødte afhængighed, med mig selv i rollen som “særligt hensyn til overordnet offer” eller “selvbestaltet dommer med uindskrænkede beføjelser”, helt ud i standret, uden lands lov og ret.

Det nærmeste jeg kommer kærlighed i min adfærd er købmandsskab i hjertets anliggender,
hvor jeg skarpt for øje køber billigt og sælger dyrt.

Det førstefødte afkom forsøgte at frigøre sig fra mit tyranni, med skiftende held, men blev endelig lyst i band og evig fortabelse – ikke af gud, men af mig  … visse ting bør man ikke overlade til andre eller tilfældighederne.

Efter mellemste afkoms fødsel fik rivalen fra mit eget ophav et drengebarn som førstefødte. Det udløste atter en form for rivalisering – mere end det var udtryk for naturligt samliv/kærlighed – som udmundede i ankomsten af den sidstfødte.
Denne led under medfødte sygdomme, som jeg holdt min partner ansvarlig for, hvorefter afkommet blev bortvist, og som 2årig anbragt permanent på institution, hvor afkommet selv måtte finde sin vej udi livet, i selskab med andre udstødte, samt under institutionens skiftende lederskab og – praksis.

Da min partner i fremskreden alder med tiltagende sygdom allermest havde brug for omsorg, bortviste og anbragte jeg ham på institution. ” skat (SKAT), jeg har ofret så meget ( til skat/SKAT ), og forventer visse modydelser... ” ( skat/SKAT = darling/tax in danish ). Denne donation/opgave til institutionen bidrog til øget omsætning, mere personale og ekstra bevillinger, samt foregreb og fremskyndede blot hans eget ønske om posthumt at stille sin krop til rådighed for videnskaben. Med kærlighed og almindelig omsorg havde han kunnet trives og være blevet længere i sit eget hjem, men kærlighed er en forretning hvor overskud må holdes skarpt for øje – set fra mit synspunkt.

Tilbage stod det mellemste afkom, allerede i klemme på flere måder, som jeg gennem frigivelse af nogle af de konfiskerede privilegier fra fødslen, knyttede til mig som hof
– hvor et ufravigeligt princip er at ingen må have sit eget afkom eller andet,
der kan frarøve mig selv det mindste af den loyalitet jeg kræver 100%.

 

Jeg badede mig i selvforherligelse, overbevist om min egen overlegenhed og højere intelligens, selvom den reelle forklaring på min magt lå i den afmagt, som følger af en lavere og afstumpet moral. Jeg navigerer efter det samme fatamorgana, nyder den samme illusion som ødelæggerens, tidens indbildte “stærke mand”, som søsætter skibe i ørkenen, samt mener at føre bevis for sin ekslusivitet ved at sønderbombe katedraler på få øjeblikke, som andre har opbygget gennem flere århundreder.

Jeg har udstrakt min indflydelse over 4 til 5 generationer, med hovedvægten lagt på min egen. For den 5. og de efterflg generationer udtyndes min indflydelse, men jeg har hverken givet min accept, eller bliver levende vidne hertil.

Min forfængelighed har fundet vej gennem min egen historieskrivning, som jeg har stormet og invaderet de blødere forsvarsløse lag af det øvrige samfunds officielle historieskrivning med, gennem åbne døre eller oversete smutveje. Det er delvist lykkedes, delvist gennem nødløgne og historieforfalskning af mildere eller sværere grad, kreativt bogholderi eller gennem profitering på andres fortjeneste, om ikke andet …

Jeg omtaler af princip ikke de kampe og territoriale stridigheder jeg har været involveret i, med skiftende held – det afgørende er :  enten har modparterne underlagt sig mit domæne, eller er dømt “persona non grata”.

 

Der er ingen før eller efter mig – jeg er den perfekte parasit, når man ser bort det universelle evighedssprincip som sikrer at livet løber som en flod gennem generationer, fra slægt til slægt, gennem tiderne – jeg er som en dæmning der kvæler liv gennem ophobning en håndfuld generationer, først ved at tørlægge alt under mig, siden ved at oversvømme og drukne alt når jeg ikke mere gider holde igen. Jeg er som et spøgelsesskib, ” den flyvende hollænder ” – eller ørkenkrigens ubåd, “Sælen” – eller som en pyramide, et monument over mig selv, der standhaftigt trodser vind sand(hed) og slid – for en tid.

 

Du kender mig måske – måske ikke – men kender i det mindste nogle af de andre djævle (af navn “feteret” og massemedier eksponeret) der gennem mig, som et åbent kloakrør, farer mellem himmel og helvede – for alt i verden at hærge.

 

 

 

Alting har en ende
– et åbent kloakrør, lodret ned i helvede, har endda 2 –

 

også for denne historie er det slut

 

– uden særlige hensyn, eller et udglattende “på gensyn”,
men blot taget for pålydende, lyder
som et ekko, et tomt rungende:

 

tuttelut   tuttelut.