Essay

CARPE DIEM # 7 – evigheden i et øjeblik

 

 

 

 

 

 

Jens Bull, 2020

 

 

 

 

 

 

 

Et glimt fra et liv, og et venskab, altid med plads til mere … også de følelser som kendes mellem far og søn, i broderskab, og i ånden.

 

 

Den gamle blev gradvist afpillet for kød, muskulatur og fylde. Samtidig med at han gradvist forsvandt, trådte udstrålingen fra hans bevidsthed stadig klarere og stærkere frem. Der var efterhånden kun et halvtransparant tyndt hudlag der samlede og skilte bevidsthedens rene form fra de knogler som siden efterlades i denne verden. Han var sig fuldt bevidst og afklaret over situationen. Jeg havde set hans udstråling markere sig stadig stærkere og mere påtrængende, og udviklede tanken om vigtigheden af at portrættere ham. Efter moden overvejelse, og uden langtrukkenhed eller tøven, lagde jeg det frem. Jeg fortalte ham hvad jeg så, og udtrykte fuld forståelse for at ingen der nærmer sig den uundgåelige og grænseoverskridende situation nærer et ønske om at blive portrætteret, og gav endelig også udtryk for at jeg ud af livslang erfaring med portrætkunst var hjemsøgt af en stærk og uafviselig oplevelse af vigtigheden af at lave et sådant. Hans tillid og nærvær var større end nogensinde, og det kom prompte :  vi gør det…  er der noget jeg skal gøre ? … “.  Jeg svarede : ” … alt er som det skal være   ” ….

Mere kan jeg ikke udtrykke i skrivende stund …  billedet må tale for sig selv, om det sene og vigtige samvær, og om denne uundgåelige fase i ethvert menneskes liv.

 

 

 

 

 

 

 

Et nyfødt menneske er som en rå diamant. Alt hvad der skal være, er der allerede. Det er selve sliddet der skaber de facetter igennem hvilke livets strømmende lys brydes og spredes i hele farvespektret. Efterhånden som sliddet skaber stadig flere facetter, i stadig mere sindrige vinkler, går lyset mere uhindret og klarere igennem. Lige før det sidste af den rå diamant slibes, opnås det klareste øjeblik – i een og samme stund går lyset endelig helt uhindret og klart igennem, samtidig med at det sidste af livets rå diamant forsvinder i slibestøvet.

 

 

 

 

 

 

 

Tidsspand fra 1934 til 2020 :   portræt af Jens´ mor med barnet 

 

 

 

 

 

”  oldingen og barnet står på kanten af tilværelsen, let genkendelig for enhver... “

( Peter Handke )

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Græs

 

 

Græsset vokser mig over hovedet,
efterhånden som jeg bukker og skraber næsen mod jord

med alderen bøjer jeg mig stadig dybere
for at min verden kan forblive stor.

Under de bølgende grønne strå
er jeg nået – her kan jeg stadig bestå.

Jeg går nødigt videre, farer vild mellem strå
eller går helt i stå

 

uafgjort ?
mumler og famler jeg frem for mig,
.. som om jeg er i øjenhøjde med nogen
eller har noget at forhandle med …
andet end mig selv

 

Mellem muldens mørke ånde
og de grønne spidsbuers oplyste hvælv
samles et kor, som kalder:

er du klar ?

en trodsig barnestemme i mig lyder som svar :

ikke endnu !…

først når mine barnlige drømme om storhed er omme,
vil jeg komme
–  først da er jeg atter lille og lykkelig nok

 

 

 

( frit efter Tom kristensen, 1927 )

Jens ønskede dette oplæst når hans liv var fuldbragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Jens Bull, 2018

 

 

 

 

 

 *

 

 

 

 

Tom Kristensens oprindelige digt findes her :

 

https://www*laeseforeningen.dk/nyheder/ny-antologi-grsset-er-underligt-hjt-for-mig

(  erstat * med . (punktum) )