Cultura,  Economica,  Essay,  Politica

Togturen

Verden set fra et togvindue
Landskabet passerer forbi
Med mindre toget svinger kraftigt
– hvilket det ikke gør i disse højhastighedstider – 
så ved vi ikke, hvor det kører hen
Kun lokoføreren har et fremadrettet vindue
Hvad han bruger udsigten til, ved vi heller ikke
for det øjeblik han får øje på en ko eller en parkeret bil på sporet,
er det alligevel for sent at standse
160 tons IC4 fordelt på 4 vogne

Så vi finder os i en udsigt på max 1200
der operativt er reduceret til 900, for hvem vrider nakken af led?
i det tempo som togets tonstunge fremdrift tillader
Vi ser i den forbindelse bort fra transportforstoppelser
i form af nedfaldne køreledninger, personer på sporet –
kodeordet for en livstræt, frustreret stakkel, der har smidt sig ud fra en bro,
og hvis lemmer og indre organer nu ligger ujævnt fordelt over banelegemet –
signalproblemer på strækningen, der forhindrer ‘fremførelse’ (ja, det hedder at køre)
og vi venter på signal til at køre frem til perronen
og prøver at indhente forsinkelsen bla-bla-bla
vi beklager og gør opmærksom på, at der kan søges om rejsegaranti

Er det ikke paradoksalt, at jo mere avanceret teknologien bliver
jo mere dysfunktionel og fejlbehæftet er kerneydelsen = togdriften
jo større ventetider, jo flere frustrationer og forsinkelser
jo flere smarte apps, jo mindre simpel nydelse ved en togrejse?
En vis nostalgi efter dampmaskiner kan godt finde på at indfinde sig
og ikke at jeg er gammel nok til at huske den slags
men så lad os nøjes med at sige det nu afskaffede dieseldrevne lyntog
iført sneplov og udstødningsrør malet med rød eller sølvmaling
og som jeg husker det vel vidende at hukommelse kan bedrage
stort set altid kørte til tiden

Eller var det snarere, at al det smartsnak om tog-til-tiden var irrelevant?
Har vi glemt midt i app-helvedet, robotstemmerne i højttalerne,
elektroniske rejsekort med programmerbare microchips
tavse medpassagerer med blikket dybt forsænket i mobilsjoveren
og hvis du har baggage, så husk at tage den med
ja hvem fanden har ikke baggage?
og hvis den digitale robotmor i højttaleren bare gad at holde sin kæft
Altså: har vi glemt, hvad det var, det gik ud på at køre i tog?
At sidde og drømme sig igennem landskabet
eller at falde i snak med en fremmed, som vi ikke havde drømt om.

*

Transportpolitik er et kapitel for sig. Hen ad vejen et jævnthen sørgeligt kapitel.
Politikere har ævlet så længe, mand kan mindes, om at styrke den kollektive trafik,
og så har der aldrig være så mange biler på gaderne. Vi føler os vældig bestyrkede herude i kollektivet.

De selvsamme politikere har i deres voldsomme trang til at lefle for diverse globalistiske agendaer skudt sig selv i de små fedtede pusselanker, for hvem gad køre rundt i kollektivet iført masker og coronapas i toge og busser, der oven i købet var stærkt forsinkede på grund at et løsrevet snefrug på strækningen eller andet under fællesbetegnelsen tekniske problemer?
Nu køber vi krafteddeme en bil, skat!
Bilbranchen oplevede en herlig business case under hele fake-pandemien.
Så hvor blev alle de fine floskler af om styrkelse af den kollektive trafik?
Det var årtiernes mest løsslupne styrkelse af privattrafikken.

DSB var en af de statslige virksomheder, der tilbage i forrige århundrede/årtusind
blev regnet for en stabil faktor, et solidt statsligt foretagende.
De tider var forbi, da den nyfascistiske privatiseringsbølge startede i 90’erne.
Det kaldte det alle mulige fine navne.
De borgerlige kaldte det: at styrke erhvervslivet.
Socialisterne kaldte det først for penge ned i lommen på storkapitalen.
Årtier senere kaldte de det for public-private-partnership,
og så var monopol-rovdyrs- og casino-kapitalisme pludselig blevet stueren,
for nu var fløjen selv blevet til etablissementet, det var altså bare dét, det gik ud på.
Sådan kan det gå.

Det var i samme årti, outsourcing-bølgen startede, den globale privatisering.
Den handlede som bekendt om, hvor i verden man kunne finde det næste proletariat
til at underbetale og slavegøre – hvilket belastede det hjemlige samfund med sociale problemer,
hvilket, hvis de skulle opgøres i udgifter for samfundet, altid betød en stigning.

Begge bølgeskvulp medførte deres kompleks af dysfunktion.
Man kan ikke i tilbageblikket undgå at få den tanke, at de vidste fra starten og hele vejen igennem,
at det ville gå galt, og at det derfor var meningen, at det skulle gå galt.
Jeg mener … så meget inkompetence er næsten utænkelig.

Seneste vildskud er den fikserede ide om, at elbiler kommer til at frelse verden.
Elbiler er ikke en skid grønne. De har fuldstændig glemt regnestykket fra vugge til grav, og elbiler fejler fælt i det regnestykke. Batteriet går ned i løbet af fem år, hvilket er 2/3 af bilens pris. At genbruge et elbil-batteri er ikke muligt i dag, så det er håbløst giftigt affald. Det er ligeså håbløst som at genbruge en vindmølle af epoxy-glasfiber. Man graver den simpelthen ned ligesom atomaffald. Dieselmotoren i dag er så effektiv og ren, at den er elmotoren fuldstændig overlegen, men politikerne er i færd med at bandlyse dieselbiler grundet politisk korrekthed. Det hedder greenwashing, feel-goodness og fiks ide. Det hedder også stupiditet

Storebæltsbroen er en infrastrukturel succes. Den er til gengæld en samfundsøkonomisk skandale. Ikke at den ikke kunne betale sig, den har netop kunnet betale sig som ind i helvede! Den er for længst betalt af skatteyderne inklusive vedligeholdelse i årtier frem, men regeringen bliver ved med at malke penge ud via broafgifter. Broen er en pengemaskine, en gås der lægger guldæg. Gevinsten for de regionale erhvervsliv ved at droppe afgifterne er fortiet, for Staten er grådig efter penge her-og-nu og så længe som muligt. Går den, så går den. Alt i dette lille ynkelige land er dobbeltbeskattet, for vi har det største og mest forslugne statsapparat i verden ift. indbyggertallet. 

Hvis man gik politikerne og embedsmændene i regnedrenge-ministeriet på klingen, kan det vise sig, at de vil have, at Storebæltsbroen skal finansiere den nye Fehmern-forbindelse, som tyskerne allerede hader. Den bliver med garanti dobbelt så dyr, som der er budgetteret med ligesom i alle andre offentlige anlægsarbejder. Kan de overhovedet ikke regne i regneministeriet, eller regner de forkert med vilje for at narre fjenden (læs: befolkningen)?

Er den københavnske Metro en succes? Det er den, hvis man spørger brugerne, altså primært københavnerne. I halvandet årti har beboerne i stationsfelterne måttet finde sig i ulidelig larm, roderi og svineri. Deres boligkvarter har været en industrigrund, og nu har de endelig fået fred. Til gengæld er boligpriserne steget i de samme kvarterer, for nu er det sexet at bo der. Man har med andre ord flyttet transport-succesen over til en fiasko for boligpolitik, for der er kun ét segment, der nyder godt af stigende priser på boligmarkedet: byggespekulanterne, udlejningsselskaberne og ejendomsmæglerne + de boligejere, der lige vil tjene kassen på at sælge deres lejlighed. De folk, der bare gerne vil blive ved med at bo i deres kvarter, betaler nu for gildet.

Jamen cykler, det må da være en solstrålehistorie!
Det er da så grønt, at selv grønkålen bliver gul af misundelse.
Ja, hvis du spørger cyklisterne og politikerne.
Hvis du spørger fodgængerne eller bilisterne, så bliver svaret et andet.
Som en person, der ikke længere færdes til daglig og til fods i storbyen, 
er cykelstien og alt udenfor fortovet et af de farligste steder overhovedet. 
Ikke engang fortovet er helligt længere. En cyklist har kun rettigheder og ingen forpligtelser.
Biltrafikken er, hvad den er, men den er i det mindste forudsigelig. 
Cykeltrafikken derimod er uforudsigelig og anarkistisk på den ufede måde.

