WalkAway

Der er oprør blandt de misbrugte minoritetsgrupper. En af dem kalder sig for the Non-Silent Minority. Vi taler normalt om det tavse flertal, så ordspillet er med fuldt overlæg. Et andet navn for bevægelsen er The Walk-Away Campaign.

Initiativtageren er Brandon Straka. Hans eget afsæt er som overbevist demokrat, liberal som det hedder på engelsk, hvilket forvirrer europæere syd for den engelske kanal, da de liberalistiske partier/ideologi ifølge dem hører hjemme på højrefløjen. Strakas afsæt er også som homoseksuel og medlem af LGBT-bevægelsen. Han havde altså alle de politisk korrekte positioner til at være en moderne liberal/venstreorienteret med en perfekt minoritetets-offerrolle … indtil han opdagede, at hans positioner byggede på svindel, hjernevask og ond vilje, og at det var de samme mediebårne usandheder, der var blevet kørt i stilling i den amerikanske valgkamp.

The Walk-Away Campaign, udvandringen, handler om, at et antal tilhængere, vælgere, partimedlemmer, sympatisører, ideologiske abonnenter i øjeblikket forlader bygningen = det demokratiske parti i USA. Det gør de i erkendelsen af, at der har fundet et ideologisk-politisk kup sted i partiet, det er blevet neocon’ificeret og, som det bedst udtrykkes på engelsk: dets virke er blevet weaponized. Partiet forrådte sine vælgere. Det er blevet indrulleret i en globalistisk neocon-agenda på nøjagtig samme måde, som det republikanske parti blev i Bush-æraen før-under-efter 9/11.

Historikken

Obama-mulatten, den flødechokoladefarvede, retorisk lækre, politisk-korrekte sprællemand, manden der svindlede med sit statsborgerskab, overtrumfede samtlige forbrydelser mod menneskeheden iværksat af Bush Jr. og fik Nobels Fredspris for det … var præsidenten i den næste æra, hvor de demokratiske vælgere blev forført til at elske krig, folkemord, statskup, intervention, udplyndring, forsikringssvindel (Obama-Care), dronebombning af civile, systematisk udspionering af politiske modstandere – og you ain’t seen nothing yet, for nu fik vi jo Hillary Clinton, skyldig i alle de forbrydelser, det er muligt for et menneske at begå uden at blive dømt for det. Når det lykkes for the Deep State at slippe afsted med blot én forbrydelse, kan vi være sikre på, at det er en del af en serie, og at de opfatter det som grønt lys.

Barry Sartoro med kunstnernavnet Barack Hussein Obama i et kritisk øjeblik, hvor hans teleprompter gik død

Det demokratiske parti blev i perioden redskabet for den serie forbrydelser. I realiteten går det længere tilbage i tid. Der har hele tiden været operatører hos demokraterne, der ikke om man så må sige har haft demokratiet i bedste interesse. Clinton-æraen før Obama lagde selve grunden for det, der skete med bla medierne. Fra at være et forholdsvis broget spektrum af medier med 1000’er af ejerforhold blev medierne reduceret til seks korporationer, seks ejere af alt, vi kan kalde for mainstream. At der samtidig blev tale om én stor karteldannelse så vi tydeligt lige efter 9/11, hvor de alle sammen solgte den samme statsgodkendte konspirationsteori. Vi så det i forhold til alle de krige, der udsprang af 9/11 – det var sådan set meningen med det hele – og vi så det i særdeleshed, da kartellet = de seks mediesyndikater alle sammen var propagandaapparat for Clinton-kampagnen og førte hendes valgkamp

Alle sejl blev sat til i den periode. Det måtte ikke gå galt, for hvis det gik galt, ville de ikke længere kunne dække over deres forbrydelser. Vi var mange, der i Bush-æraen studsede over, at George Bush blokerede for, at amerikanere kunne bringes for den internationale domstol i Haag. Den amerikanske regering – og vi opfattede det mest som blot regeringen dengang – var altså hævet over international lov. De kunne begå alle tænkelige forbrydelser uden konsekvens. I Obama-perioden fandt vi ud af, at nøjagtig det samme gjorde sig gældende, hvorefter vi opdagede, at nøjagtig det samme havde fundet sted i Clinton-perioden forinden. Vi behøver blot at sige ophævelsen af Glass-Steagal (It’s the economy, stupid!) = finanssvindel, Kosovokrigen = falsk flag (ingen massakre i Pristina), medieløgn om de serbiske ledere (først officielt for ganske nylig), dække over CIA drughandel fra Afghanistan via Camp Bondsteel i Kosovo, Soros-finansierede ‘farvet revolution’ i Sarajevo/Serbien (det hed det ikke endnu, men Otpor var forstudiet for alle senere), Mena, Arkansas og DIA drughandel fra Syd- og Mellemamerika, sexskandale (Levinsky-sagen var kun én ud af hundredvis, der alle blev taget ned via højtlønnede advokater og Deep State-intervention – Bill is our guy!).

I Bush-perioden lærte vi om the Clinton Foundation i forbindelse med uvejret i Haiti.

SHH! Sig ikke noget om, at vi stjal 2 milliarder $ ++ fra haitianerne efter Hurricane Katrina, for de sorte fjolser kunne alligevel ikke finde ud af at bruge dem fornuftigt – som fx en valgkampagne.

I Obama-perioden sneg den tidligere 1st Lady sig ind som minister, og vi blev efterfølgende klar over hendes intime medvirken i Bengazi-affæren, hvor USA valgte at ofte deres egne folk på ambassaden for at kreere det falske flag, der ifølge det i forvejen tilrettelagte skema førte til mordet på Gaddafi og ødelæggelsen af Libyen. Resultat: En indvandrer-flodbølge over Europa, Syrienkrigen og dannelsen af ISIS.

Hvis man skal sammenligne perverteringen af det demokratiske parti i USA med europæiske forhold, vil det fx. være Tony Blairs transformation af Labour til New Labour (with a lot of new-speak), hvor det tidligere arbejderparti blev afmonteret til fordel for et nyt slick organ for den britiske finanselite. Altså en leder af et arbejderparti, der førte an i Imperiets nye krige i Verden … var der ikke noget på færde her, noget der ikke var, hvad det udgav sig for? Kender vi noget til det her til lands? Hvad skete der i Helle Thorning-æraen? Der skete minsandten noget lignende for det danske socialdemokrati.

Bush – Obama (Hillary)
Thatcher – Blair
Fogh-Rasmussen – Thorning-Schmidt

Der synes at være et behavouristisk mønster her. Først ankommer de strenge højrefløjere med deres kæft-trin og ansvarlighed kombineret med en stor forståelse for de multinationale skatteunddrageres og miljøforbryderes gøren og laden og starter en stak imperialist-krige i udkantsverden, lover skattelettelser, for det står der i deres standardmanual, men godkender køb af hundedyre fly for skatteydernes regning, der allerede er forældede, når de omsider bliver leveret – hvorefter de åh-så-forstående venstrefløjere kommer ind og glatter ud og sørger for folks accept for alle forbrydelserne, og mens de lige har den fremme, så indleder de selv et par krige og en stribe finans- og lov-overgreb, som de legitimerer som humanitære tiltag og en gang yderligere beskatning, der kan finansiere excesserne.
Bad cop, good cop, one piece of shit!

Misbrugets psykologi

The WalkAway Campaign er interessant, for der er tale om en bevægelse baseret på et wake-up-call og en nærmest brutal erkendelse af, at de havde ladet sig misbruge. Grunden til at undertegnede som hetero ikke har haft noget til overs for LGBT-bevægelsen, skyldes ikke en aversion mod anden kønslighed end heteroseksualitet. Det skyldes den politisering og den agenda, som disse kønsligheder frivilligt har ladet sig bruge til, og som de desværre langt fra har holdt på egen banehalvdel men flittigt har brugt som et våben med alle andre end dem selv og deres interessenter. Bøsser og lesbiske og de andre varianter har gennem tiderne haft det svært og har vitterligt været forfulgt. Men på et tidspunkt – og vi kan sætte årstal på indenfor et årti – var der visse tænketanke, ideologer, behavourister, social-ingeniører, der på vegne af deres elitære opdragsgivere spottede denne og en række andre forfulgte minoriteter til at være egnede redskaber til deres forehavende.

