Højfunktionelt retarderet

Hvordan benævner man en person, der er veluddannet, intelligent, smart, og som hans mor altid sagde: Ja, Mansemand har altid været sådan et godt hoved. Han er måske endog talentfuld, måske akademiker med eksamenspapir og CV og bestrider måske et job med kompetence og høj løn … men, og stort MEN er ude af stand til at fordøje informationer om denne Verdens egentlige beskaffenhed, om omfanget af disinformation og løgn, som vedkommende selv medvirker til som hæleren i forhold til stjæleren – formidleren af løgnen er lige så god som fabrikanten af løgnen?

Vi må have et ord, der kan beskrive det. Han behøver ikke engang at tilhøre segmentet af psykopater, der har det med at stige til tops i magtapparatet. At personen kan karakteriseres med ordet veluddannet behøver ikke at betyde andet, end at han er velafrettet og har lært at memorere og reproducere de informationer, der er proppet ind i det ellers gode hoved, for han har aldrig forstået præmisserne for dannelsen af informationer fra bunden af. Han er bare en teknokrat, der tænder og slukker, når der trykkes på knappen.

Han er muligvis smart, han kan sno sig, lugte hvad vej vinden blæser og lægge sig i slipstrømmen til egen fordel – han har måske et touch af grænsesociopat over sig på det punkt men ikke mere, end at han slipper for yderligere tiltale. Selvom der nok er visse ting, som hans samvittighed forbyder ham, er der vide grænser alligevel – de kalder det for tolerance – for man behøver jo ikke at vide, hvem ens dispositioner går ud over, og hvis nogen forholder ham, at det er et korrupt system, han arbejder for, vil han hårdnakket benægte det og hævde, at noget sådan er utænkeligt.

Grænsen for hans verdensbillede og indsigt går der, hvor systemet har bestemt, at den går. Man kan sige, at han er fuldt ud i stand til at udføre simulationer af tænkning uden at udføre egentlig tænkning, for han kommer altid frem til det samme resultat. Måske ikke så rigidt som en computer, men noget i den stil.

Sig ordet

Ordet, der byder sig til er højfunktionelt retarderet. Hans output, hans funktionalitet er i højt gear, men du vil ikke få meget ud at sætte dig ned med manden i et neddroslet øjeblik og sige: Hør lige her Mansemand, nu skal vi lige snakke lidt om virkeligheden derude. Han ville ikke fatte en centimeter af, hvad du prøver at fortælle ham. Det er udenfor scope, og det er bygget op på en anden præmis end den, han fungerer på. Når han bliver placeret på udebane, er han simpelthen retarderet.

Manden, der lige så godt kunne være en kvinde, er ikke en fiktiv person, for han vader rundt ude i samfundet. Han kan sagtens være en sympatisk og venlig person, du kan snakke med mangt og meget om, og som både kan være venlig og kollegial. Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud, men jeg kender adskillige af typen fra min hverdag. Hvis han fx forsøger at ytre sig om politik, vil der komme det mest retarderet-afstumpede ud af munden på ham.

Det til dels kan forklares ved, at der er sket en generel retardering-afstumpning af vores samtalekultur og vores forståelse for, hvad der skaber et demokrati, javist. Men det bortforklarer ikke ej heller undskylder, at han fuldstændig har identificeret sig med den samfundsskabte retardisme. At et voksent menneske har en forstand på virkeligheden som et skolebarn i de mindre klasser er stadigvæk pinligt og uværdigt. Han er ikke, hvad man vil kalde dum, for han har brains nok til at puste sig op og lade som om, han har styr på det hele. Han er bare den tand for dum til at vide, at han er dum, for ellers ville han ikke blæse sig op. Han er dum med en særlig sociologi og historik som baggrund.

Et moralsk problem

Desværre finder jeg også – ikke altid men ofte – en retarderet moral hos disse typer. Jeg har spurgt mig selv om, hvor sammenhængen skal findes, for jeg holder af at tænke, at der er en sammenhæng. Her skal jeg selvfølgelig passe på med ikke at drage forkerte konklusioner, men lad mig alligevel forsøge.

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke ønsker at undskylde moralsk afstumpethed, og jeg vil til enhver tid hævde, at vi altid har et ansvar som individer for den kollektive moral. På et vist plan kan vi godt falde lidt tilbage til venstrefløjens hoveddogme fra 70’erne: Det er samfundets skyld. Vi skal bare forstå, at det er os, der er samfundet.

Jeg mener, at udviklingen med faldende viden og etik er sket simultant i vores uddannelses- og videnskultur – at være skolet er ikke det samme som at være uddannet, at have en mening er ikke det samme som at have en dannet mening, for som Dirty Harry siger: Meninger er som røvhuller, alle har et. Men hvor gik det galt, og hvad bestod retarderingen i?