Har regeringen overhovedet en transportpolitik og en vision om fremtidens trafik?
Det mener den selv, at den har. Men andre og større spillere har deres meninger om samme sag,
og det ender altid med, at de større spilleres interessentskaber får det sidste ord i sagen.
Interessentskaberne har det privilegium, at de ikke skal spørge befolkningen om lov,
for det har de ansat politikere til. 
De har deres metoder, deres organer, deres lobbyvirksomheder, deres gulerødder og stokke,
deres adgang til kasseapparater, hvor midler kan overføres på betingelse af …
De har fløjlsbløde ord med en ladt pistol i baghånden.
De har mediemaskiner, menneskehandlere og milliardær-fora.
De har tænketanke, totalitær-tanker og taskenspillere.

*

Jeg drømmer mig gennem landskaber fra et togvindue.
Jeg forestiller mig selv som en krage på speed
dykke ned gennem topologien langs strækningen.
Snart over åbne marker med spredte landhuse,
snart gennem en skov over en sø og langs et skel,
snart gennem gaderne i den provinsielle bebyggelse
med dens hække og smalle gader.

Jeg drømmer mig tilbage i tiden fra kystbanen om Sicilien.
Fra Palermo til Cefalù til Messina til Taormina til Catania til Siracusa.
Jeg nedsænker mig i fortid i normanniske kirker
og cafeen på torvet i Corleone – hvor jeg faktisk ikke har været,
men det er det gode ved togture, for man kan drømme, at man har været der.
Jeg vinker til Etna undervejs, jeg visualiserer Vesperen i Messina,
hvor franskmændene fornærmede de lokale én gang for meget.
Det skulle de ikke ha gjort, så de overlevende måtte se sig om efter … en anden ø.

Bucharest til Constanta til Tulcea, kysten ved Sortehavet.
Der er ikke langt til krigszonen mod nord.
Uendelige græsmarker uden så meget som en knold over to meter,
ingen skel eller hegnspæle, for det brugte man ikke i kommunistiske statsbrug,
man brugte sådan set heller ikke at dyrke noget, for kommunismen var uproduktiv.
Hunner med rytterbue på hesteryg ville have følt sig hjemme den dag i dag.
Endestationen er sidste stop før transporten overgår til pram med påhængsmotor,
gennem Donaudeltaet, hjemstedet for hvide pelikaner, karper, isfugle og en milliard frøer.

Orientekspressen til Budapest – eller hvad der i dag svarer til den,
for den er efterhånden kun for rigmænd og -fruer,
der har råd til at lade sig spolere i klunkerestauranter af tjenere i fuld ornat.
Men altså slavemodellen, dog med rigtige sovekupeer
og togkonduktører, der skal bestikkes på vejen hjem, for at reservationen gælder.
Her kunne der sagtens foregå et mystisk mord i vogn 3, kupé 37.

Jeg drømmer mig trans-Sibirien, 
mens jeg hører livshistorier fra Gregor, Ivana, den pensionerede oberst, 
enken efter storbonden, hvis familiebrug i Ukraine blev beslaglagt af bolsjevikkerne,
den iranske forretningsmand, manden fra Perth, der ville ønske, at han var foruden mafiaen,
de to unge på bryllupsrejse og præsten fra Vladivostok, der skal med hele vejen.
Silkerutebyer med navne duftende af 1001 Nat,
sneklædte bjerge i Altai, uendelige fyrreskove, taiga og mongolske stepper.
Hvad betyder en times forsinkelse her, for alle tidspunkter er til tiden.
Det er ikke ankomsten, der tæller men vejen ad hvilken undervejs.

Johannes W. drømte på Memphis Station i 1903 om at stå af.
Hvad skulle han der? Synke ned i ukendthed i et seks timer lang anfald af spleen?
Har du ikke som jeg drømt om at slå en streg over al historie,
og starte på en frisk et sted, hvor ingen har hørt om dine dårlige vaner?
Har eskapisten ikke iblandt overlistet dig, for tænk engang, hvis du kunne.
Ville vi gøre det, hvis vi fik muligheden? (Johannes W. gjorde det ikke, han drømte bare)
Og tror vi virkelig, at vi kan nulstille skæbnen?
En dag ville vi vågne op i Memphis og opdage, at den sov i samme seng som os.

Tag ikke fejl. En drøm er ikke i sig selv et stykke eskapisme.
Togvinduet er lige så vel et stykke livsmeditation, en poetisk bevidsthedsstrøm.
Vi kan være fælles om denne drøm i kupéen, hvis vi vil, og hvis vi husker, hvordan vi gør.
De anspændte, ansigtsløse passagerer med pendlertoget har glemt alt om det.
De er fanget i et stykke ikke-præsent online-uvirkelighed 
hvor de er blevet til nøglehulskiggere i et fiktivt mobilunivers.
En dag for et par årtier siden brød strømmen ned i hele storbyen.
Pludselig sad folk og talte med hinanden.

Kommentarer

  • omar ingerslev

    TOG STAMMEN – SLAVE KOR KIRKELIG HJUL – DAGLIG BØN & AMEN

    slavetilværelsen i togstammen
    kører på skinner

    fortrukket og forhalet
    i et evigt nu,
    fartblind
    i travlhed og høj fart,
    fersk gerning, arresteret på stedet

    alt er planlagt
    fra vugge til grav
    – så længe der ikke kommer noget på tværs

    ukendte og fremmede for sig selv
    sidder slaverne lårene af hinanden, skulder mod skulder, nogle kolde – andre varme
    knogler mod knogler, knokler mod knokler,
    spidse albuer knækker de armes arme
    mens de anmassende mærker, indtil det smerter, et påtrængende fællesskab,

    skarpladte blikke
    afvæbnes og stilles som geværer vertikalt
    for ikke at ramme forsvarsløse
    eller skyde sig selv i foden

    metalhjul og højtid i hast på skinner
    – slavekoret slipper tavsheden løs –
    en undertrykt hylen undslipper gennem høtttalerne,
    kvindelige skrattende solister skriger maner og truer, i korstog mod andre, køn eller ej…
    siden med udglattende stemmeføring, der lyder som en lokkende luder :
    hvis du vover, skal jeg komme efter dig – det sagde jeg ikke,
    sådan siger jeg, så du ikke i selvforsvar skal komme efter mig
    – og hvis du trækker i nødbremsen, er du hjemfalden til straf, fordi du er fej
    nej, bliv nu her hos mig – i det evige nu, det daglige tog – min tyr, mit kvæg, så jeg kan malke dig

    toget stopper ikke mellem vugge og grav,
    i travlhed, frem og tilbage, mellem ingen steder, finder du alligevel aldrig vej

    slavens blik er ned-slået og bulet
    og kender sin plads i togstammen,
    blotter sig, forsvarsløs, med sit pas til kontrollanten, overlader sin skæbne til dommer og bøddel
    som afgør liv og død, blandt de levende døde, i stammen, i toget – hele det rituelle optog

    Det er således med fællesskabet i toget, i stammen,
    at ingen ved hvad det betyder, når slaver i kor, som i kirken, siger “amen”
    – i venten efter frelsens ankomst, dag efter dag, har slaverne gennem et evigt nu opløst årtusinder,
    øjenhulers hvide sten er gennem slid og slæb slebet blanke som skinner, fastnaglet og afsporet
    – toget og stammen er spundet og vævet sammen, bevægelsen fanget i en svikmølle mellem stationer,
    der drømmes om flugt til ukendte, hemmelige destinationer
    – her kan man kun tabe – her er ingen vinder
    slavens eneste trøst er når den ved døden sættes fri og forsvinder

    fri for trætte, slidte og ømme knogler,
    betrukket med hud
    som spændetrøje i et fængsel
    med livslang længsel
    efter at komme ud…

    “ud i det blå”, “ud at se”,
    med åbne øjne, uden at blinke, uden angst for døden,
    indædt, hvidklædt,
    hvid som lig,
    helt cool og endelig fri,
    hvid brud som brud
    med den vide verden, og al verdens smerten
    – for evigt hinsides
    efter endeligt brud, med toget stammen kirken “ja & amen”

Skriv et svar til omar ingerslev Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.