Jeg er vokset op i et rabarberkvarter

Jeg er vokset op i et rabarberkvarter
et rækkehuskvarter i Odense
med udsigt til ringvejen og uldspinderiet,
der havde en aflang fold med får gående som et udstillingsvindue
til deres hovedprodukt: uldgarn med stor respekt og høj pris.
Det var før, at uld ikke længere var konkurrencedygtigt at forarbejde
og et af verdens bedste naturprodukter med unikke egenskaber.

Jeg er vokset op med en dejlig mor,
der valgte at hive stikket ud de første tre år af mit liv – og sit eget –
for at være hjemmegående og sørge for,
at hendes eneste søn – skide forkælet!
ikke behøvede at være et industrielt produkt af et institutionsbarn.

Jeg er vokset op med en dejlig far,
der stod op klokken 5 om morgenen og cyklede på arbejde
som ansat på Odense Ny Margarinefabrik – Lise, lige til at spise –
for at bidrage til familiens indkomst og status som lavere middelklasse.
Hvilket på den anden side betyder, at jeg holder mig langt på afstand af margarine
vel vidende, hvad der bliver rørt i dét syntetiske produkt af sjov kemi.

Jeg er vokset op i en tid og på et sted,
hvor børnene bare løb ned på gaden og legede
gennem hækken til naboen
og løb henover ringvejen for at smide et æble efter fårene
og spillede fodbold nede på marken til langt ud på aftenen
og legede på ikke-BUPL-godkendte legepladser med brædder og søm
og kravlede op på garagetagene til den sure nabo kom og jog os væk
og smed en sejlgarnsbombe ind ad brevsprækken 
til hr. Thorsen nytårsaften, fordi han hadede børn
… det gik vistnok ud over spejlet i entreen.

Jeg er vokset op i en tid,
hvor raske drenge ikke gik af vejen for en slåskamp i skolegården,
hvilket betød fire sæt smadrede briller i min karriere som brilleabe,
for det skulle de bare ikke komme og kalde mig uden indsigelser
og heja-heja i en krans omkring slagsbrødrene indtil gårdlærerens ankomst,
men der var jo ingen nag bagefter, for aggressionerne var jo udløst,
og slagsmål var selvfølgelig officielt forbudt ifølge husordenen på skolen,
men det var ikke politisk ukorrekt, sygeliggjort eller anset som samfundsskadeligt.

Jeg er vokset op i en tid med uskyld.
Jeg ville meget nødigt være barn i dag.
Jeg var syv år gammel, da Kennedy blev skudt, 
men det tog mig 50 år at forstå, hvorfor han blev skudt,
for det sagde de ikke noget om – dengang.

Hvad jeg heller ikke vidste – dengang,
var at uskylden døde samme novemberdag i 1963,
min anden dag i mit syvende år.
Kun illusionen om uskyld levede videre
og tillod os at lade som ingenting.

*

Jeg har en teori
om konspirationsteorier og konspirationsteori-teoretikerne
og deres teorier om, at verden er befolket
af rare velmenende onkler og tanter derude og deroppe,
der sørme da aldrig kunne drømme om gøre en flue fortræd
endsige at mødes i fine konferencelokaler bag skudsikkert glas
bevogtet af security svarende til en belejret middelalderborg
pålagt interne såvel som eksterne tavshedsløfter under trusler på livet,
møder hvis indhold aldrig slipper ud til offentligheden, 
og hvis formål aldrig bliver bekendtgjort – 
at disse rare onkler og tanter ikke kunne finde på andet
end at mødes for at hjernestorme om,
på hvilken forunderlig måde og med de bedste hensigter
de kan optrappe deres godgørenhed overfor den lidende menneskehed.

Min teori er,
at disse godtroende godgørenhedsteoretikere,
der tiltror magtliderlige psykopater de bedste af alle hensigter,
og som er villige til at stille op med panderynker og tudefjæs
og agere krænket-empatisk forudrettet på vegne af psykopaterne 
for at udskamme folk, der har taget sig den frihed 
at efterspørge en lidt mere detaljeret borforklaring end den,
som psykopaterne indtil videre SELV har leveret via de medier,
som de af en eller anden og sikkert yderst velgodgørende grund
har fundet det nødvendigt at opkøbe og vride armen rundt på
… at disse tilfældighedsteoretikeres teorier udi psykopat-motiver bunder i,
at de lider af undertrykt dårlig samvittighed
kombineret med en ligeså undertrykt rædsel for,
at det skulle vise sig at være rigtigt – det du siger dér!

For hvis de rare onkler og tanter deroppe og derude løj om det-og-det,
har de så talt sandt eller løjet om alt det andet, de har sagt?
Og hvis det skulle vise sig, at de har løjet, betyder det så ikke,
at jeg har været med til at lyve på deres vegne,
og betyder det så ikke også, at … nej det vil jeg slet ikke tænke på,
så jeg skynder mig at gøre ligesom de dér romerske kejsere:
jeg skyder på budbringeren og kalder ham for navne,
og sørger for, at hun ikke har lov til at udtale sig.

Men som sagt, det er bare en teori.

*

Min daglige arbejdsplads er et københavnsk hospital. 
Jeg kan af personlige sikkerhedsårsager ikke sige hvor.
Stedet har en medarbejderkantine, hvor både klinikere og administrativt personale har adgang. 
Jeg ankom i dag til kantinen med en kollega – der selv har ladet sig pode-teste og vaccinere i sikker tro på,
at det både virker og er sikkert. 
Min kollegas kommentar ved ankomsten var:
Der er ikke så mange på arbejde i dag i kantinen, for de er syge. 
Det er sjovt, for de har jo lige ladet sig vaccinere …
Og så var det, at jeg undlod at udfordre min kollega yderligere
(nu har du selv sagt det – vi lader den lige stå på lystavlen et øjeblik).

*

Nu begynder de at komme – de politiske fængslinger.
Læs begrundelsen for to års fængsel til en kvinde for rapkæftethed om vigtige emner:
https://domstol.dk/…/dom-i-sag-om-deltager-i…/… – hendes navn er Nanna Høpfner.
Dommen bruges til at sende et signal om obligatorisk duknakkethed til befolkningen – ellers!

Når man læser dommen, efterlades man med én og kun én mulighed for en vurdering af den og baggrunden for den: at der er tale om decideret ond vilje og et stykke beskidt juridisk bestillingsarbejde.

Der bør i den grad bakkes op om at blæse den her sag så langt op, at politikere, globalister og juridiske støvleslikkere føler jorden brænde under dem. Denne sag er principiel på højeste niveau. Hvis de kan gøre dette mod en mor til to børn, der ikke bryder sig om pædofile som ledere af børnehaver, vaccinering af befolkningen med et genmodificerende og ikke-varedeklarerede eksperimentalstoffer, og at børn bryder grædende sammen, fordi de bliver bange for ansigtsløse, maskerede voksne – så kan de gøre ALT mod os ALLE SAMMEN!

Sagen er en byretsdom. Den vil uden tvivl køre videre i landsret og muligvis højesteret, da den er yderst principiel.

*

Jeg ved ikke med dig,
og hvorvidt du så den komme på den måde.
Jeg taler om verdenskrig.
Den første og den anden krig dernede i forrige århundrede
fremstod som horisontale krige.
Jeg siger udtrykkeligt: fremstod.

De fremstod med andre ord som nationers krige mod andre nationer.

Den tredje krig af slagsen blev ikke helt som forventet
ifølge det hidtil etablerede mønster.
Den tredje krig blev vertikal.
Det er ikke om nationers krig mod nationer.
Den fremstår nu som det, det i virkeligheden var allerede i den første og den anden krig:
befolkningers krig mod deres egne regeringer,
og imod en global-fordækt enhed, der ser sig selv som verdensregering.

Det fører straks videre til den gamle konstatering:
Der er intet så ondt, at det ikke er godt for for noget.
Det betyder nu, mens det hele er i færd med at fremstå
og i færd med at afsløre sig selv i hele sit sande, svinske væsen,
at alle håndlangerne nu er fremstået på scenen som dem, de er.

Da håndlangerne så det ankomme, så de snittet, slog de til.
De så, at det nu var muligt at opføre sig som de svin, de var.
De så, at de nu kunne rage til sig og misbruge den magt,
de før kun havde haft adgang til i begrænsede mængder.
Håndlangerne har bekendt kulør, og vi kan nu se,
hvem de er, og hvad de går ind for, og hvad de ABSOLUT ikke går ind for:
folkets ve og vel, almenvellet.