Den fortællende Have

indtryk fra Assistens Kirkegård, København

Assistens Kirkegård er en grøn oase midt i byens stenørken. Den er et Hellested for alle, både levende og døde. En frodig have, rig på botaniske og kulturelle seværdigheder, rig på gode historier. Her tørner kultur og natur sammen i et overdådigt sceneri – en dialog som er lige så gammel som menneskeheden. Her har mennesker rejst store, tunge monumenter over evighedens tanke – dog – under tidens tand er disse symboler skrøbelige og forvitrer hastigt, og indenfor kirkegårdsadministrationen står der i forbindelse med vedligeholdelse af gravsteder “til evig hvile”: “ .. så længe evigheden varer …”

Stenens og metallets forvitring er både vemodig og fascinerende. Efterhånden som processen skrider frem, krakelerer overfladen og nye lag fremkommer – motivet tydeliggøres i videre forstand, samtidig med at det er ved at forsvinde.

Et billede, det usynlige og det væsentlige ?

En dydig kvindefigur i sandsten vogter graven, med himmelvendt blik, mens efeu erobrer hende. Hendes blik er knap så dydigt, da Eros forvandler savn til fylde, sorg til glæde … “ Ode an die Freude … ” … livets triumf over døden …

Under en vandring på Assistens Kirkegård i efteråret 1991 fandt jeg nogle nedlagte gravstene, som indbyrdes skabte en mystisk – og humoristisk – dialog. Jeg fangede latteren og begyndte i tiden derefter at undersøge og indkredse stedets væsen. Snart blev jeg døv over for støjen og lyttede efter stilheden – jeg blev blind over for dagslyset og begyndte at se i mørket. Den dybe og samtidig enkle oplevelse på kirkegården, deler jeg med barnet: Alt levende og dødt er uadskilleligt.

Arbejdsprocessen ligner billedhuggerens – motivet ikke er udhugget på een gang. De fleste motiver har været under observation gennem nat og dag, gennem årstiders skiften, gennem en udvikling i flere år. Uden tilfældets finger i spillet havde de fleste billeder næppe eksisteret. Enkelte billeder står endnu dugfrisk ved den umiddelbare oplevelse ved første møde.

De 3 haver

Af jord skabes den sanselige og æstetiske have – strålende, duftende og forførende.
De elskende i buskadset, de legende børn, de gamle på bænkene
– alt spirer på stubbene af de gamle væltede træer …

” skønt er det vi ser … “

Til jord bliver tanker og ord i den eksistentialistiske og filosofiske have.
Skønåndernes vandring, blandt levende og døde,
som den vise :
– fortiden, han kender den
– nutiden, han griber og bruger den
– fremtiden, han foregriber den
den vise sammensmelter fortiden, nutiden og fremtiden,
uden smålig skelnen mellem liv og død,
og tager først sine beslutninger, nar han hører
fortidens, nutidens og fremtidens tale med samme stemme

videre, videre, videre…

” skønnere er det vi forstår … “

Af jord opstår igen den åndelige, spirituelle og religiøse have,
hvor alt er forbundet gennem ubrydelige kredsløb
– og hvor end ikke bevidstheden og menneskets sjæl er undtagelsen fra dette universelle princip
– hvor intet er begrænset af målbarhed, viden, forstand eller noget andet kendt

– for netop det væsentlige er usynligt og ukendt…

” men skønnest er det vi ikke forstår … “

kasserede gravsten i stum samtale om evighedens følger

Højtidelige gravsten,
gesandter for evigheden,
knejser forfængeligt og stolt,
ænser næppe de knuste
sten uden tårer

nattens mørke slør
gemmer dybe hemmeligheder
og hviskende gåder

forvildede hænder famler i blind angst
og kæmper mod usynlige fjender
lyssky hære værker, hærværk

skrigets usynlige knive
gennemskærer mørket,
og rammer med blind præcission
lige mellem ørerne

knust forstummer stenen,
og samler nattens dug
til tårer som fordamper
i dagens første lys

nattens vidne,
berørt af flere knuste
sten uden tårer,
skriger efter mening

Et nyfødt menneske er som en rå diamant. Alt hvad der skal være, er der allerede. Det er selve sliddet der skaber de facetter igennem hvilke livets strømmende lys brydes og spredes i hele farvespektret. Efterhånden som sliddet skaber stadig flere facetter, i stadig mere sindrige vinkler, går lyset mere uhindret og klarere igennem. Lige før det sidste af den rå diamant slibes, opnås det klareste øjeblik – i een og samme stund går lyset endelig helt uhindret og klart igennem, samtidig med at det sidste af livets rå diamant forsvinder i slibestøvet.

Kierkegaard på kirkegård

” nederste etage, tv “

En ånd
en hånd,
en flyvende (fjer)pen
henover papir,

en flydende tankestrøm
grusom og skøn
som en guds drøm
skrift af størknet blod

– en flod –
af blødende rød glødende ord,
udvasket af himmel og jord,

Søren Kierkegaard,
42 lys(ende)år
– uden tøven –
… længere end de fleste når

” Det er en liden tid,
saa har jeg vundet,
så er med eet
den ganske strid forvundet

saa kan jeg hvile mig
i rosensale,
og uafladeligt
min Jesum tale “

( Brorson, inskription på Søren Kierkegaards gravsten )

mørket er fuld
af det usynlige,
det væsentlige og ufattelige

hvorfor tror vi
at alt er synligt
og fatteligt
i lys ?

hvorfor tror vi alt
eller intet
er synligt eller usynligt
fatteligt eller ufatteligt ?

– når mørket og lyset
er tveæggede tvillinger
der spejler sig i hinanden,
indforstået og hemmelighedsfuldt,
stille hviskende, om helende overgange mellem modsætninger ?

Øjet hviler på store afstande
og ser bedst når det er lukket

– uden at blinke

når det er åbent
samles alt i et øjeblik
al tid al ting og alle steder

– uden at blinke

øjet ser åbent og stift
døden i øjnene

– uden at blinke

en sort stjerne fødes
som suger alt lys

– uden at blinke

hvor tæt på kan man komme

– uden at blinke

hvor meget kan man få i øjet

– uden at blinke

hvor længe kan man blive ved

– uden at blinke

en flue lander på mit øje

– uden at blinke

når vi ser hinanden i øjnene
ændrer det alt

– uden at blinke

jeg må gøre noget

– uden at blinke

Abildgaards Artemis, gennemskuet af en flue ?

