Portrætter fra Verdens bedste land

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portræt 1:   Selfie med repræsentanten for verdens bedste land.  

 

 

Fra dokumentaren ”Statsministeren Helle Thorning-Schmidt”:

”En kandidat som mig var så anderledes, at det overskyggede, hvem jeg var, og hvad jeg stod for. Hver dag fik jeg mystiske spørgsmål, som ikke havde noget med politik at gøre – eksempelvis: “Forestiller du dig virkelig, at du kan det her?”      

 

 

 

 

 

 

 

Det var ikke kun skingerstemmen, der fik det til at skurre i ørerne, når statsministeren brægede løs. Det var bestemt også budskabet. Det ikke blot skurrede i ørerne, det vakte også væmmelse. Hun yndede at indføje en bestemt sætning, et slags slogan, i sin forivrede skingrende talestrøm:  ”Danmark er verdens bedste land.”  Hvad i alverden byggede hun det på? Hvad ville kollegerne i nabolandene mon tænke om den sag? Og at hun bralrede ud med det? Det holdt de nok for sig selv. For der var da ingen af hendes kolleger, der stod og udstillede den slags nationale storhedsvanvid. Nå ja, måske lige med undtagelse af det politiske parnas i USA, når de leverede patetiske taler om ”our great country.”

Men hvad skulle man efterhånden forvente af Helle? Hun havde givet en forsmag på stilen som nybagt partileder med proklamationen ”jeg” (med tryk på ”jeg”) ” kan slå Fogh.” En manifestation af selvbevidsthed, som kontrasterede med hendes mangelfulde sociale navigation. Hun havde simpelthen svært ved at begå sig på øverste hylde.

Midt under en mindehøjtidelighed for selveste Mandela, ”brillerede” hun ved at jokke gevaldigt i spinaten. Almindelig pli og situationsfornemmelse er vel det første en regeringsleder må være i stand til at håndtere i betragtning af den uundgåelige optræden på den internationale scene.

Hun havde ellers været så glad på vej derned. For at stive sig af, havde hun siddet og frydet sig over resultaterne i tiden som statsminister. Det brede forlig om udlændingeloven var virkelig en sejr, tænkte hun. Det skulle ikke være ”en foræring” at flytte til ”verdens bedste land.” Danmark var ikke en gavebod. Det måtte alle kunne se. Så der skulle stilles krav, og de måtte gerne være barske og lige til kanten af menneskerettighederne, så man undgik kritik og dårligt omdømme internationalt. Det gjaldt om at være lidt smidig. Det skulle ikke hedde sig, at Danmark havde problemer med menneskerettighederne. Der skulle også kapres vælgere fra Dansk Folkeparti. Undersøgelser havde vist, at de konkurrerede om samme vælgersegmenter med megen vælgervandring frem og tilbage mellem dem. Derfor var hun meget tilfreds med Socialdemokratiets nye image, som et parti der førte ”stram” udlændingepolitik.       

 

 

 

 

 

 

 

