Vidnesbyrd

Hvor mange hestekræfter skal der til for at holde hjulene i gang?
Hvor mange gange skal hesten piskes, før den drikker af tønden?
Når tønden er fuld, er bægeret tomt – når dagene er korte, er nætterne lange.

De lange knives nætter er fulde af skrig og sukke fra sukkenes broer.
Hvor mange broer skal brændes, før vi må svømme over samtlige floder?
Hvor store floder af vand fra tårernes dal skal der flyde, før bægeret er fuldt?

Den fulde sandhed findes ikke uden tårer, sved og blod fra de bedragne.
Ét bedrag kommer sjældent alene, to bedragere er et dårligt selskab.
Hvor mange hemmelige selskaber skal der til, før alle ved, hvad der foregår?
Hvor forgængelige skal fortidens løgne blive, før nutidens synder står klare?

En synder bærer også ornat og krave, i krypten høres børnestemmer og gråd.
Du græder, min ven, men en dag bæres vidnesbyrd, og vi vil atter le og synge.

Musik

Vinden synger i mit træværk akkompagneret af vindueshasper og sprækker.
Træerne har deres egen sang, de er basstemme i koret af forblæste sangere.

Lyt engang, vindens sang er i aeolisk toneart, Aeolos er vindenes gud.
Arkitektur er frossen musik, skrev digteren, min husfacade har overtoner.

Vindharpen er stemt i fire toner efter Pythagoras – 1:1, 2:1, 3:2, 4:3, 5:4
Jægeren sidder bag sin buestreng og venter i dagevis på sit bytte.

Hvor længe skal han vente, før kedsomheden fremtvinger enstrenget musik?
Gnaveren er nødt til at se, hvad den hører fra i sit hul: kapow gnaver på spid!

Lyden af dit hjerte, suset fra dit blod, den høje ringen i dit indre øre.
Resonans fra klodens rotation i dens elektromagnetiske kernefelt.

Sfærernes harmoni, planeternes grundtoner, et fladjordsteoretisk mareridt.

Vejen ad hvilken

Lad os gå på Hadrians Mur, gennem Rolandshugget, langs hærvejen ved den Jyske Højderyg, på pilgrimmenes ruter, ad silkeveje, karavaneveje og søruter.

Lad os genopleve Chausers fortællinger om vejen til Canterbury og genfortælle både nonnens og købmandens fortælling i selskab med stratenrøverens.

Lad os gennemtrevle gaderne og gyderne i Istanbul, Madrid, Hong Kong og
Bucharest – og glem ikke at tappe Tappernøje for historier og hemmeligheder.

Lad os vandre langs Via Appia, Via Dolorosa via hvilkensomhelst Road Movie på vejen til Damaskus, der altid er vejen ud på vejen hjem.

Bardo

Det var li’godt som syv stangstive skræddersvende i skidragt!
Har jeg virkelig gebærdet mig så gebrækkeligt og gennemført gudsjammerligt?

Er mit glemselsregneskab ikke betalt med renters rente og rykkergebyr,
og skrives der til og fra i den store handlingsplan fra hovedkontoret?

Når jeg sidder her i transit mellem Helvede og den Syvende Himmel,
må jeg desværre konstatere, at der er udtalt mangel på toldfrie varer,
fri bar, VIP-lounge, mulighed for smuglergods samt skattely med palmer.

Til gengæld bliver jeg mødt i ankomsthallen af en velklædt herre med et skilt, hvorpå der står:

Velkommen til endnu en tur i møllen, vær så venlig at aflevere al hukommelse om forrige forsøg og iføre dig denne sparkedragt af flæsk, arterier og nerveceller for endnu en gang at møde de samme irriterende typer, der – selvom du ifølge spillets regler har glemt alt – vil minde dig om fortidens synder med indbygget forhåbning om, at 10-øren falder denne gang.

Gud på bar

Giv mig en syvdobbelt spiritus sanctus, jeg trænger sgu til det – ja og så lidt vievand i toppen, ikke for meget. Hvad siger du, ja jeg ved det godt, jeg ser lidt træt ud ovenpå en lang tidsalder fra evighed til evighed.

Hvorfor det, spørger du, OK, hvis du vil vide det, så er det snart ikke til at holde ud længere – og jeg synes ellers, at jeg er ret tålmodig – med alle de lavpandede idioter og alle deres smarte ideer om Verdens skabelse og undergang, og hvordan det hele skal køres.

Det er hver eneste gang, jeg har været på forretningsrejse og kommer hjem til kontoret, så er der en eller anden opkomling, der har smidt skoene op på mit skrivebord og er begyndt at uddele ordrer i mit navn, lave sjove aftaler, fyre folk og få det hele til at gå i underskud og ubalance.

Jeg trænger bare til en ferie eller et gevaldigt gyldent håndtryk efterfulgt af et galaktisk otium, men det kan jeg ikke tillade sig i min stilling. Du har ingen anelse om, hvad de er i stand til uden at blinke, tag nu fx de der typer i dametøj, der kan lide at lave communion på mindreårige, fordi de tror, at de så får evigt liv. Hvor dumme kan man være, det har de jo i forvejen, men når de gør det på den måde, så bliver det et evigt liv i et forseglet lokum uden udluftning, og hvor fedt er det med lugten af egne prutter – for evigt?

Hvad siger du, om Jorden ikke er rund længere? Jamen der har du det, det er sådan noget jeg skal høre på hele tiden, fordi der er endnu en af de dér megalomane spader, der har været inde på kontoret, mens jeg var væk.

Giv mig lige en syvdobbelt til og uden vievand denne gang, det smager for meget af ham dér lummerhatten, der kalder sig min stedfortræder på jord.

Bonderøv

Jeg vil ikke bytte duften af græs iblandet hvidtjørnens forårsbitterhed
med stanken af udstødning, grillbar, cigaretrøg og mandeparfume,
ej heller lyden af fyrre krager og tusind gæs på flyveøvelse
med lyden af tusind biler i minuttet og fyrre fulde teenagere på bytur.

Jeg vil ikke bytte synes af havet, horisonten og hækken med et leben af spurve
med synet af endeløse og trøstesløse husfacader, bilkøer og døde ansigter,
ej heller vindsuset i birken og lyden af regn på tag og altangulv
med ovenboens tramp på loftet og underboens dårlige musiksmag i gulvet.

Jeg vil ikke bytte jord under neglene på knæ og alle fire i fælleshaven
med workout på et hitech-designer-fittness-botox kropstempel,
ej heller mit bryggers med øl, æblevin og destilation med boblende gær
med hipsterbarens øl til 65 kr, når jeg kan brygge bedre øl til 38 øre flasken.

Jeg vil ikke bytte ikke-mødet med kilometervis af hjernedøde storbyzombier
med selskab af hjertevarme landliggere og udkantstyper,
ej heller smagen af grønkål og æbler af egen avl og naboens lam
med hipster-fusionskøkken med udvandede udgaver af misforstået etnicitet.

 

Ølkassefilosofi

En skide ølkasse, hvor svært kan det være at skrue sammen?

Jeg siger dig bare, undervurdér ikke den simple og dog eftertænksomme kunst
af et stykke funktionelt oldschool opbevarings- og transportgear, som vor oldefar lavede den med samt antallet af trufne valg og gjorte erfaringer.

Et væld af spørgsmål ankommer, før du går i gang. Hvad skal den indeholde, hvad er dens indre volumen, skal den kun indeholde én slags eller flere, hvad er strukturen for træet … hov der skal også være et håndtag, hvilket slags træ, hvad er der på markedet … hov det koster penge, skal det være høvlet eller uhøvlet, hvorfor kan man ikke få det samme træ som på gamle kasser, skal man bruge søm eller skruer, hvilke i så fald?

Et lignende væld af spørgsmål følger trop, når man går i gang. Hvordan skal man starte, endestykker eller sidestykker – hov træet har sørme også en tykkelse, der skal lægges til diverse steder, hvordan holder man rette vinkler, mens man skruer – og hov nu flækkede træet.

Når misforstret så står der i al sin magt og vælde, går det op for Smarte Egon, at vægten af kassen bygget af forskalningsbrædder, der aldrig har været tænkt som ølkassetræ, derfor ca 4 x så meget som indholdet, så han tænker lige: Godt da også som ind i ølkuskens helvede, at man ikke skal slæbe rundt på den slags vægtløfter-gear – og hov, hvad ville man gøre, hvis de skulle stables uden at skride rundt på hestevognen ispændt to bryggerheste på hver 900 kg + mindst én stangstiv ølkusk?

En skide ølkasse, hvor svært kan det være at skrue sammen?

DET ER EN FUCKING OMMER!

 

Populos

Man kunne godt forledes til den tanke, og det i en grad, så ordet forledt idømmes total irrelevans, at Staten er til for borgernes skyld, at Staten tjener folkets sag på latin Res Publica, republikken. Intet er fjernere fra sandheden.

En Stat er kun til for sin egen skyld, og som Mussolini klart udtrykte det: Intet er over Staten. Så hvis Staten en dag skulle stå i et valg mellem borgernes ve og vel og sit eget – hvilket næppe vil ske – så er der ingen tvivl: Staten vil altid via sine organer, institutioner og de folk, der bemander dem, vælge sig selv.

Statens ansatte vil aldrig forsøge at agitere for andet, da det ville være at true deres egne stillinger. De er så at sige taget som gidsler i deres loyalitet i forhold til Staten, for de kan ikke andet uden at ramme sig selv.

Men Staten begår også langsomt selvmord. Dens organer og institutioner, hele dens apparat vokser og vokser som en cancer. Til sidst har den nået en størrelse, så den ikke længere kan opretholde sig selv.

Staten er afhængig af, at borgerne i Staten er dybt afhængig af … Staten. I den moderne Stat er der altid en ‘fare’ for, at borgeren bliver så selvstændige, at de ikke længere har brug for Staten. Det går ikke. Så Staten sørger derfor ved alle mulige kunstgreb at tilbageerobre og udbygge folks afhængighed. Bureaukratiet vokser og vokser, love og regler ligeså, bunkerne af papir eller digitale ark forøges dag for dag. Staten blander sig i ALT, Staten går i seng og på lokum med dig. Staten overvåger dig skinsygt. Staten retsforfølger dig, hvis du udviser selvstændig initiativ. Staten opkræver tidobbelt skat af dig – for ellers kan den ikke betale lønninger til sine ansatte tjenere.

Staten elsker hjælpeløshed. Hvis dens borgere bliver for self-empowered, så prøver den at importere tilstrækkeligt med folk fra andre områder af Verden, som per definition altid vil være afhængige af Staten i mange år.

Staten ser borgeren som værende til besvær. Den ser borgeren som Statens tjenere, ikke omvendt. Den siger, at den yder service, den påstår, at den bekymrer sig om folkets ve og vel, men det gør det kun i et omfang, så folk ikke gør oprør og tilsidesætter Staten. Folket holdes hen i snak, i gæld, i frygt, i usikkerhed og i dumhed. Staten ser folk som små børn, der ikke kan finde ud af noget selv, men den regner ikke med muligheden af, at børnene bliver voksne en dag, og hvis de alligevel skulle vise tegn på noget sådant, så har Staten måder at slå borgerne tilbage til start på.

Mussolini sagde, som han sagde, fordi hans ideal var Romerstaten, hvor kejseren var Gud, og der er som bekendt intet over Gud i Universet. Som en senere efterkommer af denne statsform, Solkongen, udtrykte det: Staten, det er mig. Vor tids Stat kaldet demokrati, ser ikke dette som en trussel mod sig, for demokratiet er bare en popularitetskonkurrence og et flertalstyrranni, et inddæmmet ævleregime, hvor passagerne i togkupeerne kan ævle, parlamentere, skændes eller såmænd blive enige, for teknokratiet i førerhuset bestemmer alt, når ævlet er forstummet. Staten lægger nu ikke længere skjul på det og indrømmer åbent sit postdemokratiske projekt, hvor folket er overflødiggjort i Statens interesse.

 

Hadet

Det står enhver frit ifølge enhver, at gå online og udspy deres uforbeholdne had til deres yndlings-hadeobjekt. Disse udladninger af 2 minutters indædthed giver den særlige katharsis, som onlineheden tilbyder.

Psykologien er besynderlig og alligevel efter bogen. Ønsker den hadende egentlig at kommunikere noget af betydning udover en udladning for hadet? Er der andet i det end den følelse af forløsning, der desværre er kortvarig og derfor er nødvendig at gentage i morgen og i overmorgen og dagen efter? Som alle fix, intravenøse, subcutane eller orale for ikke at tale om anale fix har det exorale, det PLØARP! der vælter ud af munden på haderen i hovedet på det skyggemål, der ikke tager til genmæle, en ganske kort levetid. Det er stærkt vanedannende, for det er kun et substitut. Det er tomme kalorier, der giver cravings efter kort tid.

