For mere end 20 år siden var der en udstilling på Nationalmuseet ved Frederiksholms Kanal, København. Den var dedikeret til Asger Jorn. Det var ikke til maleren men kunsthistorikeren Asger Jorn. Det var her, det blev spændende, for Jorn er langt mere dyb som historiker end som maler efter min mening. Lad mig forklare.

For lige at få den overstået, så er jeg tit gået igennem Kunstmuseet Louisianas faste rum med Jorns malerier. De repræsenterer alt det, jeg ikke bryder mig om ved modernismen, dens postulater, dens billige points, dens show-off, dens destruktive overfladiskhed, der alt sammen står i direkte lodret modsætning til dens selvfølelse som en ny sandhed (selvom modernisterne erstattede ordet med relativisme), deres hårde arbejde (med at ødelægge), deres inderlighed (beregnet på at beskrive dem som marginaliserede offerroller – så de kunne komme på Statens Kunstfond i endnu 3 år). For mig var Asger Jorns farvelader ikke andet end primitive børnetegninger ophøjet til stooor kunst, og det kunne man slippe afsted med i netop den periode. Modernismen havde sin særlige form for nysnobberi, hvor man skulle udbryde nøøøøj! når man så kejserens nye klæder.

Det stod også i modsætning til, hvor relevant manden var som historiker og hvor skarp han var til at forstå det arketypiske i kunsten. Det var det, der var temaet i udstillingen. Jorn havde samlet på eksempler hele sit liv, han havde skrevet bøger om det, han kendte alt til runesten i Sydsverige.

Jeg husker ikke udstillingen som helhed i alle dens emner, men et af dem husker jeg. Jorn havde fundet eksempler på arketypen tvekampen afbilledet i den gamle kunst. Mand mod mand, mand mod dyr. Det er egentlig et ret maskulint emne, og der er masser af billeder at hente ind helt ned fra jægerkulturen og op gennem historien. Tvekampen er ikke hær mod hær, masse mod kollektiv, det er ikke bare scenarier fra krigsskuepladsen i krigerkulturen. Det er den fokuserede situation, hvor den ene mand møder den anden for dermed at møde sig selv. Når Jakob kæmper med englen, så er det hans egen skygge, sit alter ego han kæmper mod. Når Thor kæmper med Midgårdsormen, Havet og Alderdommen, så er det hans livskamp og skæbne, han udfordres af.


Sankt Georg og dragen? Nej, Thor og Ormen

Når ridderen kæmper mod dragen, er det hans egen dyriske natur og reptilhjerne, han bekæmper. Når Charles Bronson og Henry Fonda står overfor hinanden i duellen i slutscenen af Once Upon a Time in the West, er det det godes kamp mod det onde.

At menneske mod drage er mere end arketype, er vi på det seneste blevet klar over. Læs: Dokumentet

Der er maksimalt drama i tvekampen. Boksearenaen er indbegrebet af tvekampen. Man kan ikke undslippe den, det er hér og nu, der er kontant afregning ved kasse 1, der gives ikke rabat og kredit. Der er én vigtig forudsætning: Selve livet sættes på spil, ellers er det ikke en tvekamp i arketypisk forstand. Det kan godt være, at der er regler i arenaen, så man undgår, at taberen per automatik og som makabert ritual i en dødskult lader livet som i det romerske Colosseum, men det er altid med livet og førligheden på spil.

For nyligt er den regerende og nærmest uovervindelige verdensmester i sværvægtsboksning, en superelegant engelsk sort bokser ved navn Anthony Joshua væltet fra tronen af en fyr, der er et hoved lavere, en småfed mexikaner ved navn Andy Ruis Jr. Som Ruis sagde selvironisk og naivt-overskudsagtigt før kampen Don’t underestimate this little fat boy, Anthony, I’m coming for you! Selve kampens udfald bliver på sin vis afgjort allerede i optakten via hele det psykologiske setup, der fortsætter ind i kampen.

Der er store kræfter på spil. Hybris og Nemesis er ikke udelukket. Dramaet er tidløst, det har kosmiske over- og undertoner. Mester Joshua er anerkendt og feteret af sine tilhængere for sin suveræne elegance, mens Ruis bliver dyrket af sine tilhængere for sin næsten barnlige rå karisma. Joshua er en gentleman-killermachine, Ruis er en babyface-streetfighter. Folk elsker historien om underhunden, der går ind og vælter ikonet. Boksesporten er om nogen fuld af den slags eksempler. Folk elsker, når hovmod står for fald.

Som da den whiskydrikkende storskryder Conor McGregor blev tævet i MMA af Khabib Nurmagomedov. Der var stærke undertoner af racistisk foragt i den måde, hvor Conor fuldstændig overstyrede sin hån af modstanderen for åben skærm. Han svinede ham, hans familie, hans etnicitet og hans tro til. Khabib derimod – vi er jo på fornavn med heltene – var den ærlige, ydmyge (uden at være selvudslettende) type fra et land, Dagestan, som nærmest ingen har hørt om, en from muslim og familiefar, der kysser canvas’en, når han vinder en kamp. Og han vinder tilsyneladende alle sammen. Folk elsker den underseatede helt.

Javist, der kan siges meget om bokseverdenens råddenskab, og om hvordan sport som skærmunderholdning stjæler vores fokus fra virkeligheden. Vi kender alt dets lir og over-hype + dullerne i badedragt, der poserer mellem runderne. Men når klokken lyder, er der ingen nåde. Boksning eller lignende matial artistry i sin essens er en arketype og indbegrebet af tvekampen. En god tenniskamp har noget af det samme, men det er ikke en kontaktsport, og der står ikke liv og førlighed på spil, blot titel, prestige og en hulens masse penge.

Jørgen Leth har fanget dramaet i sine film, især cykelfilmene og i den måde, han har kommenteret Tour’en på. Det lykkes for ham, når han er bedst, at løfte dramaet til klassisk græske dimensioner af tragedie og komedie. Man er bjergkonge i Alperne, konge over ensomheden i enkeltstart og sprinterkonge på Champs Elysée. Det kan godt være, at heltene er dopede, men Bjarne Riis med over 100 km i timen ned gennem hårnålesvingene fra toppen af bjerget i 1996 ville ikke have overlevet den mindste fejlbedømmelse i sit styrtdyk på kanten af det muliges kunst. Man kan ikke dope sig fra at smide sig ud fra en alpetop. 

Den retoriske tvekamp er ikke mindre krævende. Man risikerer ganske vist ikke at omkomme i arenaen, men man kan sagtens udsætte sig for et anseligt karaktermord for åbent tæppe. Der gælder de samme spilleregler, og den samme psykologi er til stede. Det gælder om maksimal forberedelse, argumenterne skal være skudsikre, man skal have forudset alle modstanderens mulige argumenter – også når de bliver perfide og benytter sig af forfalsket logik.
Læs: De 76 falske argumenter

Medierne elsker desværre, når det bliver perfidt, men de har glemt det egentlige formål med den retoriske tvekamp: at både kombattanterne og os alle sammen tilsammen skal blive klogere og afklare sandhed versus falskhed. Det burde være det samme som en vellykket retshandling eller forsvaret for en videnskabelig doktordisputats. Men medierne anerkender ikke længere deres ansvar. De ser sig selv som iscenesættere af en hanekamp, hvor det ene møgdyr skal aflive det andet i blindt raseri. Det hedder ikke længere: Må den bedste mand (m/k) vinde. Det hedder: Må det værste møgdyr få lov til at trampe på det andets lig. Og vi blev alle sammen den tand dummere.

Vi burde dyrke retorisk træning i lang højere grad i vores uddannelsessystem. Hvorfor er klassisk retorik forsvundet som disciplin i skolerne? Selv børn helt ned i de mindre klasser er i stand til at forstå logik = mangel på selvmodsigelser i argumentationen = når spørgsmålene hvem, hvad, hvor og hvornår er besvaret og spørgsmålet hvorfor bekræfter det.

Svaret på, hvorfor det er forsvundet, er desværre, at interessenterne i uddannelsessystemet er bange for, at der kunne vokse en generation op af unge mennesker, der var i stand til at gennemskue mediernes, politikernes og Magtens manipulerende adfærd overfor befolkningen. Dette projekt startede for længe siden, og som tilhørende en sen-50’er-generation oplever jeg folk på min egen alder, der lider af civil inkompetence, manglende moralsk kompas og intellektuel uhæderlighed i oversvær grad. Når jeg konfronterer disse retoriske svagpissere, hvilket jeg efterhånden har for vane – for nu må det være nok med det svagpissertyranni, den klynketerrorisme og det politisk-korrekte dumheds-diktatur! – så oplever jeg dem skrue sig ud af bagdøren med halen mellem benene, for alle de facts og al den substans fra virkelighedens verden er godtnok for meget for dem. Skal man nu også have styr på grammatikken, før man kan føle sig sikker på logikken og styre direkte over i retorikken? Skal man også danne en mening, før man kan fyre den af? Skal man have fortjent og kvalificeret sine meninger via hjemmearbejde?

Man kan ikke bebrejde unge mennesker på 16 år i dag, at de er uudrustede til retorisk tvekamp, for 2-3 generationer før dem har forsømt at udruste dem med mentalt software til den slags. Den retoriske tvekamp handler om at udsætte sig selv for modsigelse og modstand for derigennem at vinde modstandskraft som belønning. Mange 16-20-åringe har aldrig mødt konstruktiv modstand men er blevet curlet gennem deres barn- og ungdom. De er i misforståelse blevet opdraget som grænse-sociopater. Hvis jeg var dem, ville jeg føle mig dybt forrådt.

Der var en række andre tvekampen, som man gerne så – de dernede i forrige århundrede, der satte dagsordenen. Det var kampen mellem mand og kvinde, børn og forældre, ung og gammel. Folk skulle bekæmpe sig selv i alle ender og kanter, så deres sammenhold, deres gensidige respekt og den styrke, der lå deri, blev ødelagt. Og det lykkedes. De kaldte det for kønskampen. Kvinder skulle hade og mænd skulle foragtes. Børn skulle bekrige deres forældre, de nyttesløse gamle røvhuller. De skulle lave ungdomsoprør, der skulle være en generations-kløft. Der stod Darwin, Marx og Freud i overskriften. Det var den stærkes overlevelse, de var proletariatets diktatur og det var pædofilering af barnets sjæl og det rituelle fadermord.

Sigmund Freud havde forstået noget om de græske dramaer. Men da hans elev, Carl Gustav Jung, stak spaden dybere ned og præsenterede verden for det kollektivt ubevidste (arketyperne), så fik Freud et neurotisk anfald og mente, at Jung ville slå ham ihjel. Hvis vi også tæller Einstein med, har vi samlingen af de forløbne 150 års største svindlere med umådelig stor indflydelse på tiden. De var katalysatorer for en totalt fordrejet forståelse af den menneskelige biologi, menneskehedens udvikling og herkomst, menneskelig historie og dens drivkræfter, menneskets sociale væsen, menneskelig økonomi og menneskets indre væsen. Hvis man gerne vil være flinke og undskyldende overfor dem, så kan man sige, at de tog fejl. Jeg mener, at det er alt for venligt. De vidste langt hen ad vejen, hvad de gjorde, og hvad der var deres opdrag. Alligevel bedrog de verden.

Myteforskeren Joseph Campbell havde som Jung forstået menneskets arketypiske lag. Tvekampen opstår undervejs på heltens rejse. Helten er ethvert menneske, der undervejs møder både sine udfordrere og sine hjælpere. Heltens liv er et evigt valg mellem to drivkræfter: begær og behov. Hvis helten / protagonisten vælger sit begær, udløser det en tragedie. Hvis helten formår at vælge og forfølge sit behov, udløser det en komedie – i ordets sande betydning lykkelig slutning. Lykke er, når livet lykkes, lykke er genfødsel.

Glem alt om Hollywood, ugeblade og popmusik her. Lykkelig betyder fuldbyrdet. Det er, når vi vælger den rette vej for netop os. Inderne kaldte det for dharma, grækerne kaldte det for arèthé. Nordboerne kaldte det retfærd (ret, reth, areth, right, Recht). Eller runetegnet Rraidho, der er tegnet for rejsen. Vores dharma er vores livsrejse, når den lykkes, og vi finder hjem i den store road movie.

Tvekampen er fuldbyrdet, når mennesket formår at se den skæbne i øjnene, der har manifesteret sig som en modstander. Det sker, når protagonisten møder og besejrer antagonisten og samtidigt erfarer, at den ydre fjende ikke er den egentlige fjende. Vort livs indbyggede og akkumulerede modstand manifesterer sig som vore tvekæmpere. Det er her, vi bliver mindet om, hvorfor vi er her. Der er en grund til, at antagonisterne dukker op og er pisseirriterende!

Det hedder karmas lov. Vi undslipper den ikke. Men når vi opfylder lovens bud, velsigner den os med forløsning. Den slipper os, og vi slipper fri. Som Karen Blixen sagde om sin skæbne: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *