Byen uden Navn

 

 

 

 

Forhistorie

” .. ingen kender denne by .. “

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Konstantinopel   Byzantium   Istanbul  … 

byen ved Bosporus  

byen uden navn

færgelejet

vandet

 

 

Imperier kommer og går,

klamrer sig til stedet,  med egne navne, for en tid

– vandet skiller og samler alt,

byen skyller sig ren dagligt,

ryster imperier og navne af sig,

efterladt som slagger og aflejringer

langs bredder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

efter mange år var jeg kun lige begyndt at lære denne by at kende,

som var jeg stadig en ung forelsket mand

i indledende øvelser med at lære kærligheden at kende,

– men jeg var kommet godt op i årene,

og et uudtalt kapløb mellem liv og død var næsten umærkeligt rykket nærmere

 

 

med en blandet følelse af fascination og vemod

drev jeg gennem de brostensbelagte gader med umættelig nysgerrighed

indtil kulden indhentede mig, fastfrøs mine skridt,

krøb gennem skoene, og sneg sig gennem de enkelte dele af kroppen,

indtil den samlet tog mig i et stivnet og fast førergreb

 

– mine spor efterlod i begyndelsen mange spirer, men med tiden voksede issyle frem –

 

Jeg kunne ikke længere holde kulden stangen

gav efter for trangen,

og overgav mig til én af byens utallige varmestuer

 

 

” hüzün” mumlede jeg,

da jeg rystende greb det slidte dørhåndtag,

døren gav efter og åbnede for varmen…

” reddet “

 

 

mit blik faldt på den gamle kloge,

blandt thedrikkende, avislæsende og spillende mænd

tavst samlet i lokalet omkring den glødende kakkelovn

 

 

Bag en stille fremtoning

var han intenst nærværende,

og fulgte vågent med i alt hvad der foregik

 

 

” Merhaba “

– den gamle gav tegn,

jeg satte mig ved hans bord :

 

 

” … denne by er så levende og overdådig,

hvor meget må du,

som gennem et langt liv har levet her, kende til (?) …  “

 

 

han lænede sig frem, og så mig lige i øjnene,

blikkene udforskede  hinanden

indtil han brød tavsheden

 

 

”  ingen kender denne by  “

 

 

( der opstod igen en pause )

 

 

”  jeg er gammel

– og har oplevet mere end et menneske kan rumme,

hvis det kunne huske alt på een gang

– jo mere jeg har set, jo mere deler denne by sig i mosaikker,

hvis motiver bliver flere … “

 

 

*

 

 

Ordene holdt inde, og afløstes af varmestuens mangfoldige hverdagslyde,

småskramlen ved borde og stole, når de tunge kroppe indimellem flyttede lidt på sig,

knitrende aviser når der bladredes,

klirrende theskeer i theglas,

ildens knitren og kakkelovnens buldren,

køkkenets koncert af klange fra pander gryder og kedler,

hviskende sydende syngende,

kogende gurglende

og boblende

 

dampende glas

og flyvende tallerkener

med suppe og hverdagens varme retter

spredte sig mellem bordene

 

 

 ”  værs´go´  “

 

 

Vi  søgte noget velkendt på tværs af alder og erfaring,

ligesom vandet gennem Bosporus gennem tiderne,

selvom vandet aldrig er det samme,

” ba’byen skiftes og døbes navne som vande

uudtømmeligt .. “

 

 

*

 

 

” Hagia Sophia “,  sagde jeg

” Aya Sophia “,  svarede han

”  S O P H I A  “,   udbrød jeg,

han svarede ikke, men sendte et varmt blik

 

” .. opført som pantheon,

fortsættelse som kirke,

videre som moske ..  “,

fortsatte jeg frimodigt

 

” mosaik “,  svarede han

 

 

de kristne fjernede mosaikkerne i 700’tallet,

mange tror det var muslimerne

 

 

” Den store Mester “,  sagde jeg

” mosaik “,   gentog han

” Den store Mester … “,  gentog jeg

” … lægger stadig mosaikker … “,  svarede han

 

 

pludselig udbrød der en latter,

som samlede alt i varmestuen,

de få ord, og de lange pauser

havde umærkeligt bredt sig,

der blev lyttet mere end der blev sagt,

som i alle åbne samtaler

 

 

”  værs´go´  “

 

 

Værten serverede uopfordret the

med et varmt smil.

 

 

Jeg var klar til at møde kulden derude igen.

 

 

Jeg hilste rundt i varmestuen,

og takkede af.

 

 

*

 

 

 

Post Scriptum :

 

 

Vi talte forskellige sprog,

uden gloser fra hinanden,

og udvekslede ikke navne,

– hvilket bekræfter denne historie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Næste morgen rejste bønnerne fra moskeerne øst for Bosporus sig inden solen brød igennem,

med de første morgenstråler nåede bønnen frem til moskeen i vort kvarter,

 

 

imamen var så gammel at få forstod hvordan han stadig kunne,

men kaldet var stærkt,

dog havde han af træthed glemt at slukke for højttaleranlægget,

alle i kvarteret var vidne til hvordan han under fysisk anstrengelse ankom

lidt for sent,

rodede med nøgler til rummet,

slæbte skoene med små og hastige skridt henover gulvet,

satte sig med et tungt suk i den knirkende stol,

puslede med papirer og knapper ..

og så endelig …

bønnen

alle åndede lettede op, og istemte en ny dag …

 

 

jeg lå stadig i sengen, og reflekterede over bønnens synkronicitet med verden

påbegyndelsestidspunktet øst for Bosporus, forskudt ift vest hvorfra jeg lyttede,

skabte i et klangrum mellem jordens lokale egenrotationshastighed på ca 1300 km/t

og lydens hastighed på 300 m/s (  = 1100 km/t ),

bønnen skyllede som en bølge fra øst, henover Bosporus og Det gyldne Horn,

og nåede omtrent frem når bønnen indledtes fra moskeen i vort kvarter.

Den lyttende oplevede de hundrede provinsbyer sammensmelte til Byen uden Navn,

mere end øjne kan samle i et blik

 

 

Det metafysiske rum kalder på eftertænksomhed.

De enkelte stemmer og melodier sammensmelter i polyfoniske og polyrytmiske strukturer,

åndfulde og smukke

– mere vidtgående end 

Ligetis Lux Aeterna, eller Messiaens ” sacrum convivium “,

eller Mozart og Liszts “Ave verum Corpus”.

– fra duetter til kor ad infinitum mellem imamerne fra forskellige moskeer,

når de lytter – eller ikke lytter – til hinanden,

mens de beder, kalder

eller svarer reflekterende tilbage med recitationer,

fra moske til… måske

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mosaic

 

 

 

 

 

 

 

 

Mosaic II

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

» Hver gang den rejsende kommer til en ny by, genfinder han en del af sin fortid, som han ikke vidste han ejede mere; fremmedheden ved det du ikke er længere, eller det du ikke ejer længere, venter dig og overrumpler dig på fremmede og ubesiddende steder  «

 

Italo Calvino

 

 

 

 

 

 

( … ” Byen uden Navn ”  fortsættes …  )