Forvitringens sublime mellemrum – simulakret – mellem Thorvaldsen og Chagall

efter restaurering

K N U S T K U N S T

kunst er
som perler,
et fremmed stof
som udskilles af organismen

en kædereaktion
af iltede blodlegemer
som spalter sig
i feberbrand

epidemisk

( O.I. ca 2000 )

Tankens stank

Stanken omkring mig
af ugjorte handlinger og ord
giver mig stigende kvalme

gravens rustne malm synker
og sætter sig i struben,
som rusten røst
og smag af blod

jeg fortærer min rustning
og kan ikke holde skriget tilbage:

jeg er bange

“ så er vi to ”
siger en stemme

livets vin
dufter som
roser på grave…

smagen af rust er uundgåelig
og klæber sig som stanken
til selve tanken

Værket og hærværket

– af ukendte mestre

Denne engel er skabt af en kunstner med en særlig fin fornemmelse for det sfæriske. Når jeg har vist andre billedet gennem årene, er de fleste blevet berørt – een udbrød med høj og klar stemme MOZART !

Da jeg for mange år siden lavede billedet, blev jeg i tiden efter hjemsøgt af en snigende uro. Jeg betragtede skulpturen som enestående, og havde aldrig set noget lignende på kirkegårdene. Et fuldblods mesterværk. Jeg gruede for dets skæbne, overvejede et svagt øjeblik at “redde” værket selv – men endte med at henvende mig på kirkekontoret, for at henlede opmærksomheden på værkets betydning og dets skrøbelighed, i en hård tid hvor tyveri og hærværk hærger overalt i nattens mulm og mørke. Selvom det var en afstøbning af et originalt værk, kan den være meget sjælden. Gennem år og dag kan både originalen og andre afstøbninger været gået tabt. Eksempler på at afstøbninger/kopier redder det oprindelige værk er hyppige i historien, da originalerne ofte nedbrydes af belastende miljø, forurening og tidens tand. På kontoret kunne man ikke stille noget op – af grunde jeg ikke kender.

Mange år senere gik det som jeg frygtede. En dag jeg kom forbi var englen borte, brutalt fjernet, med de sørgelige rester siddende tilbage på soklen. Det smertede for meget på dette tidspunkt til at jeg kunne overvinde mig selv til at fotografere igen.

Der gik atter flere år før jeg igen kom forbi, og var i stand til at se på den med frygtløse og nye øjne – på tilstrækkelig afstand af den oprindelige hengivenhed jeg nærede til den intakte skulptur.

Det slog mig da, at denne engel er så mesterligt udført, at selv de knuste fragmenter har overbevisende kunstneriske kvaliteter.

Jeg måtte endnu en gang bøje mig i respekt for englen og for mesteren bag skulpturen – og le overbærende af ophavet til hærværket, som må stå magtesløst over for sin egen handling, og hver gang den bortkomne engel i hemmelighed fremdrages fra gemmerne må forsøge at stjæle sig til en afstumpet og tarvelig (gen)oplevelse af det oprindelige værks sublime kvalitet i sit rette miljø – reelt afskåret herfra af selve krænkelsen.

Hærværkets signatur : profil af en djævel (til venstre)

vi er børn
af stjernerne

det ene øjeblik
guddommeligt lys

det næste
en forkullet meteorit
som falder

et frø fra verdensrummet
som borer sig ned i jorden

forstøver bestøver
og spirer

” Det menneske
som Gud i sit Billede har skabt
er uforkrænkeligt
og kan ej gå tabt

Vort Jordeliv
er evighedens Frø,
Vort Legem forgaar
men Sjælen kan ej døe “

( inskription på H. C. Andersens gravsten )

Der var en gang en moder som ikke drog omsorg for sit barn. Da barnet ikke kunne klare sig selv, skældte moderen det ud, fordi hun nødtvungent måtte give det opmærksomhed. Det behøvede omsorg og kendte kun til kontakt med moderen gennem tugt. Med tiden behøvede det mere omsorg, men moderen gav det stadig ikke. Barnet blev mere fortvivlet i sin hjælpeløshed, og moderen skældte stadig mere ud. Det blev sygt, ingen læge kunne hjælpe, og kort tid efter døde det. I den første tid efter begravelsen åndede moderen lettet op i barnets fravær. Men efter en tid begyndte det at hjemsøge hende. Når hun mødte folk på egnen mindede deres høflige hilsen og tavse blikke hende om det døde barn. Når hun nærmede sig veje og landskaber der førte i retning af den lille grav på kirkegården, kom hun i tanker om barnet. Når hun stod midt i sine almindelige gøremål, og ikke længere blev distraheret af barnet, kom hun i tanker om det. Hun begyndte at undgå folk, undgå veje og landskaber der førte til kirkegården med den lille grav og hun udførte kun nødtvungent de mest påtrængende af hverdagens gøremål. Hun gjorde sig tiltagende anstrengelser; men altid kom barnet tilbage i hendes tanker. Når hun drømte om barnet om natten, kunne hun ikke mere sove. Til sidst blev hun liggende i sengen og rejste sig kun med største anstrengelse for at opretholde livet og forrette sin nødtørft. Ingen vidste rigtig hvordan de skulle hjælpe hende. I sin skuffelse herover begyndte hun at skælde ud på folk. Hun skældte ud da lægen heller intet kunne gøre. Så en fuldmånenat blev hun i et mareridt hjemsøgt af egnens folk. Een efter een stod de frem, med fremstrakt hånd, og så med spørgende blikke på hende. Hun krøb stadig mere sammen og følte sig mindre og mindre. Da hun til sidst lå som et lille sammenbøjet barn, trådte hendes døde barn frem med udstrakte arme. Da vågnede moderen op og begav sig straks ad nattens månebelyste veje ud til graven. For første gang opsøgte hun barnet. Selvom det døde barn ikke havde gjort hende noget, vidste hun stadig ikke andet end at skælde på graven – sådan som hun altid havde gjort det, mens barnet levede. Men graven dækkede det døde barn for slag og stilnede dets smerte og tårer. Trods alle moderens anstrengelser vedblev det døde barn at være stille, og stadig vidste moderen intet andet end at skælde mere. Hendes stemme blev skinger af vrede og begyndte at knække. Stemmen skurrede anstrengende af vrede, latter, hån og gråd – men blev mere uklar og grødet efterhånden som trætheden satte ind. Til sidst pressede tårerne sig frem og vaskede alt af hende. Hendes anspændte krop blev slap. Tyndslidt, hæs og drænet for alt, sank hun stille sammen på graven. Og i denne stilhed var moderen og barnet for første gang sammen.