Statskuppet

Vi behøver ikke at gå tilbage til Nebudkanezar – selvom han nok er en historie værd. Lad os begrænse os til udviklingen post-WW2 og i særdeleshed efter mordet på JFK. Her midt i den Kolde Krig fandt der et statskup sted i USA. Hele statsapparatet blev kuppet, og en systematisk indsættelse af korrupte elementer tog til. Et statskup er en krigshandling, og fjenden var primært den amerikanske befolkning og dernæst hele den vestlige befolkning. Fjenden i den Kolde Krig var aldrig Rusland eller kommunismen, for denne var som ‘socialt eksperiment’ oprindeligt designet af Vesten rettet primært mod det russiske folk, dernæst mod hele Sovjetosfæren/Østeuropa og i sidste ende resten af Verden. I Vest og Nord havde vi én form for løgn, og i Udkantsverden fik de lov til at have en anden form for løgn.

Gennemførslen af enhver krig afhænger af propaganda-apparatets evne til at forføre folk og dreje hovedet 540 grader rundt på dem. Efter mordet på Kennedy blev grebet om informationsapparatet og medierne strammet. Ved Bosnienkrigen og den første Irakkrig blev den strammet yderligere, og efter 9/11 og den anden Irakkrig fik den fuld skrue. Vores verdensbillede har sin hovedforklaring i, at retardering er nødvendig for gennemførelse af krige, overgreb, udplyndringer, folkemord.

Bag enhver krig ligger der et moralsæt. Al argumentation for krig er dybt moralsk ladet. Spørgsmålet er blot: hvilken moral? Der skal et ganske kolossalt stykke propaganda til for at fremstille et overfald på en anden nation og dens befolkning som moralsk legitim. Især hvis denne nation og dens befolkning ikke selv har indledt denne krig og i bund og grund aldrig har gjort den angribende nation noget.

Statens fjende: intelligens

Et propaganda-apparat for en nation, hvis ledelse besidder den form for ondsindet agenda, som USA besad efter mordet på JFK, ved udmærket, at landets intelligentsia er et vigtigt mål for et snigangreb. Du kan godt se, hvor jeg vil hen, ikke? Den højfunktionelt retarderede er et produkt af en psykologisk operation og en krigsagenda. Det er ikke en proces, der kan fuldføres natten over, men der skal blot to generationer til for at ødelægge en kultur for sund tænkning, traditioner og egentlig uddannelse.

Velstands-boomet i 60’erne skyldtes ikke kun, at tyngden af verdenskrigene var ved at fortage sig. Det skyldtes også, at intelligentsiaen endnu ikke var fuldt retarderet. Der var stor foretagsomhed og stor vækst i samfundene – ja, jeg ved det, ordet vækst er blevet en del af management-retardismen, der nu betyder kunstigt oppustet. Men folk var rent faktisk uddannede og i stand til at tænke og iværksætte. Skolebørn kunne rent faktisk både læse og stave for 50-60 år siden, jeg var selv skolebarn i 1963 og var dagen forinden fyldt 7 år og gik i 1. klasse, da Kennedy blev likvideret af daværende US-Deep-State. Et rygte vil vide, at det var daværende israelske premierminister, David Ben Gurion, der i sit sidste regeringsår gav ordren til likvideringen. Et faktum er, at hele kabalen af mørke spillere var på banen for at medvirke til svinestregen: CIA, mafiaen (inkl LBJ), militærindustrien og dele af militæret, banksterne i Wall Street, og hvis vinklen med Ben Gurion er rigtig, kan vi tilføje zionisterne.

Siden mordet og statskuppet er det kun gået den forkerte vej, og kupmagerne, US Deep State, har kun befæstet deres position. Efter kuppet var vejen banet for en eskalering af Vietnamkrigen med et stort antal kamptropper og massive bombe-operationer på samme måde som i Koreakrigen. Det var netop året efter mordet og statskuppet under mafiosoen Lyndon B. Johnson, der selv var aktivt impliceret i Kennedymordet, at hændelsen i Tonkinbugten fandt sted, og som officielt er indrømmet at være en stand-down operation false flag, altså en arrangeret hændelse for at skyde skylden på Vietcong-styret og eskalere krigen. Konspirationsteori-teoretikere, æd den!

