Den fortællende Have

 

 

 

indtryk fra Assistens Kirkegård, København

 

 

 

 

 

 

* 

*

 

 

 Assistens Kirkegård er en grøn oase midt i byens stenørken. Den er et Hellested for alle, både levende og døde. En frodig have, rig på botaniske og kulturelle seværdigheder, rig på gode historier. Her tørner kultur og natur sammen i et overdådigt sceneri  –  en dialog som er lige så gammel som menneskeheden. Her har mennesker rejst store, tunge monumenter over evighedens tanke  –  dog  –  under tidens tand er disse symboler skrøbelige og forvitrer hastigt, og indenfor kirkegårdsadministrationen står der i forbindelse med vedligeholdelse af gravsteder “til evig hvile”:  “ .. så længe evigheden varer …”

Stenens og metallets forvitring er både vemodig og fascinerende. Efterhånden som processen skrider frem, krakelerer overfladen og nye lag fremkommer  –  motivet tydeliggøres i videre forstand, samtidig med at det er ved at forsvinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

Et billede, det usynlige og det væsentlige ?

 

En dydig kvindefigur i sandsten vogter graven, med himmelvendt blik, mens efeu erobrer hende. Hendes blik er knap så dydigt, da Eros forvandler savn til fylde, sorg til glæde  …  “  Ode an die Freude … ”   … livets triumf over døden …

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De  3  haver

 

 

1

 

Af jord skabes den sanselige og æstetiske have – strålende, duftende og forførende.
De elskende i buskadset, de legende børn, de gamle på bænkene
–   alt spirer på stubbene af de gamle væltede træer …

 

” skønt er det vi ser … “

 

 

2

 

Til jord bliver tanker og ord i den eksistentialistiske og filosofiske have.
Skønåndernes vandring, blandt levende og døde,
som den vise : 
– fortiden, han kender den
– nutiden, han griber og bruger den
–   fremtiden, han foregriber den
den vise sammensmelter fortiden, nutiden og fremtiden,
uden smålig skelnen mellem liv og død,
og tager først sine beslutninger, nar han hører
fortidens, nutidens og fremtidens tale med samme stemme

videre, videre, videre…

 

”  skønnere er det vi forstår … “

 

 

3

 

Af jord opstår igen den åndelige, spirituelle og religiøse have,
hvor alt er forbundet gennem ubrydelige kredsløb
– og hvor end ikke bevidstheden og menneskets sjæl er undtagelsen fra dette universelle princip
– hvor intet er begrænset af målbarhed, viden, forstand eller noget andet kendt

– for netop det væsentlige er usynligt og ukendt…

 

”  men skønnest er det vi ikke forstår … “

 

 

 

*

 

 

 

Under en vandring på Assistens Kirkegård i efteråret 1991 fandt jeg nogle nedlagte gravstene, som indbyrdes skabte en mystisk  –  og humoristisk  –  dialog.  Jeg fangede latteren og begyndte i tiden derefter at undersøge og indkredse stedets væsen.  Snart blev jeg døv over for støjen og lyttede efter stilheden  –  jeg blev blind over for dagslyset og begyndte at se i mørket. Den dybe og samtidig enkle oplevelse på kirkegården, deler jeg med barnet:  Alt levende og dødt er uadskilleligt.

Arbejdsprocessen ligner billedhuggerens – motivet ikke er udhugget på een gang. De fleste motiver har været under observation gennem nat og dag, gennem årstiders skiften, gennem en udvikling i flere år. Uden tilfældets finger i spillet havde de fleste billeder næppe eksisteret. Enkelte billeder står endnu dugfrisk ved den umiddelbare oplevelse ved første møde.

 

 

 

 

 

kasserede gravsten i stum samtale om evighedens følger

 

 

 

*

 

 

Højtidelige gravsten,
gesandter for evigheden,
knejser forfængeligt og stolt,
ænser næppe de knuste
sten uden tårer

 

nattens mørke slør
gemmer dybe hemmeligheder
og hviskende gåder

forvildede hænder famler i blind angst
og kæmper mod usynlige fjender
lyssky hære værker, hærværk

 

skrigets usynlige knive
gennemskærer mørket,
og rammer med blind præcission
lige mellem ørerne

 

knust forstummer stenen,
og samler nattens dug
til tårer som fordamper
i dagens første lys

 

nattens vidne,
berørt af flere knuste
sten uden tårer,
skriger efter mening

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et nyfødt menneske er som en rå diamant. Alt hvad der skal være, er der allerede. Det er selve sliddet der skaber de facetter igennem hvilke livets strømmende lys brydes og spredes i hele farvespektret. Efterhånden som sliddet skaber stadig flere facetter, i stadig mere sindrige vinkler, går lyset mere uhindret og klarere igennem. Lige før det sidste af den rå diamant slibes, opnås det klareste øjeblik – i een og samme stund går lyset endelig helt uhindret og klart igennem, samtidig med at det sidste af livets rå diamant forsvinder i slibestøvet.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

 

Kierkegaard  på  kirkegård 

 

 

” nederste etage, tv “

 

 

 

 

En ånd
en hånd,
en flyvende (fjer)pen
henover papir,

en flydende tankestrøm
grusom og skøn
som en guds drøm
skrift af størknet blod

– en flod –
af blødende rød glødende ord,
udvasket af himmel og jord,

Søren Kierkegaard,
42 lys(ende)år
– uden tøven –
… længere end de fleste når

 

 

*

 

 

” Det er en liden tid,
saa har jeg vundet,
så er med eet
den ganske strid forvundet

saa kan jeg hvile mig
i rosensale,
og uafladeligt
min Jesum tale “

 

 

(  Brorson, inskription på Søren Kierkegaards gravsten )

 

 

 

 

 

 

 

 

 

mørket er fuld
af det usynlige,
det væsentlige og ufattelige

 

hvorfor tror vi
at alt er synligt
og fatteligt
i lys ?

 

hvorfor tror vi alt
eller intet
er synligt eller usynligt
fatteligt eller ufatteligt ?

 

– når mørket og lyset
er tveæggede tvillinger
der spejler sig i hinanden,
indforstået og hemmelighedsfuldt,
stille hviskende, om helende overgange mellem modsætninger ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Øjet hviler på store afstande
og ser bedst når det er lukket

–  uden at blinke

 

når det er åbent
samles alt i et øjeblik
al tid al ting og alle steder

–  uden at blinke

 

øjet ser åbent og stift
døden i øjnene

–  uden at blinke

 

en sort stjerne fødes
som suger alt lys

–  uden at blinke

 

hvor tæt på kan man komme

–  uden at blinke

 

hvor meget kan man få i øjet

–  uden at blinke

 

hvor længe kan man blive ved

–  uden at blinke

 

en flue lander på mit øje

– uden at blinke

 

når vi ser hinanden i øjnene
ændrer det alt

–  uden at blinke

 

jeg må gøre noget

–  uden at blinke

 

 

 

 

 

Abildgaards Artemis, gennemskuet af en flue ?

 

* 

 

 

 

 

 

Forvitringens sublime mellemrum – simulakret – mellem Thorvaldsen og Chagall

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

K  N  U  S  T  K  U  N  S  T

 

 

 

kunst er
som perler,
et fremmed stof
som udskilles af organismen

 

en kædereaktion
af iltede blodlegemer
som spalter sig
i feberbrand

 

epidemisk

 

 

 

( O.I. ca 2000 )

 

 

 

 

 

 

 

 

Tankens stank

 

 

Stanken omkring mig
af ugjorte handlinger og ord
giver mig stigende kvalme

 

gravens rustne malm synker
og sætter sig i struben,
som rusten røst
og smag af blod

 

jeg fortærer min rustning
og kan ikke holde skriget tilbage:

 

jeg er bange

“ så er vi to ”
siger en stemme

 

livets vin
dufter som
roser på grave…

 

smagen af rust er uundgåelig
og klæber sig som stanken
til selve tanken

 

 

 *

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Englen, skulpturen, billedet, hærværket 

–  af ukendte mestre:

 

 

Denne engel er skabt af en kunstner med en særlig fin fornemmelse for det sfæriske. Når jeg har vist andre billedet gennem årene, er de fleste blevet berørt – een udbrød med høj og klar stemme MOZART !

Da jeg for mange år siden lavede billedet, blev jeg i tiden efter hjemsøgt af en snigende uro. Jeg betragtede skulpturen som enestående, og havde aldrig set noget lignende på kirkegårdene. Et fuldblods mesterværk. Jeg gruede for dets skæbne, overvejede et svagt øjeblik at “redde” værket selv – men endte med at henvende mig på kirkekontoret, for at henlede opmærksomheden på værkets betydning og dets skrøbelighed, i en hård tid hvor tyveri og hærværk hærger overalt i nattens mulm og mørke. Selvom det var en afstøbning af et originalt værk, kan den være meget sjælden. Gennem år og dag kan både originalen og andre afstøbninger været gået tabt. Eksempler på at afstøbninger/kopier redder det oprindelige værk er hyppige i historien, da originalerne ofte nedbrydes af belastende miljø, forurening og tidens tand. På kontoret kunne man ikke stille noget op – af grunde jeg ikke kender.

Mange år senere gik det som jeg frygtede. En dag jeg kom forbi var englen borte, brutalt fjernet, med de sørgelige rester siddende tilbage på soklen. Det smertede for meget på dette tidspunkt til at jeg kunne overvinde mig selv til at fotografere igen.

Der gik atter flere år før jeg igen kom forbi, og var i stand til at se på den med frygtløse og nye øjne – på tilstrækkelig afstand af den oprindelige hengivenhed jeg nærede til den intakte skulptur.

Det slog mig da, at denne engel er så mesterligt udført, at selv de knuste fragmenter har overbevisende kunstneriske kvaliteter.

Jeg måtte endnu en gang bøje mig i respekt for englen og for mesteren bag skulpturen – og le overbærende af ophavet til hærværket, som må stå magtesløst over for sin egen handling, og hver gang den bortkomne engel i hemmelighed fremdrages fra gemmerne må forsøge at stjæle sig til en afstumpet og tarvelig (gen)oplevelse af det oprindelige værks sublime kvalitet i sit rette miljø –  reelt afskåret herfra af selve krænkelsen.

 

 

 

 

Hærværkets signatur :  profil af en djævel  (til venstre)

 

 

 

 

 

 *

 

 

 

 

vi er børn
af stjernerne

 

det ene øjeblik
guddommeligt lys

 

det næste
en forkullet meteorit
som falder

 

et  frø fra verdensrummet
som borer sig ned i jorden

 

forstøver  bestøver
og spirer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

” Det menneske
som Gud i sit Billede har skabt
er uforkrænkeligt
og kan ej gå tabt

 

Vort Jordeliv
er evighedens Frø,
Vort Legem forgaar
men Sjælen kan ej døe “

 

 

(  inskription på H. C. Andersens gravsten )

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der var en gang en moder som ikke drog omsorg for sit barn. Da barnet ikke kunne klare sig selv, skældte moderen det ud, fordi hun nødtvungent måtte give det opmærksomhed. Det behøvede omsorg og kendte kun til kontakt med moderen gennem tugt. Med tiden behøvede det mere omsorg, men moderen gav det stadig ikke. Barnet blev mere fortvivlet  i sin hjælpeløshed, og moderen skældte stadig mere ud. Det blev sygt, ingen læge kunne hjælpe, og kort tid efter døde det.  I den første tid efter begravelsen åndede moderen lettet op i barnets fravær. Men efter en tid begyndte det at hjemsøge hende.  Når hun mødte folk på egnen mindede deres høflige hilsen og tavse blikke hende om det døde barn. Når hun nærmede sig veje og landskaber der førte i retning af den lille grav på kirkegården, kom hun i tanker om barnet. Når hun stod midt i sine almindelige gøremål, og ikke længere blev distraheret af barnet, kom hun i tanker om det. Hun begyndte at undgå folk, undgå veje og landskaber der førte til kirkegården med den lille grav og hun udførte kun nødtvungent de mest påtrængende af hverdagens gøremål. Hun gjorde sig tiltagende anstrengelser; men altid kom barnet tilbage i hendes tanker. Når hun drømte om barnet om natten, kunne hun ikke mere sove. Til sidst blev hun liggende i sengen og rejste sig kun med største anstrengelse for at opretholde livet og forrette sin nødtørft. Ingen vidste rigtig hvordan de skulle hjælpe hende. I sin skuffelse herover begyndte hun at skælde ud på folk. Hun skældte ud da lægen heller intet kunne gøre. Så en fuldmånenat blev hun i et mareridt hjemsøgt af egnens folk. Een efter een stod de frem, med fremstrakt hånd, og så med spørgende blikke på hende. Hun krøb stadig mere sammen og følte sig mindre og mindre. Da hun til sidst lå som et lille sammenbøjet barn,  trådte hendes døde barn frem med udstrakte arme. Da vågnede moderen op og begav sig straks ad nattens månebelyste veje ud til graven. For første gang opsøgte hun barnet. Selvom det døde barn ikke havde gjort hende noget, vidste hun stadig ikke andet end at skælde på graven – sådan som hun altid havde gjort det, mens barnet levede. Men graven dækkede det døde barn for slag og stilnede dets smerte og tårer. Trods alle moderens anstrengelser vedblev det døde barn at være stille,  og stadig vidste moderen intet andet end at skælde mere. Hendes stemme blev skinger af vrede og begyndte at knække. Stemmen skurrede anstrengende af vrede, latter, hån og gråd  – men blev mere uklar og grødet efterhånden som trætheden satte ind. Til sidst pressede tårerne sig frem og vaskede alt af hende. Hendes anspændte krop blev slap. Tyndslidt, hæs og drænet for alt, sank hun stille sammen på graven. Og i denne stilhed var moderen og barnet for første gang sammen.