Mange forveksler had med vrede og omvendt. Læg mærke til, at mediekulturen opfordrer til had, blot det er det politisk korrekte had. Til gengæld fordømmes den vrede, der ikke er politisk korrekt, hvilket så kaldes for had eller hate speech. Had skaber mere had, mere dumhed og mere narcissisme. Vrede, derimod, er rigtigt håndteret i stand til at skabe bevægelse væk fra dumhed og fortrykthed og dermed ægte forandring. Vreden, Gudinde, besyng …

Ukanaliseret, ukontrolleret og ureflekteret vrede bliver til had. Had er en frustration over ens egen afmagt og dumhed. Man fornemmer, at noget er rivende galt uden at kunne lokalisere og identificere det. Had er det, man ser som det første om morgenen i spejlet. Had er en projektion, og derfor kræver had et hadeobjekt, en skærm, som man kan projicere sin indre film over på.

Den til enhver tid siddende magt, eller den opkomling af en magt, der er misundelig på en siddende magt og ønsker dennes magt, har en manual i lommen med opskriften på, hvordan en folkelig bevægelse opstået i indignation over retfærdighed, altså vrede, kan perverteres til at blive til had og dermed æde sig selv op. Hadobjektet kan være den siddende magt, hvis wannabe-magten ønsker det. Eller det kan være andre vrede med ofte ubetydelige afvigelser fra ens egen vrede, som man derefter vender vreden imod og begynder at hade.

Hvor forudsigeligt! Revolutioner indeholder som regel et element af retfærdig harme og ender ALTID i udøvelsen af had. Tilstande efter en revolution er derfor altid værre end tilstanden før. Hvor revolutionært ville det ikke være at nægte at deltage i den officielle revolution og i stedet iværksætte kvalitativ forandring?

Hadets objekter er som fjendebilleder. De er tegneserier og afstumpninger af virkeligheden og virkelige mennesker. De fungerer bedst i et sociopatisk begrebsunivers befolket af navnløse, ansigtsløse og forsvarsløse stråmænd, der først danser efter haderens pibe for derefter at blive beskudt af samme.

 

Røvslikker

Hvis jeg giver folk, hvad de begærer, vil de langsomt hade mig for det.
Hvis jeg holder mit kæft og ikke siger dem imod, vil de anklage mig for det.
Hvis jeg slikker dem i røven og taler dem efter munden vil de ækles.

Eller rettere. Først vil de nyde det og dyrke det, de vil labbe det i sig, og de vil ikke kunne få nok af det. Senere vil de opdage en sær flov smag i munden, som de muligvis ikke straks kan identificere, for jeg opfyldte jo deres begær, jeg holdt min kæft, jeg underkastede mig deres meningskorrekt, jeg strøg dem med hårene og sagde: jeg hører, hvad du siger … og ups, der var den. I starten kunne man slippe af med at sige den slags, men så opdagede folk, at det betød det modsatte, altså: Hvad du siger går ind af det ene øre og ud af det andet, så jeg hører overhovedet ikke, hvad du siger. Din mening tæller ikke, jeg giver ikke en skid for den, den bliver ikke hørt, og du skal ikke tro, du har ret til at blive hørt, sagde Jante.

Folk vil opdage, langsomt-langsomt, at jeg ikke længere stiller min uenighed til rådighed for dem. Jeg fornærmer i realiteten både deres intelligens og deres viljeskraft, for de forstår jo ikke en dyt, og de kan jo nok ikke håndtere kvalificeret modstand, de skal jo bare curles og nurses, de er jo nok bare impotente vatnisser og neurotiske kællinger, der skal pakkes ind i lysrødt vat dyppet i valium, for de kan ikke håndtere anden mening end deres egenså hvad bilder jeg mig i øvrigt ind?!

Først var de krænkede over at blive sagt imod, og nu er de kraftknudemig krænkede over, at de ikke bliver sagt imod!

Vi er for nylig blevet præsenteret for en klynkelses- og krænkelseskult, der gav os en platform for at undgå at blive sagt imod og til gengæld anstille en offerrolle, hvis nogen skulle finde på det alligevel. At anstille sig som krænket er bekvemmeligt – under forudsætning af at vi køber den tilbudte bekvemmelighedsvare og mener, at den vil være vældig god for os. Frihed for al modstand og smerte står øverst på behagslisten, men figurerer det på behovslisten over det, vi egentlig har brug for?

Kategori: EssayPoema

1 Comment

Henny Mikkelsen · 02/04/2019 at 22:14

Uendeligt smukt og skræmmende Marco – TAK !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *