Der lusker et bæst rundt på de såkaldt sociale medier. Som blogger oplever jeg den med jævne mellemrum både i kommentarer på dette site, på YouTube og på FaceBook, og jeg vil benytte lejligheden til at kommentere på det og fremsætte et statement.

Der en nogle typer derude, der har den opfattelse, at de har RET til at fyre hvad som helst af i hvilken som helst tone og hensigt og uden bold imellem. Derudover synes de at mene, at modtageren af deres udgydelser har PLIGT til at finde sig i hvad som helst fra deres side og INGEN RET til at fravælge opgylpet. Skulle modtageren af deres kostelige guldkorn formaste sig til at mene noget andet om den sag og aktivt frabede sig deres indlæg, bliver de omgående snotfornærmede og kører en offerrolle af. 
Wæææh, han siger han ikke vil lege med mig, moaaar…

De repræsenterer hele to kultursygdomme: rettighedskultur og krænkelseskultur.

?
Hvor har folk fået det indtryk, at det er OK? Efter min mening er det per design og noget, som de sociale medier har indbygget. I den syntetiske virkelighed, som de skaber og inviterer os ind i, skal vi ikke se folk i øjnene længere. Vi bliver forført til at tro, at det er OK at fyre noget af, som vi aldrig ville have gjort, hvis der havde været kontant afregning i et fysisk rum. Det er gratis at være en forkælet møgunge. De ‘unge’ medier vil gerne gøre os alle til spædbørn igen med et trylleslag og fjerne al pli, god tone og moral.

Det er gratis at begå karaktermord og manøvrere udenom facts og substans. Det er cool at te sig som en teenager eller værre endnu, for det er jo ikke virkelig virkeligt, vel, det er bare noget, vi leger. Vi har en masse ‘venner’, men det er også bare noget, vi leger, for de er jo ikke vores rigtige venner. Vi kan godt tillade os at være grænseoverskridende, for der er ingen, der sætter grænser, for mor og far et taget på permanent ferie.

Vi taler altså om såkaldt voksne mennesker her, der i sociale medier regrederer til det præpubertære stadie, og som mener, at blot fordi mediet inviterer til det, så kan de glemme ALT om, hvad mor og far har lært dem.

Statement

På bloggen NedersteEtage bestemmer JEG SUVERÆNT, hvilke kommentarer jeg ønsker at tillade, og hvilke jeg sletter eller angiver som spam. Jeg har ALDRIG forpligtet mig til andet og kommer aldrig til at gøre det.

Det samme gælder andre medier, som jeg bevæger mig på og hvor jeg har en profil: FaceBook, YouTube og senest Vimeo og BitChute.

Jeg er på ingen måde forpligtet til hverken at forklare eller undskylde for det. Jeg vælger her og i dag at forklare, men derudover er jeg totalt indifferent overfor folks fornærmelser og selviscenesættende og selvfedende offerroller. De kan få lov til at kaste op i deres egen toiletkumme, og jeg bærer ikke den titel.

Jeg accepterer ikke stalking og sprøjtelakering af nogen af mine medieprofiler. Visse grænseløs typre har for vane ved den mindste åbning at stille sig op og pisse op og ned af vægge og dørstolper med 5-10-15 + 5-tabellen derudaf af indædte kommentarer i serial-killer-format. De bliver omgående taget ned. Hvorefter typerne så går ud og bagtaler og lefler for alliancer og wæææh, han vil ikke lege med mig, moaar … Det er ikke mit problem, små venner.

Jeg har ikke plads til i mit liv, hverken i den fysiske eller virtuelle verden, til at nurse eller curle folk med svagt ego og dårlig karma. Jeg har i mit liv kun plads til folk, der løfter. Det er gået endeligt op for mig alt for sent i mit liv, men jeg kan stærkt anbefale den lusekur, selvom den kan synes brutal-kynisk. Det er desværre nødvendigt, fordi de sociale narcissist-medier synes at tiltrække den slags eller ligefrem fremelske typerne. Eller man burde sige fremhade dem.

Jeg har ingen forpligtelse til at hænge ud med doom-and-gloom-slænget, fordi det er så søøønd for dem og deres hjerneskade. Verden har ikke længere brug for at synke ned i en sump 16-lagede konspiranoider, kom-nu-frisk 1-2, vi skal videre, vi skal bidrage, vi har forstået det, vi skal have noget vitalitet indover, dødskulten er en dødssejler, dræn jeres egen mentalsump.

Typer på sociale medier agerer som følgende, billedligt talt. De går ned ad gaden i et af de livlige brokvarterer og ser … hvad skal vi sige, at der er et sted, der udbyder guitarkurser. I stedet for at sige til sig selv: det er nok ikke lige, hvad jeg har brug for eller lyst til, så vader de direkte ind i butikken og brokker sig over, at nogen er så skodagtige, at de udbyder sådan et skodkursus, hvorefter de stiller sig op og pisser i det ene hjørne i foragt. Altså ret utænkeligt derude på brokvarteret, medmindre man lige er stukket af fra den lukkede afdeling. Men på sociale medier er det fuldstændig gængs adfærd.

Ole Bent skriver: Mnjææ, det er bare løgn alt det du skriver. Og her er det så meningen, at man som den rare 70-90’er-skolelærer skal være overbærende værdsættende og svare noget i retning af: Ih, det er vel nok fint, at du udtrykker dig, sådan-agtigt. Det er fint, du har en … øh … mening, det skal vi da nok finde ud af. NEJ, forsvind ud af butikken lige med det samme og luk døren efter dig – nå ikke, så gør jeg det for dig, slam!
Eller Ib Bob Bo møjer sig: Mnjææ, ham der marco_hanuman har travlt med at slette folk for tiden. Ib Bob Bo er en af de her leftover-lefties, der stadig går rundt i en bagskid fra forrige årtusind og mener, at socialisme er et velgørenhedsforetagende. JA, der er fordi spader som dig har travlt med at pisse op af væggene. Kom tilbage, når du har studeret det folkemord, du går og promoverer. Slam!

Jeg har testet dem. Det viser sig, at hverken Ole Bent eller Ib Bob Bo har læst det, de møger sig over. De har en mening om noget, de aldrig har sat sig ind i og læst op på! Det er næsten uden undtagelse typer, der aldrig selv har bidraget med noget væsentligt, men som spyfluer slår ned på alt, de kan sutte lidt på. En af typerne svarede på testen: Jeg behøver ikke at læse det, du skriver, for jeg ved på forhånd, hvad der står. OK, det taler vist for sig selv.

Det ENESTE, jeg forpligter mig til, er at respektere, hvis folk finder kommentarer, jeg kommer med, upassende for deres tallerken og fordøjelse. Fint. De er i deres fulde ret til at slette dem eller afbryde kontakten. Og jeg vil stærkt opfordre til det. De går så glip af alle guldkornene 😉 Av, den var værre, det var jo ikke meningen – wæææ, han tog min sut, moaar!

Mnjææ, se bare på dig selv, marco_hanuman, waså lige med din tone! Nå så fik du lige øje på det. Men der var først, da spejlet svingede rundt, og du så aben i spejlet. Når jeg taler om tonen, så har det ikke at gøre med ironier eller sarkasmer og skærpelse af tonen. Det har ikke at gøre med at gå til stålet eller ej. Det har at gøre med den intention, der skinner igennem. Går man ind i et virkeligt emne med en virkelig lyst til at bidrage og samtidigt blive virkeligt klogere? Har man noget at have det i, har man et stykke hjemmearbejde fra hånden, eller lægger man bare en turd, vil man bare gerne møge sig, iscenesætte sig, blive bekræftet og få opmærksomhed? Moaar, se jeg er her også. Eller vil man bare gerne have ret-ret og atter ret?

Der er ingen, der har noget imod at få ret, men det skal være fuldt fortjent. Jeg taler om typer, der også har det med at bedrive omvendt logik-retorik. De har lagt sig fast på logikken (hvorfor), de har allerede svaret, hvorefter de med lys og lygte og pincet leder efter ALT i grammatik-feltet (hvad, hvem, hvor, hvornår) , der kan twistes til at understøtte deres præfab-logik.

De findes forskellige steder, men vi finder dem lige nu blandt de indædte anti-trumpister. Jeg taler ikke engang om de åbenlyst hjernedøde dårlige-tabere-venstrefløjere, der bare copy-paster alt, der lugter af politisk korrekthed. Jeg taler om principielt intelligente folk, der rent faktisk kan tænke, men som tænker-og-tænker … og tænker så meget, at der kommer sort røg af deres hårbund, og som føler, at hele deres identitet og selvbekræftelsesprojekt går fløjten, hvis de ikke er i konstant oprør mod en projiceret ikonisk faderfigur. De er reaktionære på en særlig hyperintellektualiseret måde.

Doom-and-gloom hyperintellektualisterne har aldrig opdaget eller forstået, at de bliver som de ulve, de hyler i flok med. Vis mig dine sym- og antipatier, og jeg skal sige dig, hvem du er i selskab, hvorefter jeg skal sige dig, hvem du er. Se dig til siden, se dig bagud, se hvem der står og griner af dig som nyttig idiot. Du har meldt dig ind i en klub, der ankommer en bestilt pakke med posten, du skimmer toppen og lukker den igen, hvorefter du smider den ind under køkkenbordet. Efter et stykke tid begynder den at stinke, og du kan ikke slippe af med den igen. Sorry, det var dig, der valgte at bestille pakken, kære ven. Det er ikke gratis at synge i kor med Hillary-slænget, selvom du mener, at du kommer fra et andet hold.

Dette er et statement og står denne gang – som du ser – IKKE til diskussion eller kommentar her på bloggen. Og lur mig, om det ikke er velegnet til at puste endnu et par lus ud af hårbunden på FaceBook, der simpelthen ikke kan lade være med at møge sig over, at de ikke får lov til at møge sig. Ud af busken, der gik endnu en rotte i fælden. SLAM!

Kategorier: Essay