Testamente

Det er med stor beklagelse og dyb sorg, at jeg skriver dette.
Men der synes ikke længere at være nogen vej udenom.
Vi har åbenbart ikke længere en relation som far og søn.
Det er derfor nødvendigt, at det bliver udsagt og gjort officielt.

For ca. fire år siden begyndte der at ankomme signaler om, at jeg ikke længere var velkommen i din verden.
Det skete samtidigt med, at du flyttede ind med din dame.
Jeg regner med, at der er en sammenhæng dér.
Det bestod i meddelelser om at:

  • du kan ikke lige komme forbi
  • hun har lige været på arbejde, så …
  • du skal ikke komme op, jeg kommer ned
  • vi kan ikke droppe forbi (vi chiller for meget), selvom vi kører lige forbi
  • osv. bla-bla

Der var og er et klart mønster.
Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke har fornærmet hende/jer,
så der er noget andet på færde.

Du og jeg har talt sammen i ca. 15 minutter for et par år siden på Buddha-Bikes, hvor du så mærkelig ud i hovedet.
Jeg var altså ikke velkommen der – du lod som om.
Da du fyldte 30 år var det klart, at jeg ikke kunne banke på din dør, sige tillykke og give dig et kram, for jeg var ikke velkommen dér.
Jeg holder mig LANGT væk fra steder og folk, hvor jeg ikke er velkommen. Forever!

For mere end et år siden meldte du din ankomst sammen med din kammerat, men du meldte ikke afbud, hvilket jeg måtte hive ud af dig.
Det regnes hos mig og de fleste andre steder som et klart udtryk for disrespekt og direkte foragt.
Altså en klar fuckfinger.

Så:
Det må hermed stå klart, at du ikke længere ønsker en relation.
Vi har, som du ved, en aftale om, at jeg ikke har nogen indflydelse på, hvad du tænker, føler og gør.
Jeg har ingen ret til at spørge, hvad der foregår i hovedet på dig.
Jeg stiller dig ikke til regnskab for det, for jeg har ikke noget at gøre dér.

Jeg kender dig, og jeg kender også til, hvad der foregår i din generation, om man så må sige.
Så jeg har en ret god ide om om … hvad der foregår.
Du har simpelthen lavet en Morten Ib 2.0 for at tilfredsstille dit bagland.
Du har fået besked om, at ham idioten, der tror, han er din far, ham skal vi ikke have noget at gøre med.
Det hedder cancel culture, og du har dukket nakken for woke’ism.
Dét her er helt sikkert ikke noget, du selv har fundet på! Jeg har ondt af dig, min ven.

Jeg så dengang, hvordan du kasserede = smed mine forældre i skraldespanden.
De var noget gammelt affald, selvom de elskede dig overalt på jord.
Jeg vidste dengang, at du en dag ville gøre det samme med mig.
Jeg havde nok ikke regnet med, at du ville gøre det, mens jeg stadig var i fuldt vigøre, men sådan er det.
Jeg accepterer det som et faktum og er beredt på at leve med det.
Men pas på, min søn, du kommer til at opleve det samme. Karmas lov er ubrydelig.

Jeg regner med, at du har det godt med det og er glad for det,
for ellers havde du nok tænkt på det noget før.
Det er nu nødvendigt, at vi laver et clean cut.
Vi bliver herefter nødt til at love hinanden, at vi ikke kontakter hinanden længere.
Jeg regner ikke med, at du har problemer med det, da det allerede er de facto.

Vid at: en fars kærlighed til sin søn dør aldrig. ALDRIG!
Jeg håber seriøst, at du har det godt og lever det liv, du har mest lyst til.
Men, tro det eller ej, jeg har også et følelsesliv, som jeg er nødt til at beskytte.
Dette er måden. Det er ikke en anmodning, det er et forlangende.

Du skal selvfølgelig ikke at svare på denne besked, hvilket ville være et brud på aftalen.
Lev vel.