Essay,  Poema,  Portrait

ANKER

 

 

 
 
  * 1922        * 2016  

 

 

 

 

 

 

 

et sagn om savn efter politik med et menneskeligt ansigt

( uden maske = per’ sona )

 

 

 

 

 

 

Hvilke tanker 
gør nu ANKER ? 



Hvordan skal skuden sejle ?, 

uden ror, kompas og ANKER ? 


“ Hvad er en supertanker, ene og vældig ? 

( enevældig ? ), 
som f.eks “den blå” på Esplanaden, 
uden ANKER ? 
– høj oktan, 
uden dybe tanker, 
for andet end magt og profit ? ” 
– det mente ANKER, 
som havde ringe agt for den slags “skidt” 


” Husk på, De er også MIN statsminister ”, 

trompeterede den blå elefant(ordens)mand, 
kaptajn, pirat og logebror, 
– højest hylende blandt de logrende, 
blindt loyale og forgyldte royale lænkehunde, 

“ .. sikke noget sammenspist klister, 

jeg vil hellere have medister, 
– hellere en god pølse med føl´se 
end pølsesnak og andet brak 
fra en blå elefant, med sit slæng af små blå mænd ” 
tænkte den folkekære statsminister, 
så det knagede højt i folkemunde,
– hvad skulle man mene om “eskapaden”
med Esplanaden ?
” nogle vil have fingre i olien,

mens andre synes det er skidt på fingrene “


Med hjerte og forstand

forsøgte ANKER at balancere mellem tabu og ret
mere end han sad med vægt på sin ministertaburet.
ANKER var trofast, stod tro og fast,
for alt hvad der er stort,
– selvom han var en beskeden mand fra et lille land,
stod han flere gange op imod
de store i verdens-klassen,
og sagde hvad mange tænkte og følte,
– han vidste at han var til besvær,
ikke for at drille,
men fordi han af hele sit hjerte
ikke ku´ la´ vær´


*


ANKER følte sig nødigt tvungen
til at appellere til pengepungen
– det gjorde til gengæld villigt hans efterfølgere
hvis politik var parfumeret,
rottebefængt og korrumperet,
fejet ind under gulvtæppet,
forseglet af lyssky aftaler, i krypt under hemmelige bankhvælvinger,
– afværgende humor og skarpladt blik
Loke´s latter og skælmske smil

er humord med stumt ´d

( disse efterfølgere anføres uden navn,
svarende til deres “gavn” )





Det var længe siden
politiet havde holdt trafikken tilbage,
mens andemor med ællinger krydsede vejen

Når ANKER,
som en gammel vraltende andrik,
( eller som et tungt stort A på slæbende fødder… )

krydsede storbyens mest travle ind- og udfaldsvej,
holdt trafikken sig altid tilbage, til ære for den folkekære,
alle kendte ham – og savnede stadig ANKER i tilværelsen
– hvadenten han orienterede sig efter, eller gik over for, grønt eller rødt,
ville respekt og hensyn i trafikken, altid være det ANKER havde mødt.


ANKER havde for længst kastet fortøjningerne

og krydset et livslangt ocean,
mens trafikanterne drev videre uden ANKER,
– men folk kunne stadig ikke slippe ham af syne,

Til sidst gav ANKER slip,
sank til hvile,
og lod Bådsmanden Charon om sejladsen

kædens stærke led var brudt

– ramt af et ordløst savn,

måtte folk nu selv stå i stavn
sætte sejl og gribe ror,
stå til søs, i last og bram,

kæmpe for alt hvad de har kær´,
tage sig i agt for “blå mænd”, skingre og skær´,
samt pirater, papegøjer, og andre politiske løjer,
– nu måtte folk slippe alle kyster af syne
for at krydse oceanet, og nå fremtidens ukendte havn.



” If a man wants to cross the ocean 

                            –  He must leave shore out of sight “

 



husk ANKER  ! 




 

 

 

 

Skriv et svar