( frit efter ” det uartige barn” af Brdr. Grimms )

Beskyttende kulde

Frossent favntag

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack in everything
That’s how the light gets in

( Leonard Cohen, Anthem )

I have seen the leaves
waving at me.

Sometimes I wave back.

Have you seen the leaves
waving at you ?

Wave back,
and see what happens.

Maybe I should wave first
to asure them, that I am a friend

Offcourse, these friendships only last
through the summer.

They end in the fall.

Each following summer
our waving begins again.

Sometimes I wonder,
if I shall see my old friends again.

(Yusef Lateef)

” Ideologisk Kirkegård “

Jeg gik en tur på ” Ideologisk Kirkegård “, hvor fremtrædende ideologier fra de seneste århundreder ligger på række som punkterede striber, vildfarne veje endt i blindgyder, stedt til den hvile de aldrig selv fandt. Deres selvoptagede og iscenesatte væsen understøttes ofte af svulmende og selvhøjtidelige dekorationer på gravene, som snarere leder tanken hen på konditorens snilde håndelag i flødeskum og tomme kalorier, end på lødig kunst, evige tanker og ideer. Disse mindestene og monumenter er ofte udført med blikfang for øje – stadigt fremturende i opbuddet af mammon, som ofte var hvad disse ideologier efterstræbte, på kort tid gennem hurtig vinding, men som de til sidst alligevel ikke fik med sig.

Deres liv var oftere kortere end mands minde, og skiftede typisk i forudsigelig rytme med moden og andre luner.

Jeg er ikke den første, der er blevet i godt humør over at spadsere en tur på kirkegården. H. C. Andersen gik ofte her mellem sine samtidige, der var blevet stedt til hvile – og havde de pågældende tidligere voldt ham kvaler, så opmuntrede det ham at møde dem på dette fredfyldte sted.

Ligesom ideologierne kunne hans samtidige ofte virke forbavsende overbevisende – her er nogle eksempler:

nogle af de senere årtiers afdøde ideologiske korstog

Da jeg passerede den travle og flittige stenhugger, så jeg lige over skulderen og læste den seneste inskription. Vi talte kort om den markante stigning i overdødelighed blandt ideologier. Det bekræftede stenhuggeren, som tydeligvis blev træt alene ved tanken:

” forud´aftalt/betalt (og) politisk nonsens “

” IPCC kom aldrig fra start
– var aldrig med i løbet –
og fattede intet – hverken før under eller efter “

” Knytnævens afmægtige sprog “

Graveren ?

Jeg ledte efter… da jeg mødte… : “ …hvor er ?… ” . “ .. de er her allesammen … “, lød svaret lidt fjernt. Jeg så undersøgende på…, men kunne ikke afgøre om det udsprang af glæde eller indvendig gråd. Efter en pause, der sagde mere uden ord, afbrød fortsættelsen : “ alle har reserveret et sted … de ved det jo godt… andre ønsker en vis diskretion, måske er de stadig aktive … ved det ikke … når nogle hjemsøger disse gravsteder bryder de ud i latter… griner først lidt med dem, af glæde … med tanke på deres ofre følger stille gråd … andre gange når folk bryder sammen af smerte, bitterhed og gråd ved gravstederne, kommer en gråd som gjorde det ondt på alt og alle … … er af og til ond i lunet, tramper på gravene og banker dem på plads med spaden .. dén dag spredes en indvendig latter ... “. ” hvor længe har … været her “, spurgte jeg … “ …ved ikke hvornår det begyndte, eller om det nogensinde vil holde op … ved nok ikke hvor ellers … skal være … “ . Et forlegent smil, fuld af varme, godmodighed og beskedenhed strømmede mig i møde – i skærende modsætning til de ord der kom fra … så snart de var udsagt, stod de som mejslet af billedhuggeren i granit …

Jeg så udover et landskab af gravstene og inskriptioner, hvor et utal af samtaler i gensidig stille lytten stadig videreførte evige og udødelige tanker. Jeg var var begyndt at tænke så det knagede, var tæt på at indfange noget mere af hele situationen, spørgsmålene sprang op af sindet som forårsspirer, dannede tæpper og mønstre som trængte sig stadig mere på. Men inden jeg nåede så langt var … atter bøjet over arbejdet og skød tavst ryg mod mig, som om der mellem linierne blev sagt: ” … ved hvad du tænker … men det tilkommer ikke dig at komme nærmere … “

Mens jeg gik videre, kom jeg i tanker om at vi aldrig havde udvekslet navne. ” gad vide hvem… som tilsyneladende har oplevet alt, usagt mellem de få ord… ? “. Jeg overvejede lige et øjeblik at …. men følte en træghed mod at vende om, omvendes og komme tættere på. Det forekom mig at en stemme på afstand hævede sig, det kunne lyde som om der blev svaret og talt direkte til mig. Jeg vendte mig ikke om, ønskede ingen svar, og fortsatte min gang, bærende på disse gåder og ubesvarede spørgsmål…

Regnskabet

Græs

( frit efter Tom Kristensens digt, 1927 )

Græsset vokser mig over hovedet, efterhånden
som jeg bukker og skraber næsen mod jord,

med alderen bøjer jeg mig stadig dybere
for at min verden kan forblive stor.

Under de bølgende grønne strå
er jeg nået – her kan jeg stadig bestå.