Tilfældet vil, at hun ser sig placeret ved siden af Obama. Mens ligtalerne messes ud over stadion fisker ”danskernes” statsminister sin i-phone op af guccitasken, og man tror ikke sine egne øjne, da hun overtaler Obama til en selfie.  Bagefter skal den vises frem til Obama og lystigt bivånes. Hun sidder og griner. Og det smitter Obama. De griner sammen. Midt i mindehøjtideligheden for en af de helt store politiske skikkelser i vor tid, en mand som tilbragte 27 år i fængsel for sin modstand mod apartheid, nobelprismodtager, et forbillede i verdenssamfundet, nærmere præsentation overflødig. Mens sorg, alvor og respekt for den afdøde store statsmand udfolder sig på stadion, hvilket man ikke skulle tro, ville gå ubemærket hen, presser hun Obama til en selfie, som om tidspunktet er passende, men hun er til fjant og fjas og kan ikke dy sig og skal også lige vise ham billedet. Obamas bedre halvdel, som sidder på den anden side af ham, må have hørt Helle overstadige plapren, for hun stirrer med tydelig blanding af vantro og misbilligelse på ”danskernes” statsminister. Obama, som den mere scenevante af ægtefællerne, har næsten altid styr på, hvordan han optræder, selv sit kropssprog, medmindre der sker noget usædvanligt overraskende. Han vælger mere diplomatisk at kvittere med et afmålt smil uden at adskille læberne, idet han straks zoomer tilbage til begivenheden på stadion. Et mørkt drag og en panderynke flammer hen over ansigtet i sitrende undren, da han vender det bort, ude af Helles synsfelt. Bare i et splitsekund. Så genvinder han kontrollen. Obama værdiger hende ikke yderligere opmærksomhed. Dette må være nok. Han vil ikke bruge mere tid på statsministeren fra det lille land og hendes mærkværdige indslag, så åndsfraværende fra tabet af Mandela. Helle hygger sig videre med synet af sig selv sammen med Obama fra USA, evigt refereret til som ”Danmarks nærmeste allierede.” Forvisset om den vildt imponerende fangst: Her har vi ”verdens bedste land” personificeret i eget ego i selskab med verdens mægtigste mand. Det kan ikke blive større. Fanget og dokumenteret og senere printet ud og sat i glas og ramme derhjemme og værdsat som en virkelig raritet, et klenodie udløst af et fingertryk på en i-phone. For hun vil for al fremtid kunne vise, at hun mødte Obama. Det er hun meget tilfreds med. Stolt over. Hun ser salig ud. Billedet fortæller intet om den ekstraordinære begivenhed, der finder sted omkring billedet, men det er hun også fuldstændig ligeglad med. Hun er jo også mentalt et helt andet sted. I begyndelsen sad der en dame ved siden af Helle, som hun ikke ænsede. Ukendt og ikke interessant. Bare en anonym figur. En dame, som hurtigt så sig nødsaget til en mere rolig plads.  Hun åbner gucci-tasken i stedet for at begynde at følge lidt med i, hvad der foregår. Det ser ud som om, hun har fået lyst til at tjekke, hvornår flyet tilbage til ”verdens bedste land” mon afgår. Eller er det håndspejlet, hun fisker efter? Det forbliver uafklaret, for transmissionen forlader hende en stund. En fejlplaceret statsminister, totalt kikset og uden format. Alt kan tilsyneladende lade sig gøre i ”Verdens bedste land.”

Hun når lige at tage et par mobilopkald i stedet for at slukke apparatet. Den første er fra Morten Bødskov, som er blevet taget i at ”fejlinformere” over for Folketinget. Det er ikke ret godt. Han trænger til nogle opmuntrende ord. Han bliver nok nødt til at tage en pause som minister, indtil sagen – måske efter næste valg – har lagt sig. Den anden er Villy Søvndal, som har været ved at dø af en blodprop i hjertet og nu må trække sig som udenrigsminister. Det er ærgerligt. Hun ønsker ham god bedring. Hendes skingre stemme midt i mindehøjtideligheden modtages med misbilligende blikke fra alle sider.

Og hvem har vi så pludselig lige ved siden af hende? Jamen, Gud dog, det er jo Cameron. Hvor er hun heldig i dag, endnu en magtfuld mand fra øverste hylde. Ham må hun da også lige have en selfie med. Eller nå ja, hvis hun også lige kan klemme Obama ind, så ville det være helt perfekt. Rejsens scoop. Med sig selv i midten selvfølgelig. Det gør hun så. De lader hende gå planken ud. Camerons anstrengte smil er på kornet. Obama er ikke sådan at hyle ud af den. Nøjagtig samme reaktion som første selfie. Dog med en vis kraftanstrengelse. Fru Michelle ser stadig muggen ud.

Tilbagevendt til ”verdens bedste land” beskriver hun arrangementet som ”en folkefest.”

I sit otium arbejder hun på at rehabilitere sig selv. Hun fortæller, hvor svært det var at være statsminister, fordi hun er kvinde. Lille Helle, måske skulle du kigge lidt indad.

 

 

 

 

Portræt 2:   Smidt ud af verdens bedste land.

Stephane, en sort ung mand i farvestrålende pullover, slæber sig op ad rulletrappen i terminal 2 i Københavns Lufthavn. Helt konkret slæber sig, for han har fem års ejendele, fem års liv med sig som tung bagage. For det er slut. Det sidste håb er slukket. Lige til det sidste havde han håbet på at kunne fortsætte sit liv i ”verdens bedste land, men myndighederne ville det anderledes. Den slagne mand måtte lige slippe nogle gram i indtjekningen. En fluesmækker og en olielampe afleveredes til kæresten. Nu slæber han sig opad. Så vender han sig om for at signalere den sidste afskedsgestus mod den lille skare af trofaste forstående og nu uendeligt triste personer, som han har lært at kende i løbet af de fem år i ”verdens bedste land”: Sin kæreste først og fremmest, som krammes trøstende af sin veninde, men også en håndfuld venner, deriblandt en nabo, som han engang gav førstehjælp, da han faldt ned ad en stige, en medstuderende fra sprogcentret, som han ydede lektiehjælp til, så han kunne slippe helskindet igennem de svære danske vokaler, og en arbejdskammerat fra plejehjemmet, hvor han var i praktik.

Smidt ud med fuld musik. Måske skal Inger fejre den dybt ulykkelige skæbne med en dansk kage med fryd og fråde og triumferende flag og en obligatorisk Gammel dansk og en lille fædrelandssang, for det her viser at udlændingeloven virker. Og nåh ja, Inger, skal også have sin kæmpe Cola indenbords til lejligheden.  Ku klux cola. Det ku´. Kuk kuk!

Han vender sig om og stirrer forstenet på dem. Alvoren står mejslet i ansigtets akutte folder. Som en ti år ældre mand på vej til skafottet. Han har klamret sig til håbet lige til det sidste. Selv da han tjekkede ind og fik sit boarding card, var han stadig i stand til at mobilisere håbet om en repræsentant fra myndighederne komme stormende og meddele ham en omgjort beslutning, at sagen havde taget en ny drejning, en benådning på falderebet. Men det skete ikke, og han erkender nu i det øjeblik, smerteligt som panden mod muren, at det ikke vil ske. Når først han er ude af syne i hallen foran ham på vej mod Security Control, så vil hans liv, inkluderet kæresten dernede, Gitte, som læner sig mod trøstende omfavnelse af veninden, være et afsluttet kapitel. En lukket bog. Hun har ingen jordisk chance for at tage på besøg i Elfenbenskysten. Hun er på dagpenge og har ikke råd til det. Og så er det strengt forbudt. Hun skal stå til rådighed for de job, der aldrig kommer. Myndighederne tager stikprøver i lufthavnen og knalder en arbejdsløs med billet. Farvel til rettigheder. Farvel til eksistensgrundlag. ”Verdens bedste land” in action.

Han misser med øjnene, tårerne presser sig på. Så får han med eksende ben slæbt sig det sidste stykke op ad rulletrappen, som er ude af drift og derfor ekstra besværlig, op til the point of no return, og bryder højt hulkende ud i hjerteskærende gråd. Han står og ryster i hele kroppen. Han er fortabt. Alt derpå vil være efterdønninger af denne rysten, og det står allerede lysende klart.     

Han er fanget af en virkelighed, han ikke forstår, som en hare i en skræmmende lyskegle, kan ikke forstå det, og han ved han aldrig kommer til at forstå det. Han er en af dem, der ”vil Danmark”, som de kalder det. Faktisk fra dag 1. Han havde lært næsten fejlfrit dansk på rekordtid, han havde skrevet under på at ”anerkende og følge danske værdier” som de nu engang forlangte og udpenslede i papirerne. En blandet landhandel. Sådan noget med at respektere homoseksuelle og kvinders rettigheder, adskillige køn, kunstig insemination, håndtryk og demokrati. Og (bredt formuleret) ”efterleve” traditionerne bredt formuleret (vel sagtens fastelavn, fødselsdagsflag, gækkebreve, studenterhuer, mors dag og hvedebrød på St. Bededag mm., erfarede han efterhånden).  En kopi af papirerne fik han med sig, så de ”kunne hjælpe ham til at huske og forstå det særlige ved Danmark og danskerne, hvis han skulle komme i tvivl,” som kontormusen ved skranken sagde. Hvad der egentlig skete med ”danskerne”, hvis de aktivt tilkendegav, at de ikke var med på ideerne? Det stod hen i det uvisse. Skulle det ikke gælde for dem? spurgte han sig selv.

Han var næsten ved vejs ende med sin uddannelse som SOSU-assistent. Han manglede bare lige at gøre praktikken på plejehjemmet færdig, og man manglede ”varme hænder.”  Han havde ikke ”lagt samfundet til byrde” og havde ikke fået så meget som en cykelbøde for at køre uden lys eller gået over for rødt lys. Han havde fået lutter gode karakterer og udtalelser. Alt var gået som smurt.

Der var jo så bare lige det, at han var blevet skilt. Ikke at der var noget usædvanligt i det. Tværtimod. I ”verdens bedste land” går over halvdelen af ægteskaberne i stykker. Det er der ikke nogen, der tager notits af. Altså bortset fra hvis man er udlænding på familiesammenføring. Så mister man prompte sin opholdstilladelse. Det var der ikke ret mange, der var klar over, havde han bemærket. Der var flere på plejehjemmet, som havde taget ham for at være dansk statsborger, så godt som han fungerede, fx at han beherskede sproget eminent. Når han så fortalte dem om, hvad der lå i kortene, kunne de ikke tro det. Ikke at han selv forestillede sig, at myndighederne til syvende og sidst endte med at smide ham ud. Han regnede med de ville komme til fornuft. Håb og tro er ofte tvillingetanker, og han nægtede at tro, det kunne gå så galt.        

Foran venter nitten timers flyvning med flere mellemlandinger. Så vil han under normale omstændigheder nå frem til Abidjan i Elfenbenskysten, men dette her er alt andet end normale omstændigheder. Der er ikke noget at nå frem til. Han kunne lige så godt lande – eller rettere blive kylet ned – i en elevatorskakt og støde hovedet med alle de forliste tanker, følelser og drømme mod bunden uden chance for at rejse sig igen. Fra indelukket fly til en låst skæbne. Nej, der er intet at nå frem til. Og der er heller ingen normale omstændigheder i den forstand, at det ikke er normalt for ham længere at komme der. Faktisk har han ikke sat sine ben i landet, siden han forlod det for efterhånden mange år siden med det formål at være sammen med kæresten, som han senere blev gift med i Danmark.

Under de nitten timers flyvning spekulerer han på den nye lov, der er på vej i Danmark. Desværre træder den først i kraft til sommer. Da der mangler arbejdskraft inden for social – og sundhedsområdet, vil man rekruttere SOSU-assistenter fra Indien og Phillippinerne, dvs. præcis faget, som han har dygtiggjort sig i. Han tænker på om ikke han kan søge dispensation. Det kan vel ikke være så afgørende, at han er fra Elfenbenskysten, tænker han. Det kræver et besøg på den danske ambassade for at søge om dispensation. Han har jo kvalifikationer til forskel. Ikke mindst sproget og arbejdserfaringen. Han tjekker adressen på internettet. Det viser sig, at Danmark ikke har en repræsentation i Elfenbenskysten. Det varetages af ambassaden i Accra i nabolandet Ghana, 530 km væk. Det er umuligt at komme dertil. Ingen holder til den distance gennem hullede gungrende mudderveje, risikable områder og ufremkommeligt terræn for miserable lastbiler med ubekvem plads til en blaffer på ladet.  Han har hverken arbejde, bolig eller familie i Elfenbenskysten. Kan ikke se anden udvej end at tigge i gaderne og tage en dag ad gangen. Udlændingestyrelsen kaldte det ”hjemlandet” i stedet for ”oprindelsesland.” Et retorisk greb, der til stadighed skulle antyde, hvor han i virkeligheden hørte til og insinuere hvor nærliggende det ville være bare at tage tilbage. Uanset hvad og hvor godt han i øvrigt klarede sig i ”eventyrlandet” eller ”verdens bedste land.”    

Men er der et eller andet, jeg har misforstået? tænker han i korte glimt i choktilstanden under den lange rejse i flyet. For hvad er baggrunden for at rekruttere fra lige præcis Indien og Phillippinerne? Hvorfor ikke fra fx Vietnam, Sri Lanka, Thailand, Sydafrika, Moldova, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Mexico, Brasilien, Argentina og resten af Latinamerika? Det er et oplagt spørgsmål at bringe til torvs. Han havde jo set det skrevet i alle   stillingsopslag, han havde været i nærheden af, at man opfordrede til at søge uanset etnicitet mm. For ”verdens bedste land” har jo ligestilling. Han kunne ikke få det til at stemme.

 

 

Portræt 3:   Varme hænder fra varme lande

Rød, blå, rød, blå, rød. Se min kjole. Sundhedsministeren er så glad for den geniale plan. Se min kjole, se min plan. Hun har nemlig en plan, som Egon i Olsen Banden. Egon Olsen i kjole. Slet ikke usædvanligt i et frisindet land, ”verdens bedste land,” i hvert fald skal det respekteres. Man har lov til at sige og gøre, hvad man vil. Til en vis grad vel at mærke.

Hun har en plan. I et samarbejde mellem rød og blå blok. Verden er opdelt i blokke, skemaer, numre. Os og dem. Hvordan drømme og visioner skal kunne gro i de rammer er nok ret begrænset, men det er nu engang den linje, der er lagt. I det grumme grumsede folketing, som knuser menneskeskæbner, er der lagt en plan, og planen ”italesættes” for alting kan ”italesættes”, selv knuste menneskeskæbner, de er nogle drevne rotter, og hokus pokus, så er planen en lov. Se min kjole, se min vendekåbe, den er rød som blod, se min kjole den er blå som bølgen blå. Rød-hvide farver. Vi skal ned at slås. Det er ham Putin. Og ned med stress går de, en efter en. På stribe. For inderst inde ved de måske nok, hvilket snavs de har hænderne nede i.

Det var nemlig ikke noget, han havde misforstået, Stephane fra Elfenbenskysten, som formentlig allerede var ved at rådne op i Abidjan, når loven trådte i kraft. Han var jo ikke dum. Måske nok lidt ungdommeligt naiv, men ikke tabt bag en vogn. Han havde tværtimod vist sig særdeles kvik og rar under det kun midlertidige ophold. Og hvis han nu faktisk kendte nogle i Abidjan, altså hvis han nu teoretisk set ”netværkede” som de kaldte det i ”verdens bedste land” og inviterede potentielle arbejdsgivere til ”kaffemøde” som man gjorde eller rettere anbefalede arbejdsløse at gøre, selv om alle vidste det var totalt urealistisk, men hvis man nu forestillede sig at det virkelig fandt sted i Abidjan, og han fortalte rundt omkring, hvorfor han var smidt ud og hans baggrund, og at de manglede hænder i ”verdens bedste land” og til trods for dette altså havde smidt ham ud og få måneder senere gud-hjælpe-mig ville rekruttere personer med samme baggrund fra to specifikke lande i Asien i stedet for at beholde ham, så ville de ikke tro på det. De ville vende det hvide ud af øjnene. Og det kunne man jo ikke fortænke dem i. De mere besindige ville nok nøjes med at spørge, hvad i alverden der havde ført ”verdens bedste land ud i det?”

 

 

Kim Foss,  Forfatter