Senere fik vi Vietnam-demonstrationerne og antikrigs-bevægelsen – indtil endnu en psykologisk operation ramte intelligentsiaen: hippiebevægelsen og drugkulturen. Væk var dynamikken i antikrigs-bevægelsen, ind kom pladderpassifisme, skævrygeri, love-peace og lal og vi fnøtter i krrollektiv. Narcissisme blev sat i system af babyboomerne fra -68, musikken var ret god … til at skylle hjernen ud og stofferne ned. Blomsten af Vestens ungdom flippede ud i syre og druk, men CIA finansierede deres sorte budget via megapusheriet fra Den Gyldne Trekant – som de senere gjorde fra De Gyldne Bjerge i Afghanistan. 30 år efter Kennedymordet fik USA en drugpusher-præsident i 8 år ved navn Bill Jefferson Clinton, der sammen med tidligere CIA-direktør George Herbert Walker Bush bedrev omfattende drugtransport under Iran-Contra-sagen mellem Mellemamerika og lufthavnen i Mena, Arkansas.

Optrevlingen af den sag har indtil videre været forhindret via en systematisk retardering af retssystemet, men er nu under den siddende præsident blevet genoptaget. En hel flyladning af dokumenter er blevet fløjet til Arkansas, og der vil sandsynligvis dukke noget gedigent snavs op i dette nye år, der burde lede til en retsforfølgelse af de implicerede. Det vil så vise sig.

Medier

Et vigtigt led i skabelsen af højfunktionel retardisme – eller bare retardisme, for det rammer alle, der på daglig basis placerer deres røv i fjernsynet og danner deres copy-paste, præfordøjede meninger – har altid været medierne. Fra at være medier for information af en tilpas vægt og troværdighed, skiftede medierne i perioden og i særdeleshed i forbindelse med Bosnienkrigen og i allerhøjeste grad i forbindelse med Irakkrigene efter 9/11 til at være rene propaganda-kanaler. At indlede en krig i 1991-99 – Bill Clinton igen – mod et europæisk land, selvom det var blevet lovet europæerne, at der aldrig mere skulle være krig i Europa, er en meget alvorlig sag. Det twistede moralske argument, der skulle til for at få noget sådant til at ske, var nødt til at blive underbygget af et totalitært-strømlinet medieapparat.

Og medierne var i den grad blevet strømlinede.
Læs Fake – journalismens fallit
https://www.nedersteetage.com/fake/

Ikke-samtale

Så når du i dag trækker Mansemand, den højfunktionelt retarderede over i hjørnet og siger: Hør lige her, nu skal vi vist snakke lidt om virkeligheden derude, så er alt, hvad staklen kan byde ind med, det outlet af strømlinet mediepostej, han har indtaget med røven i sofaen. Affald ind, affald ud.

Du får aldrig en samtale for det første, for en samtale kan kun foregå mellem to ligeværdige individer, der er velinformerede og har en fælles interesse i at blive endnu klogere via samtale. Altså hele fundamentet for et demokrati. For det andet vil ethvert tilløb til en samtale – og vi bruger igen som eksempel en af de krige, som Danmark har rodet sig ind i på vegne af USA – strande ved, at årsagerne til krigsførelserne aldrig bliver adresseret.

Det samme gælder også mere sekundær og mere fordækt krigsførelse som forceret-arrangeret masseindvandring. De primære årsager til, at noget sådan finder sted, OG at nogen deroppe i systemet ridder på ryggen af grisen og genbruger menneskelig ulykke som et sekundært masseødelæggelsesvåben – sig George Soros og et par store bankfamilier, så har du sagt noget rigtigt – det kommer aldrig i tale eller er decideret tabu-blokeret af politisk korrektheds-jantelov. Skulle du finde på at informere Mansemand om, at der måske er noget, han har overset, så ophører tilløbet til samtalen per omgående. Eller hvis Mansemand ikke kan undslippe, fordi han sidder i en S-togskupé og skal nå sin forbindelse, så vil du måske se hans ansigt i en 20 minutter lang tvungen tilstand af døøøøh … hvorefter han næste gang, han åbner munden udgylper det samme retarderede nonsens.

Hvis du spørger mig, så er jeg nok tilbøjelig til at mene, at der ikke noget indlysende håb for højfunktionelt retarderede typer. Der skal i hvert fald noget ganske særligt til. Jeg har masser af håb for menneskeheden som sådan, men jeg er desværre nok for disse typers vedkommende decideret pessimistisk. Jeg tror, de bliver nødt til at krepere – af sig selv vel at mærke! – for at give plads til noget andet end retardisme. De fleste af dem står simpelthen ikke til at redde. De er udenfor fornuftsbaseret-pædagogisk rækkevidde, og en ikke-fornuftsbaseret emotionel omprogrammering af deres livssyn for at gøre dem modtagelige for egentlig fornuft vil være urealistisk.

Håbet består i, at den koldkrigs-skabte og langt hen ad vejen designerideologiske kultur-retardisme vil blive kørt over af en damptromle af en menneskehed, der har indset, hvad det 20. århundrede gjorde ved dem og har fået nok.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *