Den fortællende Have
indtryk fra Assistens Kirkegård, København
*
*
Assistens Kirkegård er en grøn oase midt i byens stenørken. Den er et Hellested for alle, både levende og døde. En frodig have, rig på botaniske og kulturelle seværdigheder, rig på gode historier. Her tørner kultur og natur sammen i et overdådigt sceneri – en dialog som er lige så gammel som menneskeheden. Her har mennesker rejst store, tunge monumenter over evighedens tanke – dog – under tidens tand er disse symboler skrøbelige og forvitrer hastigt, og indenfor kirkegårdsadministrationen står der i forbindelse med vedligeholdelse af gravsteder “til evig hvile”: “ .. så længe evigheden varer …”
Stenens og metallets forvitring er både vemodig og fascinerende. Efterhånden som processen skrider frem, krakelerer overfladen og nye lag fremkommer – motivet tydeliggøres i videre forstand, samtidig med at det er ved at forsvinde.
Et billede, det usynlige og det væsentlige ?
En dydig kvindefigur i sandsten vogter graven, med himmelvendt blik, mens efeu erobrer hende. Hendes blik er knap så dydigt, da Eros forvandler savn til fylde, sorg til glæde … “ Ode an die Freude … ” … livets triumf over døden …
De 3 haver
1
Af jord skabes den sanselige og æstetiske have – strålende, duftende og forførende.
De elskende i buskadset, de legende børn, de gamle på bænkene
– alt spirer på stubbene af de gamle væltede træer …
” skønt er det vi ser … “
2
Til jord bliver tanker og ord i den eksistentialistiske og filosofiske have.
Skønåndernes vandring, blandt levende og døde,
som den viise :
– fortiden, han kender den, og
– nutiden, han griber og bruger den,
sammensmelter fortiden, nutiden og fremtiden,
uden smålig skelnen mellem liv og død,
i sin intuitive, sikre og rettidige bedømmelse af situationen,
og afleder de bedste beslutninger og handlinger heraf
– fremtiden – han foregriber den,
og sikrer derved den vil være til gavn
for efterfølgende generationer …
videre, videre, videre…
” skønnere er det vi forstår … “
3
Af jord opstår igen den åndelige, spirituelle og religiøse have,
hvor alt er forbundet gennem ubrydelige kredsløb
– og hvor end ikke bevidstheden og menneskets sjæl er undtagelsen fra dette universelle princip
– hvor intet er begrænset af målbarhed, viden, forstand eller noget andet kendt
– for netop det væsentlige er usynligt og ukendt…
” men skønnest er det vi ikke forstår … “
*
Under en vandring på Assistens Kirkegård i efteråret 1991 fandt jeg nogle nedlagte gravstene, som indbyrdes skabte en mystisk – og humoristisk – dialog. Jeg fangede latteren og begyndte i tiden derefter at undersøge og indkredse stedets væsen. Snart blev jeg døv over for støjen og lyttede efter stilheden – jeg blev blind over for dagslyset og begyndte at se i mørket. Den dybe og samtidig enkle oplevelse på kirkegården, deler jeg med barnet: Alt levende og dødt er uadskilleligt.
Arbejdsprocessen ligner billedhuggerens – motivet ikke er udhugget på een gang. De fleste motiver har været under observation gennem nat og dag, gennem årstiders skiften, gennem en udvikling i flere år. Uden tilfældets finger i spillet havde de fleste billeder næppe eksisteret. Enkelte billeder står endnu dugfrisk ved den umiddelbare oplevelse ved første møde.
kasserede gravsten i stum samtale om evighedens følger
*
Højtidelige gravsten knejser
gesandter for evigheden,
ænser næppe de knuste
sten uden tårer
nattens mørke slør
indfanger dybe hemmeligheder
og hviskende gåder
mørke hænder famler i angst
og kæmper mod usynlige fjender
lyssky hære værker hærværk
skriget er som usynlige knive
som gennemskærer mørket
og rammer med blind præcission
lige mellem ørerne
knust forstummer stenen
og samler nattens dug
til tårer som fordamper
i dagens første lys
som nattens vidne,
berørt af flere knuste
sten uden tårer,
som skriger efter mening
*
Kierkegaard på kirkegård
” nederste etage, tv “
En ånd
hånd
pen
papir
– en flod
af blødende rød glødende ord,
udvasket af himmel og jord
Søren Kierkegaard,
42 lysende år
..længere end de fleste når
*
” Det er en liden tid,
saa har jeg vundet,
så er med eet
den ganske strid forvundet
saa kan jeg hvile mig
i rosensale,
og uafladeligt
min Jesum tale “
( Brorson, inskription på Søren Kierkegaards gravsten )
mørket er fuld
af det usynlige,
det væsentlige og ufattelige
hvorfor tror vi
at alt er synligt
og fatteligt
i lys ?
hvorfor tror vi alt
eller intet
er synligt eller usynligt
fatteligt eller ufatteligt ?
– når mørket og lyset
er tveæggede tvillinger
der spejler sig i hinanden,
indforstået og hemmelighedsfuldt
om helende overgange mellem modsætninger ?
Øjet hviler på store afstande
og ser bedst når det er lukket
– uden at blinke
når det er åbent
samles alt i et øjeblik
al tid al ting og alle steder
– uden at blinke
øjet ser åbent og stift
døden i øjnene
– uden at blinke
en sort stjerne fødes
som suger alt lys
– uden at blinke
hvor tæt på kan man komme
– uden at blinke
hvor meget kan man få i øjet
– uden at blinke
hvor længe kan man blive ved
– uden at blinke
en flue lander på mit øje
– uden at blinke
når vi ser hinanden i øjnene
ændrer det alt
– uden at blinke
jeg må gøre noget
– uden at blinke
Abildgaards Artemis, set af en flue
*
Forvitringens sublime mellemrum – simulakret – mellem Thorvaldsen og Chagall
K N U S T K U N S T
kunst er
som perler,
et fremmed stof
som udskilles af organismen
en kædereaktion
af iltede blodlegemer
som spalter sig
i feberbrand
.. epidemisk
( O.I. ca 2000 )
Tankens stank
Stanken omkring mig
af ugjorte handlinger og ord
giver mig stigende kvalme
gravens rustne malm synker
og sætter sig i struben,
som rusten røst
og smag af blod
jeg fortærer min rustning
og kan ikke holde skriget tilbage:
jeg er bange
“ så er vi to ”
siger en stemme
livets vin
dufter som
roser på grave…
smagen af rust er uundgåelig
og klæber sig som stanken
til selve tanken
vi er børn
af stjernerne
det ene øjeblik
guddommeligt lys
det næste
en forkullet meteorit
som falder
et frø fra verdensrummet
som borer sig ned i jorden
forstøver bestøver
og spirer
” Det menneske
som Gud i sit Billede har skabt
er uforkrænkeligt
og kan ej gå tabt
Vort Jordeliv
er evighedens Frø,
Vort Legem forgaar
men Sjælen kan ej døe “
( inskription på H. C. Andersens gravsten )
Der var en gang en moder som ikke drog omsorg for sit barn. Da barnet ikke kunne klare sig selv, skældte moderen det ud, fordi hun nødtvungent måtte give det opmærksomhed. Det behøvede omsorg og kendte kun til kontakt med moderen gennem tugt. Med tiden behøvede det mere omsorg, men moderen gav det stadig ikke. Barnet blev mere fortvivlet i sin hjælpeløshed, og moderen skældte stadig mere ud. Det blev sygt, ingen læge kunne hjælpe, og kort tid efter døde det. I den første tid efter begravelsen åndede moderen lettet op i barnets fravær. Men efter en tid begyndte det at hjemsøge hende. Når hun mødte folk på egnen mindede deres høflige hilsen og tavse blikke hende om det døde barn. Når hun nærmede sig veje og landskaber der førte i retning af den lille grav på kirkegården, kom hun i tanker om barnet. Når hun stod midt i sine almindelige gøremål, og ikke længere blev distraheret af barnet, kom hun i tanker om det. Hun begyndte at undgå folk, undgå veje og landskaber der førte til kirkegården med den lille grav og hun udførte kun nødtvungent de mest påtrængende af hverdagens gøremål. Hun gjorde sig tiltagende anstrengelser; men altid kom barnet tilbage i hendes tanker. Når hun drømte om barnet om natten, kunne hun ikke mere sove. Til sidst blev hun liggende i sengen og rejste sig kun med største anstrengelse for at opretholde livet og forrette sin nødtørft. Ingen vidste rigtig hvordan de skulle hjælpe hende. I sin skuffelse herover begyndte hun at skælde ud på folk. Hun skældte ud da lægen heller intet kunne gøre. Så en fuldmånenat blev hun i et mareridt hjemsøgt af egnens folk. Een efter een stod de frem, med fremstrakt hånd, og så med spørgende blikke på hende. Hun krøb stadig mere sammen og følte sig mindre og mindre. Da hun til sidst lå som et lille sammenbøjet barn, trådte hendes døde barn frem med udstrakte arme. Da vågnede moderen op og begav sig straks ad nattens månebelyste veje ud til graven. For første gang opsøgte hun barnet. Selvom det døde barn ikke havde gjort hende noget, vidste hun stadig ikke andet end at skælde på graven – sådan som hun altid havde gjort det, mens barnet levede. Men graven dækkede det døde barn for slag og stilnede dets smerte og tårer. Trods alle moderens anstrengelser vedblev det døde barn at være stille, og stadig vidste moderen intet andet end at skælde mere. Hendes stemme blev skinger af vrede og begyndte at knække. Stemmen skurrede anstrengende af vrede, latter, hån og gråd – men blev mere uklar og grødet efterhånden som trætheden satte ind. Til sidst pressede tårerne sig frem og vaskede alt af hende. Hendes anspændte krop blev slap. Tyndslidt, hæs og drænet for alt, sank hun stille sammen på graven. Og i denne stilhed var moderen og barnet for første gang sammen.
( frit efter ” det uartige barn” af Brdr. Grimms )
Beskyttende kulde
Frossent favntag
*
*
Ideologisk Kirkegård
Jeg gik en tur på ” Ideologisk Kirkegård “, hvor fremtrædende ideologier fra de seneste århundreder ligger på række som punkterede striber, vildfarne veje endt i blindgyder, stedt til den hvile de aldrig selv fandt. Deres selvoptagede og iscenesatte væsen understøttes ofte af svulmende og selvhøjtidelige dekorationer på gravene, som snarere leder tanken hen på konditorens snilde håndelag i flødeskum og tomme kalorier, end på lødig kunst, evige tanker og ideer. Disse mindestene og monumenter er ofte udført med blikfang for øje – stadigt fremturende i opbuddet af mammon, som ofte var hvad disse ideologier efterstræbte, på kort tid gennem hurtig vinding, men som de til sidst alligevel ikke fik med sig.
Deres liv var oftere kortere end mands minde, og skiftede typisk i forudsigelig rytme med moden og andre luner.
Jeg er ikke den første, der er blevet i godt humør over at spadsere en tur på kirkegården. H. C. Andersen gik ofte her mellem sine samtidige, der var blevet stedt til hvile – og havde de pågældende tidligere voldt ham kvaler, så opmuntrede det ham at møde dem på dette fredfyldte sted.
Ligesom ideologierne kunne hans samtidige ofte virke forbavsende overbevisende – her er nogle eksempler:
nogle af de senere årtiers afdøde ideologiske korstog
Da jeg passerede den travle og flittige stenhugger, så jeg lige over skulderen og læste den seneste inskription. Vi talte kort om den markante stigning i overdødelighed blandt ideologier. Det bekræftede stenhuggeren, som tydeligvis blev træt alene ved tanken:
” IPCC “
* 1950 † 2050
” P R O P A G A N D A
E T
P O L I T I C O N O N S E N S O “
( ” forud´aftalt/betalt (og) politisk nonsens ” )
IPCC kom aldrig fra start
– var aldrig med i løbet –
og fattede intet – hverken før under eller efter
*
Graveren ?