Denne ideologi-filosof fra Frankfurterskolen ved navn Herbert Marcuse introducerede begrebet subversiv perversion for at navngive hans pseudofilosofiske skoles agenda med at lade minoriters offerrolle og alle former for seksuel orientering invadere det offentlige rum for at undergrave den Vestlige Civilisation.

Hvad er det nærmere bestemt, der har gjort disse minoriteter til egnede redskaber til kulturel krigsførelse, til social-psykologiske operationer og manipulation af majoriteten? Det er deres modtagelighed for en offerrolle. De udsete grupperinger har ofte selv været tilbageholdende med at hengive sig til offerrollen, for de besad stadigvæk menneskelig anstændighed. Der var stadigvæk en kerne af realitet i deres sag. Men så ankom der folk, der bød sig selv til som talerør og forkæmpere for deres sag, og som bestemt ikke var bange for at smøre tykt på. Pludselig var der ingen grænser for lidelsernes omfang og fjendebilleder i fri dressur. Offerrolle-retorik blev pumpet ind i offentligheden fra undergrunden og op. Senere ankom de til overgrunden, det politiske etablissement, og offerrollerne blev statsgodkendte. Opportunistiske og leflende politikere slog sig selv op på solidaritet med de stakkels forfulgte.

Man må tit spørge sig selv om, hvordan det kan lade sig gøre, at hoppe på en propagandavogn med skyklapper på og frivilligt stille sig til rådighed. Svaret er, fordi det smager så godt! Den bittersøde smag af offerrolle som forløsning for lidelse er ganske simpelthen uimodståelig. Det er honningfælden. Problemet er, at offerrollen aldrig er frigørende men udgør en ny og ofte værre binding. Offeret bliver til den nye bøddel, en psykologi, der på skræmmende vis er beskrevet i et stykke klassisk og prisbelønnet dansk TV-dokumentar, Erik Steffensens og Jørgen Flindt Pedersens Din nabos søn om, hvordan det græske militærdiktatur skabte deres bødler ved først at udsætte dem for den tortur, som de senere udsatte andre for. Pushere er selv narkomaner, der først lod sig misbruge og nu misbruger andre. Ofre for pædofili udvikler selv pædofili som voksne.

Tømmermænd

Ideologisk misbrugte ender med selv at bedrive misbrug. Brandon Straka skejede ud i alle de attituder, som svindelnummeret fordrede. Han beretter om, hvordan det pludselig flød som en bølge gennem LGBT-bevægelsen, at den nye amerikanske præsidentkandidat – og efter det overraskende valg den nye amerikanske præsident var alt muligt fra homo-hader, kvindehader, fremmedhader. Alle karaktermord indeholder en projektion, hvor hade-objektet antager de egenskaber, som angriberen besidder. Alle propagandistiske sejl var sat til under valget, og da det ikke gik, så startede hadkampagnen. Dens styrke var, at kampagnen ejede samtlige mainstream-medier, det globalistiske informationskartel. Det var samtidigt dens svaghed, for kartellet havde jo fejlet under valgkampen, fordi de allerede dengang havde smurt for massivt tykt på. De havde ikke lært af den fejl og smurte efterfølgende endnu tykkere på. Så ankom hele farcen med ‘russian collusion’, der nu er faldet fra hinanden.

Straka blev så oprørt efter valget, at han blev helt syg af vrede og søvnløshed. Han havde jo fået pumpet ind i hjernen, at Trump var den onde selv, og at verden nu gik under. En anden forklaring på misbrugets psykologi er, at det netop er grupper og bevægelser, der bliver targettet til at være propaganda-redskaber, for disse grupper har allerede skabt en ensrettet attitude internt. Så er det ikke nødvendigt at vride hovedet om på folk som individer, for de er allerede kollektiviseret, og det stærke gruppepres, der ligger i deres fællesskab, er meget svært at sætte sig udover uden at udsætte sig for social udstødelse.

Venstrefløjen blev altså det nye redskab for globalisterne via identitetspolitik. Og venstrefløjere er åbenbart så nemme at narre, at politikken kan antage helt groteske proportioner, uden at de bemærker det.

Lad os formulere de grundlæggende virkemidler i hjernevask af identitetsgrupper og deres individer:

  • Offerrollen.
    Den giver direkte adgang til pr. definition altid at have retten på sin side. Når man har en så absolut og indiskutabel ret, så behøver man aldrig at lytte til andre, man har lov til at ignorere, censurere, lukke munden på og om nødvendigt skaffe sig af med folk af anden opfattelse. Selvkritik er helt unødvendig, for man har allerede patent på at være kritisk.

  • Det smager så godt.
    Offerrollen baner vejen for en nærmest sado-masochistisk erotisk opstemthed i at beruse sig i sit nyvundne magtmiddel. Med politisk-korrekt jantelov (
    du skal ikke tro, du har ret til at …), med skyld, skam og frygt kan man nu underkue andre med blåstemling som backup.

  • Virkeligheden er overflødig.
    Indpakket i en semi-religiøs aura af højretfærdighed, behøver man aldrig at tale om virkeligheden, facts og substans er
    irrelevante størrelser, fortællinger er alt. Ikke sært, at medierne og Hollywood ikke længere er til at skelne fra hinanden. Verden er blevet til en afstumpet tegneserie af de gode og de onde, og du tilhøre ALTID de gode.

  • Projektion er katharsis.
    Hvis man har uhæmmet lov til at projicere alle ens dårlige egenskaber og umoralske handlinger over på dem, man karaktermyrder, så får man absolution som i kirken. Det er jo ikke mig, der er sådan, det var jo ikke mig, der gjorde sådan. Det var HAM, det var HENDE, det var DEM. Det store projicerende blame game.

  • Had er legitimt.
    Had er ikke bare legitimt, der et påbudt ved den ‘lov’, der giver adgang til de rigtiges selskab. At stille spørgsmålstegn ved hadet eller direkte at nægte at medvirke til det, er ensbetydende med social udstødelse. Gruppesignalet i bavianflokken er fælles udøvelse af hadets udtryk. Det er den salme, der afsynges i hadets kirke.

Da Brandon Straka indså, at han og hans bevægelse var blevet forført og misbrugt/voldtaget af de neocons og Deep State-aktører, der havde kapret Demokraternes parti i Obama-perioden, blev han meget vred. Vrede og had er forskellige, og den nye vrede var til forskel fra den oprindelige funderet i virkeligheden og ikke i en fortælling, en fed løgn. Det viste sig ved nærmere eftersyn, at Mr. Trump aldrig havde givet udtryk for noget som helst had til homoseksuelle. Ej heller til kvinder og indvandrere i øvrigt. Han var heller ikke racist. Racisme havde i øvrigt i mellemtiden skiftet hudfarve og blev praktiseret af … surprise: venstrefløjen, der nu slog til lyd for, at især hvide mænd var årsag til alle dårligdomme i verden, så de var nu både sexister og racister. Den, som fisen lugte kan, …

Resten er historie, selvom historien blot er begyndt. Svindelnummeret gav bagslag, og fra at være en indigneret LGBT’er, der vågnede med tømmermænd og tog bladet fra munden, er der nu en generel bevægelse af WalkAway fra det demokratiske parti. Hvor går de så hen, og kan de risikere at ryge i armene på andre, der ikke har deres bedste interesse? Det er absolut muligt i en verden af sjakaler, gribbe og andre ådselædere + samtlige parasitter, der lurer i sumpen.

Kategori: Poema

1 Comment

Henny Mikkelsen · 17/04/2019 at 14:41

Blot som sædvanligt Marco : Oplysende og velskrevet TAK <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *