Essay

Verdensanskuelsernes Atlas

 

En forespørgsel om en kommentar til begrebet “Guddommelighed” sendte mig på en opdagelsesrejse, der endte et andet sted end jeg som udgangspunkt havde forestillet mig.

 

” Aboriginal Painting “, skabt af snegle der søger føde i bølgers afkast ved kysten i Wollongong NSW, Australia

 

Hvor er det guddommelig smukt !  

Hvornår har du sidst oplevet det ? Hvornår har du sidst hørt andre udtrykke det ?. Hvem kan afvise det dybfølte og frydefulde udtryk ved at erklære det for meningsløst ?. Hvem stiller spørgsmålstegn ved forankringen dybt i den pågældende, der udbryder sådan ? Hvem stiller spørgsmålstegn ved anledningen og årsagen til udbruddet ? Hvem betvivler eksistensen ” af denne guddommelige skønhed i “noget udenfor os selv” ? – selvom jeg ikke selv måtte være i stand til at opleve det. Udbruddet ” hvor er det guddommeligt smukt ! ” behøver ikke at forklares eller bevises.

 

“Guddommelig” betyder iflg etymologisk ordbog “hellig”, som iflg samme kilde betyder “hel”, som iflg samme kilde betyder “fuldkommen/absolut”… ( der findes endog endnu flere betydninger )

Hvad vil det sige ?  Eksisterer der noget absolut i et univers hvor alt er under konstant forandring – hvem kender til noget som helst fænomen, som bryder forandringsprincippet, og er “konstant”/”absolut” ?

Jeg må derfor spørge :

Hvad er det “guddommelige”– andet end et ord for alt det vi ikke ved (?), de 95% af alt hvad der eksisterer i universet.  ( Det vi samlet ved udgør skønsmæssigt 5% af alt eksisterende)

Hvad har det guddommelige og “det tomme verdensrum” tilfælles ? – At det meste, og det væsentligste, er usynligt/ukendt. 

– det såkaldte “tomme rum” er spækket med de usynlige 95% af universets energi – i modsætning til stjernernes og planeternes synlige andel på 5% af universets energi  ( som iøvrigt er skabt/ekstraheret ud fra den usynlige energi )

– 95% af vor planets samlede CO2-kredsløb gennemløber ( uafhængigt af menneskene ) naturens utallige kredsløb – i modsætning til det aktuelle fokus på menneskeskabt CO2, som kun udgør ca 5%,

– menneskeheden er uvidende og ubekendt med 95% af alle fænomener i universet, og har kun viden og indsigt i 5%, primært deres egen menneskeskabte del af verden

– mennesket udnytter kun ca 15% af hjernekapaciteten ( iflg Einstein ), 85% af hjernekapaciteten er ukendt, måske et uudnyttet bevidsthedsfelt, måske aktiv underbevidsthed 😉 – måske noget helt andet.


Gør tilsvarende forhold sig gældende for “det guddommelige” ?

Ifølge traditionel vestlig teologisk tankegang vil svaret være bekræftende – men hvis vi retter blikket udover vores vante bevidsthedshorisont, så er der mere på færde i den større og stadigt “ekspanderende” verden. Den monoteistiske verdensanskuelse indenfor jødedom, kristendom og islam møder dér den “polyteistiske” opfattelse. Et eksempel på sidestilling af monoteisme og polyteisme ift begrebet “guddommelighed” : Hvor de kristne idag opfatter Jesusfiguren som “hel gud og helt menneske samtidigt”, bliver mennesket som følge deraf “reduceret” og gjort til noget underordnet og mindre. Derfor møder man indenfor kristendommen en udbredt opfattelse af “det guddommelige” som værende øverst i en hierakisk struktur, hvorved “det guddommelige” skiller sig ud fra den biologisk/fysisk/materielt orienterede menneskeverden, og bliver et selvstændigt begreb. Mennesket bliver pladseret lavere i den hierakiske struktur. Som konsekvens heraf begynder mennesker at søge “den højeste”, “den ene”, universelle og selvstændige gud, og underordner/underkaster sig – for nogen bliver det en vane som overføres til andre forhold – folk følger ledere som er  placeret højere i den hierakiske struktur  – altimens – der indenfor buddhismen lægges mere vægt på følelsen af et personligt ansvar, samt princippet om indbyrdes afhængighed, ifølge hvilket alt er det rene produkt af interaktioner mellem årsager og forhold. Verden, alt hvad der eksisterer, er summen af alle handlinger og deres indbyrdes forhold. I den buddhistiske vision af verden mister ideen om en tidløs, evig og absolut sandhed nærmest helt sin betydning, og det er derfor heller ikke muligt at integrere begrebet “guddommelig skabelse” i den. I den ægyptiske polyteistiske forestillingsverden tales der om guder, som er “halvt menneske, halvt gud” = 1/2 + 1/2 = 1-hed – sidestil dette med den udbredte kristne opfattelse af jesusfiguren, som beskrives som “helt menneske, hel gud”.

Disse forskellige verdensanskuelser får betydning for hvordan mennesket, menneskene, gruppen og grupper opfatter sig selv og omverdenen, og siden opbygger deres samfund. Et eksempel : En vestligt orienteret arkitekt vil lave et retningsbestemt komposition af templet ( kirken ), som favner, omslutter, indfanger og samler folk, og samtidig peger mod en højere instans – hvor en østlig arkitekt, f.eks fra Indien, vil bygge templet så folk primært må kredse om det og være en velintegreret del af al interaktion med både tempel og andre folk. En vestlig orienteret arkitekt vil ofte tale om at templet er bygget til tilbedelse og til gudens ære, templet kommer “oppefra/udefra”, som ofte skildret på gamle danske kalkmalerier – altimens – en indisk arkitekt ofte vil tale om at arkitektur er en levende organisme, i interaktion med alt andet liv, og må gøre følge og forandre sig med alt andet liv, templet opstår imellem folk, i interaktion, templet kommer “indefra”. De forskellige verdensanskuelser får stor betydning for opfattelser af selvet, hvilket psykisk, eksistentielt, socialt, kulturelt og historisk slår igennem, helt frem til idag.

Det ser ud til at stort set alle elementer fra polyteisme også findes i monoteistisme Nogle af de elementer der derudover findes i polyteisme udvider bevidstheds-, råde- og handle-rum – – – nogle af de unikke elementer der findes i monoteisme er ofte begrænsende – efter min opfattelse – og efterlader et mindre bevidstheds-, råde- og handle-rum.

Der kan drages paralleller til aktuelle politisk/økonomiske sanktioner, som rettes mod andre, men som ender med at begrænse selve ophavet til sanktionerne.

 

Monoteistiske/polyteistiske verdensanskuelser og den unipolare/multipolare beskrivelse af verden idag.

Jeg overværede en diskussion imellem 2 – den ene argumenterede for en unipolar verden, den anden for en multipolar. Den første gentog sig selv med mere og mere frustration i stemmen, den anden afsluttede diskussionen ved blot i sindsro at konstatere, at i-og-med han opfattede verden som multipolar, og de således havde forskellig opfattelse, så var det bevis for den multipolare verdens realitet. Den multipolare verden kan pr definition også rumme en unipolar verdensanskuelse, hvorimod den unipolare verden pr definition ikke kan rumme andre verdensanskuelser.

Den kristne tradition er idag stort set i overensstemmelse med en unipolar opfattelse af verden, men var i sit udspring for 2000 år siden meget anderledes.

Den polyteistiske tradition er idag stort set i overensstemmelse med en multipolar opfattelse af verden, og ligner derved sit oprindelige udspring.

En multipolar opfattelse af verden idag, ser ud til at være mere stabil, i sin egen ret og væren. Dertil hjælper den iboende dynamik, som skaber en slags “forandringernes equillibrium”

En unipolar opfattelse af verden idag søger mod en form for statisk tilstand i indre forhold, og må som følge deraf foranstalte ustabilitet udadtil for at opretholde den statiske tilstand – den ustabilitet som påtvinges omverden gennem dominans rammer tilbage som en boomerang.

Det skaber ( unødigt ? ) et paradoks, der fører til alvorlige og konfliktfyldte kriser og sammenstød mellem den monoteistiske og polyteistiske verden – mellem en unipolar og multipolar opfattelse af verden idag – og kommer til udtryk i en endeløs rækker geopolitiske konflikter, kriser og krige – – eller kan disse fænomener ikke umiddelbart sammenlignes på denne måde ?

Endelig vil jeg nævne en simpel og meget rummelig verdensanskuelse,  der rækker meget langt  :  SUFI  – bevægelsen, forandringen, er det equillibrium denne verdensanskuelse bygges på. Det fremtræder i mønstre som ligner hinanden i alle skalaforhold – fra atomare og molekylære størrelsesforhold … over menneskelige mål …  til planetariske, solare, galaktiske og kosmiske størrelsesforhold – og alt derunder, derover og indimellem. Enkelt og genialt. Det holder tilsyneladende meget langt. Se f.eks hvordan den velkendte snurrende “dansen”, beskrives af en sufi :

 

At danse …

1)  …hen mod Gud

2)  med Gud

3)  …i  Gud

4)  … and comming back

 

Nærværende artikel tog afsæt i en kredsen om begrebet “guddommelighed”, men udviklede sig til en opdagelsesrejse, der førte mig frem til at begrebet menneskelighed bliver mere nærværende ( mens “guddommelighed” træder mere i baggrunden og synes at gå i opløsning som skygger og fatamorganaer ). Hippokrates´ etik, som det er udtrykt i det klassiske lægeløfte, kommer livet nærmere – og så er vi ved at være fremme ved en nænsom konklusion : liv er liv, liv er liv på livets præmisser, ” jeg er den som er “, ” skabelse af liv, bevarelse af liv og behandling/lindring og/eller helbredelse af sygdomsramt og såret liv”. Selve livet som kompas, til rejsen mod alt levendes mål.

I lyset af ovennævnte forsigtige konklusion, er selve menneskesynet der kommer til udtryk i bl.a menneskerettighederne i UN-regi ikke tilstrækkeligt udviklet – det må videreudvikles, så det bedre genspejler menneskenes meget sofistikerede væsen i samspil med en ydre kompleks virkelighed – så det nærmer sig et udvidet og mere realistisk menneskesyn, hvor eksempelvis også “drømmen, visionen, kaldet” indgår. Det er i mine øjne himmelråbende ” .. !!!… ” at “drømmen, visionen, kaldet” ikke forlængst indgår i UNs menneskerettigheder, samt i mange landes forfatninger. Sagt lidt provokerende findes der faktisk tilløb til et videreudviklet menneskesyn i f.eks Irans forfatning, mens det ikke findes i den danske grundlov, eller i UN´s menneskerettigheder.  Mennesket er ikke kun et dyr med fysiske/materielle behov, men et spirituelt/åndeligt væsen – et medskabende væsen til selve skabelsen. Jesus tillægges udsagn som : ” I er guds børn ” /  ” I kan alt hvad jeg viser, og mere end det… “. I buddhismen kan enhver i princippet nå frem til “de fire ædle sandheder” og målet for “den ædle otte-foldige vej”, altså frem til en højere bevidsthedstilstand – der er som udgangspunkt “højt til loftet” indenfor de store verdensreligioner.

At blive ledet af gud, er et legitimt udtryk i kristne kredse. Det fører ofte til en idealforestilling om at det i det hele taget handler om at lede. Spørger man vestlige unge idag om deres drømme til fremtiden, vil ca 8 ud af 10 udtrykke ønske om at blive leder.  Hvis ledelse var løsningen, overordnet set, så ville verden have set anderledes ud end den gør. Snarere forholder det sig omvendt : det ser ud til at ledelse generelt på nationalt og internationalt plan er en del af problemet.

Størrelsen – store centrale unioner med astronomiske indbyggertal – i modsætning til – decentraliserede lokaliserede landsbylignende fællesskaber peger på betydningen af selve størrelsen/indbyggerantallet er en afgørende del af strukturen i opbygning af samfund. Grækenland, demokratiets vugge, bestod af ca 6000 øer, spredte decentraliserede bystater af en gennemsnitlig størrelse på ca 1000 borgere. Der åbner sig en “skala” – går man på denne mod millioner og mia antager samfund diktaturets form – går man mod den yderste konsekvens af frihed/selvbestemmelse, det enkelte menneske, antager det form af anarki.

Dette peger på at der er strukturelt betingede problemer i den måde vi tænker på i den vestlige tradition, og den måde vi søger løsninger på.

Nu har vi med nedslående resultat i mange hundrede år været ledende for masserne ( altså millioner eller MIA ) – nu må vi vågne op, og erkende at vi skal være søgende, lyttende og lærende, i mindre samfund… i gensidighed i stedet for ensidighed.

 

Ledelse har et problem,

VERDEN,

som den hverken kan føle, rumme eller magte

 

Da inderne gjorde sig uafhængige af britisk undertrykkelse, vidste de at de ikke kunne videreføre den etablerede britiske samfundsstruktur – hvis de gjorde ville de blot ende med at videreføre en strukturelt betinget undertrykkelse af dem selv. Ghandhi udtrykte det således :  vi ( inderne ) skal have et minimum af stat/regering i Delhi, og et maximum af selvbestemmelse i de små lokale samfund ….   ” grænsende til anarki “

Der er brug for at stå ansigt til ansigt med vore medmennesker, og kunne interagere med hjerte og forstand på rette sted – og være konkrete, så alle, også een selv, kan mærke hvad det handler om. Der er mindre brug for ideologi og fiktion, som har drevet de vestlige samfund (?) i flere hundrede år, hvor man fra et skrivebord på betydelig afstand fra medmennesker, har dikteret monoistiske kollektivistiske dogmer til at skulle gælde for alle – “een for alle, alle for een” –  det giver mening i “de tre musketerer”, men ikke i million- og/eller milliardindbygger-samfund.

Hvis der overhovedet er en rest af mening i begrebet “guddommelighed” efter denne gennemgang, må det være, på linie med selvorganiserende natur, at tjene som inspiration for gode tanker og ideer.

what do you think about western civilization 

                            – I think it would be a good idea

( Ghandhis svar til en journalist )

 

I bogen ” Frihedens øjeblik ” af den danske forfatter Lars Muhl, findes flg  sekvens :

forsoning i stedet for straf

udfordring i stedet for norm

medfølelse i stedet for kynisme

nærvær i stedet for distance

humor i stedet for sarkasme

organisk i stedet for mekanisk

dynamisk i stedet for statisk

universel i stedet for national

generøsitet i stedet for grådighed

altruisme i stedet for egoisme

oplysning i stedet for eskapisme

bevidstgørelse i stedet for bedøvelse

samarbejde i stedet for konkurrence

hjertets visdom i stedet for kunstig intelligens

klar og kærlig i stedet for kold og kynisk

*

De græske retorikere arbejdede med proces ud fra disse tre begreber, i nævnte rækkefølge :

Kærligt    konstruktivt  – kritisk

*

Den mere end 3500 år gamle Hindu kosmologi er så omfattende og sammenhængende tænkt, at den tilmed foregriber det tankemæssige råstof, som kombineret nutidens højtudviklede teknologiske instrumenter, muliggjorde at Niels Bohr m.fl skabte vor tids vigtigste videnskabelige gennembrud.

*

Det er muligt at begrebet “guddommelighed” er mere flydende end den allerede meget udflydende etymologiske beskrivelse, som nævnes i indledningen.

Det er muligt at jeg ikke formår at indkredse begrebet på en fyldestgørende måde …

  og endelig er det et åbent spørgsmål om “det guddommelige” er ret meget andet end et ord for alt det vi ikke ved …

*

”  skønt er det vi ser – skønnere er det vi forstår – men skønnest er det vi ikke forstår ” 

                                                                                                                           ( Niels Steensen )

 

    

 

 

En kommentar

Skriv et svar til marcohanuman Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.