Jeg går nødigt videre, farer vild mellem strå
eller går helt i stå.

uafgjort ?
mumler og famler jeg frem for mig,
.. som om jeg er i øjenhøjde med nogen,
eller har noget at forhandle med …
andet end mig selv

Mellem muldens mørke ånde
og de grønne spidsbuers oplyste hvælv
samles et kor, som kalder:

… er du klar ?

en trodsig barnestemme i mig lyder som svar :

… ikke endnu !

først når mine barnlige drømme
om storhed er omme,
vil jeg komme
– først da er jeg atter lille
og mæt nok…

BEGRAVELSEN

( uddrag af ” Anemones Anelser ” )

Annoncen var sat i avisen under rubrikken – “gives væk” – eet af de sidste steder, hvor det ikke kostede noget at indrykke en annonce:

∞

Rune takker for denne gang
på jorden …
Han er uden bekymring taget videre,
og efterlader gæld og skatter
med ubetalelig latter,
og – rig som han var – en uvurderlig datter

Anemone

Anemone var født et frodigt forår, mens den nybagte far, Rune, stadig kunne løbe hurtigere end problemerne, der fulgte i hans spor. Den lille velskabte pige løb ikke lige så hurtigt, og kom det meste af livet til at savne sin far. Da han ikke ville nogen noget ondt, og tilmed var et godt menneske, der blot ikke helt kunne tage vare på sig selv, elskede Anemone ham betingelsesløst lige til det sidste.

Hun var rig på evner og fantasi, ligesom sin far, men penge havde de ikke mange af. Hun var fast besluttet på at vise sin far den sidste ære og kærlighed der tilkom ham – men hvordan ?

Dødsindustrien havde kronede dage – “ dies coronae ”. Sørgekonerne græd godt for deres syge moster; og faldt der ikke mønter nok af, skruede de infernalsk op for gråden så folk følte sig nødsaget til at betale for at blive fri. Jordpriserne for de dødes sidste beskedne hvilested, fulgte “markedspriserne”, som fulgte “ejendomsvurderingerne”, som fulgte centralbankens konfiskation af skatteinddrevne midler … som førte til statsgæld, som førte til skattestigninger, som førte til faldende købekraft og faldende renter, som førte til stigning af “markedpriser” og “ejendomsvurderinger” … som staten beskattede, som folk ikke kunne betale, som blev “indefrosset” i “gæld i eget hjem”… indtil der intet var tilbage … priserne på alt vedrørende begravelse tilsagde altså rent “kapitallogisk” at ingen længere skulle dø – da det ikke kunne betale sig. Havde det ikke været for “det uundgåelige” aspekt, i sagens natur, ville markedskræfterne have virkeliggjort selve menneskehedens drøm om udødelighed og det evige arbejdsliv – hvilket da måtte være den lykkeligste situation; så meget desto mere som at dette udspillede sig i “ …verdens bedste land, med det lykkeligste folk… ” – ifølge udspekulerede og elegant designede opinionsundersøgelser. Anemone var 2. generation af de, der røg af karoussellen i det magiske gældscirkus, efterhånden som den accellererede og rystede stadig flere af sig. Mange stod uden bolig, arbejde og penge. Anemone havde end ikke råd til “døden”, eller rettere: dødsindustrien – havde ikke råd til at få ekspederet den døde

I “Markedsavisen” gennempløjede Anemone møjsommeligt spalterne, der var ligeså omfattende som marker og plovfurer udover hele landet. Endelig fandt hun en annonce fra en tømrer:

” 2 kister i rå træ, aldrig benyttet, sælges samlet for 400 kr,

afhentes på adressen “

Anemone spurgte sin trofaste og hjælpsomme stedfar, Ask, om han ville hjælpe med at hente dem. Han kendte så godt som nogen hendes situation, og stillede straks op. Det eneste han betingede sig var, at hun selv stod for det praktiske med at skaffe et velegnet transportmiddel; så skulle han gerne være chauffør og gå praktisk til hånde.

Firmaet, der udlejede den sortmalede lastbil, bar et navn, som bidrog til stemningen : ” lej et lig “, skrevet med store bogstaver i ligblegt hvidt . Byens billigste og tarveligste biludlejningsfirma. Det kompenserede delvist for den nedslidte lastbils manglende driftsikkerhed, at der ikke skulle køres så langt, og at lasten ikke var så tung – og at den ene af de 3 passagerer allerede var død … i tilfælde af …

Anemone og Ask kørte ud til tømreren, som boede et stykke uden for byen. Han kunne ikke skjule sin reaktion da de ankom i den sortmalede lastbil, prydet med det store logo i ligblegt hvidt : ” lej et lig “. Vellykket design i al sin hæslighed, dødsmart.

Anemone indledte forhandlinger med tømreren. Hun tilbød ham de 400 kr, men tilkendegav, at hun kun behøvede den ene af de 2 kister. Han blev rød i hovedet – de lyseblå øjne trådte mere ud af hovedet efterhånden som blodtrykket steg: ” … når jeg giver den pris, er det på betingelse af , at I tager begge kister med – det er en del af handlen. Jeg vil ikke se på dem mere ! “. Beslutningen om at medbringe begge kister blev resolut taget. Hvem ville bryde sig om at stå med et lig uden kiste ? Forhandlingerne blev indstillet ligeså hurtigt, som de var indledt – og handlen afsluttet med kontanter, uden faktura.

På vej videre med lasten gav bilen nye og fremmedartede lyde fra sig. De virkede instinktivt faretruende, og farten blev sat ned. ” Så tunge er et par tomme kister da heller ikke … ” , mumlede Ask lidt anstrengt for sig selv. Med blikket koncentreret mod vejbanen rullede bilen afsted, som den prisgivede kugle i labyrintspillet på vippeplade, forbi huller, ujævnheder og vanskelige vinkler. Selv den mindste overseelse, eller et enkelt lille fejltrin, kunne stoppe spillet, stoppe bilvraget, een gang for alle. Som erfarne cyklister var de begge vant til at finkæmme vejene for ikke at miste livet ved at falde i vejhuller, riste, løse kloakdæksler eller vikle sig håbløst ind i uigennemtrængelige opstillinger af ubemandet og umarkeret vejarbejde i storbyens gader. Al samtale forstummede, for at holde koncentrationen, og komme frem i live; selvom der stadig var en kiste ledig.

Rune skulle afhentes på Panuminstituttet. De kørte ned ad en rampe og fandt en kæmpe metalport, beklædt med store bogstaver og tal. De trykkede på den vejrbidte dørklokke, og ventede i en mindre evighed. Endelig åbnede den automatiserede port, og en kittelklædt ældre mand så på dem, uden at fortrække en mine. Anemone tog ordet : ” vi aftalte at jeg skulle afhente min far… Rune … er det det rigtige sted ? “. Manden svarede ikke, men begyndte at stille helt rutinemæssige spørgsmål; og selvom han optrådte formelt og korrekt, ramte de dybt: “ er det jeres bil ? ” … uden at vente på svaret, fortsatte han : ” hvad har I med til opbevaring ? ” … ” … 2 … jeg mener, 1 kiste ... “, svarede Anemone, og følte at hun skyldte en forklaring : ” ... vi har 2 kister, men … vi skal kun bruge een … “. Manden så endnu mere undrende og sammenbidt ud. Anemone opgav at forklare sig nærmere. Manden skar atter igennem : “ der er vogne til transport indenfor porten – følg med “

De fandt en kraftigt bygget metalvogn, skubbede den ene kiste over på den, og fulgte med manden ned gennem et indviklet forløb af flere lange gange. For den indviede var det et sindrigt og velfungerende system, men for den udenforstående var det en labyrint. Anemone og Ask så i et flygtigt blik på hinanden, og vidste at de aldrig ville komme ud af labyrinten ved egen hjælp. Det gik hele tiden nedad, og det blev koldere. På intet tidspunkt havde manden rakt hånden, frem, løftet noget, eller banet vejen – andet end da han aktiverede den automatiserede dør. Den kliniske og upersonlige stemning virkede latent fjendtlig på Anemone og Ask; som en fremmedartet kulde og modvillighed ved at give hjælp, udover det absolut uundgåelige. Manden virkede tvær og nøjeregnende, og nidkært opsat på at han under ingen omstændigheder skulle gøre noget han ikke fik ekstra betaling for. ” det må I selv klare “. Ingen fortrak en mine, de levende mærkede ansigtsmasken stramme – der herskede en ubestemmelig omgangsform som minder om andre overgangssteder. Vognen rullede ind i en kæmpe hal. Der var iskoldt. Langsiden var dækket af solide metallåger, med bogstaver tal og identifikationspapirer. Anemone måtte bide sammen for ikke at lade tankerne løbe løbsk – ligheden med en kæmpe julekalender var svær at ryste af sig. “Ligheden” … ” barnets nysgerrighed efter at åbne alle låger “… hun smagte på ordene, fortrak i et ubestemmeligt smil, og vaklede på grænsen mellem gråd og latter over sine barnlige indfald. Mens manden så ned i papirerne, fortsatte han: ” Det er boks 326, liften står der … “. Anemone sank en klump. Mandens ordvalg ramte som brystslag – hver stavelse i hans ord ramte og forplantede sig dybt som et ekko, der ikke klingede af: ” far er død, far er død, far er død ” – hun kunne sige ordene nok så mange gange, men kunne ikke forbinde dem og smerten. Stemmerne gjorde hende mør, både andres eller dem fra hendes egne tanker. Hun forsøgte at undgå at høre mere end højest nødvendigt. Uden yderligere omsvøb gjorde manden det klart, at ved at fravælge dødsindustriens forretningsmodeller, måtte de selv stå for alt – vitterligt ALT. Anemone og Ask tumlede med liften for at lære den nødtørftigt at kende. Heldigvis var hele systemet med lift, boksåbning, auto-ind/udføring af ligbårer gennemtænkt og let at betjene. Til gengæld var det intet til at “betjene” de følelser der vældede frem, da Anemone pludselig stod alene med Rune. Voldsomheden virkede lammende, nærmest bedøvende – en nådig forsvarsmekanisme, selvom den også i farlige situationer kan “koste livet” – som når den stærkeste i bokseringen har fået overtaget og uddeler serier af slag, der alle går ind; indtil den udsatte ikke længere forsvarer sig, men lammet og paralyseret bare tager imod.

Under andre omstændigheder ville hun have holdt en rygepause for at tage sig sammen, men her var det udelukket. Store skilte, kameraer og kontrollerende blikke efterlod ingen mulighed for at fortolke noget til egen fordel. Næste overraskelse kom, da de skulle flytte liget fra båren til kisten. Dødvægten og stivhedens stumme protest mod al flytten rundt, kom bag på dem begge. Endnu en gang blev alle grænser overskredet – og et målrettet samarbejde på et nødtørftigt “professionelt” niveau måtte etableres på rekordtid.

Det var ikke muligt at vise andægtig respekt over for Rune, og samtidig løse den praktiske opgave, så man undgår fysisk overbelastning. Pårørende ser normalt ikke denne brutale side af arbejdsgangen. Ligets brutale tilpasning til kiste med trange mål indgår i den anvendte forretningsgang for at sikre et rentabelt udbytte. Rune landede brutalt i kisten, og lyden havde rigelig styrke til at få det til at runge overbevisende i den enorme hal. Manden havde sat sig med en avis ved skrivebordet. Han reagerede velkendt på lyden, og sneg sig diskret til et stjålent blik. ” papirerne skal udfyldes og underskrives … de ligger dér “ – uden at løfte blikket pegede han på en skrivepult ved udgangen. Det kom bag på Anemone hvor omfattende papirarbejdet var, hvor mange oplysninger hun skulle give. Hun oplevede sit liv passere revy; kunne ikke huske det hele, og bad om hjælp. … ” … hmm, så må jeg slå det op på computeren … hvad vil du have at vide ? “.

Med stille irritation gav manden de ønskede oplysninger, mens Anemone kviede sig hver gang hun måtte spørge. Det pinefulde forhør blev endelig afsluttet, låget lagt på, vognen kørt tilbage ad de lange gange. Porten ud til rampen åbnede automatisk – den eneste hjælp de fik. Lastbilen blev bakket op til porten med bagenden, Rune blev skubbet ind ved siden af den tomme kiste. For at undgå flere martrende optrin foreslog Ask, at de skulle markere hvilken kiste Rune befandt sig i. Ingen havde lyst til at skyde låget fra igen for at se efter.

Ask kunne mærke en ændring i bilens balance og kørsel, men undlod at sige noget om det.

Anemone havde aftalt med de forstående gartnere på kirkegården, at hun kunne benytte det afsides nedlagte kapel, som tidligere havde suppleret hovedkapellet. Det havde tidligere tjent den del af klientellet som ikke ønskede en kirkelig ceremoni med deltagelse af præst eller lignende. Kapellet var fyldt med store maskiner, køretøjer, stort værktøj, kasser og presseninger. Gartnerne havde af venlighed lovet, at de største køretøjer og maskiner ville blive fjernet inden ceremonien – andet kunne de ikke medvirke til på de givne vilkår. Det nedlagte kapel var fyldt med alt hvad der hører til parkdrift, inklusive nogle af de bedste stammer fra kirkegårdens gamle fældede træer, med henblik på senere brug til ukendte formål. Alt hvad der hørte til kapellets oprindelige indretning var afskaffet, undtagen det nagelfaste. De oprindelige bænke og ceremonielle elementer i rummet havde ikke overlevet processen. Anemone var vant til at håndtere den slags situationer, baseret på hendes livslange erfaring med skiftende adresser og meget få ejendele. Hun gik straks igang, og genskabte med kasserne, så vidt muligt, rummets oprindelige indretning og funktion. Kasserne var tunge, men rummede også løsningen. Det krævede “kun” at der lagdes hårdt arbejde for dagen. De blev flyttet og ordnet i rækker og niveauer. Det er hårdt arbejde, og dyrt, ikke at have nogle penge. Gartnernes hvide presseninger blev fordelt udover rummet – de dækkede de største maskiner som ikke kunne fjernes og blev trukket henover de arrangerede kasser.

Gartnerne viste sig at være mere betænksomme end det kunne forventes, og havde gennem de sidste dage luget ved grave og bede, og havde samlet et mindre bjerg af blomster og pyntegran. De havde taget eksekutive beslutninger om større beskæringer som sagtens kunne have været udsat – det var tydeligvis for at vise Anemone interesse og støtte hende. De lod hende forstå, at hun kunne tage af blomster og pyntegran alt hvad hun havde brug for. Anemone blev rørt til tårer, tog sig sammen og fremstammede et dybfølt tak. De havde set hende, og vidste hvordan hun havde det – set, at hun stod alene med en alt for stor opgave. Der blev et øjeblik stille, mens alle så ned af respekt for situationens alvor. Anemone tænkte over hvor mange gange på denne dag hun var blevet ramt dybt, med en blanding af smerte uventet trøst og overraskende fornyede kræfter. Hun mindedes ikke at have oplevet noget lignende. Selv det mest banale lavpraktiske havde dagen igennem fremprovokeret dybere eksistentielle og emotionelle tilstande, som havde overrasket hende med sin voldsomhed. Det dybt sårende og helbredende fulgtes ad på en uforklarlig måde.

Efter mange anstrengelser og hårdt arbejde fremstod kapellet endeligt med et harmonisk og højtideligt udtryk.

Da Rune i den rå kiste blev sat ind, var det tydeligt, at den udgjorde et antiklimaks. Dér stod den i det rå ubearbejdede træ, omgivet af hans egne levende malerier, spredt ud over et tæppe af blomster. Anemone kunne næsten ikke få det over sit hjerte. Far, som havde været kunstmaler og elskede farver, liggende i den tarvelige kiste – som på alle måder modsagde hvad han i sit liv og virke havde stået for. Ask foreslog, at hun selv kunne male den. Hun ville gerne, men tid og kræfter var dagene forinden løbet fra hende, og hun måtte holde sig de store hovedtræk for øje for at føre forløbet til ende. Der var stadig lang vej før folk skulle samles den efterfølgende dag. Hun havde allerede uddelegeret så mange opgaver som muligt; frivillige telefonkæder varetog invitationerne, da der heller ikke havde været tid og råd til at skrive officielle invitationer. Til gengæld havde hun ingen viden om hvem eller hvor mange, der ville deltage.

Heldigvis havde hun undervejs fundet løsninger, som hun på forhånd ikke havde kunnet forestille sig. Hun var kommet langt – men der var stadig lige så langt igen.

Anemone samlede pensler og maling fra Runes lille lejlighed, hentede sine egne malergrejer og købte noget billig bygningsmaling på tilbud.

Sidst på aftenen, da de troede at de var færdige, trak de udenfor for at suge dagens sidste lys til sig. Røgen fik et blåviolet skær og tog former af fantasifigurer. Anemone blev indfanget af røgens formsprog. Det var Runes figurer der opstod af sig selv – og tanken strejfede hende, om han på en eller anden måde alligevel var tilstede, udover hans døde krop. Tid og rum smeltede sammen med resten af universet et kort øjeblik – et øjeblik hvis udstrækning i sig selv omfavnede al tid og rum, hele kosmos, selve evigheden … samlet og set på et øjeblik, af et øjes blik. Anemone genkaldte sig et persisk digt.

Mit hjerte er så lille, at det næsten er usynligt,

sig mig, hvordan skal det kunne bære al den smerte ?

Luk øjnene op, svarede han,

dine øjne er endnu mindre,

og dog kan de rumme hele verden.

– begge fornemmede de noget, som ingen rigtig vidste hvad var. Stilheden og tavsheden var uden at være et bevidst truffet valg, det bedst tænkelige svar på en uløselig gåde. Valgt uden en stemme.

Pausen blev afbrudt af en dyb indånding, efterfulgt af et gisp. Der var ingen rustvogn til at køre Rune væk efter ceremonien. Den sorte lastbil stod omtrent dér, hvor en rustvogn imorgen burde køre ham væk. På siderne lyste udlejligningsfirmaet logo/navn op, ” lej et lig “ … ” vi er nødt til at bruge den som rustvogn imorgen ” mumlede Anemone halvt for sig selv. Ask opfangede situationen, og havde straks et forslag : ” vi tildækker logoer med pressening og tape, og maler det hele over med sort “. De stod stadig og malede bilen sort, mens mørket lagde sig. Oplevelsen af at male blindt i mørke, uanset om øjnene var åbne eller lukkede, var fremmed fascinerende og surrealistisk. Anemone indprentede sig, at hun efterfølgende ville forsøge at lave en serie billeder, hvor hun skulle holde blikket på motivet mens hun blindt malede på lærredet – gennem bevægelsen alene skulle motivet overføres til lærredet. Bevægelsen var alligevel så stor en del af maleriet, når man var oppe i større formater.

De kørte bilen bag om kapellet, parkerede den ved siden af gartnernes store kompostbunker, så den var ude af syne når gæsterne ankom. Derefter forlod de stedet til fods.

Om aftenen viste det sig at være urealistisk at skrive den tale hun hele tiden havde haft i tankerne. Anemone sad med det tomme hvide papir, mens de indledende bogstaver flød ud af træthed og tårer fra ukendte kilder i hende.
Til sidst gav hun slip og lavede en tegning, hvor der ved siden af en afskåret smuk blomst stod en mindre blomst i jord med tunge dråber af nektar dryppende fra dets hoved, mens dets blade slog ud i fortvivlelse og længsel efter liv til alle sider. Hun satte en prik i den lille blomsts hoved, ” hvad betød den ? ... den var så lille at ingen kunne sige mere om den … “.
Så segnede hun, og sov lige til uret ringede.

Anemone stod op og uglede sit store hår til. Så gned hun det ind i stivelse med plantefarver i. Hun lod ansigtet stå hvidt og rent, og hun måtte beherske sig da hun så resultatet i spejlet. Hendes hjerte hoppede som en fugleunge, der forsøgte at komme ud af sine rede. Iført den hvide engangsdragt, som bygningsmalere ofte bruger, lignede hun en pensel fuld af farver – klar til aktion.

Da gæsterne ankom til det nedlagte kapel blev de overvældet af det syn der strømmede dem i møde. Salen var et bølgende tæppe af blomster, der dansede over et hvid ørken af siddepladser der bredte sig ud fra midteraksen, med kisten i centrum. Flere hundrede fadlys var tændt og fik salen til at emme af blafrede lys og en tæt varm ånde fra blomsterdufte og flammehav. Henover de mange kendte ansigter bredte der sig udtryk som hun aldrig havde set før. Alles øjne udstrålede et særligt lys, flere havde tårer i øjnene, sitrende smil trak sig af indre bevægelse henover ansigter og fik noget til at skælve, ingen sagde noget, nogle få hviskede – ord behøvedes ikke, de var alligevel magtesløse. Anemone, som hvis tunge ansvar for forløbet kulminerede netop nu, mærkede at hun havde vundet alles hjerter, og kunne for første gang pludselig slappe af. Hun hjemsøgtes af en symbiotisk tryghed, hun havde kendt i sin tidligste barndom. Der var flere deltagere end antaget. Undervejs var tilstrømmende blevet opmærksom på at noget usædvanlig var i gære. Blandt de mest overraskende gæster var tømreren, som havde solgt kisterne, gartnerne som havde været behjælpelig med det praktiske og sammen med kirkegårdens ledelse havde vist forståelse for hele situationen og stillet de beskedne rammer til rådighed. Der var mange, og Anemone var lettet og taknemmelig over det store fremmøde. Størst var overraskelsen da manden fra “panum” også mødte op. Hans ansigt havde fuldstændig ændret sig, og lagt sig i milde folder. Uden den anonyme embedskittel, fremstod en kultiveret ældre herre med sin egen naturlige autoritet, elegant, i tøj afstemt til lejligheden. Da han hilste på Anemone og hendes øvrige familie var han fuldstændigt nærværende. Hans blik så igennem alt, ikke på en intimiderende og grænseoverskridende måde, men på en fortrøstende og beroligende måde, som fyldte Anemone med taknemmelighed der fik hende til at neje, lidt forlegent. Han sendte hende et formildende smil tilbage. ” Det behøver du ikke … “.

Forbløffelsen over hvad Anemone og Ask havde fået ud af kapellet, løb som en stille susen igennem hele salen.

Anemone rejste sig og gik roligt op til kisten – og stod længe og så på den. Alles øjne hvilede på hende. En stille snøften bredte sig. Udenfor hørtes fuglenes sidste vers af morgensang, i baggrunden hørtes byens travle morgentrafik, som en hvæsende midgårdsorm med skæl af blik og hjul hele horisonten rundt:

” Kære Rune, elskede far, – du var rig, men penge havde du ikke mange af, byrder fra indre kampe bar du på med værdighed; du forblev mild og kærlig, glad for livet, på trods af alt. Du ville elske at se os der er samlet omkring dig idag. Du ville elske hvordan du ligger midt i et kæmpe maleri af blomster, farver og folk – din egen drøm om selve livet som et magisk maleri. Vi er dine pensler og farver – og du, i din lille rå kiste, er det rå lærred, til det store … HELT STORE billede, der for FØRSTE, SIDSTE og ENESTE GANG males idag … “

– en tiltagende hvisken bredte sig, mange havde fornemmet hvor det bar hen – de havde godt set malerbøtter og pensler, men fornemmede at de ikke blot var til dekoration, men noget endnu vigtigere …

Anemone fortsatte :

“ … til ære for min far, vil jeg bede de der vil, samles med mig ved kisten – og hjælpe ham og mig med at male det sidste billede. I må male hvad I vil, med Jeres oplevelser med Rune i tankerne – kom herop, og grib bøtter og pensler … lad os så komme igang !… “

… hun greb pensler og maling, og lagde an til maleri. Folk begyndte at rejse sig og følge hendes eksempel. Børnene var hurtigst og gik i hastige skridt eller småløb op til kisten. Snart var der tydeligvis ikke plads til alle ved kisten. Folk delte pensler og farver.

” … vi har flere kister, hvis een ikke er nok ! … “, udbrød Anemone – ligeså overrumplet over sit eget indfald, som resten af salen. Et latterbrøl bredte sig i salen, og stemningen løsnedes. Børnene gik ufortrødent igang og malede løs, de voksne fulgte trop … enkelte overgav sig helt og blev opslugt af maleriet, andre sendte hinanden indforståede blikke … andre var usikre og noget forlegne over det uvante arrangement … alle indså at det var helt i Runes ånd …

Da det sidste af kisten var dækket, kaldte Anemone på alles opmærksomhed.

” … så er det færdigt …. for første gang ser vi det fulde billede af Runes liv !! – han ville elske det – men hov, han er her jo stadig, ikke så meget i sig selv, men mere i Jer … og den måde I tog ham til Jer … “

Anemone trak en pose frem ….

“ … nu skal far bæres ud … der er hvide overtræksdragter til dem der bærer, så de ikke får den våde maling på tøjet …. “

Mens kisten blev båret ud, brød Anemone ud i sang :

” … altid frejdigt når du går …. “

Ask havde diskret kørt vognen i stilling undervejs. Kisten blev båret ud, mens Anemone sang. De våde farver løb af kisten og efterlod et spor på gulvet – røde som bloddråber, grøn som sød nektar, og blå som poesiens dryppende tunge. De bærendes fodtrin formede farven til indforståede kalligrafiske tegn på gulvet. Anemone opfangede tegnene på gulvet, aflæste dem og “sang fra bladet” – improviserede. Hun var opfyldt af en ny kraft, og hendes stemme brændte helt igennem, uden at knække. Til overraskelse for både hende selv og flere tilstedeværende. Alt lykkedes – og mere til – det var forløsende på en ny og ukendt måde.

Bilen kunne ikke starte. Ved tredie forsøg bed tændingen på, og de hostende lyde fra motorrummet efterlod ingen i tvivl om at bilen havde det svært. Mens folk begyndte at ånde lettet op, gik bilen atter død, og var hverken til at hugge eller stikke i. Ask hoppede ud af førersædet, og bad de tilstedeværende om at hjælpe med at skubbe den igang – stemningen var så tilpas løsnet, at det ikke krævede yderligere selvovervindelse. Med så mange til at skubbe kom den hurtigt igang, og kørte bort ad alleen under hujen, tilråb og spontane klapsalver.

Da bilen kom ned til enden af alleen, drejede den til alles overraskelse til siden, drejede kort efter igen, og kørte ad en parallel vej til kapellet næsten tilbage hvor den kom fra. Folk så forvirrede og spørgende ud. Anemone fangede den og forsøgte at forklare de tilstedeværende situationen:

” far skal brændes, men det bliver først i morgen. Gartnerne lader os holde natten over ved kompostbunkerne – og så kører vi til krematoriet imorgen … “

Anemone havde forhandlet priser med krematoriet, og havde fået en billigere pris, hvis hun accepterede at Rune først var den tredie der skulle køres ind i ovnen.

Af hensyn til det ceremonielle og den praktiske afvikling så man helst, at eventuelle pårørende blev på sine pladser i krematoriets ligbrændingskapel, indtil alle kister var kørt ind og brændt.

Anemone og Ask ville følge med Rune til det sidste, og tog plads. De måtte udholde at se de forudgående 2 kister køre ind i ovnen før det blev deres tur. Det var overraskende hårdt at være vidne til andre pårørende, når de snøftede dæmpet i lommetørklæderne. Alle led under hinandens tilstedeværelse, i det forstyrrende og forstyrrede frontale sammenstød mellem det offentlige optrin, i skærende kontrast til den dybt personlige og følsomme situation.

” Ved flammerne var der stadig møder og blanding af mennesker, både levende og døde, som ingen havde forudset … ” – hvem sagde det ? Anemone og Ask vendte og vred sig indvendigt – de andre tilstedeværende ligeså.

Den overskydende kiste dukkede igen op da Anemone og Ask ryddede op i kapellet. Den blev stående i kapellet, og en annonce i bladet “fritid og have” dukkede kort efter op:

” håndværkertilbud :

180 cm lang, 65 cm bred trækasse med låg, kvalitetstræ, ubrugt,

velegnet til blomsterbed eller bænk,

sælges for kun 200 kr “

I tiden efter begravelsen, sov Anemone mere end hun plejede. En morgen passede hendes egen rytme igen med døgnets, både hun og døgnets havde flyttet sig umærkeligt: Fuglenes morgensang gik helt ind og blev en del af hendes hjerteslag, vejrtrækning og egen stemme. Intet kunne holde hende liggende mere. Vægtløst og uden smerter eller ømhed dansede hendes glade fødder ned ad trapperne og ud i haven. Det var tidligt forår, træernes knopper var tæt på at briste, og jorden var dækket af anemoner, spæde og iført små brudekjoler, fuld af håb og drømme om nyt liv, fuld af forjættelse ( løfter ). Hendes nye kæreste iagttog hende fra sengen, og var siden den første der vejrede, at hun var gravid …

Pludselig stod det klart, hvad han skulle gøre: – der havde ingen henvendelser været angående den overskydende kiste. I den følgende tid lavede han den om til 2 vugger; man kunne jo aldrig vide …

En vugge er der altid brug for; og den kan altid sælges.

Futurum Preludium

KOM IGEN

Efter et langt liv sammen, sagde manden en dag : ” Jeg tror ikke på noget efter døden “. ” Jeg bliver født som en due “, svarede kvinden. ” Kom igen… “, sagde de i munden på hinanden, som folk der har levet længe sammen ofte gør. I den overraskende stilhed der fulgte mødtes deres blikke – og uden at blinke brød de ud i latter og omfavnede hinanden – et øjeblik forbundet med hele verden, al tid og rum. “Du er min due”, hviskede han i hendes øre. Hun trak vejret dybt, og et blidt suk kom fra hendes bryst.

Kvinden døde. En due begyndte at komme forbi og sætte sig på terrassen hver dag. Den var nysgerrig og tillidsfuld, og tiltrak mandens opmærksomhed med sin kurren. Manden blev optaget af den. Efterhånden som de vænnede sig til hinanden, lod duen ham gøre hvad han ville, undtagen at røre. Hver gang han forsøgte, trak den sig – men kom igen. Han gav duen alt hvad den havde brug for. Hver gang han fandt på noget nyt, som den accepterede, blev han fyldt af en ukendt og voksende følelse.

Manden vidste ikke hvad han skulle tro: ” Jeg kan ikke regne det ud “, mumlede han indimellem og kløede sig eftertænksomt bag øret. Duen kurrede og pudsede sine fjer. De så på hinanden uden at blinke – ” Kom igen… “ – Manden smilede genert, og bukkede usikkert. Duen strakte hals, bøjede hovedet, og fulgte ham opmærksomt – som om den nejede.

Den der blinker er bange for døden

Kom igen