Jeg ledte efter… da jeg mødte… : “ …hvor er ?… ” . “ .. de er her allesammen … “, lød svaret lidt fjernt. Jeg så undersøgende på…, men kunne ikke afgøre om det strålede af glæde eller indvendig gråd. Efter en pause der lod mere sige uden ord, afbrød fortsættelsen : “ alle har reserveret et sted … de ved det jo godt… andre ønsker en vis diskretion, måske er de stadig aktive … ved det ikke … når nogle hjemsøger disse gravsteder bryder de ud i latter, griner først lidt med dem, af glæde … med tanke på deres ofre følger stille gråd … andre gange når bryder folk sammen af smerte, bitterhed og gråd ved gravstederne, kommer en gråd som gjorde det ondt på alt og alle … … af og til måske ond i lunet, trampen på gravene, banken dem på plads med spaden .. dén dag spredes en indvendig latter ... “. ” hvor længe har … været her “, spurgte jeg … “ …ved ikke hvornår det begyndte, eller om det nogensinde vil holde op … ved nok ikke hvor ellers … skal være … “ . Et forlegent smil, fuld af varme godmodighed og beskedenhed strømmede mig imøde – i skærende modsætning til de ord der kom fra … så snart de var udsagt, stod de som mejslet af billedhuggeren i granit …
Jeg så udover et landskab af gravstene og inskriptioner, hvor et utal af samtaler i stille lytten stadig videreførte evige og udødelige tanker. Jeg var tæt på at fange noget mere i hele situationen, var begyndt at tænke så det knagede, spørgsmålene trængte sig på. Men inden jeg nåede så langt var … atter bøjet over arbejdet og skød ryg mod mig, som om der blev sagt: ” … ved hvad du tænker … men det tilkommer ikke dig at komme nærmere … “
Mens jeg gik videre, kom jeg i tanker om at vi aldrig havde udvekslet navne. ” gad vide hvem… som tilsyneladende har oplevet alt, usagt mellem de få ord… ? “. Jeg overvejede lige et øjeblik at …. men følte en træghed mod at vende om og gå tættere på. Det forekom mig at stemmen på afstand hævede sig, det kunne lyde som om der blev svaret. Jeg lod det være.
*
Regnskabet
*
Futurum Preludium
KOM IGEN
Efter et langt liv sammen, sagde manden en dag : ” Jeg tror ikke på noget efter døden “. ” Jeg bliver født som en due “, svarede kvinden. ” Kom igen… “, sagde de i munden på hinanden, som folk der har levet længe sammen ofte gør. I den overraskende stilhed der fulgte mødtes deres blikke – og uden at blinke brød de ud i latter og omfavnede hinanden – et øjeblik forbundet med hele verden, al tid og rum. “Du er min due”, hviskede han i hendes øre. Hun trak vejret dybt, og et blidt suk kom fra hendes bryst.
Kvinden døde. En due begyndte at komme forbi og sætte sig på terrassen hver dag. Den var nysgerrig og tillidsfuld, og tiltrak mandens opmærksomhed med sin kurren. Manden blev optaget af den. Efterhånden som de vænnede sig til hinanden, lod duen ham gøre hvad han ville, undtagen at røre. Hver gang han forsøgte, trak den sig – men kom igen. Han gav duen alt hvad den havde brug for. Hver gang han fandt på noget nyt, som den accepterede, blev han fyldt af en ukendt og voksende følelse.
Manden vidste ikke hvad han skulle tro: ” Jeg kan ikke regne det ud “, mumlede han indimellem og kløede sig eftertænksomt bag øret. Duen kurrede og pudsede sine fjer. De så på hinanden uden at blinke – ” Kom igen… “ – Manden smilede genert, og bukkede usikkert. Duen strakte hals, bøjede hovedet, og fulgte ham opmærksomt – som om den nejede.
Den der blinker er bange for døden
Kom igen