 

 

( frit efter ” det uartige barn” af Brdr. Grimms )

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beskyttende kulde

 

 

 

 

 

 

 

 

Frossent  favntag

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

The birds they sang
At the break of day
Start again
I heard them say
Don’t dwell on what has passed away
Or what is yet to be

Ah, the wars they will be fought again
The holy dove, she will be caught again
Bought and sold, and bought again
The dove is never free

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

We asked for signs
The signs were sent
The birth betrayed
The marriage spent
Yeah, and the widowhood
Of every government
Signs for all to see

I can’t run no more
With that lawless crowd
While the killers in high places
Say their prayers out loud
But they’ve summoned, they’ve summoned up
A thundercloud
They’re going to hear from me

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

You can add up the parts
But you won’t have the sum
You can strike up the march
There is no drum
Every heart, every heart
To love will come
But like a refugee

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

  

 

    

( Leonard Cohen,  Anthem )

 

  

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

Ideologisk Kirkegård

 

 

 

 

 

 

 

Jeg gik en tur på  ” Ideologisk Kirkegård “,  hvor fremtrædende ideologier fra de seneste århundreder ligger på række som punkterede striber, vildfarne veje endt i blindgyder, stedt til den hvile de aldrig selv fandt. Deres selvoptagede og iscenesatte væsen understøttes ofte af  svulmende og selvhøjtidelige dekorationer på gravene, som snarere leder tanken hen på konditorens snilde håndelag i flødeskum og tomme kalorier, end på lødig kunst, evige tanker og ideer.  Disse mindestene og monumenter er ofte udført med blikfang for øje – stadigt fremturende i  opbuddet af mammon, som ofte var hvad disse ideologier efterstræbte, på kort tid gennem hurtig vinding, men som de til sidst alligevel ikke fik med sig.

Deres liv var oftere kortere end mands minde, og skiftede typisk i forudsigelig rytme med moden og andre luner.

Jeg er ikke den første, der er blevet i godt humør over at spadsere en tur på kirkegården. H. C. Andersen gik ofte her mellem sine samtidige, der var blevet stedt til hvile – og havde de pågældende tidligere voldt ham kvaler, så opmuntrede det ham at møde dem på dette fredfyldte sted.

Ligesom ideologierne kunne hans samtidige ofte virke forbavsende overbevisende – her er nogle eksempler:

 

 

 

 

nogle af de senere årtiers afdøde ideologiske korstog

 

 

 

 

Da jeg passerede den travle og flittige stenhugger, så jeg lige over skulderen og læste den seneste inskription. Vi talte kort om den markante stigning i overdødelighed blandt ideologier. Det bekræftede stenhuggeren, som tydeligvis blev træt alene ved tanken:

 

 

 

”  forud´aftalt/betalt  (og)  politisk  nonsens  “

 

 

 

 

IPCC  kom aldrig fra start
–  var aldrig med i løbet  –
og fattede intet  –  hverken før under eller efter

 

 

 

 

”  Knytnævens  afmægtige  sprog  “

 

 

 

 

 *

 

 

 

 

Graveren  ?

 

 

 

Jeg ledte efter… da jeg mødte… :  “  …hvor er ?… ” .  “  .. de er her allesammen … “, lød svaret lidt fjernt.   Jeg så undersøgende på…, men kunne ikke afgøre om det udsprang af glæde eller indvendig gråd. Efter en pause, der sagde mere uden ord, afbrød fortsættelsen :  “  alle har reserveret et sted … de ved det jo godt… andre ønsker en vis diskretion, måske er de stadig aktive …  ved det ikke … når nogle hjemsøger disse gravsteder bryder de ud i latter… griner først lidt med dem, af glæde … med tanke på deres ofre følger stille gråd … andre gange når folk bryder sammen af smerte, bitterhed og gråd ved gravstederne,  kommer en gråd som gjorde det ondt på alt og alle …   … er af og til ond i lunet, tramper på gravene og banker dem på plads med spaden .. dén dag spredes en indvendig latter ... “. ” hvor længe har … været her “, spurgte jeg …  “  …ved ikke hvornår det begyndte, eller om det nogensinde vil holde op …   ved nok ikke hvor ellers … skal være … “ . Et forlegent smil, fuld af varme, godmodighed og beskedenhed strømmede mig i møde – i skærende modsætning til de ord der kom fra …  så snart de var udsagt, stod de som mejslet af billedhuggeren i granit … 

 

 

 

 

Jeg så udover et landskab af gravstene og inskriptioner, hvor et utal af samtaler i gensidig stille lytten stadig videreførte evige og udødelige tanker. Jeg var var begyndt at tænke så det knagede, var tæt på at indfange noget mere af hele situationen, spørgsmålene sprang op af sindet som forårsspirer, dannede tæpper og mønstre som trængte sig stadig mere på. Men inden jeg nåede så langt var …  atter bøjet over arbejdet og skød tavst ryg mod mig, som om der mellem linierne blev sagt: ”  … ved hvad du tænker …  men det tilkommer ikke dig at komme nærmere … “

Mens jeg gik videre, kom jeg i tanker om at vi aldrig havde udvekslet navne. ” gad vide hvem…   som tilsyneladende har oplevet alt, usagt mellem de få ord… ?  “. Jeg overvejede lige et øjeblik at …. men følte en træghed mod at vende om, omvendes og komme tættere på. Det forekom mig at en stemme på afstand hævede sig, det kunne lyde som om der blev svaret og talt direkte til mig.  Jeg vendte mig ikke om, ønskede ingen svar, og fortsatte min gang, bærende på disse gåder og ubesvarede spørgsmål…

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Regnskabet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Græs

( frit efter Tom Kristensens digt, 1927 )

 

 

Græsset vokser mig over hovedet, efterhånden
som jeg bukker og skraber næsen mod jord,

med alderen bøjer jeg mig stadig dybere
for at min verden kan forblive stor.

Under de bølgende grønne strå
er jeg nået – her kan jeg stadig bestå.

Jeg går nødigt videre, farer vild mellem strå
eller går helt i stå.

 

uafgjort ?
mumler og famler jeg frem for mig,
.. som om jeg er i øjenhøjde med nogen,
eller har noget at forhandle med …
andet end mig selv

 

Mellem muldens mørke ånde
og de grønne spidsbuers oplyste hvælv
samles et kor, som kalder:

… er du klar ?

en trodsig barnestemme i mig lyder som svar :

… ikke endnu !

først når mine barnlige drømme
om storhed er omme,
vil jeg komme
–  først da er jeg atter lille
og mæt nok…

 

 

 

 

  *

 

 

 

 

 Futurum Preludium

 KOM  IGEN

 

 

Efter et langt liv sammen, sagde manden en dag : ” Jeg tror ikke på noget efter døden “.  ” Jeg bliver født som en due “, svarede kvinden. ” Kom igen… “, sagde de i munden på hinanden, som folk der har levet længe sammen ofte gør. I den overraskende stilhed der fulgte mødtes deres blikke – og uden at blinke brød de ud i latter og omfavnede hinanden – et øjeblik forbundet med hele verden, al tid og rum. “Du er min due”, hviskede han i hendes øre. Hun trak vejret dybt, og et blidt suk kom fra hendes bryst.

Kvinden døde. En due begyndte at komme forbi og sætte sig på terrassen hver dag. Den var nysgerrig og tillidsfuld, og tiltrak mandens opmærksomhed med sin kurren. Manden blev optaget af den. Efterhånden som de vænnede sig til hinanden, lod duen ham gøre hvad han ville, undtagen at røre. Hver gang han forsøgte, trak den sig – men kom igen. Han gav duen alt hvad den havde brug for. Hver gang han fandt på noget nyt, som den accepterede, blev han fyldt af en ukendt og voksende følelse.

Manden vidste ikke hvad han skulle tro:  ” Jeg kan ikke regne det ud “, mumlede han indimellem og kløede sig eftertænksomt bag øret. Duen kurrede og pudsede sine fjer. De så på hinanden uden at blinke  –  ” Kom igen… “  –  Manden smilede genert, og bukkede usikkert. Duen strakte hals, bøjede hovedet, og fulgte ham opmærksomt – som om den nejede.

 

Den der blinker er bange for døden

Kom igen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et nyfødt menneske er som en rå diamant. Alt hvad der skal være, er der allerede. Det er selve sliddet der skaber de facetter igennem hvilke livets strømmende lys brydes og spredes i hele farvespektret. Efterhånden som sliddet skaber stadig flere facetter, i stadig mere sindrige vinkler, går lyset mere uhindret og klarere igennem. Lige før det sidste af den rå diamant slibes, opnås det klareste øjeblik – i een og samme stund går lyset endelig helt uhindret og klart igennem, samtidig med at det sidste af livets rå diamant forsvinder i slibestøvet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inseparable

( life/death-cycle )

 

We are what you were
We will become what you are

We were what you are
We are what you will become

 

 

 

 

 

 

F. Hansen … som han er…